H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Søg i bibliografierne

Hop forbi menu og nyheder

Søgeord: studentersang + herskere + i + Ã¥ndens + rige. Ny søgning. Søg i resultater

Søgningen gav 14 resultater.

Studenter-Sang, den 14de Februar 1831. (Herskere i Aandens Rige).

[Motto:] Herrer vi ere i Aandernes Rige, vi er den Stamme, som evigt vil staae. C. Winther.
Leilighedstryk: Bogtrykker eller Trykkested ikke anført. 2 upaginerede Blade. Mel. Kloden maatte styrte sammen. (Saml. Skr. XII, 470). Sunget ved Ballet i Studenterforeningen.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-522, 1971/479)

Udgivet 14. februar 1831
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:149
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 111
[Informationer opdateret d. 30.1.2012]

  top Top

Poetiske Arbeider af Peter Fredrik Wulff.

Udgivne efter hans Død. Kjøbenhavn 1844. Trykt paa Philipsens Forlag i det Berlingske Bogtrykkeri. [P.F. Wulff døde 3.2.1942] Heri side 258:
Til Peter Fredrik Wulffs Børn. Af H. C. Andersen.
Det var som Hiemmet ei var Hiemmet meer,
Thi den I elsked meest, er lagt i Graven!
Uhyggeligt det er hvor Øiet seer,
Kun Snee og nøgne Træer i Haven,
Her, hvor han planted hver en Blomst, der groer,
Hvor Duft og Farvepragt ham sødt fornøied,
hvor han opelskede sit Rosenflor,
Saae Blomsten, som den sees med Digter-Øiet.

Snart er det Vaar, da straaler jo Guds Sol, [= BFN 511]
De nøgne Træer skal grønne Grene bære!
Den første, friske, duftende Viol,
Den vil et Smil fra Eders Fader være!
Da skal I see det rige Rosen-Flor,
Som han opelsked, det vil da udspringe!
En Foraars Hilsen i hver Rose boer,
De kjære Børn den skal hans Hilsen bringe!

(Bibliografisk kilde: HCAH 1980/150)

Udgivet 1844
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16984
[Informationer opdateret d. 28.10.2013]

  top Top

Oversigt over Danmarks Literatur- og Sprog-Historie. Udarbeidet til Skolebrug.

F. Dahlerup Oversigt over Danmarks Literatur- og Sprog-Historie. Udarbeidet til Skolebrug. Kjøbenhavn. Fr. Wøldikes Forlag 1866. Heri p. 137: [..] Talrige Reiser have ført ham til næsten alle Europas lande og baaret rige Frugter for den danske Literatur, i hvilken der ved ham er skabt en Digtart, der er lige original i Aand og Form, og som bestemt adskiller ham fra alle Tidens reflekterende Digtere. [..]

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1866
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13731
[Informationer opdateret d. 2.12.2013]

  top Top

Det parisiske Blad 'Le Redressement' indeholder en længere Artikel om H.C. Andersen undertegnet Ernest Redon.

Vi hidsætte et Brudstykke af den: "Billedbog uden Billeder", den bedst oversatte Del af Andersens Arbejder, er tillige den, der røber det største Geni; og dette ægte poetiske lille Værk fortjener en særlig Omtale. Andersen har i det udviklet hele sin rige Phantasi. Billederne ere afvexlende; her har man en varm orientalsk farve; hist en Finhed og Blødhed som hos en engelsk Aquarel; saa igjen er han naiv, sørgmodig eller dramatisk; saa atter lunefuld og humoristisk. Man kommer til at tænke paa Heine og undertiden ogsaa - man tillade os Sammenligningen - paa Schumann, der har adskilligt tilfælles med Andersen. De ere Begge paa en gang Digtere og Musikere og have fremfor Alt Begge en Rigdom af Billeder til deres Raadighed; Begge besidde en overordenlig Lethed, en Frihed, der overskrider alle Regler, og en Freidighed, der fortryller. Begge ere i høj Grad fortrolige med Naturen; fra Stjernen og til den lille Blomst kjende og forstaae de Alt og kunne fortælle de yndigste Ting om Rosens og Sommerfuglens Kjærlighed. De elske og kjende Børnene som Faa; de tale deres Sprog og vide Besked med alle deres smaa Affairer, i hvilke der undertiden ligger en større Betydning, end man skulde troe. Figaro 26.7.1868

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 26. juli 1868
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13983
[Informationer opdateret d. 29.6.2011]

  top Top

Akrostichon-Gaade. To danske Digteres Navne.

Trykt i Nær og Fjern, Nr. 135, 31. 1. 1875, 11. Sp. 2. - Løsningen: Holberg-Oehlenschlæger i Nr. 136, 7. 2. 1875, 12. Sp. 2.
Navnet paa den berømteste Blinde i Syden.
Navnet paa den berømteste Blinde i Norden.
Fremtids-Musikkens Johannes.
Verdens ældste og største Eventyr-Digter.
Navnet paa hvad der aldrig kan udgrundes.
Hvilken Bro i Danmark naar os fra Kjæmpeviserne? Spørg Ingemann, Frøhlich og Bournonville. Hvilken dansk Komponist kan skrive sit Navn med fire Noder?
Familienavnet paa den Peder, som satte sine Sangklokker i Gadekjæret.
Den, som blev blev mest berømt ved et Æble, og dog ikke er Newton.
Navnet paa den Tid i Danmark, hvori hvert Hus præsenterer paa Gaden sit Vandkar.
Et bekjendt Navn, der knalder i Champagne.
Den eneste Prophet, hvis Kjøretøj nævnes i Biblen.
Vort Aarhundredes Prometheus.
Dronning Elisabeths ringe Undersaat, nu et Navn i større Glands og Glorie end Elisabeths.
En Sangens Konge, der maatte tigge om et Stykke Brød, og man gav ham en Sten - en Marmorsten.
Tydsklands genialeste Fyrværker i Poesiens Rige, "Digter helt ud i Fingerspidserne", siger Chamisso.
Goethes sidste ord i sin Dødsstund.
I Ydre en Kamel, i Indre det guddommelige Snille. Hvilken ihjelslaaet krigsmand gav Anledning til den første politiske Folkesang?
Goethe besang Familien, Holberg satte dens Hus paa Scenen, Gade gav dem sit Mesterskud.
Det første Bogstav aabner "Rosenvænget", Det første Bogstav boer i Gravens Ro.
____
Nævn nu de store Navne begge to, Viis os din Kløgt! lad rulle op Forhænget!

***

Opløsning paa Akrostichon-Gaaden i forrige Nummer:
Homer.
Ossian.
Liszt.
Bidpay.
Evigheden.
Riberbro.
Gade.
Oxe.
Eva.
Hundedagene.
Lumbye.
Elias.
Napoleon.
Shakspeare.
Camoens.
Heine.
"Licht!"
Æsop.
Goliath.
Ellefolket.
R.
Af de modtagne Opløsninger var kun "Gamle Rolands" fuldstændig rigtig; navnlig har den gamle persisk-indiske Fabeldigter Bidpay voldet vanskeligheder; Enkelte have - ikke ilde - restitueret ham med "Barnehjertet!, "Barnesindet" eller "Bibelen;" Andre have i Stedet for Lißt sat "Lohengrin," i Stedet for Heine "Hoffmann" o.s.fr. Saadanne for Størstedelen rigtige Opløsninger ere indgaaede fra: Colomba, Tevi, Vilhelmine, Charlotte, Lida; den krøllede Egil; la mère de l'enfant; Barnets Søster; Tante Astas 6. Kompagni; en uforsigtig Malerklat; Lovise; en Sild; Pipfuglen; en Familie; tre Venner; Henriette og hendes Moder; Vartovkonen; Gjætterinden paa Gammelholm; Poppegøjen i Pederhvidtfeldtstræde; 54:3; le père de l'enfant; Skovduerne ved "Sorøskovens mi-Acade;" Knyst og Co.; F.H i Slagelse; det gemytlige Søndagskompagni; en jydsk Degn; H.C. Andersens Overvinder: R.E. Ram; tre kaniner paa Kultorvet; Tante Astas Kompagni; Birgitte; Foreningen "per aspera ad astra".

(Bibliografisk kilde: HCAH )

Udgivet 31. januar 1875
Sprog: dansk
Genre: Satiriske og humoristiske småstykker
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:1041
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 1038
[Informationer opdateret d. 25.6.2014]

  top Top

En dansk-amerikansk Kunstner og hans tragiske Skæbne.

Sahn: Fra det rige Landsted til Alderdomshjemmet i Brooklyn. Billedhuggeren Johannes Gelert fyldte 70 Aar for ikke saa længe siden (10.12.1922). Berlingske Tidende, 22.1.1923.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 22. januar 1923
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17102
[Informationer opdateret d. 21.5.2012]

  top Top

Fra Oldetantes Dokumentskrin. Slægten Trampe og H. C. Andersen

TRAMP, EBBA, Fra Oldetantes Dokumentskrin. Slægten Trampe og H. C. Andersen. Med gengivelse af digte til Charlotte Classen, ved besøg på Corselitze i 1850. Politiken (Magasinet) 4. apr., pp. 10-11.
Tanker ved en Kats Død.
Som der blev spaaet ved tolvte Klokke - slet
Var Misse død, tag nu det sorte - Brædt
Og tag saa Kridt og nedskriv dine - Sukke
Thi her er Grund at klage og at pukke
Hver Pote fin var som en Frøken-Haand,
om Halsen Misse bar et Rosa-Baand
Naar hun med andre Misser gik at - solde,
Det unge Sind til Mormus jo maa tolde.
Ak død er Misse, synger hendes - Priis
Thi den som synger ej, han er en Tap af - Iis.

Aftensværmerie.
Nu har den lukket sig, den hulde - Rose
Nu har jeg glemt hver Bitterhed og - Skose.
Jeg gaaer i Aftenstunden barnlig - klog,
uskyldig som dengang jeg var en - Pog
Og saa i Himlen ind med Mormoers - Briller.
Hvor Aftenen dog er smuk, hør Droslens - Triller.
Se Storken hist, paa Benets røde - Sok
Den staar i Reden, og den drømmer - nok.
Paa Sø og Blad og Busk er Aftenens - Hvile,
Og over røde Skyer sees Stjerner - smile,
Mens Nyet synker blegnende og - mat.
o! var du hos mig, du mit Hjertes - Skat.

s. 12: "Digteren og Madammen. Novelle af Ebba Tramp med et Digt af H.C. Andersen. Over et gammelt Manuskript fra H.C. Andersens Haand er denne Novelle skrevet. Digtet er kort efter dets Tilblivelse havnet i Familien Tramps gemmer"
En Rendesten tidt som en Flod kan true,
Og Mennesket kan drukne som en Flue.
Jeg er saa let, jeg svæver som en Fugl,
Jeg sværmer næsten ud af Kjolens Skjul.
Jeg er saa underlig, jeg kan det ikke - sige.
En fattig Mand kan føle som den rige.
Men her er Trækvind, Veiret er lidt - raat;
Jeg vil i Hus! Der ligger jo et - Slot
Som Møl og Rust og Tyvehaand kan rane,
Paa Skildtet Vaabnet staar, det er en - Trane,
Og ud af Vindvet skinner mange - Lys,
Ah! med den Trækvind er det som et Gys.
Og Træk og Vaadet kan gjøre Manden - muggen.
Nu gaaer jeg ind i Slottet, dér ved Krukken,
Jeg holder Tale om en Pølsepind,
Og dundre skal da Verdens Trommeskind.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-736h, 1981/328)

Udgivet 4. april 1926
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:550   Bibliografi-ID: 2010
[Informationer opdateret d. 11.9.2012]

  top Top

Red Barnet's internationale udstilling af børnetegninger til H. C. Andersens eventyr.

Red Barnet's internationale udstilling af børnetegninger til H. C. Andersens eventyr. [København.]
På rejse gennem H. C. Andersens og børnenes rige eventyrland med Poul Fatum (7 pp.). - Eng.: Travelling with Poul Fatum through Hans Andersen's and the Children's Fairyland".
Foromtale: Fyns Tidende, 6. juli 1950. - ever: H.C. Andersen ikke saa berømt, som vi tror. Hans eventyrskikkelser lever ganske vist videre, men uden for deres egentlige milieu. Mange udenlandske udgaver er helt forvansket. Bo Grønbech har i dag paa et møde i undervisningsministeriet, hvor repræsentater for "Red Barnet" fortalte nærmere om den verdens-børnekonkurrence, som netop er løbet af stabelen, og som netop går ud paa at faa alle jordens børn til at illustrere den gamle digters eventyr. Fyns Tidende, 3.11.1950; Kristeligt Dagblad, 3.11.1950.
Børn fra hele verden genfortæller Andersens eventyr i billeder. I dag åbner Tivoli den store udstilling af børnetegninger fra 44 lande.
Udstillingen gik videre til Nordisaka Museet, Stockholm.
Social-Demokraten, 1.5.1953. Tove Castenskiold: H.C. Andersens eventyr set med svenske barneøjne, Tidens Kvinder, marts 1952. Mange avisudklip, deriblandt gengivelse af Prinsesse Margrethes illustration til den lille Havfrue, er i bibid: 18987

(Bibliografisk kilde: eng: HCAH 1982/44)

Udgivet 1953
Sprog: dansk, engelsk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:1452   Bibliografi-ID: 3064
[Informationer opdateret d. 21.8.2013]

  top Top

Han fik ikke kongens datter, men ...

Ernst Philipson: Den, som kunne gøre det utroligste, skulle have kongens datter og det halve rige! H.C. Andersen har gjort det utroligste - han lever endnu til trods for, at det den 4. august er 88 aar siden, han døde. Nok fik han ikke kongens datter - heller ikke hverken Riborg Voigt eller Jenny Lind ... men han fik dog mere end det halve rige. hele verden er i dag og for evigt H.C. Andersens. Kronik i Kolding Folkeblad, 4. juli 1963.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 4. juli 1963
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18740
[Informationer opdateret d. 21.6.2013]

  top Top

'Uden at I blive som børn, komme I ikke i Guds Rige!'

Rasmussen, Harry, 'Uden at I blive som børn, komme I ikke i Guds Rige!'. Kosmos , 1977, pp. 15-19.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1993/384)

Udgivet 1977
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994:564   Bibliografi-ID: 4546
[Informationer opdateret d. 13.2.2012]

  top Top

Skagen.

Del af Jyske skildringer, udvalgt af Claus Brøndsted. Forum København 1980. Heri s. 25-37: Rejse i Nordjylland 1859.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Reise i Nordjylland 1859
Vi ville besøge denne "Danmarks Afkrog", Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgjæs opfylde Luften med Skrig henover de bevægelige Sandklitter og den tilfygede, begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billed fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøjder og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdens-Havet. Skagen er nok et Besøg værd.
Fra Kjøbenhavn med Dampskib, i een Nat, naaer Du Aal­borg og derfra i faa Timer Frederikshavn, Udgangspunktet for vor Skildring. "Deroppe er jo alting fladt!" siger Du, "Fladstrand var det gamle Navn for Frederikshavn, og Navnet er nu overført paa Citadellet!" Kom selv at see! Naturen her er saa eiendommelig. Egnen heromkring saa storartet, saa uventet overraskende. Kjør ud til Knivsholdt, Flade Banker og Bangsbo; som et Bjergland løfter sig her den jydske Høiryg, det er et Stykke Silkeborg, dette Danmarks Skov- og Høiland, men et Stykke Silkeborg ved Havet. Kom her i Sommertiden, naar Lyngen blomstrer, see de mægtige Hedebanker smykkede med et lilla Teppe, spættet med Grønt af Enebær- og Ege-Buske, mellem disse maleriske Høider løfte sig Kornmarker og i Baggrunden Havet, det Hele saa ægte dansk, at man tænker her maa Fru Jerichaus Danmark træde frem med Guldringen om Haaret, med draget Sværd og Danebrogs-Fane, skridende gjennem Kornet; betragt, mellem Bankerne, hvilken en yndig Dal; alle Farver, friske og glødende! maleriske Bondehuse ligge der ved smaa græsgrønne Enge, Frugthaver og Kornmarker. Her er Egeskov, Bøgeskov, rislende Bække; store Træer hælde sig ud over det klare Vand. Vi komme forbi Bangsbo, og see paa Skovpynten ved Havet, Sæbys hvidglindsende Kirke, og Nord for os Frederikshavn med sine røde Tage, Citadel, Havn og Fyr; Skuet minder om Helsingøer, kun mangler den svenske Kyst, den er her ni Mile borte; man seer ud over Hirtsholmene, Tordenskjolds Ly, Steenblokke-Øerne med den tynde Jord-Dug over. Vort Øie følger Landets Kyst til Skagens yderste Spidse, i klart Veir viser den sig som en Lysstribe i Horizonten, det fjerneste hvide Punkt, her sees, er ikke Fyrtaarnet, men Skagens gamle Kirketaarn.
Endnu et Stykke Nord for Frederikshavn have vi Landevei, og rundt om Kornmarker, men snart er det Gode forbi, og vi komme over knoldet Lynghede, hvor Veisporene, i Aaringer overgroede med Lyng, tidt ere at foretrække for de ved hverandre krydsende, dybe Sandveie. To Mile ere lagte tilbage og vi ere ved Landsbyen Jerup.
Veiret er godt, vi have Lavvande, det maa benyttes, nu skal det med hurtigere Fart gaae de tre Miil, vi endnu have nordpaa. Een af Jerups Bønder, der kjender Havstokken, spæn der for sin lave Trævogn, vi sætte os op og over Mark, Hede og Mosegrund gaar det nu ned til Kattegattet; her i Brændingen, hvor det vaade Sand ligger fast, kjøre vi. Det er en Amphibiereise, halv paa Landet, halv i Vandet; Vognhjulene til Venstre ere paa det Tørre, Vognhjulene til Høire ude i Kattegattet. Kudsken kjender nøie sin Vej, ellers kunde Farten blive farlig, Quiksandet ligger skjulende hen over Ferskvandets Væld, der hule Sand- og Leerlagene, de briste, og man synker i, dybere altid dybere; Vogn og Heste indslurpes af den sugende Grund. Havet selv i nok saa stille Veir ruller hen under os, det stænker op under Hestens Hov. Vi nærme os de første lave Klitter; som Sneedriverne ved Vintertid, ligger her det fine bløde Sand, kruset af Vinden, enkelte Klitter ere uden al Vegetation, paa andre groe Marehalm og Klit­ tag med deres halvhundred Alen lange Redder. Vestens Storme hidbare og reiste disse Sandmeels-Høie, som de ogsaa kaldes, forvandlede Landtungen til et Ørkenland. I Flodtiden skylles Havets fine Sandpartikler op paa Strandbredden, Vinden tørrer og løfter de lette Dele, fyger dem til Bunke, til mægtige Høie, og Stormene vestenfra flytte dem mod Øst; dog endnu have vi kun seet en lille Deel her paa vor Vei.
Vi ere ud for Fiskerleiet Aalbæk; her henover Bugtens sikkre Ankergrund, gaae fra August til Mai, Baadene til rig Østersfangst paa Bankerne under Skagens Kyst; herfra for­ svinder for Øiet den beboede Egn, Klitterne blive høiere; ude i Vandet løfte sig sorte Vrag, besatte med utallige Søfugle. Havstokken frembyder Skuet af Millioner Maager, Terner og Vildgjæs, der, idet vi nærme os, flyve vildtskrigende iVeiret; deres Mængde tager til, det er, som kom man ind i Fuglenes Rige. Ud over Havet er Afvexling, der glide Skibe og Baade for fulde Seil, der kommer et Dampskib, længere ud seer Du Røgen af et andet og snart viser sig et tredie, men ind imod Land er kun at see de hvide Sandbanker, hist og her sænke de sig, og Du har et længere Indblik i Landet, der viser sig et Stykke Sandørken, som i Afrika. Strandbredden er belagt med bævrende rødbrune Medusaer, som kunstige Geleer fra en Restauration; snart kjøre vi hen over et Lag af Konchyllier og smaa Skaller, snart over den hvide Sandbund, og ihvor stille end Kattegattet kan være, ind under os ruller dog Dønningen og ude dreie sig Malstrømme mellem Revler og Banker. Vraget af et og andet mægtigt Fartøi, hvis Skrog rager op over Vandet, være Holdested, at Hestene kunne tære deres Foder og vinde friske Kræfter til at føre os til Maalet. Vi øine Kirketaarnet, Fyrtaarnene, det gamle og det nye, see hvor Skagens Green strækker sig langt ud; vi ere ved Skagens By. Hvad veed man om dens Fortid, hvad veed man om Landet selv? De kulhaarde Maretørv, lagviis skudte op i Klitterne vesterpaa, mæle om et her forgaaet Skovland. Sagn og Historie blande sig om Byens Oprindelse. Der fortælles, at engang en dansk Konge, Nogle mene Erik Glipping, kom herop paa Jagt, og besøgte een af sine Bønder Thorkil Skarpe, der da bad om at faae i Forlening Skagens Mark for paa den at holde sine vilde Øg, han fik den og satte en Hyrde ved Navn Trond til at vogte Bæsterne; denne var den første der reiste sig et Huus herude paa Skagen; for at fordrive Tiden gav han sig af med at fiske og her var Fisk nok i Kattegat og Nordsø; det kunde blive en Erhverv. Flere flyttede til, de reiste deres Hytter og tilsidst stod her en heel By; i Aaret 1284 blev den plyndret af Nordmændene, hvis Land jo kun er sexten Miil fra Skagen, Isen har endogsaa engang lagt til, saa at de ere gaaede herned. Sin Kjøbstad-Ret skal Skagen have faaet af Dronning Margrethe, som engang strandede her og blev reddet af Skagboerne.
I vor Tid bestaaer Byen af tre Dele, Vesterby, Østerby og det fra den en halv Miil borte ved Nordsøen liggende Høien eller Gammel Skagen. Her lod hollandske og skotske Skippere bygge og indvie St. Laurentius en Kirke i gothisk Stiil, den længste og betydeligste i hele Vendsyssel; nu er den begravet i de høie Sandklitter, kun Taarnet sees og vedligeholdes som Sømærke. Mellem Kirken og Østerby fandtes en hundred Favne bred Sø, fem til sex Favne dyb, med Gjeder og Karudser, rundt om var Marker, Kjær og Krat, men de ødelagdes; Stormen tog fat i den sandede Grund, man standsede ikke ænd; Agerland og Gaarde skjultes og de mægtige Sandmiler reiste sig. Egnen blev et Ørkenland; Byens Huse maatte søge Stade der, hvor Sandet tillod det og her blev en henkastet, underlig Stad, uden Gade, uden Stræde, omsuset af Vinden, gjennemtordnet af det rullende Hav. De vilde Svaner synge her deres melankolske Sang iden frostklare Vinternat, Maager, Terner og Vildgjæs opløfte deres gjennemtrrengende Skrig paa den varme Sommerdag, og paa en saadan komme vi her.
Vi forlade Havstokken, kjøre op i Klitterne, hen over dem, hvor de ere lavest, Vei kan man ikke kalde det, Veisporet lukkes strax i det dybe, bløde Sand og næsten umærkelig bevæge vi os fremad; her ligger et Huus halv skjult af en Sandklit, derovre et andet; mørke, tjærede Træbygninger med Straatag; derhenne skinne et Par røde Tage, her løfter sig et Plankeværk. Sandet er nærved at f aae det under sig; Luftstrømmene bringe en stærk Lugt af tørrede Fisk; et heelt Espalier af Flynder næsten skjuler os den sterre Gaard. Børn og Fruentimmer ligge i Sandet og sole sig, de ligge, hvor vi skulle frem, men vi komme saa langsomt afsted at de i al Magelighed kunne løfte og flytte sig. Hist og her i Sandet staae Vragstumper, og der ved Huset, hvor en lille Kartoffelhave er indpælet og omsluttet med Tougværk, staaer en Gallion-Figur, Haabet, støttende sig paa sit Anker, man har tøiret en Griis ved hende. Strandingstømmer, Planker og Vragstykker sees i Husene og kastet imellem Klitterne; her staaer et Skuur, hvis Tag er Skroget af en Baad, og her, svøbt i en brogetmalet Plaid, Overdelen af en colossal Skikkelse, der minder om Walter Scott og vist var Gallion for et Fartøi, der bar Digterens Navn, nu er den nok til Ziir i den lille Kartoffelhave ved Fiskerhuset. Kornmarker, Kjøkkenhaver og Klitter ligge med Huse og Gaarde, som de bedst kunne. Det dybe bløde Sand er den egentlige Gade; den er hist og her antydet ved Snore, trukne fra Vragstump til Vragstump, at Beboerne kunne, om ikke holde paa Gaden, saa dog vide dens Retning, naar Vinden løfter den. Solen brænder varmt mellem Sandhøiderne, men ogsaa disse have deres Pragt-Bouquet; lige foran os hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsæer dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogedens Bolig, den ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab; det har menneskelig Udholdenhed formaaet. Man gaaer paa det friske Grønsvær under skyggende Levtræer, hvor Fuglene synge, og kun et Skridt udenfor og vi maa arbeide os frem gjennem det dybe bløde Sand, hvor den stadige Vandring gjør Skagboen kroget i Lænderne og tilvænner ham en egen Maade at løfte Benene paa. Vi naae Præstegaarden; Huus og Have see saa indbydende ud, deilige Blomster og smukke Børn see vi og nær herved er den nye Kirke, indviet 1841 og i Stiil som Vor Frue i Kjøbenhavn, lille, men venlig, fra Pulpituret sees ud over Nordsø og Kattegat.
Altsom vi komme mere nordpaa i Byen, rykke Husene hinanden nærmere; her ligger Gjrestgivergaarden omgivet af Plankeværk og Have, Træer, Hyldebuske og Stokroser skygge op om Vinduerne og gjøre halvdunkelt i Stuen, man har formeget af det Grønne, men er iøvrigt godt indqvarteret, kun at Sovekamrene synes gamle Ruf af Skibe, klistrede til Huset og Alt gjennemtrængt af Fiskestank. Et Par af de nærmeste Gaarde har ogsaa Plankeværks-lndhegning, som Sandet udenfor er fyget op om; underlige Brostilladser ligge og næsten spærre Indgangene, de høre til at gjøre Byen veibar ved Efteraar og Vinter, sagde man. I Regntid og naar Sneen smelter, kan Sandgrunden ikke sluge alt det Vand, her da staaer, da bliver Skagen en Slags "Venedig", som en Skagboer udtrykkede sig; og man kan med Baad stage sig frem mellem enkelte Klitter og Huse.
"Føre Sladder til Torvs," den Talemaade kan ikke anvendes i Skagens By, her er intet Torv, men man kan føre Sladder paa Bakke. Hist paa en af de høeste Klitter, mellem Huse og Kartoffelagre, hvoroppe man seer ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøider til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Veir Fruentimmerne; her er deres Forum, Byens eneste Samlingsplads, Caffeen hvor Blæsten dreier sin Lirekasse, Regnbygen staaer for Skjænken og Havgusen for Opdækningen; Bakken her kaldes: "Sladderbakken". Vi saae Ingen paa den. Glaskuppelen paa det nye Fyrtaarn bag de heie Klitter viste sig herfra som en Glasballon, idet just en lav Skytaage skjulte Taarnet. Hen til det er Veien herfra ikke kort. De to Dele af Skagens By, langs Kattegat, omtrent en Halvmiil, have vi passeret, men endnu er der en Fjerdingvei til det nye Fyrtaarn, derud ville vi; det gamle ottekantede Taarn komme vi først forbi, det venter paa at nedbrydes.
Vi rumle hen over en haard, stenet Grund mellem magre Kornagre og elendig Græsning og holde foran det nye Taarn, der angives at være 140 Fod med Lysvidde til fire en qvart Miil. Kong Frederik den Syvendes Navnechiffer smykker den slanke Taarnbygning; et storartet Vaaningshus med elegante Værelser og Comfort er opført her; smaa Haver med en Rigdom af Blomster og store modne Meloner overraskede os. En magelig Vindeltrappe fører gjennem Taarnet op til Fyret, et Lindsefyr med fire Væger; det er en slags Moderateur-Lampe istor Stiil; Lampen rummer 60 Potter Olie og brænder tre Pægle i Timen, sagde man os.
Hvilket Skue ud over de udstrakte Vande! hvilken Susen, naar i Efteraaret Stormene fare hen over denne Menneskebolig med en Tonefylde, hvorved de oprørte Haves dybe Rullen forsvinder. Høie Sandklitter ligge mod Nord i Halvkreds om Taarnet og naar vi ere over disse, staae vi paa den lange smalle Rullesteens Revle, der kaldes Grenen og have endnu en Fjerdingvei til dens yderste Spidse.
Vi vare her en stille Solskins-Dag. Her var over et halvhundred Fiskere, ogsa Qvinder, ude at drage Vaad fra Nordsøen og fra Kattegattet. Garnene laae mange, mange Aareslag ude. Hvilket Dræt! meest store Rødspretter, men ogsaa Katfisk, Taderfisk, Søstjerner og Torsk. En Gellé af Medusaer klistrede sig om Garnet, hvorfra de mindre Fiske smuttede ud og Krabberne gik deres skjæve Gang. Her laae flere Fiskeqvaser med Kjøbere fra Gøteborg og Kjøbenhavn.
Vi gik ud paa Grenens yderste Rand, der runder sig med en lille Svip Sandpynt mod Øst, ikke større end at kun eet Menneske kunde staae der og prøve, at Bølgerne fra Nordsøen slog hen over den ene Fod, og Bølgerne fra Kattegattet slog over den anden, man saae tydeligt de to Vande mødes; Nordseen havde stærkest Kraft. Herfra, ud under Vandet, mod Nord og Nordvest, strækker sig, som to lange Følehorn, en heel Miil ud i Havet, Skagens farlige Rev. Gjennemtrængende Skrig af talløse Søfugle fylde Luften, den dybe Summen i det umaadelige Havsvælg, Dønningens Rullen og Bryden, der slaaer os over Fødderne og dertil Skuet ud over Havets i Luft hensvindende Flade, virker svimlende, man vender sig uvilkaarligt for at see, om man har fast Land endnu bag ved sig og ikke staaer ude paa Havdybet, en Orm kun for disse Skysværme af skrigende Fugle.
Mollusker, Søstjerner, døde Fisk ligge for vore Fødder, Vragstumper og Skrog af Skibe, sorte og afblegede Rester, staae som Mamuths Knokler ude i det klare gjennemsigtige Vand, det vinker saa lokkende, smiler saa mildt, man glemmer dets frygtelige Magt, dets voldelige Kræfter, naar Stormene fare hen over det, og det forvandles til et skummende Vandfald, der vælter mod Kystens Revier, bider sig ind i de lerede Banker og de opfygede Sandbjerge.
Hvor nu de tunge Bølger vælte, laae engang Gammel Skagen; Beboerne maatte Aar for Aar flytte deres Huse ind i Landet, til hvor de nu ligge langs den med slebne Rullesteen opfyldte Strand. Derhen ville vi, det er en heel Miil herude fra Grenen, vi maae igjen tilbage gennem "Vester"- og "Østerby", forbi Plantagen, hen over magre Kornmarker og fattig Græsning, men her stode engang Klitter, gamle Folk erindre det endnu, og hvor vi nutildags see Klitter, huske de, laae dyrket Land og Mosestrrekning. Vi komme forbi en større Gaard, før var den Herregaard, men efterhaanden, som alle dens Jorder bleve dækkede af Sandklitter, blev den et ringe Vaaningshus kun, her boer en Møller. Hvor den favndybe "Hofsøe" strakte sig, saae vi nu som Tegn paa at den havde været, lange Rør skyde deres brunfjedrede Duske op igjennem Sandet. Olavius, der har givet en "Skagens Beskrivelse", fortæller, at omtrent 1780 var endnu tilbage af denne Sø to smaa Huller og i dem bleve de sidste Fisk, nogle ynkelige Skaller, fangne; Øinene stode ud af Hovedet paa dem, saa forsultne vare de, Bylder havde de paa Kroppen og Maven var fyldt med Flyvesand og Stumper af Siv og Rør. Til denne engang favndybe Sø knytter sig Sagnet om en gammel Gaard, her har ligget; dens rige Eier sendte i Overmod Bud efter Præsten for at have en taabelig, ugudelig Spøg; han lod sige, at en Syg skulde berettes. Præsten kom, men her var ingen Syg, man havde lagt en So i Sengen; da sank Gaarden, her blev en favndyb Sø og kun Stolen, paa hvilken Præsten havde lagt sin Bibel, flød op paa Vandet.
Herinde mellem Klitterne strrekker sig endnu Kornland og Hede. Vi saae den afskrællede Lyngtørv reist i Stakke, de saae i Afstand ud som en heel Leir; man fortalte, at i Krigen med Engellænderne havde Fjenden ikke vovet Landgang, de antoge Stakkene for Soldater-Barakker.
Snart naaede vi de foran os opfygede Sandbanker, bedækkede hist og her med Klittag og Marehalm, et Gravdække hen over Skagens mægtige Kirke; imellem den og Byen gik tidligere en Kirke-Vase, der fygedes til, Veien var heist besværlig for Alle og om Vinteren fast ufremkommelig; Sandet lagde sig om Kirkegaardens Muur og snart over den og over Grave og Liigstene heelt op mod Kirkens Vægge og Vinduer; men endnu søgte Menigheden her hen og holdt deres Gudstjeneste; tidt maatte de skovle sig frem til Indgangen, og der var Tale om at nedlægge denne brestfældige Bygning. Men Skagboerne vilde nødig miste deres Guds-Huus; dog en Søndag kom Sognefolkene og Præsten, en mægtig Sandmile havde lagt sig for Kirkedøren, Præsten læste da en kort Bøn og sagde:
"Vor Herre har nu lukket her dette sit Huus, vi maae reise ham et nyt andetsteds."
Den 5te Juni 1795 blev Kirken ved kongelig Resolution nedlagt, Taarnet skulde vedligeholdes som Sømærke, Gudstjeneste holdes i et Træ-Kapel midt i Østerbyen, indtil den nye Kirke blev reist; men deres gamle Kirkegaard vilde Skagboerne dog endnu ikke give Slip paa, de Gamle ønskede at hvile hos deres kjære Forudgangne og med stor Besværlighed skete det indtil Aaret 1810, da Sandet saa aldeles var gaaet over Kirkegaarden, at en ny maatte anlægges.
Med en egen Følelse, som ved Askehøiderne over Pompeji, staaer man her ved denne tilfygede begravne Kirke. Blytaget er brækket af; det hvide Sandmeel, glødende i den hede Sol, ligger skjulende hen over Kirkens Hvælvinger; i Gravnat derinde er Alt skjult, gjemt og af Slægter glemt, til engang Vestens Storme maaskee bortfyge de tunge Sanddynger, og Solstraalen igjen lyser ind gjennem de aabne Vinduesbuer, hen paa Billederne i Choret; den lange Række Portrætter af Skagens Raadmænd og Borgermestre med deres Bomærke. Maaskee en fjernkommende Slægt træder ind i dette Skagens Pompeji og igjen beundres den gamle kunstigt udskaarne Altertavle med dens bibelske Billeder; det varme Solskin bestraaler igjen Maria med Barnet, der isin Haand holder den gyldne Verdens Kugle. Nu ligge de dade Sandbølger hen over Kirken, et Vildnis af Klittjørn med dens gule Bær, voxe i Sandet, vilde Roser sætte her Blomst og Hyben; man kommer til at tænke paa Eventyret om Prindsessen i den sovende Skov, hvor Slottet skjules af et uigjennemtrængeligt Krat. Det mægtige Kirketaarn løfter endnu vist to tredie Dele af sin Høide over Sandklitterne, Ravne bygge deroppe, en Vrimmel omsusede det, deres Skrig og de knasende Grene af Klittjørnen, vi traadte paa for at komme frem, var den eneste Lyd, vi fornam i denne Sandørken. Klit paa Klit rundtom os, og først efter lang besværlig Gang i det dybe Sand, aabnede sig igjen en grøn Markstrækning henimod den yderste Klitrrekke foran Havet, og derude gammel Skagen, eller som den kaldes: "Høien". Vragstumper ere benyttede til Bygning og Brug, Skibs-Gallioner og Indskrifter i forskjellige Tungemaal prange over Porte og Døre; her staaer snittet iTræ eller med farvede Bogstaver "Neptunus", her "De tre Søstre", der "Haabet", men det er Vragstumper uden Betydning hæftede paa til Stads.
Hele Kysten er et Mosaik af Rullesteen, dem Havet har slebet flade og runde; hvad vilde de kunde fortælle, om de fik Lyd og Tale-Evne! Hvormange Aartusinder hengik siden Iis og Vand bar dem til denne Kyst og gav dem deres glatte smukke Form!
Klitterne langs Stranden løfte sig høiere; Maretørvens sorte Lag skinner frem i det hvide Sand; altid eet og det samme, Hav og Klitter, Vrag og skrigende Søfugle; man møder maaskee et eensomt vandrende Postbud; han søger sin Vei ude i Havstokken, hvor Bølgerne have klappet Sandet fast, eller han stavrer hen over Steenlaget; stiger Søen, er det et stormende Veir vesterfra, maa han søge Veien inde i de dybe tunge Klitkrumninger, hvor kun Klitharer er hans Selskab, han maa kjende de farlige Grunde, hvor Væld og Bække grave Faldgruber og Qviksandet uden Redning sluger ham; en heel Brudeskare hedder det, er engang saaledes forsvundet. Som en Muur mod sin egen Vælde har Havet reist Klitternes takkede Bjergaas, Folketroen lader beskærmende Klitnisser boe derinde, og fortæller, at da engang en fjendtlig svensk Flaade laae udenfor "Gammel Skagen" og vilde gjøre Landgang, mylrede fra Sandet en Mængde bevæbnede Smaa, de holdt Udkig til Mørket kom og med det en Storm; da gik den hele Flaade under, Havstokken rullede med Vragstumper og Liig.
Følge vi Vestkystens Klitter og Leerskrænter herfra ned mod Hjørring, da begrændses Horizonten af de Høider, vi gik ud fra ved Frederikshavn, det er den samme Høideryg vesterpaa ned imod "Løkken", hvor høit oppe, Berglum-Kloster, som en Sphinx paa Bjerget ligger og seer ud over Vild­ mosen, Nordhavet og Skagens Land.
Herfra over Mark, Hede og Klitter ud i Nordsøens Havstok, kommer man, om vi saa tør sige, den historiske Vei heelt ud til Skagens Green; snart forbi leerede Skrænter, henover Sandmiler og ind paa udstrakt Græsgang, hvor den buskhøie duftende Porse og den himmelblaae Gentiana groer; Gammel Skagen ligger for os, og den i Sandflugt begravne Kirke. Slægter kom og gik, men Hæders Navne, bleve i Minde. Fra Skagens fattigste Fiskerhytte kom Sjællands berømte Biskop Scavenius, fra Skagens By kom Mathematikeren Scavenius, Mænd af Driftighed og Dygtighed fik vi fra denne Landets "Afkrog".
Gjennem Plantagen, gjennem Vester- og Østerby naae vi det nye Fyrtaarn; det lyser over de dybe Vande, naar de hvile og naar Stormene fare hen over det og Menneske-Hjertet synger med Ewald:
"Den Gud, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Han ene kan redde -!"
Og gjennem Mandens Mod og Kløgt kommer Redningen, næst Gud.
Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgeme brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde hver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad Din Stue i den mørke Nat! det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasteen pidske Dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm! sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du bar naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skjærende Skrig• lyder til Dig Nød-Raab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, enkelte holde sig fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er faldet hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste fares til Skagens By, Byen uden Gade og Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men "kolde Hænder, varme Hjerter!" siger Ordsproget.
Udholdenhed vil dæmpe Sandflugten, Plantagens unge Dryader hviske om kommende Skov og Krat, Kornmark og Enge. Byens Huse skulde da stille sig i Række, med smaa Haver foran hver, der komme Gader og Stræder ud til aaben god Landevei, der fører til Frederikshavn, Endepunktet for Jyllands Jernbaner ned til Fastlandets; Frederikshavn er da Havnen for Dampskibene, som i faa Timer knytte Bro mellem Norge, Sverig og Danmark; og den Tid vil komme! - Fyrtaarnet paa Skagen, som nu staaer i sit første Virksomheds Aar, vil ikke kaldes gammelt, naar det opnaaes; vor Tid virker med Aandens Magt, byder over Materien, idet denne troer at herske og være Nutidens Herre.
Udgivet 1980
Sprog: dansk
Genre: Rejseskildringer
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17858
[Informationer opdateret d. 29.11.2012]

  top Top

I skyggernes rige

Møller, Hans Henrik, I skyggernes rige. Anderseniana , 1990, pp. 15-33.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1990
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994:1344   Bibliografi-ID: 5322
[Informationer opdateret d. 13.1.2012]

  top Top

Kosmologisk Information

Rasmussen, Harry, [Artikelserie om H. C. Andersen.] Kosmologisk Information , 1991, nr. 3, pp. 7-11 (Livets eventyr - en introduktion); 1991, nr. 4, pp. 12-16 ('Høstens Tid'. H. C. Andersen og Skæbnebegrebet); 1992, nr. 1, pp. 6-11 ('Reisekammeraten'. H. C. Andersen og døden, 1. del); 1992, nr. 2, pp. 14-17 ('Paa den yderste Dag'. H. C. Andersen og døden, 2. del); 1992, nr. 3, pp. 15-18 ('I Guds Rige'. H. C. Andersen og døden, 3. del); 1992, nr. 4, pp. 28-32 ('Min halve Qvindelighed'. H. C. Andersen og seksualiteten, 1. del); 1993, nr. 1, pp. 8-12 ('Det kosmiske Eventyr'. H. C. Andersen og seksualiteten, 2. del); 1993, nr. 2, pp. 26-29 (Det poetiske univers. H. C. Andersen og kosmologien, 1. del); 1993, nr. 3, pp. 25-29 (Den ny Aladdin. H. C. Andersen og kosmologien, 2. del).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1993/210, 1993/212, 1993/213, 1993/215, 1993/216, 1993/364)

Udgivet 1991
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994:1410   Bibliografi-ID: 5388
[Informationer opdateret d. 1.9.2014]

  top Top

Rørbyes Tegninger.

Udgivet af Frans Lasson. Rhodos, København, 1992. Heri p. 30-34 om Rørbyes samvær med H.C. Andersen. S. 34: H.C. Andersens mindedigt over Rørbye, [som døde 29.8.1848].
Maleren Rørbye, født 1803, død 1848.

Talentet blev, for Andres lod at mildne,
Som Stjerneglands paa Aandens Himmel sat
For ret at lyse og vor Sjæl opildne
I Livets dunkle, gaadefulde Nat.

Og derfor see vi tidt med henrykt Øie
Paa Aandens Helt, naar han forbi os gaaer,
Hans Liv et Afpræg er af alt det Høie,
Han selv Prophet for Evighedens Vaar.

Du viste os i Kunstens Dragt en Himmel,
Ei Solens Hjem, men Himlen paa vor Jord,
Det rige Syden med sin Blomstervrimmel
Med al den Skjønhed, som har ingen Ord.

Fra Grækenland, fra Hellespontens Strande
Du bragte Skatte til dit Norden hjem,
Og Musen sætter Lauren om din Pande,
Naar Taarekilden kvælder stille frem.

Ak, Du er død! Dit Hjemland græder saare,
Thi ved din Pensel gjorde Du os rig;
Der staaer i Krandsen paa din Sørgebaare:
"At Norden, Syden - Verden mindes Dig!"

H.C. Andersen.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1992
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17570
[Informationer opdateret d. 9.12.2013]

  top Top
Søgeord: studentersang + herskere + i + Ã¥ndens + rige. Ny søgning. Søg i resultater