H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Søg i bibliografierne

Hop forbi menu og nyheder

Søgeord: the + fir + tre*. Ny søgning. Søg i resultater
Gå til resultaterne: 1-50 51-100 101-150 151-200 201-250 251-295

Søgningen gav 295 resultater. Nummer 1-50:

Digte / af / H. C. Andersen. / - / »Vergessne Gedichte sind neue«. / Jean Paul. / - / Kjøbenhavn. / Trykt, paa Forfatterens Forlag, hos E. H. Robert. / 1830.

Titelblad. - Tilegnelse til Conferentsraad J. Collin. - Indholdsfortegnelse (upagineret Blad). - Tekst: 136 Sider. - 12 mo. - Pris 1 Rbd. 16 Sk. (Udkom 2. 1. 1830).
Anm. Dagen 22. 3. 1830, Nr. 69. - Dansk Litteratur Tidende, 1830, Nr. 6, 81. - Kjøbenhavns-Posten 4. 1. 1830, Nr. 3, 12. - Maanedsskr. for Litteratur, 1830, 3. Bind, 162 af C. Molbech.

Indhold.

Rime-Djævelen p. 1 (se Nr. 20).
52. Soldaten. (Med dæmpede Hvirvler Trommerne gaae) (Saml. Skr. XII, 190). p. 6
Den rædselsfulde Time (se Nr. 12). p. 7

Nytaarsnat (se Nr. 23). p. 10

53. Phantasiestykke i min egen Maneer. (I Himlen sidde Guds Engle smaae) (Saml. Skr. XII, 85). p. 12

Svinene; en Ode (se Nr. 19). p. 14

54. Vandrer-Liv. (Gaardhunden giøer - dens Tænder er saa skarpe) (Saml. Skr. XII, 139). p. 16

Det døende Barn (se Nr. 13). p. 17

Graat-Veir (se Nr. 39). p. 18

Kunstner-Livet (se Nr. 31). p. 19

Dykkerklokken (se Nr. 16). p. 24

Ved en Tragedies Dødsfald (se Nr. 37). p. 33

Aftenlandskab (se Nr. 36). p. 34

55. Cometen, et Sagn. (Da Sol stod op, og alle Nattens Terner) (Saml. Skr. XII, 87). p. 36

Sjælen (se Nr. 17). p. 41

56. Recension. (Vel rødmer Land og Hav ret smukt) (Saml. Skr. XII, 2). p. 44

Tyveknægten (se Nr. 48). p. 45

Ingenting og Noget (se Nr. 33). p. 46

57. Klintekorset paa Møen. (Det er en lys, en deilig Sommernat) (Saml. Skr. XII, 39). p. 47

Hjertesuk til Maanen (se Nr. 15). p. 52

58. Skolemesteren. (I den lumre Skolestue ville vi nu dvæle lidt) (Saml. Skr. XII, 330). p. 54

Studenten (se Nr. 43). p. 56

59. Holger Danske. (Det gothisk gamle Kronborg i Maanelyset staaer) (Saml. Skr. XII, 123). p. 58

Den 1ste August (se Nr. 35). p. 61

Moderen med Barnet (se Nr. 38). p. 63

60. Flyttedagen i April. (Nu Vintrens gamle Gubbe forlader sit Logi) (Saml. Skr. XII, 287 (forkortet) - Nr. 24 af 65 Smaavers). p. 64

Phantasie og Vanvid (se Nr. 32). p. 65

61. Fastelavn, en Skizze. (Fastelavn idyllisk staaer med sin Gaas i Haanden) p. 69
62. Martsviolerne. (Sig Himlen hvælver saa reen og klar) p. 70
(Saml. Skr. XII, 64).
63. Capriccio. (Et Speil er Søens Flade, det er saa smuk en Dag) p. 71
64. En fæl Historie. (Barsk sidder Drotten i Skarlagen rødt) p. 73
Regnveir (se Nr. 46). p. 75

Sneedronningen (se Nr. 25). p. 76

65. Mosters Skjærmbræt. (Naar Kulden barsk sig nærmed',) (Saml. Skr. XII, 50). p. 78

Til min Moder (se Nr. 34). p. 81

66. Risens Datter. (Dybt inde under Bjerget en gammel Rise boer) (Saml. Skr. XII, 274). p. 82

Aftenen, et Træsnit (se Nr. 11). p. 84

67. De Danske og deres Konge. (Alt reiser Vint'ren sit hvide Telt) p. 86
Dødsøieblikket (se Nr. 45). p. 88

68. Amors Spillekort. (Det er dog baade en Skam og Tort) (Saml. Skr. XII, 133). p. 89

Oldtids huuslige Liv (se Nr. 42). p. 90

Østergade (se Nr. 26). p. 91

69. Morten Lange. (Hver Midnat mellem tolv og et,) (Saml. Skr. XII, 237). p. 95

70. De tre Gaver. (Saa deiligt et Træ i Skoven staaer) p. 99
71. Januar, en Skizze. (Paa Gade, Mark og Tage, nu ligger Sneen hvid) p. 101
(Saml. Skr. XII, 291 - Nr. 42 af 65 Smaavers).
Tanker ved en ituslagen Jydepotte (se Nr. 14). p. 102

72. Dødningen, et fyensk Folke-Eventyr (H. C. Andersens første Eventyr - Blev senere omarbejdet og udkom igen 1835: Reisekammeraten; se Nr. 279). p. 105

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257, anm.: Kjøbenhavns-Posten: A-727e)

Udgivet 2. januar 1830
Sprog: dansk
Genre: Digtsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:51
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 57
[Informationer opdateret d. 30.1.2012]

  top Top

Censur i Berlin.

Kjøbenhavns-Posten 1. October 1831 - s. 774: Censur i Berlin.
I H. C. Andersens "Skyggebilleder" læses følgende, af Digteren Adalbert v. Chamisso forfattede, lille Impromptu, hvilket Digteren medgav den unge Reisende til Erindring
»O, lasset uns in dieser düstern, bangen Zeit,
Wo hochanschwellend donnernd der Geschichte Strom
Die starre, langgehegte Eisesdecke sprengt,
Das neue Leben unter Trümmern bricht hervor,
Und sich in Stürmen umgestalten will die Welt;
O, lasset uns, ihr Freunde, - rings verhallt das Lied,
Und unserm heitern Saitenspiele lauscht kein Ohr, -
Dennoch die Göttergabe des Gesanges treu
Im reinen Busen hägen, wahren; dass vielleicht
Wir, hochergraute Barden, einst die Sonne noch
Mit Hochgesang begrüssen, welche, das Gewölk
Zerteilend die verjüngte Welt bescheinen wird!
Prophetisch, Freunde, bring' ich dieses volle Glas
Der fernen Zukunft einer andern Liederzeit«.

Neppe vil Nogen troe, at en ængstelig Censor har udslettet dette Digt af et berlinsk Blad, fordi det "udtrykker et Haab, man under vor Tids Storme ikke tør nære, men allermindst offentlig yttre!" Og dog er det sandt! Digtet er, med hiin Censur-Notice, indført i Mgbl. F. geb. Sta. August d.A. og citeres der som "en Toast, Chamisso, ved en lille literair Fest, bragte sine Venner."

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727-k)

Udgivet 2. oktober 1831
Sprog: dansk, tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16253
[Informationer opdateret d. 29.12.2011]

  top Top

Dramatisk Litteratur

Anmeldelse (anonym, skrevet af Chr. Wilster) af H.C. Andersen: Bruden fra Lammermoor. Originalt romantisk Syngestykke i fire Acter , København 1832 og Ravnen eller Broderprøven. Trylle-Opera i tre Acter (efter Gozzis tragicomiske Eventyr) , København 1832.
[I en samleanmeldelse under fællestitlen 'Dramatisk Litteratur', hvor først Thomas Overskou's vaudeville 'Kunstnerliv' og Wilhelm Holsts dramatiske idyl med sange, 'Maigildet' omtales og efter Andersen Paludan-Müller's 'Kjærlighed ved Hoffet'. Maanedsskrift for Litteratur , bd. 9, 1832].
Udgivet 1832
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Anmeldelsen online   Bibliografi-ID: 5672
[Informationer opdateret d. 30.9.2003]

  top Top

Samlede Digte / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af Universitets-Boghandler C. A. Reitzel. / Trykt hos Fabritius de Tengnagel. / 1833.

Smudstitelblad: Samlede Digte af H. C. Andersen. - Titelblad. - Tilegnelse til Digteren Adam Oehlenschläger. - Indholdsfortegnelse: VI Sider. - Tekst: 359 Sider. - 8vo. - Pris 2 Rbd. (Udkom 20. 8.1833).
Anm. Kjøbenhavnsposten 28. 8. 1833, Nr. 169, 674. - Maanedsskrift for Litteratur,1833. 10. Bind 879-882 af C. Molbech.

Indhold.

Elegiske Digte:
Aftendæmring
(se Nr. 95). p. 3

225. Jeg drømte, jeg var en lille Fugl
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 16). p. 4
Hjemve
(se Nr. 121). p. 7
226. Elskerens Sang. (Høit paa Bjerget hvor Skyerne gaae)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 99). p. 8
Jorden (se Nr. 159). p. 10
Det døende Barn (se Nr. 13). p. 12
Hjertets Melodier 1-8 p. 14
1. (To brune Øjne jeg nylig saa) (se Nr. 131). p. 14
2. (Min Tanke er et mægtigt Fjeld) (se Nr. 132). p. 14
3. (Du gav mig Blomster) (se Nr. 133). p. 15
4. (En Digter Verden er saa navnløs stor) (se Nr. 134). p. 15
5. (Henvisned er de Blomster Du mig gav) (se Nr. 135). p. 15
6. (Du fatter ei Bølgernes evige Gang) (se Nr. 107). p. 16
7. (Jeg elsker Dig - Dig som jeg ei tør sige) (se Nr. 137). p. 16
8. (Man har et Sagn) (se Nr. 105). p. 17
Livet en Drøm (se Nr. 141). p. 18
Nytaarsnat (se Nr. 23). p. 24
De tvende Grave (se Nr. 175). p. 26
Lille Viggo (se Nr. 197). p. 28
Hvad jeg elsker (se Nr. 110). p. 30
Til min Moder (se Nr. 34). p. 32
Stormen (se Nr. 126). p. 34
Iisfieldet (se Nr. 150). 38
Den femte Mai (se Nr. 198). p. 40
227. Paa Brocken den 26. Mai 1831. (Høit over Skyen staaer jeg her) (Tidl. trykt i Skyggebilleders 1831. - Saml. Skr. VIII, 48 - Saml. Skr. XII, 282 - Nr. 5 af 65 Smaavers). p. 43
Stanze (se Nr. 190). p. 44
Taaren (se Nr. 97). p. 45
Vuggevise (se Nr. 165). p. 46
228. Det syge Hjerte. (Hvad kommer Du fra Kirken her) (Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 32). p. 48
229. Til en ung Dame med et Eksemplar af mine Digte. (Naar Nattergalens Øine man udbrænder) p. 49 Dødsøieblikket (se Nr. 45). p. 50
Romanzer og fortællende Digte: p. 49
Soldaten (se Nr. 52). p. 53
Ørkenens Søn (se Nr. 136). p. 54
Lille Lise ved Brønden (se Nr. 86). p. 55
Bruden i Rørvig Kirke (se Nr. 112). p. 57
De to Fugle (se Nr. 212). p. 63
Mørket (se Nr. 180). p. 65
Tyveknægten (se Nr. 48). p. 69
Klintekorset paa Møen (se Nr. 57). p. 70
Phantasie og Vanvid (se Nr. 32). p. 76
Barnet ved Kirken (se Nr. 172). p. 80
Digteren og Amor (se Nr. 104). p. 83
Varulven (se Nr. 171). p. 85
Kunstner-Livet (se Nr. 31). p. 87
230. De to Ravne. (Der sidder to Ravne paa Træet hist)
(Tidl. trykt i Bruden fra Lammermoor 1832 - Saml. Skr. XII, 103). p. 93
Elbkongens Brud (se Nr. 163). p. 95
De Danske og deres Konge (se Nr. 67). p. 97
Kjærlighed (se Nr.130). p. 99
Skildvagten (se Nr. 88). p. 101
231. Tre Dage af en Tyveknægts Liv. (Den første Dag - jeg husker det godt)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 120). p. 106
Snee-Dronningen (se Nr. 25). p. 108
Mosters Skjærmbrædt (se Nr. 65). p. 110
Jylland (se Nr. 115). p. 114
Havfruen ved Samsø (se Nr. 92). p. 117
232. Den blinde Moder. (Trommen hvirvler, De er' nær)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 73). p. 122
Holger Danske (se Nr. 59). p. 124
Det Første og det sidste (se Nr. 138). p. 127
Tiggeren og hans Hund (se Nr. 164). p. 130
Den fremmede Fugl (se Nr. 111). p. 133
Drengen og Moderen paa Heden (se Nr. 123). p. 140
233. Invaliden. (Røgsky ved Røgsky over Marken laae)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 74). p. 142
Spillemanden (se Nr. 117). p. 145
Blandede Digte:
Phantasie ved Vesterhavet (se Nr. 125). p. 149
Fyen (se Nr. 129). p. 151
Rosen (se Nr. 188). p. 152
Den 1ste August 1829 (se Nr. 35). p. 153
Studenter-Sang (se Nr. 149). p. 155
Længsel med Potterne (se Nr. 124). p. 159
Kjærligheds Vægtervers (se Nr. 194). p. 161
Stanzer for Musik (se Nr. 155). p. 164
Havblik (se Nr. 101). p. 165
Danmark og Kongen (se Nr. 179). p. 167
Luftaanden (se Nr. 113). p. 169
Visiteuren og Digteren (se Nr. 185). p. 171
Hytten (se Nr. 120). p. 172
Sjælen (se Nr. 17). p. 173
Sang ved Kronprindsessens Helbredelse (se Nr. 84). p. 177
Pauli 1. Cor. 15. 42 - 44 (se Nr. 139). p. 178
Prolog (se Nr. 79). p. 181
Graabrødrelille (se Nr. 140). p. 184
234. Impromtu. (Den grønne Skov saa ungdomsfrisk og fager) p. 186
Digterskibet (se Nr. 89). p. 187
Epigrammatiske Digte I-XIV p. 191
I. (Jeg slutter snildt af min Natur) (se Nr. 152). p. 191
235. II. (Ei Roes, ei Dadel standser Skjaldens Flugt) p. 191
III. (Hvad er vort Liv fra Vuggen til vor Baare) (se Nr. 41). p. 191
IV. (Derud i Verden Hjertet maa)(se Nr. 213). p. 191
236. V. Med et Eksemplar af Fodreisen. (Du som saa ofte læste i mit Hjerte) p. 192
237. VI. Med Digtene. (Hvad Hjertet drømte, hvad Øiet saae) p. 192
238. VII. Med Phantasier og Skizzer. (Skjaldens dybe Sorg og Lyst) p. 192
239. VIII. Med et Eksemplar af Bruden fra Lammermoor. (Lad ei vort Venskabs skjønne Drømmeland) p. 192
IX. Med Aarets tolv Maaneder. (Jeg drømmer stolt, vil De min Bog modtage) (se Nr. 216). p. 193
240. X. Med samme Bog. (Skjøn paa det, mens du har mig) p. 193
241. XI. I en Stambog. (Lad Tidens Ege kaste dunkle Skygger) p. 193
242. XII. (Min Tankes Tanke ene Du er vorden) (Tidligere trykt i Bruden fra Lammermoor 1832, 44. -Saml. Skr. XII, 67 - Hjertets Melodier Nr. IV). p. 193
XIII. I en Stambog. (Lad Hav og Søe os skille ad) (se Nr. 192). p. 194
XIV. (Af Faa et velment Raad jeg fik) (se Nr. 214). p. 194
Humoristiske Digte:
Østergade (se Nr. 26). p. 197
Grethes Glæde over Sommeren (se Nr. 184). p. 201
Avis aux lectrices (se Nr. 80). p. 204
Formens evige Magie (se Nr. 173). p. 206
Min Undskyldning (se Nr. 108). p. 211
Moder og Datter (se Nr. 189). p. 212
Ved en Tragedies Dødsfald(se Nr. 37). p. 213
Svinene (se Nr. 19). p. 214
Bøgetræet (se Nr. 96). p. 217
Hjertesuk til Maanen (se Nr. 15). p. 219
Det store Julebord (se Nr. 176). p. 221
Aftenen (se Nr. 11). p. 225
Amors Spillekort (se Nr. 68). p. 227
Recension (se Nr. 56). p. 228
Pjat! Pjat! (se Nr. 100). p. 229
Note til samme (se Nr. 127). p. 231
Dykkerklokken (se Nr. 16). p. 233
Jomfru Ellens Vise (se Nr. 158). p. 246
Reise-Capriccio (se Nr. 128). p. 247
Phantasiestykke i min egen Maneer (se Nr. 53). p. 248
Deviser med Presenter paa et Juletræ p. 250
Med en Ragekniv (se Nr. 142). p. 250
Med en Lygte uden Lys (se Nr. 144). p. 250
Med en Bog Skrivepapir (se Nr. 148) p. 250
Til en Dame med en mandlig Dukke (se Nr. 147). p. 251
243. Til en Herre med en qvindelig Dukke. (Jeg siger Dig og i alvorlig Tone) p. 251
En tydsk Ballade (se Nr. 73). p. 252
En fæl Historie (se Nr. 64). p. 259
En splinternye Dandsevise (se Nr. 1055). p. 261
Børnene og den graa Morlil (se Nr. 83). p. 264
Hjertesuk af en udtjent Damekjole (se Nr. 47). p. 267
Risens Datter (se Nr. 66). p. 268
Hende jeg mener (se Nr. 195). p. 271
Fastelavnsvise (se Nr. 221). p. 273
Cometen 1835 (se Nr. 78). p. 275
De tre Gaver (se Nr. 70). p. 280
Sprøiten (se Nr. 119). p. 282
Tanker ved en ituslagen Jydepotte (se Nr. 14). p. 284 244. Genre-Malerier:
Introduction. (En Forgrund med en Smule Grønt)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 5 og i XII, 282 - Nr. 4 af 65 Smaavers). p. 289
Graatveir (se Nr. 39). p. 290
Studenten (se Nr. 43). p. 291
Et Vinterpartie (se Nr. 151). p. 293
Den jydske Hede i Regnveir (se Nr. 94). p. 295
Hvile paa Heden (se Nr. 122). p. 297
Malerie af Jyllands Vestkyst (se Nr. 90). p. 300
Veni creator (se Nr. 74). p. 303
Veirmøllen paa Bakken (se Nr. 98). p. 305
245. Bjerg-Situation i Harzen. (Du stolte Fjeld, hvor barsk Du truer der)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 52). p. 308
246. Kulbrænderen. (Mellem Skovens Graner her)
(Tidl. trykt i Skyggebilleder 1831. - Saml. Skr. VIII, 45). p. 310
Moderen med Barnet (se Nr. 38). p. 311
Flyttedagen i April (se Nr. 60). p. 313
Skolemesteren (se Nr. 58). p. 314
Martsviolerne (se Nr. 62). p. 316
Aftenlandskab (se Nr. 36). p. 317
Studium efter Naturen (se Nr. 82). p. 319
Komiske Fortællinger:
Manden fra Paradiis (se Nr. 81). p. 323
Den rædselsfulde Time (se Nr. 12). p. 330
Underlige Drømme (se Nr. 99). p. 333
Morten Lange (se Nr. 69). p. 338
Kometen (se Nr. 55). p. 344
Hiertetyven (se Nr. 116). p. 350
Riimdjævelen (se Nr. 20). p. 354

(Bibliografisk kilde: HCAH 1955/16, anm.: A-728a)

Udgivet 20. august 1833
Sprog: dansk
Genre: Digtsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:224
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 218
[Informationer opdateret d. 30.1.2012]

  top Top

Blandinger.

Herr H.C. Andersens Roman, Improvisatoren, er oversat paa Tydsk af Professor Kruse i Hamborg, og udkom næsten paa samme Tid som Originalen. I Fortalen yttrer Kruse, at Bogen indeholder den bedste Anbefaling i sig selv, da den gjengiver et Billede af Digterens Eiendommelighed. Desuden anføres Albert von Chamissos, i Nummer 43 af "Morgenblatt für gebildete Stände" (1833), optagne ærefulde Dom over Digteren; denne Dom lyder saaledes: "H.C. Andersen, en ung dansk Digter, har i sit Hjem fundet Anderkjendelse, og fortjener at hans navn lyder over til os. Tvende Digtsamlinger af ham ligge for os: "Digte 1830" og "Phantasier og Skizzer 1831"; Begavet med Vittighed,Lune, Humor, national Naivitet, har han ogsaa Toner i sin Magt, der vække dybere Gjenklang. Han forstaaer især, paa en lunefuld Maade, at faa, let henkastede, treffende Træk at kalde smaa Billeder og Landskaber i Live, der dog ofte ere for localt ejendommelige, til at kunne tiltale den, der ikke selv er hjemme i Digterens Hjem. Maaskee er det af ham, der kunde oversættes, eller som er oversat, mindst egnet til at give et Billede af ham." 'Improvisatoren' kaldes i Ovesættelsena f Kruse: 'Jugendleben und Träume eines Italienischen Digters'. [sic]. Iris. Et literair-belletistisk Blad. Redigeret af Th. K. Rumohr. Søndagen den 24. Januar 1836.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-712a)

Udgivet 24. januar 1836
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16499
[Informationer opdateret d. 30.1.2012]

  top Top

Anmeldelse af Eventyr, fortalte for Børn. Første Samling.

Eventyr, fortalte for Børn. Første Samling. Tredie Hefte (1837), fik kun én anmeldelse: d. 18. juli 1837 i Kjøbenhavnsposten , signeret "l.n.". H.C. Andersens ungdomsven Orla L ehman n var redaktør af avisen på det tidspunkt, og Erling Nielsen sandsynliggør i Eventyrenes modtagelseskritik i bd. 6 af H. C. Andersens Eventyr , Det danske Sprog- og Litteraturselskab / C. A. Reitzels Forlag, København 1990, s. 133, at Lehmann er anmelderen.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH a-728-j)

Udgivet 18. juli 1837
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Anmeldelsen online   Bibliografi-ID: 9676
[Informationer opdateret d. 9.10.2013]

  top Top

Une vie de poëte

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Udgivet Oktober 1837
Sprog: dansk, fransk, tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 10969
[Informationer opdateret d. 22.4.2013]

  top Top

Kun en Spillemand. / Original Roman / i tre Dele / af / H. C. Andersen. / - / Første Deel. / - / - / Kjøbenhavn. / Paa Universitets-Boghandler C. A. Reitzels Forlag. / Trykt hos Bianco Luno & Schneider. / 1837.

Smudstitelblad: Kun en Spillemand. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Tilegnelse til Digterne B. S. Ingemann og J. C. Hauch. - Tekst: 164 Sider.

Kun en Spillemand. / Original Roman / i tre Dele / af / H. C. Andersen. / - / Anden Deel. / - / - / Kjøbenhavn. / Paa Universitets - Boghandler C. A. Reitzels Forlag. / Trykt hos Bianco Luno & Schneider. / 1837.

Smudstitelblad: Kun en Spillemand. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Tekst: 162 Sider. - Trykfejl S. [163].

Kun en Spillemand. / Original Roman / i tre Dele / af / H. C. Andersen. / - / Tredie Deel. / - / - / Kjøbenhavn. / Paa Universitets-Boghandler C. A. Reitzels Forlag. / Trykt hos Bianco Luno & Schneider. / 1837.

Smudstitelblad: Kun en Spillemand. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Tekst: 133 Sider. - 8vo. - Pris 2 Rbd. 48 Sk. (1.-3. Del udkom 22. 11. 1837). (Saml. Skr. IV).
Anm. Dagen 29. 11. 1837, Nr. 284; Fyens Stifts-Avis og Avertissements-Tidende, 30. Juni 1837. Kjøbenhavns Morgenblad, No 30, 26.8.1838. - S. Kierkegaard: Af en endnu Levendes Papirer. (September 1838).

(Bibliografisk kilde: HCAH XX-9-a, 1971/348, 1971/353, 2006/69, III 39b, A-713b, A-726-0002)

Udgivet 22. november 1837
Sprog: dansk
Genre: Romaner og noveller
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:308
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 306
[Informationer opdateret d. 29.2.2012]

  top Top

Hans Christian Andersen. Eine biographische Skizze.

Jenssen, G. F. v.: "Hans Christian Andersen. Eine biographische Skizze". I: Nur ein Geiger! I-III. Fr. Vieweg & Sohn, Braunschweig 1838. - Også tidsskrifttrykt [IMC G.4-6]. På Hollandsk i: t was maar een speelman , I-II. Hendrik Frijlink, Amsterdam 1840. I pp. iii-xxxii. [Nl 4]
Hans Christian Andersen.
(Eine biographische Skizze.)
Das Jugendleben dieses Dichters liefert einen eben so schönen als tröstlichen Beweis von dem oft wunderbaren Walten der Vorsehung, und bekräftigt auf's Neue die alte Wahrheit, wie das echte Talent im Kampfe mit Widerwärtigkeiten erstarkt, und trotz aller sich ihm in den Weg stemmenden Hindernisse seine Bestimmung zu erreichen weiß. Zwar hat Marmier während seines vorjährigen Aufenthalts in Kopenhagen in dem Oktoberhefte der Revue de Paris eine Skizze von Andersens Leben gegeben, die im Wesentlichen richtige Angaben enthält, allein der Unterzeichnete sieht sich in den Stand gesetzt, ein vollständigeres Bild des Jugendlebens und der bisherigen literarischen Thätigkeit des Dichters zu entwerfen, und kann für die Zuverlässigkeit seiner Angaben um so mehr einstehen, als ihm alle Data vom Dichter selbst erzählt sind, so daß sein bescheidenes Verdienst bei Entwerfung der folgenden Skizze sich auf die Zusammenstellung und den Vortrag beschränkt. Nichtsdestoweniger schmeichelt er sich, es werden diese Angaben dem Leser des "Geigers" willkommen sein, da er die vollkommenste Überzeugung hegt, es werde der junge Dichter einst, wenn auch nicht in dem Sinne, wie es ihm die Sybille von Odense Prophezeite, so doch in einer andern, in einer edlern Bedeutung, die Aufmerksamkeit des deutschen Publikums auf sich ziehen.
"Das Schicksal der Dichter," sagt Marmier, "hat mich oft an das erinnert, was nach der Erzählung der Feenmährchen bei der Geburt der Kinder vorgeht. Wenn ein Kind zur Welt kommt, verläßt eine gute Fee ihren luftigen Wagen, nähert sich demselben mit sanftem Lächeln und verleiht ihm, indem sie einen Kuß auf seine Stirn drückt, die guten Eigenschaften des Herzens und Gaben des Geistes. Kaum aber hat sie zu sprechen aufgehört, so erscheint auch schon eine andere Fee. Diese tritt nicht geräuschvoll auf, sie kommt nicht im goldenen Wagen angefahren, sie trägt kein Diadem auf ihrem Haupte und keine Blumenskrone in ihrer Hand; sie hüllt sich in einen Trauermantel, schleicht sich in das Haus, wo sie nicht erwartet wird, und tritt ungeladen in das Zimmer. Bei ihrem Erscheinen verstummt das Lächeln der übrigen Gäste, und wenn sie sich wieder entfernt, fühlen Die, welche sie berührte, und Die, auf welche der finstere Glanz ihrer Blicke fiel, Herzklemmen und können nicht wieder froh werden. Die Absicht dieser Fee ist nicht, da Werk der Großmuth ihrer Vorgängerin zu zerstören. Sie läßt dem Kinde daher auch die guten Eigenschaften, welche sie ihm nicht zu rauben vermag, häuft aber auf seinen Pfad ermüdende Hindernisse und Furcht einflößende Gefahren; sie verurtheilt ihn zur Ertragung von Seelenleiden, bitteren Täuschungen und schmerzliche Entmuthigungen jeglicher Art. So wandelt das Kind zwichen der Leitung seines guten Schutzgeistes und seines bösen Dämons einher, bald lau gemacht von Sorgen, bald ermuthigt von edlen Gefühlen; bald von ehrgeizigen Träumen einem fernen Ziele nähergebracht, und bald gesenkten Hauptes über die unerwarteten Stürme, welche ihn bedrohen. Wohl ihm, wenn er sich von keiner Beschwerde aufhalten läßt, und wenn er die Last der Hitze und die Unebenheiten seines Weges zu ertragen und überwinden vermag! Dann harret seiner die Siegespalme am Ende der Kampfbahn. Viele aber ermüden auf halbem Wege, bleiben hier stehen und lassen, indem sie sich weigern, weiter zu gehen, Diejenigen an sich vorüber, welche sonst ihre Hintermänner waren.
"Der dänische Dichter, dessen Leben ich hier wiedererzähle, ist einer von den Männern, die von ihrer frühesten Jugend an den Kampf der Gedanken mit dem Verhängniß zu bestehen hatten, ein Mann wie Burns (Jenssen: Robert Bruns, schottischer Dichter, geb. 1758 bei Mauchline in Ayrshire, war der Sohn eines armen Gärtners. Siehe dessen Poetical works, 4 Bde., London 1809, und dazu die Reliques of R. Bruns, 1812.) und Hogg (Hague?) (Jenssen: Charles Hague, berühmter Violinspieler und Tonsetzer, geb. 1769 zu Tadester [Tadcaster] in Yorkshire, ward 1794 Bachelor of Music und Doctor zu Cambridge; starb 1812.) *, die vom Schicksal bestimmt schienen, ihr Leben unbemerkt in einem Dorfe zu beschließen, und doch von einer instinktmässigen Ahnung ihres Berufes für Kunst und Wissenschaft, unterstützt von einem festen Willen, in die Welt der großen Städte hineingezogen wurden. Während meines Aufenthalts in Kopenhagen (1837) trat eines Tages ein großer junger Mann in mein Zimmer, dessen furchtsames und befangenes Benehmen, und etwas unbeholfene Manieren einer kleinen Braut hätten mißfallen können, dessen freundliches Wesen und offenes ehrliches Gesicht aber bei'm ersten Zusammentreffen Sympathie und Vertrauen erweckten. Das war Andersen. Ich hatte eben einen Band seiner Werke auf meinem Tische liegen; die Bekanntschaft war also bald gemacht. – Die Dichtkunst ist eine Art Freimaurerei; Diejenigen, welche ihr huldigen, sind einander von einem Ende der Welt zum andern verwandt; sie sprechen ein Wort, machen ein Zeichen, und alsbald wissen sie, daß sie Brüder sind. Die, welche vereint leben, theilen sich gegenseitig in einer Elegie die täglichen Regungen ihrer Herzen mit; Die sich auf fremdem Boden begegnen, erzählen einander, gleich frommen Pilgern, was Weges sie bisher wanderten, und durch welche Städte sie gekommen. So kam es denn, daß Andersen, nachdem wir einige Stunden in poetischer Conversation mit einander zugebracht hatten, die so ganz geeignet ist, das Herz aufzuschließen und gegenseitige Ergießungen hervorzurufen, mir von den Widerwärtigkeiten erzählte, die er erlebt hatte, und als ich ihn darauf bat, mich mit seiner Lebensgeschichte bekannt zu machen, theilte er mir folgende Details darüber mit." – So weit Marmier!
Andersens Großältern waren einst wohlhabend, und besaßen einen Hof auf dem Lande, es stießen ihnen aber allerlei Unglücksfälle zu, von welchen doch der schlimmste war, daß der Mann den Verstand verlor. Die arme Frau zog nun nach Odense, und brachte ihren einzigen Sohn dort in die Lehre bei einem Schuhmacher. Voll regen Lebens fand der Knabe sich anfangs besser in sein Schicksal, als später; er benutzte seine Freistunden, um Holberg zu lesen, verfertigte Spielsachen und dichtete einige Arien. Kaum zwanzig Jahre alt, heirathete er ein junges Mädchen, das eben so arm war als er, und so groß war ihre Dürftigkeit, daß sie nicht einmal ein Brautbett hatten, weshalb der angehende Ehemann selbst eins zurechtzimmern mußte. Es war eben ein Graf gestorben, dessen Sarg auf einem hölzernen Gestelle ruhte, das nach dem Begräbnis verkauft wurde. Der junge Bräutigam erstand es, und verarbeitete es zu seinem künftigen Ehebette; doch muß die Arbeit nicht sehr vollkommen gewesen sein, da die schwarzen Trauerleisten noch nach Jahren an dem Bette zu sehen waren. Auf eben diesem Gestelle, worauf die gräfliche Leiche paradirt hatte, reich und todt, lag nach Verlauf eines Jahres, am 2. April 1805, arm, aber lebendig, das Pfand der ehelichen Liebe, Hans Christian Andersen. Als das neugeborne Kind in der Kirche getauft wurde, schrie es himmelhoch, worüber der mürrische Pastor sehr verdrießlich wurde und in seinem Ärger äußerte, es schrie das Ding, als wäre es eine Katze, was die Mutter entsetlich betrübte. Einer der Gevatter tröstete sie indessen mit der Versicherung, je lauter das Kind schreie, desto schöner werde es einst singen, und das beruhigte sie.
Andersens Vater war nicht ohne Bildung, die Mutter aber war ganz Herz. Die beiden Eheleute lebten gut mit einander, aber der Mann fühlte sich doch nicht glücklich; nie suchte er den Umgang seines Gleichen, sondern blieb lieber zu Hause, las aus Holbergs Komödien und Tausend und Eine Nacht vor und machte Perspective und Puppentheater für seinen kleinen Sohn, den er Sonntags auch oft mit nach dem nahen Gehölze nahm, wo die Beiden dann gewöhnlich den ganzen Tag in stiller Einsamkeit mit einander zubrachten. Auch die Großmutter, eine liebenswürdige alte Frau, welche die Leiden ihres Hauses mit christlicher Geduld ertrug, wirkte sehr auf das Gemüth des Knaben. Sie war sehr hübsch gewesen, war freundlich gegen Jedermann und daneben überaus reinlich in ihren ärmlichen Kleidern. Wehmüthig erzählte sie oft, wie ihre Großmutter die Tochter eines reichen und vornehmen Herren in Deutschland gewesen, der in der Stadt Kassel gewohnt habe, daß die Tochter sich aber in einen Komödianten verliebt, ihre Ältern heimlich verlassen habe und in Armuth gesunken wäre. "Und nun müssen alle ihre Nachkommen dafür büßen!" seufzte sie dann. Der junge Andersen hing mit ganzem Herzen an dieser guten Großmutter; sie hatte einen Garten am Hospital zu warten, und hier unter den vielen Blumen brachte er die meisten Nachmittage seiner ersten Kindheit zu. Das jährliche Fest, wenn die abgefallenen Blätter im Garten verbrannt wurden, hatten für ihn einen ganz eigenen Reiz, aber die Umgebung der irren Frauen, von denen einige frei umhergehen durften, schreckte ihn sehr. Oft kam eine der Wärterinnen und führte den klugen kleinen Jungen nach der Spinnstube, wo denn alle die alten Frauen ihn wegen seiner Beredsamkeit lobten, und diese Tugend mit Mährchen und Gespenstergeschichten vergalten, die ihm in reichem Maße erzählt wurden, so daß gewiß kein Kind von seinen Jahren je mehr dergleichen Histörchen gehört hatte, als er, aber auch kein Kind abergläublicher sein konnte, als er.
Zu Andersens frühesten Erinnerungen gehört auch die Anwesenheit der Spanier auf Fyen in den Jahren 1808 und 1809. Ein Soldat vom Regimente Asturien nahm ihn da eines Tages auf den Arm, tanzte unter Freudenthränen, die ihm ohne Zweifel die Erinnerungen an ein in der Heimath hinterlassenes Kind entlockten, mit ihm die Straße entlang, und drückte dann das Madonnabild an die Lippen des Kleinen, woran die fromme Mutter ein großes Ärgerniß nahm. – In Odense waren damals noch viele alte Festlichkeiten im Gebrauch, die einen tiefen Eindruck auf das reizbare Gemüth des Knaben machten; die Zünfte zogen in Prozession mit ihren Schilden durch die Stadt, die Seeleute hielten Umzüge in den Fasten, und das Volk wanderte nach der wunderthätigen Quelle der heiligen Regisse.
So verstrichen die ersten Jugendjahre unsers Dichters. Der Vater las indessen fleißig in der Bibel, warf sie aber eines Tages zu mit den Worten: "Christus ist ein Mensch gewesen wie wir, aber ein ungewöhnlicher Mensch," worüber die Frau in Thränen ausbrach, und auf den Knaben machte die Gotteslästerung, wie die Mutter es nannte, einen so heftigen Eindruck, daß er im Stillen für die Seele seines Vaters betete. "Es giebt keinen andern Teufel, " fuhr derselbe fort, "als den, welchen wir im eigenen Busen tragen!" – Als er nun eines Morgens erwachte und den Arm, vermuthlich an einem Nagel, gerißt hatte, erklärte die Frau, es sei dies eine Strafe vom Teufel, der ihm doch wenighstens hätte zeigen wollen, daß er noch da wäre. Des Vaters üble Laune nahm indessen von Tage zu Tage zu; er sehnte sich, in die Welt hinauszukommen. Damals ras’te der Krieg in Deutschland, Napoleon war sein Held, und da nun Dänemark sich mit Frankreich alliirte, nahm er Dienste bei dem Verstärkungsheere als gemeiner Soldat, hoffend, er werde einst als Lieutenant zurückkehren. Die Nachbarn aber meinten, es sei Thorheit, sich um Nichts und wieder Nichts todschießen zu lassen. Das Corps, wobei er diente, kam jedoch nicht weiter als nach Holstein; der Friede erfolgte, und bald saß der freiwillige Krieger wieder geborgen in seiner bürgerlichen Behausung in Odense. Aber seine Gesundheit hatte gelitten; er erwachte eines Morgens phantasirend, und sprach von Feldzügen und Napoleon. Der junge Andersen war damals erst neun Jahre alt; die Mutter sandte ihn nichtsdestoweniger in das nächste Dorf, um eine kluge Frau um Rath zu fragen. "Wird mein armer Vater sterben?" fragte er ängstlich. "Stirbt Dein Vater," antwortete die Sybile, "so begegnet Dir sein Gespenst auf dem Heimwege." Man kann sich denken, welchen Eindruck dieses Orakel auf den ohnehin furchtsamen Knaben mußte gemacht haben, denn in der That war sein einziger Trost auf dem Rückwege nach der Stadt, daß der Vater ja wisse, wie bange ihm, dem Söhnchen, wäre, und sich ihm daher gewiß nicht zeigen werde. Er kam auch glücklich wieder zurück, ohne das Gespenst seines Vaters gesehen zu haben, und am dritten Tage darauf – starb der Kranke. Von diesem Augenblicke an war der junge Andersen sich selbst überlassen; der ganze Unterricht, den er genoß, bestand in einigen Stunden in einer Armenschule, wo er lesen, schreiben und rechnen lernte, die beiden letzten Theile nur sehr unvollkommen.
Der arme Knabe fand um diese Zeit Zutritt in dem Hause der Wittwe des 1805 in Odense verstorbenen Pastor Bunkeflod, dessen Name wegen einiger lyrischen Poesien in der dänischen Literatur bekannt ist. Er mußte der Wittwe und ihrer Schwiegerin laut vorlesen, und hier hörte er zum ersten Male die Benennung Dichter und mit welcher Liebe man dieser Eigenschaft an dem Verstorbenen gedachte. Dies machte einen tiefen Eindruck auf den Knaben; er las einige Trauerspiele, und beschloß dann, auch eine Komödie zu schreiben und ein Dichter zu werden, wie es der selige Pastor gewesen. Nun schrieb er auch wirklich ein echtes Trauerspiel, denn alle Personen kamen darin um's Leben, und belegte die Dialoge mit vielen Bibelstellen. Seine beiden ersten Zuhörerinnen nahmen dieses erste Werk des angehenden Dichters mit ungetheiltem Beifall auf, und nun durchlief das Gerücht davon die ganze Straße, Alle wollten das schöne Trauerspiel des witzigen Hans Christian hören. Aber hier war der Beifall keinesweges ungetheilt, die Meisten lachten recht herzlich darüber, während Andere ihn darob verhöhnten. Das schmerzte den armen Knaben so sehr, daß er eine ganze Nacht in Thränen zubrachte, und nur durch der Mutter ernste Warnung, sie wolle ihm noch Schläge obendrein geben, wenn er solche Thorheiten nicht fahren lasse, zum Schweigen gebracht werden konnte. Gleichwohl machte er sich im Stillen an die Ausarbeitung eines neuen Stückes, worin ein Prinz und eine Prinzessin auftraten. Dabei gerieth er aber in große Verlegenheit, da er gar nicht wußte, welche Sprache so hohe Leute führten, und doch meinte, sie könnten unmöglich so wie andere Menschen sprechen. Endlich kam er auf den Einfall, deutsche und französische Worte in ihre Reden einzuflechten, so daß die erhabenen Worte dieser fürstlichen Personen ein rechtes Kauderwelsch wurden, was aber nach der Meinung des jungen Autors etwas Ungewöhnliches und Erhabenes war. Auch dieses Meisterstück ward der Nachbarschaft bekannt, worüber ihn eines Tages wilde Buben auf der Straße mit dem Geschrei verhöhnten: "Geht! Geht! da geht der Komödienschreiber!" – Aber nicht bloß solche Leute, auch der Schullehrer verkannte ganz das sich in dergleichen Produktionen deutlich verrathende Genie des Knaben; denn als der junge Andersen ihm zu seinem Geburtstage einen Kranz zum Geschenke überreichte, worin er ein kleines Gedicht eingeflochten hatte, tadelte er ihn deshalb, und der Lohn, den der kleine Dichter für seinen ersten poetischen Versuch erntete, bestand somit ebenfalls in Kummer und Thränen.
Indessen verschlechterte die ökonomische Lage der Mutter sich mehr und mehr, und da der Sohn der Nachbarin in einer Fabrik Geld verdiente, so ward beschlossen, auch den guten Hans Christian dahin zu senden. Die alte Großmutter führte ihn zum Fabrikherrn und weinte recht bittre Thränen, daß das Loos ihres Enkels schon so früh der Armuth Sorgen und Kummer sein sollte. In der Fabrik arbeiteten meistens deutsche Gesellen, denen die Kinder oft dänische Lieder vorsingen mußten. Auch Andersen wurde dazu aufgefordert, was er bereitwillig that, denn er wußte, daß er mit seinem Gesange Glück machte. Die Nachbarn horchten immer, wenn er im Garten Lieder sang, und einmal hatte ja eine ganze Gesellschaft, die im Garten des vornehmen Nachbars versammelt war, seine reine Stimme bewundert, und ihm Beifall zugeklatscht! Ein ähnlicher Beifall ward ihm auf der Fabrik zu Theil. Dadurch ermuthigt, sagte Andersen einmal: "Ich kann auch Komödie spielen!" und recitirte darauf ganze Scenen aus Holbergs Lustspielen. Die anderen Knaben mußten indessen seine Arbeiten verrichten, aber nur in den ersten Tagen seiner Anstellung ging es ihm so gut. "Gewiß ist er eine kleine Jungfer!" sagte, als er eines Tages wieder singen mußte, einer der deutschen Arbeiter, und nun umringten ihn die plumpen Gesellen, und behandelten ihn so unzart, daß der verschämte Knabe darüber erschrocken zu der Mutter floh und sie weinend bat, ihn nicht mehr ind die Fabrik zu senden. Seine Bitte ward auch erfüllt, denn, sagte die Mutter, sie habe ihn nicht des Verdienstes wegen dorthin gesandt, sondern allein, damit er wohl aufgehoben sein möchte, wenn Sie auf Arbeit gehe.
Der Knabe sollte zum Theater! hatten mehre Nachbarn ihr gesagt, da sie aber kein anderes Theater kannte, als umreisende Schauspieler, schüttelte sie bedenklich den Kopf und beschloß, ihren Sohn lieber bei einem Schneider in die Lehre treten zu lassen. – Andersen hatte nun schon das zwölfte Jahr erreicht, war sich zu Hause noch immer ganz überlassen, und verschlang alle die Bücher, deren er nur habhaft werden konnte. Seine liebeste Lectüre bestand jedoch in einer alten, prosaischen Übersetzung des Schakspeare. Mit dazu aus Pappe gemachten Figuren spielte er den ganzen König Lear und den Kaufmann von Venedig. – In's Schauspiel kam er nur sehr selten, da er aber gut bei dem Zettelträger angeschriben stand, bekam er von diesem alle Komödienzettel, und setzte sich dann Abends vor den Ofen, studirte die Namen der handelnden Personen und unterlegte so allen aufgeführten Stücken einen unechten Text.
Andersens Lesebegierde und hübsche Stimme hatten indessen die Aufmerksamkeit mehrer vornehmer Familien der Stadt auf sich gezogen, von welchen ihn die eine rufen ließ. Des Knaben kindliches Wesen, sein starkes Gedächtniß und seine schöne Stimme verliehen ihm in der That etwas ganz Eigenthümliches, man sprach davon, und bald ward er in mehre Häuser beschieden. Doch blieb ihm die erste Familie, die ihn mit so vieler Theilnahme aufgenommen, ja ihn sogar einst dem Prinzen Christian vorgestellt hatte, die liebste. Es war dies die Familie des Obersten Høegh-Guldborg, eines ebenso gebildeten, als gütigen Mannes, des Bruder des bekannten Dichters.
Um diese Zeit verheirathete die Mutter sich wieder, und da der Stiefvater sich durchaus nicht in die Erziehung des Sohnes mischen wollte, so ward unserm Andersen dadurch noch mehr Freiheit zu Theil, als bisher. Spielkameraden hatte er nicht, weshalb er denn oft allein nach dem Gehölze wanderte, oder sich zu Hause in eine Ecke setzte, um Puppen für sein kleines Theater zu nähen. Die Mutter meinte, da er doch zum Schneider bestimmt sei, wäre es gut, daß er sich im Nähen übte. Würde dies wirklich der Fall, so müßten viele schöne Lappen abfalllen, woraus er Sonntags neue Anzüge für seine Theatergarderobe nähen könnte, tröstete der Knabe sich.
So kam denn endlich die Zeit der Confirmation heran, wozu der Jüngling die ersten Stiefeln in seinem Leben bekam. Damit sie die Leute sehen konnten, wurden sie über die Hosen gezogen, und da nun eine alte Nähterin ihm aus des verstorbenen Vaters Oberrock ein Confirmationskleid verfertigte, so war der feierliche Anzug vollständig. Nie noch hatte Andersen so hübsche Kleider gehabt. Die Freude darüber war so groß, daß der Gedanke daran ihn sogar in seiner Andacht am Tage der Weihe störte, so daß er Gewissensbisse darüber fühlte und Gott bat, ihm die Sünde so weltlicher Gedanken zu vergeben, und doch konnte er sich nicht erwehren, im nämlichen Augenblicke wieder an die schönen knarrenden Stiefeln zu denken.
Nach beendigtem Confirmationsfeste sollte denn Andersen nun in die Schneiderlehre treten, allein er bat seine Mutter inständig, ihn doch nach Kopenhagen reisen und einen Versuch machen zu lassen, bei'm königlichen Theater angestellt zu werden; er las ihr Lebensbeschreibungen berühmter Männer vor, die ebenso arm wie er gewesen, und versicherte sie, 'er wollte schon auch ein berühmter Mann werden. Einige Jahre schon hatte er seine erübrigten Schillinge in eine Sparbüchse gethan, und diese waren nun zu dem unerschöpflichen Schatze von 13 Reichsbankthalern angewachsen. Der Anblick dieser unerwartet großen Summe erweichte auch das mütterliche Herz; sie fing an, sich in die Wünsche ihres Sohnes zu fügen, wollte aber doch erst den Ausspruch einer klugen Frau über das künftige Schicksal ihres Sohnes hören. Nun ward die Sybille geholt, und nachdem sie in Karten und Kaffee geforscht hatte, erscholl das Orakel:
"Euer Sohn wird ein großer Mann, und ihm zu Ehren wird man einst die Stadt Odense illuminiren."
Eine so glückliche Prophezeiung mußte wohl die letzten Hindernisse aus dem Wege räumen. "So reise denn in Gottes Namen!" sagte die Mutter, als ihr aber die Nachbarn vorhielten, wie unbesonnen es sei, den vierzehnjährigen Knaben nach der großen Stadt reisen zu lassen, in welcher er keine Seele kannte, erwiederte sie: er lasse sie keine Ruhe haben, sie wäre aber überzeugt, er werde schon wieder umkehren, wenn er das große Wasser sähe, das er passiren sollte. Andersen reis'te nun als blinder Passagier mit der Post nach Nyborg, und erst auf dem großen Belte fühlte er, wie einsam er nun doch in der Welt dastehe. Sobald er auf Seeland gelandet war, trat er daher an eine abgelegene Stelle, warf sich hier auf die Knie, und flehte zu Gott um Hülfe in seiner verlassenen Lage. Getröstet stand er auf, und nun ging es diesen Tag und die folgende Nacht unterbrochen weiter durch Städte und Dörfer, bis er am Montag Morgen des 5ten Septembers 1819 die Thürme von Kopenhagen erblickte. An dem Thore mußte er absteigen und ging, sein kleines Reisebündel unter dem Arme, in die große Stadt hinein. Die bekannte Judenfehde, welche sich damals von Süden nach Norden über Europa erstreckte, war hier am Abend vorher ausgebrochen, und die ganze Stadt war in Bewegung; Naomi's Schicksale geben ein treues Bild von dem damaligen Zustande der dänischen Hauptstadt. – Drei Thaler hatte die Reise Gekostet, mit den übrigen zehn in der Tasche nahm der kleine Abenteurer nun ein Logis in einem Gasthofe. Seine erste Ausflucht ging nach dem Theater, staunend betrachtete er das stattliche Gebäude, umkreis'te es und betete inbrünstig, daß es sich ihm doch bald öffnen und er ein tüchtiger Schauspieler werden möchte. Damals hatte er gewiß noch keine Ahnung davon, daß zehn Jahre später hier eine seiner dramatischen Arbeiten beifällig aufgenommen, und zum ersten Male das Publikum anreden sollte.
Am folgenden Tage zog er nun die Confirmationskleider an, und begab sich auf den Weg, um sein Empfehlungsschreiben an die einflußreiche Tänzerin abzugeben. Lange ließ die Dame ihn auf der Treppe warten und als er endlich vorgelassen wurde, mißfiel das linkische und naive Benehmen des Knaben der Künstlerin so sehr, daß sie ihn für verwirrt hielt, zumal da sie den Herrn gar nicht kannte, der die Empfehlung ausgestellt hatte. – Nun wandte sich Andersen an den Director des Theaters, ihn um Anstellung ersuchend, aber auch hier war der Erfolg schlecht. "Er sei zu mager für das Theater," lautete die Antwort. "O!" erwiederte Andersen, "wenn Sie mir 100 Thaler Gage geben, will ich wohl fett werden." Der Chef wollte sich jedoch auf diese ungewisse Aussicht auf einen fetteren Rekruten für die königliche Bühne nicht einlassen, und wies den Supplikanten mit dem Bedeuten ab, man engagire auch nur Leute von Bildung.
Niedergeschlagen stand der arme Knabe nun da; er kannte Niemand, der ihm hätte Rath und Trost geben können, Niemand, an dessen Brust er seine Thränen weinen konnte. Da dachte er an den Tod, und eben dessen Schrecknisse führten ihn zu Gott zurück. "Wenn Alles erst recht unglücklich geht, wird er mir helfen," sagte er, "denn so steht es ja in allen Büchern, die ich gelesen habe." Er kaufte sich ein Billet für die Gallerie und sah Paul und Virginie. Die Scenen im zweiten Akt, wo die beiden Liebenden sich trennen, ergriff ihn so sehr, daß er in lautes Schluchzen ausbrach, und die Aufmerksamkeit aller Ansitzenden erregte. Beschwichtigt durch ihr freundliches Zureden, erzählte er nun Allen, wer er sei, wie er hierher gekommen, daß seine Liebe zum Theater nicht geringer wäre als die Liebe Pauls für Virginie, und wie er gewiß eben so unglücklich werden würde wie Paul, wenn man ihn keine Anstellung bei'm Theater gäbe. Alle sahen ihn verwundert an.
Der nächste Tag brachte keine erfreulicheren Aussichten, und schon war die Kasse bis auf einen Thaler zusammengeschmolzen. Was war zu thun? Entweder mußte er mit einem Schiffer die Rückreise antreten, um in seiner Vaterstadt verlacht zu werden, oder bei irgend einem Handwerker in die Lehre treten, was doch sein Loos in Odense sein würde, kehrte er zurück. Ein Tischler suchte eben einen Lehrburschen, zu dessen Diensten sich nun Andersen meldete, aber bald ward er auch hier, von den leichtfertigen Reden der Gesellen verletzt, ein Gegenstand der Belustigung Aller, und das Ende war wie einst in der Fabrik zu Odense. Weinend nahm er noch am nämlichen Abend Abschied von dem Meister.
Indem er nun betrübt durch die mit Menschen angefüllten Straßen wanderte, fiel es ihm ein, daß hier noch Niemand seine hübsche Stimme gehört hätte. Er suchte also den Professor Siboni, den direktor des königlichen Conservatoriums auf, bei dem eben eine große Mittagsgesellschaft versammelt war, und darunter der Dichter Baggesen und der berühmte Componist, Professor Weyse. Eine muntere Hausmamsell öffnete ihm die Thüre, und ihr erzählte er ganz offenherzig, wie verlassen er wäre, und wie groß seine Lust, zum Theater zu kommen, sei, was die junge Dame sogleich der Tischgesellschaft wieder vorbrachte, die begierig war, den kleinen Abenteurer, wie Baggesen sagte, kennen zu lernen. Nun wurde er hereingerufen, und mußte vor der Gesellschaft singen und Scenen aus Holberg deklamieren. Als ihm dabei eine Stelle seine traurige Lage in Erinnerung brachte, und er in Thränen ausbrach, applaudirte die Gesellschaft. "Ich prophezeie, es wird einst Etwas aus ihm werden!" sagte Baggesen, "aber werde nur ja nicht eitel, wenn das Publikum Dir Beifall klatscht." Der Professor Siboni versprach darauf, er wolle Andersens Stimme aubilden, damit er auf dem königlichen Theater debütiren könne, und hoch erfreut verließ der Knabe nun das glückliche Haus. Den Tag darauf mußte er bei dem Professor Weyse erscheinen, der ganz die verlassene Lage des armen Jünglings zu würdigen wußte, und edelmüthig eine Collecte für ihn sammelte, die 70 Thaler einbrachte. Nun nahm ihn Professor Siboni bei sich auf, und über dem ersten Unterricht verstrich fast ein halbes Jahr. Da war Andersens Stimme im Übergange, und verlor sich fast ganz. Siboni rieth ihm nun, lieber wieder nach Hause zu reisen und ein Handwerk zu erlernen. So stand der arme Andersen denn wieder ebenso verlassen in der Welt da, wie früher! Doch eben in diesem aufscheinenden Unglücke lag der Keim zu einem bessern Fortkommen für ihn. In seiner Noth erinnerte er sich, daß in Kopenhagen ein Dichter Guldberg lebte, ein Bruder des freundlichen Obersten in Odense. An ihn wandte sich Andersen und fand gütige Aufnahme. Als Guldberg sah, daß der junge Odenseer fast nicht ein Wort richtig schreiben konnte, bot er ihm seinen Unterricht in der dänischen und deutschen Sprache an, und schenkte ihm den Gewinn einer kleinen, eben herausgegeben Schrift. Auch der edelmüthige Weyse, Kuhlau und andere angesehene Männer reichten ihm wieder ihre hülfreiche Hand.
Nun sollte Andersen sich ein Logis in der Stadt miethen. Er fand auch eine Wittwe, die willig war, ihn aufzunehmen, allein diese Frau wohnte in einer berüchtigten Straße, und war umgeben von Damen, die der Dichter uns mit Victor Hugo's Worten als "les femmes ´chevelées qui vendent le doux nom d'amour" schildert. Doch sein Herz war zu rein, sein Gemüth zu kindlich, als daß er hätte über Das nachdenken sollen, was hier um ihn vorging. Seine Wirthin war aber eine harte und gefühllose Frau, die sich nicht entblödete, dem armen Knaben 20 Thaler an monatlichem Kostgelde abzunehmen, oblgeich sie ihm nur eine vormalige Speisekammer zur Wohnung anwies. Er gab ihr indessen das verlangte Geld, und bekam dagegen mitunter einige Schillinge von ihr, wenn er Stadgewerbe für sie besorgte. Keiner konnte sich doch glücklicher fühlen, als der junge Andersen in seiner jetzigen Lage, denn Professor Guldberg hatte den Schauspieler Lindgreen vermocht, den jungen Menschen zu instruieren, währen Einer der Solotänzer sich in den Kopf gesetzt hatte, einen Tänzer aus ihm zu machen. Andersen ging also täglich in die Tanzschule, trat in einigen Balletten auf, und da auch seine Stimme sich wieder eingestellt hatte, mußte er in den Chören mitsingen.
So war er denn nun wirklich zum Theater gekommen, und es galt nur noch um's Debütiren und die damit verbundene Erwerbung eines festen Gehalts. Noch immer von Aberglauben befangen, dachte er da am Neujahrstage, wen er heute in's Schauspielhaus kommen, und dort ein Stück declamiren könnte, würde er zuverlässig im Laufe des Jahres zum Schauspieler avanciren. Leider war das Haus aber an diesem Tage geschlossen, und nur zufällig stand eine kleine Nebenthür offen. Durch diese schlich sich Andersen, zitternd, als wenn er Böses im Sinne hätte, auf die dunkle Bühne, wo kein Mensch sich regte, trat an das Lampengestell, betete hier kniend ein Vaterunser, das Einzige und Beste, was ihm hier einfallen wollte, und kehrte dann getröstet nach Hause. Immer noch hoffte er, seine gute Stimme werde nach und nach ganz wiederkehren, was doch kaum zu vermuthen war, da der arme Jüngling aus Mangel an Geld fast immer mit zerrissenen Stiefeln und nassen Füßen gehen mußte, auch keine Winterkleider hatte. Nun bereits sechzehn Jahre alt, war er doch noch ganz Kind, so daß er sich den ganzen Abend auf seiner Kammer damit beschäftigte, Puppen für sein kleines Theater zu nähen, deren Umzüge aus Proben machte, die er sich in den Kaufläden erbeten hatte. Auf diese Weise verstrichen ihm die besten Jahre zum Lernen, und viele kummervolle Tage mußte er bestehen, ehe ein milder Tag für ihn anbrach. Guldberg übte ihn im dänischen Styl, und bald förderte Andersen eine ganz versificirte Tragödie zu Tage, die wegen der Gewandtheit, womit er die Sprache darin zu behandeln gewußt hatte, Öhlenschlägers, Ingemanns und Anderer Aufmerksamkeit erregte. Bei'm Theater aber ward ihm kein Debütiren gestattet, man entledigte ihn sogar seiner bisherigen Verpflichtung, die Tanzschule zu frequentiren und in den Chören zu singen, da man wünschte, er möchte seine Zeit wissenschaftlichen Studien weihen; doch Niemand that Etwas für ihn in dieser Hinsicht, und es fiel dem armen Knaben schwer genug, nur das Nöthige zur Erhaltung des Lebens zu erwerben. Da schrieb er in seiner großen Noth ein neues dramatisches Stück in der Hoffnung, daß es zur Aufführung angenommen werde, allein die Hoffnung schlug fehl, oblgleich dieser Arbeit bald ein zweiter und dritter Versuch folgte.
Gerade um diese Zeit wurde der als augezeichneter Beamter ebensosehr geschätzte, als wegen seiner Herzensgüte allgemein hochgeachtete Konferenzrath Collin Theaterdirector, und bald begriff dieser kluge und hellsehende Mann, was in dem jungen Dichter schlummerte. Zwar verwarf auch er Andersens dramatische Arbeiten, aber er ging alsbald zum König und erwirkte die Erlaubniß, den jungen Andersen auf Staatskosten in eine gelehrte Schule in den Provinzen zu senden, und wurde dem Jünglich von diesem Augenblick an ein Vater im edelsten Sinne des Wortes.
Jetzt trat nun Andersen von Tanzübungen, Romanen und Puppen über zu Mathematik, Latein und Griechisch, und der siebzehnjährige Jüngling mußte sich darin finden, unter zehnjährigen Knaben die ersten Elemente zu erlernen. Der Rektor behandelte ihn indessen sehr hart, sprach ihm alle geistigen Fähigkeiten ab, und vergaß sich so sehr, verkannte so ganz die Pflichten eines öffentlichen Lehrers, daß er den armen Jüngling zum Gegenstande des Hohns bei den Mitschülern machte, und ihn in einen Zustand geistiger Leiden versetzte, der ihn binnen Kurzem hingerafft haben würde, hätte ihn nicht der edle Collin und einige andere treue Freunde aus diesen Qualen errettet. Als nämlich ein paar Jahre hier verstrichen waren, reis'te Einer der Lehrer nach Kopenhagen, und berichtete dem Konferenzrath, wie übel und sorglos der arme Andersen von dem Rektor behandelt würde. Nicht sobald hatte Collin dies erfahren, als er auch sogleich Andersen aus der Schule nahm und ihn einem Privatlehrer übergab. Ein Jahr daruf (1828) ward Andersen akademischer Bürger in Kopenhagen.
Wenige Monate darauf erschien seine erste literarische Arbeit im Druck unter dem Titel: "Fußreise nach Amack, " eine humoristische Posse, die so großen Beifall fand, daß schon nach einigen Tagen eine zweite Auflage davon veranstaltet werden mußte, und eben jetzt die dritte Auflage unter der Presse ist. Nun wurde der junge Dichter überall mit zuvorkommender Freundlichkeit aufgenommen. Der dänische Uebersetzer des Shakspeare, der Kommandeur Wulff, der berühmte Naturforscher Statsrath Örsted und viele angesehene Familien und Gelehrte nahmen ihn als einen Freund ihres Hauses auf, und die Familie Collin gab ihm ganz eine väterliche Heimath.
Der “Fußreise nach Amack" folgte eine dramatische Arbeit, ein heroisches Vaudeville: "Die Liebe auf dem Nikolaithurme," das auf die Scene gebracht wurde und vom Professor David recensirt ist. Einige glaubten darin eine Parodie auf Öhlenschlägers Axel und Walburg zu sehen, worin die lieben Leute sich doch sehr irrten. – Die ganze Veranlassung zu diesem Irrthume entstand aus zwei Repliken eines Trauerspiels, die Andersen auf komische Weise in seinem Vaudeville benutzt hatte. Darüber entstand eine kleine Partei gegen ihn. Andersen härmte sich nicht darüber, und machte sein zweites akademisches Examen, worin er den höchsten Grad erhielt.
Bald darauf erschien die erste Sammlung ernster und scherzhafter Gedichte, die jedes für sich ein großes Publikum fanden. In der Schule hatte man Andersen so oft der Weichheit geziehen, daß er sich später oft seiner besten Gefühle schämte, und nicht selten, wenn er eben ein ernstes Gedicht vollendet hatte, unmittelbar darauf eine Parodie dazu schrieb. In dieser Sammlung von Gedichten finden sich mehrere Proben dieser Art Parodien, was jedoch von Einigen gemißbilligt wurde, die besorgten, es möge eine solche Richtung des Gemüths nicht gut enden. Chamisso hat mehre dieser Gedichte glücklich übersetzt, und sie in die Ausgabe seiner gesammelten Gedichte aufgenommen.
Im Sommer 1830 machte Andersen eine Reise durch die dänischen Provinzen, und nach der Rückkehr erschien unter dem Titel: Phantasien und Skizzen eine neue Sammlung lyrischer Gedichte von ihm, die von der großen Veränderung zeugte, die in seiner Seele vorgegangen sein mußte, und als hätten die früheren, von ihm selbst verhöhnten Gefühle sich an ihm rächen wollen, trugen alle diese Gedichte das Gepräge einer stilllen Schwermuth. Möglich ist es auch, daß Selbsttäuschung ihren Antheil daran hatte. Chamisso, Gaudy, Gähler und Andre haben einzelne Gedichte dieser Sammlung übersetzt und eins derselben: "Das sterbende Kind" so vielen Anklang gefunden, daß es in's Grönländische übersetzt worden. Die armen Grönländer singen es, wenn sie auf dem Fischfange sind, und man findet es in ihrem Liederbuche abgedruckt. – Überhaupt haben diese Gedichte einen Anklang von Heine's Liedern, in welchen Andersen die Leiden ausgesprochen fand, die sein eigenes Herz drückten.
Zerstreuung ward jetzt mehr und mehr ein Bedürfniß, wollte er anders seine Gesundheit nicht ganz untergraben. Er trat daher 1831 eine Reise in die sächsische Schweiz an, die er noch im nämlichen Jahre, 1831, beschrieb und im Druck heruasgab. Sie ist von Genthe in's Deutsche übersetzt und in Breslau herausgekommen. Auf dieser Reise machte der junge Dichter Bekanntschaft mit Tieck, Chamisso und Willibald Alexis. Chamisso, welcher Dänisch versteht, machte sich bekannt mit Andersens lyrischen Arbeiten und führte ihn zuerst in Deutschland ein, indem er, wie schon gesagt, mehrere von Andersens kleineren Gedichten übersetzte und sich im "Morgenblatte für gebildete Stände" folgendermaßen über ihn äußerte: "Mit Witz, Laune, Humor und volksthümlicher Naivität begabt, hat Andersen auch tieferen Nachhall erweckende Töne in seiner Gewalt. Er versteht besonders, mit Behaglichkeit aus wenigen, leicht hingeworfenen, treffenden Zügen kleine Bilder und Landschaften in's Leben zu rufen, die aber oft zu örtlich-eigenthümlich sind, um Den anzusprechen, der in der Heimath des Dichters nicht selbst heimisch ist. Vielleicht ist, was von ihm übersetzt werden konnte, oder übersetzt worden ist, am wenigsten geeignet, ein Bild von ihm zu geben." –
Da Andersen leider auch vom pekuniären Gewinn, den seine Arbeiten ihm einbringen, leben soll, und das Honorar in Dänemark auch für sehr gelesene Bücher unglaublich geringe ist, so ergriff er die Gelegenheit, als ein junger Komponist, der Konzertmeister Bredahl, sich einen Operntext von ihm erbat, auch die Theaterdirektion besser bezahlt als die Verleger, und schrieb nach Walter Scotts Roman die Oper: "die Braut von Lammermoor," behandelte ebenfalls Carlo Gozzi's Maskenspiel: der Rabe, wozu der Sekretär Hartmann die Musik komponirte, und vom Professor Weyse ersucht, Kenilworth für ihn zu schreiben, erfüllte er auch diesen Wunsch seines frühen Wohltäters. Allein die Kritik billigte nicht, was sie ein Zerstückeln anderer Dichterwerke nannte, und eiferte schonungslos gegen das verkehrte Beginnen, bekannte Romane dramatisch zu bearbeiten .
Indessen behauptete Andersen den schon erworbenen Ruf als lyrischer Dichter durch seine "Vignetten zu dänischen Dichtern" und: "die zwölf Monate des Jahres."
Um diese Zeit erschienen in Kopenhagen die anonymen "Gjengangerbreve", die wegen ihres vortrefflichen Gehalts und einer auffallenden Ähnlichkeit mit Baggesens Manier so große Sensation erregten. Eine sehr schwache Seite hatten diese launigen Episteln doch in dem Angriff, den sie auf Andersen enthielten. Der Witz drehte sich um eine Anspielung auf Andersens Namen, und tadelte ihn wegen seiner mäßigen Orthographie. Der anonyme Verfasser konnte nicht eine gute Seite an Andersens Arbeiten finden, und behandelte ihn auf eine vornehm-herabwürdigende Weise, die ihm nicht zur Ehre gereichte. Wollte Andersen Böses mit Bösen vergelten, erlaubte ihm seine ehrenwerthe Denkart, feindlich gegen jenen Verfasser, den nunmehr wolbekannten Dichter H. Hertz, aufzutreten, wäre dazu die allervorzüglichste Gelegenheit in diesen Tagen gegeben, wo Hertz dem kopenhagener Publikum bewiesen, wie auch er die jämmerlichste Jämmerlichkeit zu Tage zu fördern, und eine zahlreiches Publikum ganze anderthalb Stunden zu langweilen vermochte. Indessen wurden diesem Dichter unmittelbar nach dem Erscheinen jener spuckhaften Briefe Stipendien zu einer Reise nach Deutschland, Frankreich und Italien bewilligt, und dies veranlaßte Andersens Freunde, ihm eine gleiche Aufmunterung auszuwirken, obgleich Viele der Meinung waren, er wäre jetzt auf seinem Kulminationspunkte. Auf Öhlenschlägers, Ingemanns, Heibergs, Örsteds und Thiele's Empfehlungen wurden auch Andersen Reisestipendien zugestanden, wobei es recht merkwürdig war, daß Jeder dieser Herren seine Empfehlung auf eine besondere Eigenschaft am Dichter gestützt hatte: der Eine pries sein tiefes Gefühl, ein Anderer seinen Witz und seine Laune. – Diese Begünstigung erregte indessen den Neid einiger unsaubern Geister, es erschienen einige anonyme Angriffe auf Andersen, die ihn so sehr kränkten, daß er an sich selbst verzweifelnd und voll Mißtrauen eine Reise antrat, die ihm die beste Schule wurde.
Er ging nun (1833) nach Paris, und - kaum sollte man's glauben - der erste Brief, den er hier aus dem Vaterlande empfing, enthielt nur eine couvertirte dänische Zeitung, worin ein wahres Spottgedicht auf Andersen abgedruckt war, eine hämische Ergießung des Neides über die dem Dichter zu Theil gewordenen Stipendien zu einer Reise in's Ausland. Solche Ausbrüche der Rusticität, solche Beweise des gänzlichen Mangels an Erziehung und edleren Gefühlen wiederholen sich nicht selten bei uns. Es sind die ohnmächtigen Auslassungen eines contracten Gemüths, die ihre Wirkung selten empfehlen, d.h. sie gereichen dem Angegriffenen zum besten Ruhme. Andersen verlebte drei Monate in Paris, und stiftete hier Bekanntschaft mit Heine, Victor Hugo und Paul Düport. Nachdem er der Einweihung der Napoleunssäule beigewohnt hatte, reis'te er nach der Schweiz, wo ihn eine ihm ganz unbekannte Familie, Houriet in le Locle, im hohen Thale des Juragebirges, einlud, einige Zeit bei ihr zu verweilen. Andersen nahm diese Einladung mit Erkenntlichkeit an, und vollendete hier, in der großen Einsamkeit der Natur, sein dramatisches Gedicht: "Agnete und der Wassermann," das er in Paris angefangen hatte. In dieser Dichtung goß er seine ganze Seele aus, und wähnte, man würde ihm in Vaterlande die Gnade seines Königs nicht mehr mißgönnen, wenn das Gedicht erst dort bekannt geworden.
An dem nämlichen Tage, an welchem Andersen vor vierzehn Jahren fremd und hülflos nach Kopenhagen gekommen war, am 5. September wanderte er über den Simplon in's schöne Land, das ihn zu dem Dichterwerke begeistern sollte, wodurch ihm die erste allgemeine und wohlverdiente Anerkennung zu Theil wurde: Der Improvisator, oder, wie Professor Kruse den Titel ziemlich schwerfällig umgetauft hat: Jugendleben und Träume eines italienischen Dichters. Über Mailand, Genua und Florenz ging er nach Rom, wo ihn Thorvaldsen und alle Landsleute mit großer Liebe empfingen. Das nach Kopenhagen gesandte Gedicht "Agnete und der Wassermann," von dessen Aufnahme er so große Erwartungen gehegt hatte, wurde ganz übersehen. Ein anderer junger Dichter, Paludan-Müller, der sich besonders durch schöne Versifikation auszeichnete, war der Stern des Tages geworden. Sonderbare Verkettung! Paludan-Müllers Dichtungen sind in Deutschland erst neulich als schwache Leistungen geschildert, während Viele in Dänemark sie gern in den dritten Himmel erhöben, und Andersen findet in Deutschland weit mehr Anerkennung, als in seinem Vaterlande! – Seine Freunde theilten ihm auch jetzt Alles mit und gestanden ihm offenherzig, wie sie der nämlichen Meinung, wie die größere Menge, wären, daß er nämlich abgeblüht habe. – Ein folgender Brief brachte ihm die Trauerbotschaft vom Tode seiner Mutter, der Einzigen, die noch von seinen Angehöringen am Leben gewesen. Aus mehren erotischen Gedichten, die damals in’s Leben traten, darf man annehmen, daß auch ein geheimer Kummer des Dichters Herz drückte. Mißmüthig wandelte er unter den Kunstschätzen und der reichen Natur‚ wie lebhaft sich aber diese fremde Welt und das Volksleben des Südens in seiner Seele abspiegelte, zeigt uns der Improvisator im schönsten Lichte. Bei Thorvaldsen, der großes Gefallen an der “Agnete” fand, wurde dem Dichter Trost und Aufmunterung zu Theil. Der große Künstler erzählte ihm, wie arm auch er gewesen, wie sehr auch er in seinen ersten Künstlerjahren dem Neide bloßgestellt, und wie oft auch er verkannt worden.
Indeß war Andersens eifrigster Antagonist, der Dichter Herz, auch in Rom angekommen, und, wie es sich von edlen Gemüthern nicht anders erwarten ließ, sie schlossen sich einander an und reis’ten gemeinschaftlich nach Neapel, wo sie der Vesuv mit einer glänzenden Eruption empfing. Sie besuchten Pästum und die blaue Grotte; im Improvisator ist das Auftreten beider dänischen Dichter ein Zeuge dieser nunmehrigen Harmonie der beiden Musensöhne, die unsers Wissens in der Folge nicht gekränkt worden ist.
Im folgenden Jahre kehrte Andersen über Venedig, Wien und München in sein Vaterland zurück. In den beiden letzten Städten hielt er sich ziemlich lange auf und knüpfte hier Bekanntschaften mit Deutschlands ersten Dichtern und Künstlern, die ihm Alle auf’s freundlichste entgegenkamen. Gleich nach der Ankunft in Kopenhagen vollendete der Dichter nun seinen ersten Roman, den Improvisator, der mit ungetheiltem Beifall aufgenommen, gelesen, wieder gelesen und wieder aufgelegt wurde. Überall fand diese hehre Dichtung die verdiente Anerkenung, und selbst Diejenigen, welche früher nicht günstig gegen Andersen gestimmt gewesen, reichten ihm die Hand zur Versöhnung. Zu diesen Letzteren gehörte auch der Rector, jener hartherzige Lehrer unsers Dichters, der sich alle Mühe gegeben hatte, das von Gott verliehene Talent in den Staub zu treten. Jetzt erkannte er seinen Fehler und bedauerte seinen Irrthum. Von allen Beweisen der Anerkennung erfreute jedoch seiner den jungen Andersen mehr, als der Beifall des edlen deutschen Dichters Hauch. Dieser hatte in einer aristophanischen Komödie vermeintliche Fehler an Andersen als Dichter gerügt, und die Meinung ausgesprochen, er habe einen Weg eingeschlagen, der zu Nichts führe. Jetzt, nachdem er den Improvisator gelesen hatte, nahm er seinen Anstand, an Andersen zu schreiben, ihm seine Freude über den eigenen Irrthum zu bezeugen und ihm die Hand der Freundschaft zu reichen. Andersen hat der Welt seine Achtung vor diesem herrlichen Manne dadurch zu erkennen gegeben, daß er ihm und dem herzlichsten seiner vaterländischen Freunde, dem Dichter und Professor Ingemann, den vorliegenden Roman dedicirte.
Dem Improvisator folgte der von Christiani in’s Deutsche übersetzte Roman O.T., der aber wegen seines ganz vaterländischen Charakters eine weniger gefällige Lecture für Deutsche sein dürfte.
Für’s Theater schrieb Andersen das dramatische Gedicht: “Trennung und Wiedersehen,” das von der kopenhagener Theaterdirektion nicht zur Aufführung angenommen worden, wie denn diese Direktion überhaupt nicht das Geringste zur Aufmunterung des Dichters gethan. – Diese Kälte scheint ihm alle Lust benommen zu haben, für die Bühne zu arbeiten, denn er hat seitdem keine neue Arbeiten an die Theaterdirektion eingereicht.
Andersens neustes Werk ist der hier dem deutschen Publikum dargebotene Roman: “Nur ein Geiger!” Mehr als irgend eine seiner früheren Arbeiten enthält dieser Roman Züge aus dem Leben des Dichters, wie das aus dieser Skizze hervorgeht. Uns, dem Übersetzer, kann es nicht zustehen, ein Urtheil über diese Dichtung auszusprechen, daß sie aber Anklang bei dem nachdenkenden Leser finden wird, davon sind wir im Voraus überzeugt.
Des Dichters “Abenteuer für Kinder,” wovon ehestens eine deutsche Ausgabe in der Buchhandlung der Herren Vieweg u. Sohn in Braunschweig erscheint, halten in Dänemark Viele für Andersens originellste Arbeit, und gewiß verdienen drei dieser Dichtungen einen ausgezeichneten Platz in diesem Zweige der Literatur.
Mit der ihm zu Theil gewordenen Anerkennung seines Dichterwerkes scheint auch eine frohere Stimmung sich in seiner Brust zu regen. Nie hat je ein Dichter seine geistige Entwickelung so, von allen Umständen dazu gedrungen, vor dem Publikum zur Schau getragen. Die Kritik folgte allen seinen Schritten, und der Historiker Molbech, welcher Mitglied der Theaterdirektion ist, hat ein so hartes, liebloses und, wir dürfen sagen, ungerechtes Urtheil über Andersen gefällt, daß sein Aussprcuh der Wiederhall einer vorgefaßten Meinung, nicht aber das besonnene Urtheil eines wohldenkenden Mannes genannt zu werden verdient.
Aller dieser Widerwärtigkeiten ungeachtet hat des Dichters eigene Kraft und eine liebevolle Hand der Vorsehung ihn seiner Bestimung mit jedem Tage näher geführt. Seine Persönlichkeit und seine Werke haben ihm viele Freunde und Verehrer erworben; sein Publikum ist zahlreicher, als es seine Gegner glauben möchten. Deutschland indeß hat seinen Werth am richtigsten aufgefaßt, und es spricht das Conversationslexikon der Gegenwart eine doppelte Wahrheit aus, wenn es Andersen einen der talentvollsten dänischen Dichter neuester Zeiten nennt, dessen Ruf in Deutschland jedoch anerkannter sei, als in seinem Vaterlande – es giebt ein treues Bild seiner Persönlichkeit in den Worten: “er besuchte 1833 und 1834 Deutschland, die Schweiz, Italien und Frankreich, wo sein harmloses Wesen, sein offenes, ehrliches Gesicht und der liebefunkelde Blick, der das Dichtergemüth verräth, ihm überall Freunde erwarben.”
Im Sommer von 1837 machte Andersen eine Reise durch Schweden, besuchte Gothenborg, Stockholm und Upsala, wo er Bekanntschaft mit den Dichtern und anderen ausgezeichneten Männern des Nachbarlandes machte. Die Früchte dieser Reise wird das neue Werk uns bringen, woran der Dichter gegenwärtig arbeitet.
__________________
Wir glauben diese Skizze des Jugendlebens und der literarischen Thätigkeit des Dichters Andersen nicht besser schließen zu können, als durch ein chronologisches Verzeichniß aller seiner bisher heruasgegebenen Werke.
1829
erschienen 1) “Fußreise nach Amack.” Erste und zweite Auflage 1829, dritte Auflage 1838.
2) “Die Liebe auf dem Nikolaithurme,” heroischen Vaudeville. Gehört zum Repertoire des königlichen Theaters in Kopenhagen.
1830
3) “Gedichte.” Einige derselben sind von Chamisso in’s Deutsche übersetzt.
1831:
4) “Phantasien und Skizzen.” Aus dieser Sammlung von Gedichten haben v. Chamisso, Gaudy, Gähler und erst neulich auch Thomson in der in Berlin erschienenen sogenannten “Harfe der Skalden” deutsche Nachbildungen geliefert.
5) “Schattenrisse eienr Reise nach dem Harz und der sächsischen Schweiz.” In’s Deutsche übersetzt von Genthe, Breslau 1832.
1832
6) Die Braut von Lammermoor,” Operntext, in Musik gesetzt vom Concertmeister Bredal, und zum ersten Male aufgeführt auf dem königlichen Theater in Kopenhagen am 5. Mai 1832.
7) “Der Rabe,” komische Oper nach Carlo Gozzi’s il Corvo, in Musik gesetzt vom Sekretär Hartmann, als Festschauspiel gegeben zum Geburtstage des Königs von Dänemark, am 29. Januar 1832.
8) “Vignetten zu dänischen Dichtern.”
9) “Die zwölf Monate des Jahres,” ein Cyklus von Gedichten.
1833
10) “Gesammelte Gedichte.”
1834
11) “Agnete und der Wassermann,” ein dramatisches Gedicht, wovon Chamisso ein Fragment in’s Deutsche übersetzte.
1835
12) “Das Fest auf Kenilworth,” Operntext, in Musik gesetzt vom Professor Weyse. Gehört zum Repertoire des königlichen Theaters in Kopenhagen.
13) “Der Improvisator,” Originalroman in 2 Theilen. Zweite Auflage 1837. Deutsch: “Jugendleben und Träume eines italienischen Dichters,” vom Professor Kruse, Hamburg, 1835, französisch: “l’Improvisateur”, von v. Lundblad, Paris 1838.
1836
14) “Trennung und Wiedersehen,” Vaudeville in 2 Aufügen.
15) “O.T,” Originalroman in 2 Theilen, in’s Deutsche übersetzt von Christiani, Leipzig 1837.
1837:
16) “Mährchen für Kinder,” 3 Heftchen. Erscheinen in deutscher Ausgabe vom Unterzeichneten bei Fr. Vieweg u. Sohn, Braunschweig 1838.
17) “Nur ein Geiger!” Originalroman in 3 Theilen. In’s Deutsche übersetszt und mit einer Lebensskizze des Dichters begleitet vom Unterzeichneten, Braun-schweig 1838.
1838
18) “Die Galoschen des Glücks,” ein Mährchen. Erscheint in deutscher Über-setzung unter No. 16.
19) “Ein rechter Soldat,“ Posse in Versen.
20) “Das hat der Zombi gethan!” Gedicht.
Diese letzeren drei Leistungen erschienen in einem Bande.

Kopenhagen, im Mai 1838.
G. F. v. Jenssen

*[red.tilføjelse: Marmier skriver ”Hogg”. ”Hague” og den tilhørende forklaring er Jenssens gætteri. James Hogg (1770-1835) var en skotsk lyriker og prosaist, opvokset under fattige forhold ude på landet og autodidakt forfatter.]

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet Maj 1838
Sprog: hollandsk, tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 11963
[Informationer opdateret d. 18.11.2013]

  top Top

Anmeldelse af Tre Digtninger (1838)

Tre Digtninger (1838) blev anmeldt i Fyens Stiftstidende 28. maj 1838 i en lille notits. Notitsen er anonym, muligvis skrevet af avisens ejer, kancelliråd Søren Hempel, jvf. Erling Nielsen: Eventyrenes modtagelseskritik i bd. 6 af H. C. Andersens Eventyr , Det danske Sprog- og Litteraturselskab / C. A. Reitzels Forlag, København 1990, s. 145.
Udgivet 28. maj 1838
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Anmeldelsen online   Bibliografi-ID: 9681
[Informationer opdateret d. 5.10.2010]

  top Top

Anmeldelse af Tre Digtninger (1838)

Tre Digtninger (1838) blev anmeldt i F.C. Petersens nystartede Tidsskrift for Litteratur og Kritik , 2. bind 1839. Anmeldelsen var temmelig nedladende og fik Carl Bagger til at polemisere imod den i Fyens Stiftstidende 22. juli 1839 . Anmeldelsen blev bragt anonymt, men var skrevet af den klassiske filolog og rektor i Slagelse C. W. Elberling, jvf. Erling Nielsen: Eventyrenes modtagelseskritik i bd. 6 af H. C. Andersens Eventyr , Det danske Sprog- og Litteraturselskab / C. A. Reitzels Forlag, København 1990, s. 147.
Udgivet 1839
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Anmeldelsen online   Bibliografi-ID: 9679
[Informationer opdateret d. 5.10.2010]

  top Top

Polemisk kommentar til en anmeldelse af Tre Digtninger i Tidsskrift for Litteratur og Kritik

Tre Digtninger (1838) blev anmeldt i F.C. Petersens nystartede Tidsskrift for Litteratur og Kritik , 2. bind 1839 . Anmeldelsen var temmelig nedladende og fik Carl Bagger til at reagere imod den i Fyens Stiftstidende 22. juli 1839.
Udgivet 22. juli 1839
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Anmeldelsen online   Bibliografi-ID: 9680
[Informationer opdateret d. 11.6.2003]

  top Top

Billedbog uden Billeder af H. C. Andersen. Ny Samling. Helliget mine svenske Venner.

Indledningen (tidligere trykt i 1. Oplag 1839, se Nr. 360) p. 77
394. Een og tyvende Aften (Saml. Skr. VI, 27). p. 79
To og tyvende Aften (se Nr. 370). p. 82
395. Tre og tyvende Aften (Saml. Skr. VI, 29). p. 84
Fire og tyvende Aften (se Nr. 366). p. 85
Fem og tyvende Aften (se Nr. 371). p. 88
396. Sex og tyvende Aften (Saml. Skr. VI, 33). p. 90
Syv og tyvende Aften (se Nr. 372). p. 91
397. Otte og tyvende Aften (Saml. Skr. VI, 35). p. 94
398. Ni og tyvende Aften (Saml. Skr. VI, 35). p. 96
399. Tredivte Aften (Saml. Skr. VI, 36). p. 98

Trykt i Hertha, Svensk-Dansk Nyårsgåfva för 1841. 2. Årgången, 73-98. (Udkom December 1840).
[24. aften om Thorvaldsen, se brev: Brev ]

(Bibliografisk kilde: HCAH 1952/29, 1971/711, 1952/29)

Udgivet December 1840
Sprog: dansk, svensk
Genre: Romaner og noveller
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:394
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 390
[Informationer opdateret d. 2.7.2012]

  top Top

Eventyr, / fortalte for Børn / af / H. C. Andersen. / - / Ny Samling. /

Tredie Hefte. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel. / Trykt hos Bianco Luno. I 1842.

Smudstitelblad: Eventyr for Børn. - Titelblad:(ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 49 Sider. - 8vo. - Pris 24 Sk. (Udkom 20. 12. 1841).
Anm.: Kjøbenhavnsposten 23. 12. 1841, Nr. 352 - Corsaren, Nr. 61, 31. 12. 1841.

Indhold.


409. Ole Lukøie (Saml. Skr. XIII, 197). p. 1
Rosen-Alfen (se Nr. 345). p. 25
410. Svinedrengen (Saml. Skr. XIII, 214). p. 36
411. Boghveden (Saml. Skr. XIII, 219). p. 46

(Om Eventyr fortalte for Børn se Nr. 266 ).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/87)

Udgivet 20. december 1841
Sprog: dansk
Genre: Eventyrsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:408
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 408
[Informationer opdateret d. 5.3.2012]

  top Top

Anmeldelse af Eventyr, fortalte for Børn. Ny Samling. Tredie Hefte. 1842.

Eventyr, fortalte for Børn. Ny Samling. Tredie Hefte. 1842. (udkom 20. december 1841) blev anmeldt anonymt i Kjøbenhavnsposten d. 23. december 1841.
Udgivet 23. december 1841
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Anmeldelsen online   Bibliografi-ID: 9678
[Informationer opdateret d. 30.9.2003]

  top Top

Til Deres Majestæt Enke-Dronningen. (Hvert Laug, hver Stand eet Broderskab skal være).

Lejlighedstryk: Den 3. af 5 Sange med Titel: Sange til det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskabs og danske Broderskabs Trehundredaars Jubelfest ved dets aarlige Fugleskydning den 30. Juni 1842. Kjøbenhavn. Trykt hos Directeur Jens Hostrup Schultz, Kongelig og Univer-sitets-Bogtrykker. 12 upaginerede Blade. (Saml. Skr. XII, 462: Til Enkedronning Marie Sophie Frederikke ved Skydeselskabets Trehundredaars Jubelfest).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/473)

Udgivet 1842
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:422
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 422
[Informationer opdateret d. 7.3.2012]

  top Top

Efterladte Skrifter af Poul M. Møller.

Tredie Bind. Kjøbenhavn, 1843. Heri p. 96-98: Poul Martin Møllers brev til F.C. Sibbern om "Fodreisen".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1843
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12046
[Informationer opdateret d. 20.11.2013]

  top Top

Andersen (Hans Christian).

Almindeligt Forfatter-Lexicon for Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande, fra 1814 til 1840, Ved Thomas Hansen Erslew. Første Bind. A-J. Kjøbenhavn Forlagsforeningens Forlag. 1843. S. 16-18: om H.C. Andersen. Ny forøget Udgave 1858, se: 17353
s.16:
Andersen (Hans Christian), f.d. 2den April 1805 i Odense, hvor hans Fader var Skomager. Kom paa Theatrets Dandse- og Syngeskole iblandt Eleverne, og blev i sit 18de Aar sat i Slagelse lærde Skole; 1838 privat dimitteret til Universitetet, og tog det følgende Aar Examen philologicum og philosophicum med bedste Characteer. Reise i Sommeren 1831 til Harzen og "det sachsiske Schweiz", og tiltraadte, med kongelige Understøttelse, i April 1844 en Reise til Tydskland, Frankrig, Schweiz og Italien, hvorfra han kom tilbage i Begyndelsen af August 1834; foretog i Sommeren 1837 en Reise gjennem Sverrig, og tiltraadte i October 1840 en Reise til Tydskland, Italien, Grækenland og Tyrkiet) – (Biographi, foran G.F. v. Jenssens tydske Oversættelse af Andersens: ”Kun en Spillemand” se: se: 11963 ; Conversations-Lexicon der Gegenwart, 1stes Heft, 1838; Revue de Paris, Octbr. 1837 (af Marmier; Marmier: historie de la littérature en Danemark & Suéde; Kbhvns Morgenblad 1838 Nr. 25-26. se: se: 10969 – Portrait, malet af C.A. Jensen, lithogr. 1847; ogsaa foran Holsts Nytaarsgave fra danske Digtere; i Portefeuillen 1837, Bd. II; og i Hertha, svensk-dansk Nytaarsgave for 1840).
Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829. Kbh. 1829. se: 22 (Prøver heraf iforvejen indf. I Kbh. flyv. Post. 1828. Nr. 90-95. se: se: 21 Rec. L.T. 1829. Nr. 4, S. 61-64; M.f.L. I. 169-72, af J.L. Heiberg). anmeldelse 2det forøgede Oplag. Kbh. 1829. 3die Udgave. Ibd. 1839.
Kjærlighed paa Nicolai-Taarn, eller hvad siger Parterret? Heroisk Veaudeville i een Act. Kbh. 1839. (r. af C.N. David. I M.f.L. I, 543-52). anmeldelse
Digte. Kbh. 1830. se: 51 (L.T. 1830 Nr. 6, S. 81-88. M.f.L. III. 162-72. R. af C. Molbech) anmeldelse
Phantasier og Skizzer. Kbh. 1831. se: 109 (M.f.L. VI. 126-32) anmeldelse
Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweiz, c. i Sommeren 1831. Kbh. 1831. 162 (R. af C. Molbech i M.f.L. VI. 483-92). Paa Tydsk overs.; udg. af F.W.Genthe, Breslau 1836 se: 15996
Skibet Vaudeville i een Act. Bearbejdet efter Scribes og Mazères "la Quarantaine". Kbh. 1831. se: 166
Vignetter til danske Digtere. Kbh. 1832. se: 174 (Udtogsviis og frit overs. paa Tydsk af A. Martini i Thaarups Kopnh. Børsenhalle. II. 1832. Nr. 25). se: 15989
Bruden fra Lammermoor. Originalt romantisk Syngestykke i fire Acter. Kbh. 1832. se: 183 (M.f.L. IX. 191-95), r. af C. Wilster. Skilderiet 1832 Nr. 94). anmeldelse
Ravnen, eller Broderprøven. Trylle-Opera i tre Acter (efter Gozzis tragicomiske Eventyr). Kbh. 1832. se: 196 (Mf.L. IX 195-97, r. af C. Wilster) anmeldelse
Aarets tolv Maaneder. Tegnede med Blæk og Pen. se: 199 Kbh. 1833. (M.f.L. X. 870-79, r. af C. Molbech). anmeldelse
s. 17:
Samlede Digte. Kbh. 1833. se: 224 (M.f.L. X. 879-82, r. af C. Molbech; Kbhpost. 1833, Nr. 169.
Dronningen paa sexten Aar. Drama i to Acter; overs. efter Bayards "La reine de seize ans." Kbh. 1833. se: 222 (Udgjør Nr. 47 af det kgl. Theaters Repertoire).
Agnete og Havmanden. Dramatisk Digt. Kbh. 1834. se: 250 (M.f.L. XII. 109-117, anm. af D.G. Monrad). anmeldelse
Improvisatoren. Original-Roman i to Dele. Kbh. 1835. 2det Oplag. ibd. 1837. se: 264 (L.T. 1835, Nr. 17-18, S. 261-65; 282-91; M.f.L. XVIII. 61-79; J.N.Høst's Dannora I. 60-74; Dagen 1835, Nr. 119, 131). anmeldelse Oversat paa Tydsk af L. Kruse. I.-II. Theil. Hamburg. 1835. se: 15995 Ogsaa overs. paa Fransk. se: 16577
Eventyr, fortalte for Børn. I-II. Bd. 2det Hefte. Kbh. 1835-1839. se: 266 (L.T. 1836 Nr.1, S. 10-14; J.N. Høst's Dannora I. 74-76). anmeldelse Overs. paa Tydsk af G.F. v. Jenssen. Braunschweig, 1839 se: 16007 u. 1840. m. Kupf.; se: 16009 og paa Svensk. se: 13620
O.T. Original-Roman i to Dele. Kbh. 1836. se: 292 (M.f.L. XVIII. 79-87). Overs. paa Tydsk af W. Christiani. Leipzig, 1837; se: 15999 paa Svensk, 1840. se: 17355
Sangene i "Festen paa Kenilworth". Kbh. 1836. se: 285
Skilles og mødes. Original dramatisk Digtning i to Afdelinger. Første Afdeling: Spanierne i Odense; Vaudeville i een Act. Anden Afdeling: Fem og tyve Aar derefter; Vaudeville i een Act. Kbh. 17836 (Udgjør Nr. 76 af det kgl. Theaters Repertoire). se: 291
Kun en Spillemand. Original-Roman i 3 Dele. Kbh. 1837. se: 308 Paa Tydsk. overs. af G.F. v. Jenssen. Braunschweig, 1838; se: 16002 paa Svensk, 1838. se: 12019
Tre Digtninger Kbh. 1838. (T.f.L. v. K. II. 73-79) se: 320
Den Usynlige paa Sprogø, dramatisk Spøg i een Act. Kbh. 1839. (Udgiør Nr. 113 af det kongl. Theaters Repertoire.) se: 359
Mulatten. Originalt, romantisk Drama i fem Acter. Kbh. 1840 (Fædrel. I. 1840, Nr. 70). Andet Oplag. ibid. eod. se: 368 Oversat paa Svensk af Djurstrøm, 1840. se: 17356
Billedbog uden Billeder Kbh. 1840. se: 360 (Fædrel. I. 1840, Nr. 78, S. 507-8). Oversat paa Tydsk. se: 16030
Cantate ved Sørgefesten i Studenterforeningen for Kong Frederik VI. Kbh. 1840. se: 367
En Comedie i det Grønne Vaudeville i een Act. kbh. 1840. se: 390
Maurerpigen. Original Tragoedie i fem Acter. Kbh. 1840. se: 393 (Fædrel. I. 1840, Nr. 385.

Af ham findes Bidrag i forskjellige Tidsskrifter, saasom i Harpen (f.Ex. Scene af Røverne i Vissenberg i Fyen, et dram. Digt; 1822 Nr. 32); Flyveposten 1828. 1830; Kjøbenhavnsposten 1829 o. ff.; Elmquist's Læsefrugter Bd. 43, 46, 49, 50, 52; Liunges Hertha Aarg. 2; Valkyrien I. og III. (heri S. 255-60; Fornuftgiftermaalet Nr. 2, en dramatisk Drøm paa Skagens Rev); Repertorium f. Moerskabslæsning; F.J. Hansens Læsning f.d. fine Verden 1829; Lahdes Nornen; Skandinavisk Nytaarsgave; Nytaarsgaverne fra danske Digtere; Holst's Søndagsblad 1835 (f.Ex: Blade af min Dagbog, Nr. 1-3; italiensk Musik, Sang og Theatervæsen, Nr. 7); dansk Folkelblad 2den Aarg. (Smaahistorier, efter det Tydske, S. 139, 143-44, 160); Ursins Almeenlæsning 1836; Kbhvns. Morgenblad 1838; Klubvisebogen 1838; Portefeuillen 1839. 1840; J.H. Hansens Maigave 1839; Hjorts danske Børneven; Hertha, svensk-dansk Nytaarsgave f 1840; Salonen Bd. I. (Mikkels Kjærlighedshistorie, Vaudevillemonolog). Forord til J. H. Hansens gyldne Alphabet, 1840.
s. 18:
Af hans Digte ere endeel oversatte paa Tydsk af Chamisso, Gaudy, Gähler og af Thomsen i hans "Harfe der Skalden"; nogle af disse tydske Oversættelser i Thaarups Mittheil.a.d.N.

Udgivet 1843
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17352
[Informationer opdateret d. 3.7.2012]

  top Top

Fragmenter af H. C. Andersens »Ahasverus«, et lyrisk dramatisk Digt.

Af anden Afdeling, 217. (Saml. Skr. XI,582-585).
Af tredie Afdeling, 221. (Saml. Skr. XI, 593).
Af fjerde Afdeling, 222. (Saml. Skr. XI, 648-651).
Trykt i Gæa, æsthetisk Aarbog. 1845, 217-226.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/395, A-191)

Udgivet December 1844
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:463
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 446
[Informationer opdateret d. 7.3.2012]

  top Top

Fem og tresindstyve Stambogsblade fra fyrretyve nulevende danske Digtere,

Fem og tresindstyve Stambogsblade fra fyrretyve nulevende danske Digtere, samlede og udgivne af Frederik Barfod. Kjøbenhavn 1845. p. 120: "Det døende Barn" og p. 121 "Til Thorvaldsen i Studenterforeningen: October bliver man Student".
P. 163: "Bogstavordnet Fortegnelse paa Forfatterne, samt Liste paa Deres æstetiske Arbejder: Andersen, Hans Christian" (= den første bibliografi).

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1845
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12140
[Informationer opdateret d. 20.11.2013]

  top Top

Digte, / gamle og nye, / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / Paa Universitetsboghandler C. A. Reitzels Forlag. / Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri. / - / 1847.

Smudstitelblad: Digte gamle og nye. - Titelblad (ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse (2 upaginerede Blade). - Tekst: 318 Sider. - Efterskrift S. [319]. - Pris 1 Rbd. 40 Sk. (Udkom 26. 12. 1846).
Anm.: Berlingske Tidende 18. 1. 1847, Nr. 14. - Flyveposten 2. 1. 1847, Nr. 1.

Indhold.


En Digters sidste Sang (se Nr. 459). p. 1.
Lille Viggo (se Nr. 197). p. 2.
Rabbi Meyer (se Nr. 342). p. 11.
Moderen med Barnet (se Nr. 38). p. 11.
Avis aux lectrices (se Nr. 80). p. 11.
En Reisende (se Nr. 347). p. 13.
Et Digt om Konerne (se Nr. 357). p. 14.
Martsviolerne
(se Nr. 62). p. 17.
Ørkenens Søn
(se Nr. 136). p. 18.
Hjertets Melodier: I. (To brune Øine jeg nylig saae) (se Nr. 131). p. 19.
II. (Min Tanke er et mægtigt Fjeld) (se Nr. 132). p. 19.
III. (Du gav mig Blomster; hvis de læge kunde) (se Nr. 133). p. 20.
IV. (Min Tankes Tanke ene Du er vorden) (se Nr. 242). p. 20.
V. (Henvisned er de Blomster, Du gav mig) (se Nr. 135). p. 20.
VI. (Du fatter ei Bølgernes evige Gang) (se Nr. 107). p. 21.
VII. (Jeg elsker Dig - Dig, som jeg ei tør sige) (se Nr. 137). p. 21.
VIII. (Man har et Sagn - et Eventyr) (se Nr. 105). p. 22.
Livet en Drøm (se Nr. 141). p. 23.
Gurre (se Nr. 416). p. 29.
Studenten (se Nr. 43). p. 32.
Manden fra Paradiis (se Nr. 81). p. 34.
Phantasiestykke i min egen Maneer (se Nr. 53). p. 41.
Den rædselsfulde Time (se Nr. 12). p. 43.
Rosenknoppen (se Nr. 300). p. 46.
De to Fugle (se Nr. 212). p. 48.
Bøgetræet (se Nr. 96). p. 50.
Thorvaldsen:
Jason og Alexandertoget (se Nr. 329). p. 51.
Da han første Gang kom i Studenterforeningen (se Nr. 330). p. 55.
Ved Kisten (se Nr. 441). p. 57.
489. Dandserinden, Ganymed, Amor og Psyche. (Kunstner, mild og stor, som faa!) (Saml. Skr. XII. 306). p. 58.
Holger Danske (se Nr. 59). p. 61.
Taaren (se Nr. 97). p. 64.
Sørge-Cantate over høisalig Kong Frederik den Sjette (se Nr. 367). p. 65.
Sang ved Afsløringen af Mindestøtten (se Nr. 478). p. 69.
Ved Indvielsen af Frederik den Sjettes Asyl (se Nr. 420). p. 71.
Fyen I (se Nr. 140). p. 73.
Fyen II (se Nr. 129). p. 73.
Rosen (se Nr. 188). p. 74.
Jeg er en Skandinav (se Nr. 364). p. 75.
I Hytten hos min Moder (se Nr. 126). p. 78.
Den ubekjendtes Mesterværk (se Nr. 315). p. 80.
Deviser med Presenter paa et Juletræ: (Med en Lygte uden Lys) (se Nr. 144). p. 84.
(Med et Guld-Uhr til en ung Dame) (se Nr. 449). p. 84.
490. (Med et Par Thekopper). (Hvad Baggesen har sagt Du tidt gjentage) (Saml. Skr. XII, 206. - Nr. 20 af Deviser med Presenter). p. 84.
Italien:
I. Beatrice Cenci (se Nr. 255). p. 85.
II. Vandring paa Vesuv (se Nr. 281). p. 87.
III. Farvel til Italien (se Nr. 251). p. 89.
491. IV. Tredie Gang i Italien. (Jeg seer igjen, Vesuv, dit Kjæmpe-Fyr) (Saml. Skr. XII, 211). p. 90.
Konen med Æggene (se Nr. 299). p. 92.
Aftenlandskab (se Nr. 36). p. 94.
Til min Moder (se Nr. 34). p. 96.
Sjælen (se Nr. 17). p. 98.
Den lille Pige i Asylet (se Nr. 424). p. 102.
Den nye Sprøite (se Nr. 119). p. 105.
Tanker ved en ituslagen Jydepotte (se Nr. 14). p. 107.
Sang i Skoven (se Nr. 480). p. 110.
Hende jeg mener (se Nr. 195). p. 112.
Sneedronningen (se Nr. 25). p. 114.
Mosters Skjærmbræt (se Nr. 65). p. 116.
Min lille Fugl, hvor flyver Du? (se Nr. 446). p. 120.
Et Vinterpartie (se Nr. 151). p. 121.
Phantasus (se Nr. 32). p. 123.
Barnet ved Kirken (se Nr. 172). p. 126.
De tre nordiske Rigers Skaal for Oehlenschläger (se Nr. 406). p. 129.
Den fremmede Fugl (se Nr. 111). p. 131.
Rimedjævelen (se Nr. 20). p. 136.
Vandring gjennem Opera-Galleriet (se Nr. 412). p. 142.
Det er Liv at reise (se Nr. 418). p. 159.
Veirmøllen paa Bakken (se Nr. 98). p. 161.
Weyse (Ved hans Jubilæum) (se Nr. 444). p. 164.
Havfruen ved Samsø (se Nr. 92). p. 165.
Digteren og Amor (se Nr. 104). p. 170.
Udenfor Asylet (se Nr. 453). p. 172.
Vise af Vaudevillen Fuglen i Pæretræet (se Nr. 440). p. 174.
Billeder fra Jylland: Jylland (se Nr. 115). p. 176.
Den jydske Hede i Regnveir (se Nr. 94). p. 178.
Hvile paa Heden (se Nr. 122). p. 180.
Drengen og Moderen paa Heden (se Nr. 123). p. 183.
Malerie fra Jyllands Vestkyst (se Nr. 90). p. 184.
Phantasie ved Vesterhavet (se Nr. 125). p. 187.
Morten Lange (se Nr. 69). p. 189.
Pandebeen, Øiesteen osv. (se Nr. 466). p. 194.
Pauli 1 Cor. 15, 42-44 (se Nr. 139). p. 196.
Sang til det danske Kongepar (se Nr. 426). p. 199.
Aftendæmring (se Nr. 95). p. 201.
Risens Datter (se Nr. 66). p. 202.
Aftenen (se Nr. 11). p. 205.
Digterskibet (se Nr. 89). p. 207.
Et halvhundrede Smaavers:
1. Ved Christian Winthers Portræt (se Nr. 351). p. 211.
2. Corfitz Ulfeldt (se Nr. 443). p. 211.
3. Hjertesorg (se Nr. 450). p. 211.
4. (En Forgrund med en Smule Grønt) (se Nr. 244). p. 212.
5. Paa Brocken (se Nr. 227). p. 212.
6. I Maleren Melbys Stambog (se Nr. 484). p. 213.
7. Med Hegels: Philosophie der Geschichte (se Nr. 460). p. 213.
492. 8. (Den værste Drage blev et slet Humeur) (Saml. Skr. XII, 283 - Nr. 8 af 65 Smaavers). p. 213.
9. Med en Bouquet Violer til en ung Dame (se Nr. 445). p. 214.
493. 10. I Componisten Felix Mendelsohn Bartholdys Stambog. (Mens gjennem Kirken Orglets Toner runged') (Saml. Skr. XII,252 - Nr. II af Stambogsblade). p. 214.
11. Med Thieles Folkesagn (se Nr. 451). p. 214.
12. Med Rückerts Gedichte (se Nr. 461). p. 215.
13. Til Jomfru Petersen som Holbergs Pernille (se Nr. 379). 215.
494. 14. Med et Exemplar af Schillers Gedichte. (Et Rosenflor sprang fra hans Hjerte ud) (Saml. Skr. XII, 204 - Nr. 12 af Deviser med Presenter). p. 215.
15. Til August Bournonville (se Nr. 415). p. 216.
16. (Af Faa et velmeent Raad jeg fik) (se Nr. 214). p. 216.
17. (Jeg slutter snildt af min Natur) (se Nr. 152). p. 216.
18. (Bruus, Orgel, med din stærke Klang)(se Nr. 433). p. 217.
495. 19. I en ung Dames Stambog. (Hvor Rosen hælder sig til Husets Muur) (Saml. Skr. XII, 286 - Nr. 19 af 65 Smaavers). p. 217.
20. Til Maleren Gertner (se Nr. 485). p. 217
21. Med en Tragedies Dødsfald (se Nr. 37). p. 218
22. Med Lindgreens Portræt (se Nr. 374). p. 218
23. (Der ud i Verden Hjertet maa) (se Nr. 213). p. 218
24. Flyttedagen i April (se Nr. 60). p. 219
25. Med Jomfru Grahns Portræt (se Nr. 361). p. 219
26. Til en ung Ægtemand med hans Moders Portræt (se Nr. 377). p. 219
496. 27. I Christianis Stambog. (Tak for dit ærlige Haandtryk). (Saml.Skr.XII,254 - Nr.VI af Stambogsblade) p. 220
497. 28. Epilog. (Høistærede! - Jeg troer De vil mig kjende?) (Saml. Skr. XII, 79). p. 220
29. Da jeg saae hende igjen (se Nr. 462). p. 220
30. Impromtu til Thorvaldsen (se Nr. 349). p. 221
31. Med Phisters Portræt (se Nr. 350). p. 221
32. Med Göthes Skrifter (se Nr. 448). p. 222
498. 33. Ved Tassos Grav. (Du er min Helgen her; jeg knæler ned) (Saml. Skr. XII,289 - Nr. 33 af 65 Smaavers). p. 222
499. 34. Da hun dandsede. (Blev Tonen synlig, o hvor smukt) (Saml. Skr. XII, 289 - Nr. 34 af 65 Smaavers). p. 222
500. 35. Da hun sang. (Naar Verden meer ei lytter til din Sang) p. 222
36. (Hvad er vort Liv fra Vuggen til vor Baare) (se Nr. 41). p. 223
501. 37. Med Ingemanns Skrifter. (Dannevang ved grønne Bred) (Saml. Skr. XII, 237). p. 223
38. (Om mine Digte man sige vil) (se Nr. 108). p. 224
502. 39. Med mit Portræt til en ung Dame. (Naar disse Omrids for din Tanke stige) (Saml. Skr. XII, 291 - Nr. 39 af 65 Smaavers). p. 224
503. 40. Med en Bouquet af gule Aakande-Blomster (Dig Nøkken saae -! jeg samled i Bouquet) (Saml. Skr. XII, 291 - Nr. 40 af 65 Smaavers) p. 224
504. 41. Sangerinden. (Du sang - jeg hørte henrykt Sangerinden) (Saml. Skr. XII, 291 - Nr. 41 af 65 Smaavers) p. 225
505. 42. Efter en dramatisk Forestilling. (Er Stykket dumt og Publicum med) (Saml. Skr. XII, 292 - Nr. 43 af 65 Smaavers). p. 225
43. Til en ung Dame med et Exemplar af Billedbog uden Billeder (se Nr. 378). p. 225
44. (Hun er saa hvid, min Hjertenskjær) (se Nr. 190). p. 226
506. 45. Med en broderet Pude i Roccoco Stiil. (Endskjøndt jeg er den yngste jo) (Saml. Skr. XII, 206 - Nr. 19 af Deviser med Presenter). p. 226
46. Regnveir (se Nr. 46). p. 226
47. Den medicæiske Venus (se Nr. 256). p. 227
507. 48. (I Kjære hjemme fylde al min Tanke) (Saml. Skr. XII, 293 - Nr. 49 af 65 Smaavers). p. 227
508. 49. I den yngste af Casalis-Tuteins Sønners Stambog. (Du har mig hjem igjen i Danmark sat) (Saml. Skr. XII, 254 - Nr. VIII af StambogsBlade). p. 228
50. Bøn (se Nr. 452). p. 228
Bruden i Rørvig Kirke (se Nr. 112). p. 229
Hvad jeg elsker (se Nr. 110). p. 235
Lille Lise ved Brønden (se Nr. 86). p. 237
Graat Veir (se Nr. 39). p. 239
Østergade (se Nr. 26). p. 240
En Hustru (se Nr. 442). p. 244
Underlige Drømme (se Nr. 99). p. 246
509. Alphabet-Bouquet. (Een seer man født for Prosa og Een for Poesi) (Saml. Skr. XII, 323). p. 251
Børnene og den graae Morlille (se Nr. 83). p. 256
Jeg drømte jeg var en lille Fugl (se Nr. 225). p. 259
Grethes Glæde over Sommeren (se Nr. 184). p. 262
Til H. P. Holst da han reiste til Italien (se Nr. 389). p. 265
Havblik (se Nr. 101). p. 266
Jule-Cantate i Garnisons-Kirken (se Nr. 319). p. 268
I Jenny Linds Album (se Nr. 483). p. 270
Vandrerliv (se Nr. 54). p. 271
Pjat! Pjat! (se Nr. 100). p. 272
Recension (se Nr. 56). p. 274
Spillemanden (se Nr. 117). p. 275
Studie efter Naturen (se Nr. 82). p. 277
Tyveknægten (se Nr. 48). p. 278
Skolemesteren (se Nr. 58). p. 279
Kometen (se Nr. 55). p. 281
Kometen 1835 (se Nr. 78). p. 287
510. Til den lille Prinds Carl August. (I Thüringerskoven ligger et Slot) (Optaget i M. L. E. - Saml. Skr. I, 295) p. 292
De Danske og deres Konge (se Nr. 67). p. 294
Hjertetyven (se Nr. 116). p. 296
I Oehlenschlägers Album (se Nr. 413). p. 300
Det døende Barn (se Nr. 13). p. 301
Bjerg-Situation i Harzen (se Nr. 245). p. 303
Soldaten (se Nr. 52). p. 304
Dødsøieblikket (se Nr. 45). p. 305
Paa Kirkegaarden: Mimi Thyberg (se Nr. 309). p. 306
Ved Bendz's Grav i Vicenza (se Nr. 257). p. 307
Fru Henriette Wulff (se Nr. 293). p. 307
511. Admiral Peter Fredrik Wullf (Snart er det Vaar, da straaler varmt Guds Sol)(Saml. Skr. XII, 347). p. 308
Fritz Petzholdt (se Nr. 334). p. 309
Carl Bülow (se Nr. 262). p. 309
Guiseppe Siboni (se Nr. 344). p. 310
Madame K. M. Iversen i Odense (se Nr. 310). p. 311
Ved Etatsraad Jens Wilken Hornemanns Grav (se Nr. 401). p. 312
Componisten Weyse (se Nr. 423). p. 312
Digteren Adalbert von Chamisso (se Nr. 324). p. 313
Grev Rantzau af Breitenburg (se Nr. 479). p. 314
Ingeborg Mimi Collin (se Nr. 425). p. 315
Til den lille Gerda Collins sørgende Forældre (se Nr. 473). p. 316
Fru Conferentsraadinde Collin (se Nr. 476). p. 317

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/263)

Udgivet 26. december 1846
Sprog: dansk
Genre: Digtsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:488
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 490
[Informationer opdateret d. 12.3.2012]

  top Top

Italien

Digtkredsen "Italien" er en del af digtsamlingen Digte, gamle og nye (1847, s. 85-90, BFN 488 ), bestående af fire digte:

I. "Beatrice Cenci" s. 85, BFN 255 ).
II. "Vandring paa Vesuv" s. 87, BFN 281 .
III. "Farvel til Italien" s. 89, BFN 251 .
IV. "Tredie Gang i Italien. (Jeg seer igjen, Vesuv, dit Kjæmpe-Fyr)" s. 90, BFN 491 .
Udgivet 26. december 1846
Sprog: dansk
Genre: Digtkreds
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 10599
[Informationer opdateret d. 15.7.2011]

  top Top

H. C. Andersen.

Møller, P. L., "H. C. Andersen". I. Mulatten. Drama i 5 Acter. 1840. II. En Digters Bazar (1842.) III. Nye Eventyr. (Tredie Samling. 1845.). I hans: Kritiske Skizzer fra Aarene 1840-47. I. P. G. Philipsen. København 1847. pp. 166-81.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/574, A-878)

Udgivet 1847
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 11955
[Informationer opdateret d. 18.4.2012]

  top Top

Treue Liebe. Der Soldat.

Treue Liebe. Der Soldat.
Off. i bogudgivelsen: Alte und neue Studenten-, Soldaten- und Volks-Lieder. Mit Bildern und Singweisen herausgegeben von L. Richter, A. G. Marschner, F. Pocci und A. Jürgens. Leipzig, Verlag von Gustav Mayer. 1847. S. 114-15.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1847
Sprog: tysk
Kilde: Den gyldne trekant:172   Bibliografi-ID: 16158
[Informationer opdateret d. 4.12.2013]

  top Top

H.C. Andersen's 'Gesammelte Werke'.

H.C. Andersen's "Gesammelte Werke". Vom Verfasser selbst besorgte Ausgabe. Leipzig. Verlag von Carl B. Lorck. Bd. 1-30. 1847-72.
Bd. 26-28. Gesammelte Gedichte. Th. 1-3. 1847. (106 + 97 + 87 S.)
Forord af H.C. Andersen på 1 s. (upag.).

Indh. 1. Th.:
Des Dichters letztes Lied
Der Spielmann
Lied für die Kleinen
Holger Danske
Avis aux lectrices
Der Herzensdieb
Phantasiestück in meiner eignen Manier
Die Rosenknospe
Die Buche
Das Kind vor der Kirche
Die Schneekönigin
Eine Gattin
Phantasus
Der auf Oehlenschläger nordischen Reiche Toast
Das Wundervögelchen
Der Dichter und Amor
Bilder aus Jütland:
I Jütland
II Die Haide im Regenwetter
III Ruhe auf der Haide
IV Der Knabe und seine Mutter auf der Haide
V Gemälde von Jütland's westlicher Küste
VI An der Nordsee
Abenddämmerung
Morten Lange
Das sterbende Kind
Rabbi Meyer
Des Dichters Herz
Der Weihnachtsabend
Des Unbekannten Meisterwerk
Gedanken über einen zerschlagenen Topf
Fünfundzwanzig Kleinigkeiten:
1 Mit einem Veilchenstrauß. An eine junge Dame
2 Mit einem Strauße gelber Nixenblumen, einem jungen Mädchen vorgebracht
3 Zwei braune Augen sah mein Blick
4 Als sie sang
5 Als sie tanzte
6 An die Schauspielerin Frau Heiberg, mit meinen Märchen
7 Mit Hegels "Philosophie der Geschichte"
8 In das Stammbuch des Malers Melby
9 In das Stammbuch von Felix Mendelsohn-Bartholdy, 1841
10 An die dänische Schauspielerin Fräulein Petersen als Pernille
11 In das Stammbuch einer jungen Dame
12 Der Umziehetag im April
13 Mit Schillers Gedichten
14 Mit Rückerts Gedichten
15 In alten Sagen erklingt die Kunde
16 Du gabst mir Blumen, sie verwelkten bald
17 Impromptu an Thorwaldsen als er Holbergs Büste in Thon modelliert hatte
18 Devise min einer Laterne ohne Licht, als Geschenk auf einem Christbaume
19 Mit dem Portrait der Tänzerin Lucie Grahn
20 An eine junge Dame, mit einem Exemplare des Bilderbuches ohne Bilder
21 An einen jungen Ehemann, mit seiner Mutter Portrait im Namen seiner Gattin
22 Nach dem Russischen
23 Die medicäische Venus
24 An eine junge Dame.Mit meinem Portrait
25 Gebet

Indh. 2. Th.:
Kleiner Viggo
Der Student
Wir sind Skandinaven
Die zwei Vögel
Nach Amerika
November-Phantasieen
Die Poesie
Die Mutter mit dem Kinde
Graues Wetter
Ich will's
Thränen
Treue Liebe
Geist und Form
April
Das Meerweib bei Samsö
Idylle
Dem Dichter Adalbert von Chamisso
Das Dichterschiff
Die Rose
Die Seele
Recension
Abendlandschaft
Herbst-Gefühle
Dichterwanderung
Das Schloß und die Kleinen

Indh. 3. Th.:
Der Soldat
An dem kleinen Prinzen Carl August
Thorwaldsen
I Jason und derAlexanderzug
II An Thorwaldsen
III An Thorwaldsen's Sarge
IV Die Tänzerin. Ganymedes. Amor u. Psyche
Das Hüttchen der Mutter
Die kleine Lise am Brunnen
Der Sohn der Wüste
Landstreicherleben
Der Moment des Sterbens
September's Bildersaal
Was ist die Poesie
Die Dänen und Ihr König
Märzveilchen
Schwatz! Schwatz!
Muttertraum
Gurre
Mai
Italien
I Beatrice Cenci
II Wanderung auf dem Vesuv
III Lebewohl an Italien
IV Dritter Besuch Italiens
Mein kleiner Vogel
Meeresstille
Ich träumt', ich wär' ein Vögelein
Die Kinder und das graue Mütterlein
An meine Mutter
Die Ruine Ravenswood
In Oehlenschlägers Stammbuch
Der Sommer
Paulus I. Cor. 15, 42-44
Was ich liebe

Anm. i:
a. Magazin für die Literatur des Auslandes. No 2. Berlin, Dienstag den 4. Jan. 1848.
(Est. 5.145)
b. Literaturblatt. (Red.: Dr. Wolfgang Menzel). No 25. Sonnabend, den 8. April 1848. (Beilage zu "Morgenblatt für gebildete Leser"). S. 100.
(Est. 1.56)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1980/952 0013-14)

Udgivet 1847
Sprog: tysk
Kilde: Den gyldne trekant:152   Bibliografi-ID: 16138
[Informationer opdateret d. 29.12.2011]

  top Top

Andersen's neuestes Werk.

Magazin für die Literatur des Auslandes. Berlin 11. März 1847. pp. 117-18: Anmeldelse af Gesammelte Werke [Lorck] med udførlig gennemgang af "Das Märchen meines Lebens", v. F.v.H.: "Andersen's Portrait ziert die neue Ausgabe seiner Werke; es ist sehr ähnlich, namentlich der eigenthümliche Blick 'beyond this world', wie Steren sagt. Man sieht diesem Auge an, daß manche Thräne aus Herzensgrund darin geschimmert hat, und daß die Seele ihre geheimnißvolle Sprache damit redet. Seine Gesichtsbildung ist ungewöhnlich und bedeutend. wer sie einmal gesehen, vergißt überhaupt den Eindruck seiner Persönlichkeit nicht wieder. Seine Züge sind äußerst beweglich, dabei scharf geschnitten, fast wie den von Liszt, aber der Ausdruck von Reinheit und Güte; seine Redeweise ist wunderbar effektreich, Geistesfunken sprühend, die den Mitsprechenden anfeuern, auch aus der Tiefe zu schöpfen und die Oberfläche gesellschaftlicher Gemeinplätze zu verlassen. Er redet die deutsche Sprache geistreicher, als es Gebrauch ist; seine Wortbildungen sind kühn und neu, aber immer treffend; der Anhauch fremdländischer Aussparache giebt ihnen zudem noch den eigenthümlichen Reiz des Kindlichen und Naiven, der sich zum Vortrage seiner Märchen vorzugsweise eignet und ihm bei seiner letzten Anwesenheit in Deutschland so viele Herzen gewonnen hat."

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 11. marts 1847
Sprog: tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13782
[Informationer opdateret d. 27.12.2011]

  top Top

Fortællinger og Digte af H. C. Andersen.

1. Fortsættelse af Billedbog uden Billeder, 140-143.
523. To og Tredivte Aften. (Saml. Skr. VI, 38).
524. Tre og Tredivte ( VI, 39).
525. 2. Pigen fra Albano. (Fremsagt som Prolog ved Kunstner-Carnevalet i Casino 1847). (Madonna! jeg neppe af Glæde kan tale), 143-145. (Saml. Skr. XII, 243).
526. 3. Romanze. (Langt, langt fra Hjemmets Kyst), 145. (Indlagt i Liden Kirsten - Saml. Skr. X, 283).
Trykt i Dansk Folkekalender for 1848, udgivet af Grosserer M. L. Nathanson, 140-145. (Udkom December 1847).

(Bibliografisk kilde: HCAH A-673, 2000/48)

Udgivet December 1847
Sprog: dansk
Genre: Romaner og noveller
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:523
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 520
[Informationer opdateret d. 18.4.2012]

  top Top

De to Baronesser. / - / Roman i tre Dele / af / H. C. Andersen. / - / Første Deel. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel. / Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. / 1849.

Smudstitelblad: De to Baronesser. Første Deel. - Titelblad (ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 124 Sider.

De to Baronesser. / - / Roman i tre Dele / af / H. C. Andersen. / - / Anden Deel. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel. / Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. / 1849.

Smudstitelblad: De to Baronesser. Anden Deel. - Titelblad (ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse til 2. Deel. - Tekst: 115 Sider.

De to Baronesser. / - / Roman i tre Dele / af / H. C. Andersen. / - / Tredie Deel. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af Universitets- boghandler C.A. Reitzel. / Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. / 1849.

Smudstitelblad: De to Baronesser. Tredie Deel. - Titelblad (ovenfor beskrevet). - Indholdsfortegnelse til 3. Deel. - Tekst: 151 Sider. - 8vo. - Pris 2 Rbd. 36 Sk. (1.-3. Del udkom 25. 11. 1848). (Saml. Skr. V, 1).

Anm.: Berlingske Tidende 4. 12. 1848, Nr. 302. - Flyvepostens Literatur-blad, Nr. 1, 2. 12. 1848. - Fædrelandet 20. 1. 1849, Nr. 17, 65. - Kjøbenhavns-posten 27. 12. 1848, Nr. 277, 1106. - Nord og Syd, V, 1849, 72. (M. Goldschmidt). Nordischer Telegraph, Nr. 13, 29. 12. 1848, 154.

(Bibliografisk kilde: HCAH XX-12-a, 1971/345, 1971/350, 1975/82, 1980/149, 1985/188, 2000/156, Anm.: A-733g, A-698k, A-774)

Udgivet 25. november 1848
Sprog: dansk
Genre: Romaner og noveller
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:539
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 535
[Informationer opdateret d. 12.3.2012]

  top Top

Ole Lukøie. / Eventyr-Comedie i tre Acter / af / H. C. Andersen. / - / Opført første Gang i Casino den 1. Marts 1850. / - / Personerne: (15 Tekstlinier).

Hæfte uden særskilt Titelblad. Foroven paa første Side ovennævnte Overskrift. - Tekst: 20 Sider. - Forneden paa sidste Side: Kjøbenhavn, 1850. Forlagt af Universitetsboghandler C. A. Reitzel. Trykt hos Kgl. Hofbogtrykker Bianco Luno. - Median. Pris 24 Sk. (Udkom 8. 3. 1850). (Saml. Skr. XI, 1).
Anm.: Berlingske Tidende 8. 3. 1850, Nr. 57. - Flyveposten 4. 3. 1850, Nr. 54. - Fædrelandet 2. 3. 1850, Nr. 52, 205. - Kjøbenhavnsposten 9. 3. 1850, Nr. 58, 230. - Nord og Syd, 3. Bind 1850, 249. (M. Goldschmidt). - Thalia, Nr. 43, 6. 3. 1850 - Nr. 44, 16. 3. 1850. - jfr.: Mere end nok eller Ole Lukøie. Æsthetisk polemisk Eventyr-Comedie i tre Akter. (Udkom anonymt Juli 1850; forfattet af Erik Bøgh og Kristian Arentzen).

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/38, 1981/307, 2000/265, Anm.: A-145)

Udgivet 8. marts 1850
Sprog: dansk
Genre: Dramatiske arbejder
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:564
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 565
[Informationer opdateret d. 9.10.2013]

  top Top

'The Fir Tree', 'The Snow Queen' and Other Tales and Stories

by Hans C. Andersen. Ill. H. Warren. George Routledge & Co, London, 1853.
1.del.
The Fir Tree, The Snow Queen, and other Tales and Stories. By Hans Christian Andersen. With Illustrations (by Henry Warren). London: George Routledge and Co., Farringdon St. 1853. (oversættelse: Madame de Chatelain)
2.del
The Story of my Life; and In Sweden. By Hans Christian Andersen. London: George Routledge and Co., Farringdon Street. 1852. Oversættelse af "The Story of My Life": Dr.Spillan, A.M., of Trinity College, Dublin. Oversættelse af: "In Sweden": Kenneth R.H.Mackenzie. (Heri er kap.XXII og kap.XVII udeladt)
Printed by Cox (Brothers) and Wyman, Great Queen-Street
Ek2, Ek5, Ek9, Ek12, Ek19, Ek20, Ek24, Ek26, Ek27, Ek28, Ek29, Ek33, The Story Of My Life, In Sweden

(Bibliografisk kilde: HCAH 1954/67)

Udgivet 1853
Sprog: engelsk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 14053
[Informationer opdateret d. 17.2.2014]

  top Top

A Poet's Day Dreams

A Poet's Day Dreams udkom på Richard Bentleys forlag, London, i februar 1853. 220 s.
Indeholdt 20 af H.C. Andersens historier oversat af Mrs. Anne S. Bushby:
"Aarets Historie" (The History of the Year), "Verdens deiligste Rose" (The World's Most Beautiful Rose), "Et Billede fra Castelsvolden" (Sketch from the Ramparts of a Castle), "Paa den Yderste Dag" (The Last Day), "Det er ganske vist!" (It is very True), "Svanereden" (The Swans's Nest), "Et godt Humeur" (Good Humeur), "Der er Forskjel" (There is a Difference), "Hun duede ikke" (A Good-for-Nothing), "Et Blad fra Himlen" (A Leaf from Heaven), "Hjertesorg" (Grief of Heart), "Alt paa sin rette Plads" (Everything in its right Place), "Nissen hos Spekhøkeren" (The Nis at the Cheesemonger's), "Hørren" (The Flax), "Den gamle Gravsteen" (The Old Tombstone), "Fem fra en Ærtebælg" (The Five Peas), "Fra et Vindue i Vartou" (The Old Maid), "Om Aartusinder" (A Thousand Years Hence), "Den sidste Perle" (The Last Pearl) og "Under Piletræet" (Under the Willow-Tree).
"A Leaf from Heaven" og "The Last Pearl" var førsteudgivelser af hhv. "Et Blad fra Himlen" (udkom på dansk april 1855) og "Den sidste Perle" (udkom på dansk november 1853).
Ek38, Ek39, Ek49, Ek51, Ek52, Ek53, Ek54, Ek55, Ek56, Ek57, Ek58, Ek59, Ek60, Ek61, Ek62, Ek63, Ek64, Ek65, Ek67, Ek70.
-
Anm.: The Spectator, no 1288, p. 230, 5 March 1853; Journal of Science and Art, 1953, The Athenaeum, Mar. 12, 1853; The Literary Gazette , 19 March 1853.

(Bibliografisk kilde: Bredsdorff)

(Bibliografisk kilde: HCAH XVIII-E-24, A-32, 1971/636, 1932/94)

Udgivet Februar 1853
Sprog: engelsk
Genre: Eventyrsamling
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 5684
[Informationer opdateret d. 7.10.2014]

  top Top

Samlede Skrifter / af / H. C. Andersen. / - / Tredie Bind. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Tredie Bind. - Titelblad: (ovenfor beskrevet).

O. T. / Original Roman i to Dele / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Titelblad. - Tekst: 294 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 31. 12. 1853). 1. Udgave af O. T. udkom 1836, se Nr. 292.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84)

Udgivet 31. december 1853
Sprog: dansk
Genre: Samlede og blandede skrifter
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:641
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 642
[Informationer opdateret d. 12.3.2012]

  top Top

Samlede Skrifter / af / H. C. Andersen. / - / Fjerde Bind. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Smudstitelblad Samlede Skrifter. Fjerde Bind. - Titelblad: (ovenfor beskrevet).

De to Baronesser. / Original Roman i tre Dele / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Titelblad. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 276 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 31. 12. 1853). 1. Udgave af De to Baronesser udkom 1848, se Nr. 539.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1993/363)

Udgivet 31. december 1853
Sprog: dansk
Genre: Samlede og blandede skrifter
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:642
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 643
[Informationer opdateret d. 12.3.2012]

  top Top

Samlede Skrifter / af / H. C. Andersen. / - / Trettende Bind. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Trettende Bind. - Titelblad: (ovenfor beskrevet).
Dramatiske Arbeider / af / H. C. Andersen. / - / Tredie Samling. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogttykkeri. / 1854.
Titelblad. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 224 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 28. 10. 1854).

Indhold.

Maurerpigen (se Nr. 393). p. 1
Kongen drømmer (se Nr. 434). p. 89
Nøkken (se Nr. 623). p. 125
Fire Aarstider p. 159
I. April (se Nr. 203). p. 161
II. I Skærsommer (se Nr. 205). p. 167
III. November-Phantasier (se Nr. 210). p. 175
IV. Juleaften (se Nr. 211). p. 186
Vandring gjennem Opera-Galleriet (se Nr. 412). p. 195
Kunstens Dannevirke (se Nr. 540). p. 211

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84)

Udgivet 28. oktober 1854
Sprog: dansk
Genre: Dramatiske arbejder
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:657
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 723
[Informationer opdateret d. 12.3.2012]

  top Top

Samlede Skrifter / af / H. C. Andersen. / - / Sextende Bind. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Sextende Bind. - Titelblad (ovenfor beskrevet).

Digte / af / H. C. Andersen. / - / Anden Deel. Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854

Titelblad. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 198 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 19. 12. 1854).

Indhold.

Gurre (se Nr. 416). p. 1
Soldaten (se Nr. 52). p. 3
Lille Viggo (se Nr. 197).p. 4
Rigmor (se Nr. 645). p. 5
Hjemmet (se Nr. 598). p. 6
Silkeborg (se Nr. 639). p. 8
Jeg er Skandinav! (se Nr. 364). p. 8
Sang ved de skandinaviske Naturforskeres sidste Møde (se fr. 381). p. 10
I Hytten hos min Moder (se Nr. 126). p. 12
Den Ubekjendtes Mesterværk (se Nr. 315). p. 13
Havblik (se Nr. 101). p. 16
Deviser med Presenter paa et Juletræ:
1. Med et Dame-Guld-Uhr (se Nr. 449). p. 17
676a. 2. Med Lamartines Reise i Orienten (Imellem Bogens Ryg og Rand) (Saml. Skr. XII, 202). p. 17
3. Med Hegels Philosophie der Geschichte (se Nr. 460). p. 17
677. 4. Med en Tøffel. (Dertil er Du dog ei istand) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
678. 5. Med en Pidsk. (Du faaer en Pidsk, som det sig bør) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
679. 6. Med en Bog-Kniv. (Med denne Kniv kan Du sprætte op) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
680. 7. Med en Felt-Flaske. (Mens Sneen fyger hid og did) (Saml. Skr. XII, 203). p. 18
8. Med Thieles Folkesagn, givet en Digter (se Nr. 451). p. 18
681. 9. Med H. C. Andersens Eventyr. (Her har Du Nøglen, om jeg saa tør sige) (Saml. Skr. XII, 204). p. 19
10. Med en Ragekniv (se Nr. 142). p. 19
11. Med en Bog Skrivpapir (se Nr. 148). p. 19
12. Med et Exemplar af Schillers Gedichte (se Nr. 494). p. 19
13. Med Goethes Skrifter (se Nr. 448). p. 19
682. 14. Med en Smørkande. (Vers og Smør ei passe sammen) (Saml. Skr. XII, 205). p. 20
15. Med en Lygte uden Lys (se Nr. 144). p. 20
683. 16. Med en Visker. (Du som staaer der og smidsker:) (Saml. Skr. XII, 205). p. 20
684. 17. Med et Speil. (Lykkens Yndling er Du af Naturen) (Saml. Skr. XII, 206). p. 20
18. Med en Østers (se Nr. 143). p. 21
19. Med en broderet Pude i Roccoco Stiil, syet af en Datter til hendes Moder (se Nr. 506). p. 21
20. Med et Par Thekopper (se Nr. 490). p. 21
685. 21. Med en Bronce-Hest som Papirpresser. Til en dansk Statsmand. (Her kommer en Hest paa flyvende Fire) (Saml. Skr. XII, 207). p. 21
22. Med Rückerts Gedichte (se Nr. 461). p. 22
Italien:
I. Beatrice Cenci (se Nr. 255). p. 22
II. Vandring paa Vesuv (se Nr. 281). p. 24
III. Farvel til Italien (se Nr. 251). p. 26
IV. Tredie Gang i Italien (se Nr. 491). p. 27
Konen med Æggene (se Nr. 299). p. 27
Du skal lee! (se Nr. 343). p. 29
Den lille Pige i Asylet (se Nr.424). p. 30
Bregentved:
686. I. Paa Grevindens Fødselsdag. (Der er et Sted paaen af Danmarks Øer) (Saml. Skr. XII, 215). p. 31
II. Sølvbryllupsfesten 1848 (se Nr. 537). p. 32
687. III. (En Glædes-Fest i Dag vi har) (Saml. Skr. XII, 217). p. 34
Hjemvee (se Nr. 121). p. 35
Langelandsk Folkemelodi (se Nr. 659). p. 36
Grethes Glæde over Sommeren (se Nr. 184). p. 37
Den nye Sprøite (se Nr. 119). p. 39
Sang i Skoven (se Nr. 480). p. 40
Hende jeg mener (se Nr. 195). p. 41
Kunstnerlivet (se Nr. 31). p. 42
Min lille Fugl, hvor flyver Du? (se Nr. 446). p. 46
Et Vinterparti (se Nr. 151). p. 47
De tre nordiske Rigers Skaal for A. Oehlenschläger (se Nr. 406). p. 48
Digteren og Amor (se Nr. 104). p. 49
Udenfor Asylet (se Nr. 453). p. 51
Runerne. Cantate (se Nr. 419). p. 52
Sang til det danske Kongepar (se Nr. 426). p. 55
B. S. Ingemann (se Nr. 501). p. 56
Morten Lange (se Nr. 69). p. 56
I Brudehuset:
I. Frøken Jonna Drewsen og Hr. Baron Henrik Stampes Bryllup (se Nr. 562). p. 59
II. Frøken Lovise Jacobson og Hr. Proprietair Vilhelm Wolfhagens Bryllup (se Nr. 590). p. 61
III. Frøken Augusta Bournonvilles og Hr. Pastor M. P. Tuxens Bryllup (se Nr. 611). p. 61
Pigen fra Albano (se Nr. 525). p. 63
Pauli 1 Cor. 15, 42-44 (se Nr. 139). p. 65
Pandebeen, Øiesteen (se Nr. 466). p. 67
Geheimeraad J. Collin:
688. I. (Der et et Huus afsondret ved et Gitter)(Saml. Skr. XII, 248). p. 68
II. Alverden reiser nu, det er jo Moden) (se Nr. 527). p. 69
689. Med Molbechs Eventyr. (Her aabnes Dig et Slot med tusind Sale) (Saml. Skr. XII, 251). p. 71
Hytten (se Nr. 120). p. 72
Stambogs-Blade i Efternævntes Stambøger:
I. Oehlenschläger (se Nr. 413). p. 73
II. Felix Mendelssohn-Bartholdy (se Nr. 493). p. 73
III. Jenny Lind (se Nr. 483). p. 73
IV. Anton Melby (se Nr. 484). p. 74
690. V. Herman Løvenskjold. (Du gav Sylphiden smukke Tonevinger) (Saml. Skr. XII, 253). p. 74
VI. Christiani (se Nr. 496). p. 75
691. VII. Georg Carstensen. (Som vildsom Fugl Du flere Gange fløi).(Saml. Skr. XII, 254). p. 75
VIII. Den yngste af Casalis Tuteins Sønner (se Nr. 508). p. 75
692. IX. A. Böttger. (Du førte os til Byrons Guld) (Saml. Skr. XII, 255). p. 76
693. X . B. v. Beskov. (Du Kjærlige, Du Milde, med et Hjerte som Faa) (Saml. Skr. XII, 255). p. 76
694. XI. Fru v. Beskov. (Din Sjæl er blød og gjennemsigtig selv) (Saml. Skr. XII, 255). p. 76
695. XII. Miss Ross. (Da Skotlands Skjalde i Bjergene sang) (Saml. Skr. XII, 256). p. 77
696. XIII. Fru Bournonville. (Hvem Gud har kjær gav han Geniets Flamme) (Saml. Skr. XII, 256). p. 77
697. XIV. Frøken Christy Hohlenberg. (Fra Hindostan, --- som Digterne jo sige) (Saml. Skr. XII, 256). p. 77
698. XV. I Fru Tesdorphs Stambog. (Hvor Luther talte og hvor Goethe sang) (Saml. Skr. XII, 257). p. 78
Kong Christian den Ottende:
I. Bøndernes og Fiskernes Sang ved Slottet Sorgenfri (se Nr. 403). p. 78
II. (Da han laae døende paa Sygeleiet) (se Nr. 528). p. 79
Det har Zombien gjort! (se Nr. 323). p. 80
Danmark (se Nr. 614). p. 89
Kjærlighedens Vægtervers (se Nr. 194). p. 90
Aftendæmring (se Nr. 95). p. 92
Sneedronningen (se Nr. 25). p. 93
Digterskibet (se Nr. 89). p. 95
Risens Datter (se Nr. 66). p. 98
Aftenen (se Nr. 11). p. 99
Ballade (se Nr. 73). p. 101
Fem og tredsindstyve Smaavers:
1. Ved Christian Winthers Portrait (se Nr. 351). p. 106
2. Korfits Ulfeld (se Nr. 443). p. 106
699. 3. (Dagen stiger, Mulmet viger) (Saml. Skr. XII, 282). p. 107
4. (En Forgrund med en Smule Grønt) (se Nr. 244). p. 107
5. Paa Brocken (se Nr. 227). p. 107
700. 6. (Op til de vaade Øer, hvor Vinden blæser koldt) (Saml. Skr. XII, 282). p. 107
701. 7. (Jeg gav dem mit fulde Hjerte) (Saml Skr. XII, 283). p. 108
8. (Den værste Drage blev et slet Humeur) (se Nr. 492). p. 108
9. Med en Bouquet Violer til en ung Dame (se Nr. 445). p. 108
10. H. C. Ørsted (se Nr. 570). p. 109
702. 11. Til en ung Billedhugger da han reiste til Italien (Naar snart Du staaer i Rom i Mindets Sale) (Saml. Skr. XII, 284). p. 109
703. 12. (Amagerbonden har hollandsk Blod) (Saml. Skr. XII, 284). p. 109
13. Til Jomfru Petersen som Holbergs Pernille (se Nr. 379). p. 109
704. 14. Til Fru Mortier de Fontaine foran i et tydsk Exemplar af I Sverrig. (Du Sangens Datter, lad fra Danskens Strand) (Saml. Skr. XII, 284). p. 110
15. Til August Bournonville (se Nr. 415). p. 110
16. (Af Faa et velmeent Raad jeg fik) (se Nr. 214). p. 110
17. (Jeg slutter snildt af min Natur) (se Nr. 152). p. 110
18. (Bruus, Orgel, med din stærke Klang) (se Nr. 433). p. 111
19. I en ung Dames Stambog (se Nr. 495). p. 111
20. Til Maleren Gertner (se Nr. 485). p. 111
21. Ved en Tragedies Dødsfald (se Nr. 37). p. 111
22. Med Lindgreens Portrait (se Nr. 374). p. 112
23. (Derud i Verden Hjertet maa) (se Nr. 213). p. 112
24. Flyttedagen i April (se Nr. 60). p. 112
25. Med Jomfru Grahns Portrait (se Nr. 361). p. 112
26. Til en ung Ægtemand med hans Moders Portrait (se Nr. 377) p. 113
705. 27. (Imellem fattigt Græs og Urt) (Saml. Skr. XII, 288). p. 113
706. 28. Med I Sverrig til en dansk Maler. (I Nabolandet er en Billedskat) (Saml. Skr. XII, 288). p. 113
29. Da jeg saae hende igjen (se Nr. 462). p. 113
30. Impromptu til Thorvaldsen (se Nr. 349). p. 114
31. Med Phisters Portrait (se Nr. 350). p. 114
707. 32. (Tilfreds i sit Hjerte og glad i sit Sind) (Saml. Skr. XII, 289). p. 114
33. Ved Tassos Grav (se Nr. 498). p. 115
34. Da hun dandsede (se Nr. 499). p. 115
708. 35. Storken. (Storken bringer os alle de Smaa) (Saml. Skr. XII, 290). p. 115
36. (Hvad er vort Liv fra Vuggen til vor Baare?) (se Nr. 41). p. 115
709. 37. Til H. C. Lumbye foran i et Exemplar af Ole Lukøie. (Min fyenske Landsmand, som med Toner smukt) (Saml. Skr. XII, 290). p. 116
710. 38. (I Graven gjemmes vor Jordlivs Kjole) (Saml. Skr. XII, 290). p. 116
39. Med mit Portrait til en ung Dame (se Nr. 502). p. 116
40. Med en Bouquet af gule Aakande-Blomster (se Nr. 503). p. 117
41. Sangerinden (se Nr. 504). p. 117
42. (Paa Gade, Mark og Tage nu ligger Sneen hvid) (se Nr. 71). p. 117
43. Efter en dramatisk Forestilling (se Nr. 505). p. 117
44. Til en ung Dame, med et Exemplar af Billedbog uden Billeder (se Nr. 378). p. 118
45. Efter det Russiske (se Nr. 190). p. 118
711. (Mildt paa din Pande læser man: Fyrstinden) (Saml. Skr. XII, 293). p. 118
47. Regnveir (se Nr. 46). p. 118
48. Den medicæiske Venus (se Nr. 256). p. 119
49. (I Kjære hjemme fylde al min Tanke) (se Nr. 507). p. 119
712. 50. Paa Ballet.(Som Dandsens Toner svinde Livets Lykke) (Saml. Skr. XII, 294). p. 120
51. Bøn (se Nr. 452). p. 120
713. 52. Indskrift paa en ny Bygning. (Hvo der vil sætte Huus efter hver Mands Sind) (Saml. Skr. XII, 294). p. 120
714. 53. Til Axel Fredstrup. (Er Lykkens Blomst end kastet hen) (Saml. Skr. XII, 295). p. 121
715. 54. Dampskibet Gudenaa. (Det var, som en Fultons Baad vi saae) (tidligere trykt i Silkeborg, se Nr. 637. Saml. Skr. XII, 295). p. 121
716. 55. Under en ung afdød Piges Portrait. (Igjennem hendes Øines Dyb man saae) (Saml. Skr. XII, 295). p. 121
717. 56. Broderet paa et Guitarbaand til en Kriger. (Sang i Hjerte, Sværd i Haand) (Saml. Skr. XII, 296). p. 122
718. 57. Foran i et Exemplar af Eventyr til min Boghandlers yngste Søn. (Bogladen er en sand Aladdins Hule) (Saml. Skr. XII, 296). p. 122
719. 58. Ved et Barns Død. (Dit Øie loe, din Kind var rød) (Saml. Skr. XII, 296). p. 122
720. 59. Til Sangerinden Madam Simonsen. (At Nattergalens Sang og Droslens Slag) (Saml. Skr. XII, 297). p. 123
721. 60. Til Fru J. L. Heiberg, da hun efter sin Sygdom igjen betraadte Scenen. Den 30te Marts 1853. (Da Du laae Døden nær, stor var vor Sorg) (Saml. Skr. XII, 297). p. 123
722. 61. Cavaleren til sin Dame paa et Bal for de Vandlidte. (Jeg kom herhen for de Vandlidte) (Saml. Skr. XII, 297). p. 123
723. 62. I Dandsen. (Jeg dandser længe, jeg dandser kort) (Saml. Skr. XII, 297). p. 124
63. Hvad den lille Hund siger (se Nr. 514). p. 124
64. Maleren Sonne (se Nr. 565). p. 124
724. 65. Inscriptioner i Bazaren for Sygehjemmet 1854:
Over en Conditor-Boutik. (For Pengene, som til Conditoren gaaer) (Saml. Skr. XII, 298). p. 125
Over Tombola. (Her vinder Du altid - Dig Lykken er huld!) (Saml. Skr. XII, 298). p. 125
Veni creator! (se Nr. 74). p. 125
Hvad jeg elsker (se Nr. 110). p. 126
Lille Lise ved Brønden (se Nr. 86). p. 127
Thorvaldsen: I. Jason og Alexandertoget (se Nr. 329). p. 128
II. I Studenterforeningen (se Nr. 330). p. 132
III. Dandserinden - Ganymed - Amor og Psyche (se Nr. 489). p. 134
Graat Veir (se Nr. 39). p. 135
Østergade (se Nr. 26). p. 136
En Hustru (se Nr. 442). p. 139
Underlige Drømme (se Nr. 99). p. 140
725. Den unge Herr Petersen. (Og det var den unge Herr Petersen) (Saml. Skr. XII, 315). p. 144
Indledningsord ved Julehilsen til Store og Smaa fra danske Componister 1849 - 1850 - 1851 (se Nr. 541, 558, 572 / 577). p. 145
Cantate i Anledning af Dronning Caroline Amalias høie Fødselsfest (se Nr. 421). p. 148
Prologer:
726. I. Ved en Forestilling af Familien Price. (Nu er det Vinter, det vi Alle føle) (Saml. Skr. XII, 320). p. 150
727. II. I lignende Anledning, fremsagt af Carl Price.
(Prologen er altid en Slags Bouquet) (Saml. Skr. XII, 321). p. 151
728. III. Ved en givet Forestilling til Indtægt for den blinde Soldat. (Tillad jeg siger hvad De alt veed) (Saml. Skr. XII, 322). p. 152
729. IV. Fremsagt af Hr. Chr. Schmidt ved hans Sommerforestilling i Casino 1853. (Borddansen kjende De! ja De har kjendt den) (Saml. Skr. XII, 323). p. 153
Alphabet-Bouquet (se Nr. 509). p. 154
Børnene og den graae Morlille (se Nr. 83). 158
Farvel til H. P. Holst (se Nr. 389). p. 161
Skolemesteren (se Nr. 58). p. 161
Tyveknægten (se Nr. 48). p. 163
Vandring i Skoven (se Nr. 603). p. 163
De Danske og deres Konge (se Nr. 67). p. 164
Fædrelandske Digte under Krigen: For Danmark! (se Nr. 535). p. 166
Den Frivillige (se Nr. 536). p. 167
Herregaards-Skytterne (se Nr. 581). p. 168
Fremad! (se Nr. 582). p. 168
Matrosen (se Nr. 583). p. 169
Nytaars-Aften 1848 (se Nr. 584). p. 169
Danmark, mit Fædreland (se Nr. 563). p. 170
Soldaternes Sang til Danebrog (se Nr. 550). p. 171
Til Landsoldaten (se Nr. 569). p. 172
Ved Juletræet (se Nr. 585). p. 172
Nytaars-Aften 1850 (se Nr. 586). p. 173
Landsoldatens Hjemkomst (se Nr. 578). p. 174
Hilsen af norske og svenske Frivillige (se Nr. 587). p. 175
Til Hendes Majestæt Enkedronning Marie Sophie Frederikke (se Nr. 552). p. 176
Til Hendes Majestæt Enkedronning Caroline Amalie (se Nr. 628). p. 176
Sang til Landsoldaten (se Sr. 592). p. 177
Paa Kirkegaarden: Mimi Thyberg (se Nr. 309). p. 179
Ved Maleren Bendz's Grav i Vicenza (se Nr. 257). p. 180
Peter Erasmus Müller (se Nr. 252). p. 180
Fru Henriette Wulff (se Nr. 293). p. 181
Admiral P. F. Wulff (se Nr. 511). p. 181
Maleren F. Petzholdt (se Nr. 334). 182
Carl Bülow (se Nr. 262). p. 182
Giuseppe Siboni (se Nr. 344). p. 183
Madame K. M. Iversen (se Nr. 310). 183
Ved Botanikeren J. W. Hornemanns Grav (se Nr. 324). p. 184
Componisten Weyse (se Nr. 423). p. 184
Digteren A. v. Chamisso (se Nr. 324). p. 185
Fru Lindegaard (se Nr. 313). p. 186
Ingeborg Mimi Collin (Se Nr 425) p. 187
Til den lille Gerda Collins sørgende Forældre (se Nr. 473). p. 187
Fru Conferentsraadinde Collin, født Hornemann (se Nr. 476). p. 188
Ved Thorvaldsens Kiste (se Nr. 441). p. 189
Oberst Læssøe (se Nr. 568). p. 190
730. Grev Joachim Moltke-Bregentved. (Tænk kun paa ham hvis Støv er Graven bragt) (Saml. Skr. XII, 355). p. 190
Adam Oehlenschläger (se Nr. 561). p. 191
H. C. Ørsted (se Nr. 588). p. 192
Fru Emma Hartmann (se Nr. 589). p. 192
A. W. Hartmann (se Nr. 571). p. 193
Admiral Zahrtmann (se Nr. 627). p. 194
Digteren F. Høegh Guldberg (se Nr. 613). p. 195
Julecantate (se Nr. 319). p. 196
Psalme (se Nr. 631). p. 196
Dødsøieblikket (se Nr. 45). p. 197
En Digters sidste Sang (se Nr. 459). p. 198

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84)

Udgivet 19. december 1854
Sprog: dansk
Genre: Samlede og blandede skrifter
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:676
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 731
[Informationer opdateret d. 12.3.2012]

  top Top

Ein neues Märchen von Andersen.

Der fahrende Poet hatte in diesem Sommer im Schatten königlicher Gastlichkeit ausgeruht. Der großmüthige Schutzherr des modernen Sängerthums, König Max in Bayern, ließ ihn zu sich nach Hohenschwangau, seinem Zauberpalaste, der zwischen Wolken und Felsenkronen schwebt, entbieten. Der Märchenerzähler fühlte sich unter den wunderbaren Naturschönheiten der bayerischen Alpengegend recht eigentlich in seinem Element und hat sie in seiner neuesten Dichtung poetisch zu verklären gesucht. "Die Alpenrose" ist der Titel derselben; Der Reiz und Duft einer Blume ist das Symbol dieses lieblichen Märchens, das dem Dichter von neuem die Herzen der Lesewelt zuwenden wird.
F.v. H. Magazin für die Literatur des Auslandes 12.1.1856.
[HCA har ikke digtet om alperosen, men i Mit Livs Eventyr omtalt:
... var jeg istand til at modtage den kongelige Indbydelse til Slottet Hohenschwangau, hvor Kong Max og hans Gemalinde tilbragte Sommertiden.
Der kunde digtes et Eventyr om Alperosens Alf, der fra sin Blomst flyver gjennem Hohenschwangaus billedmalede Sale, hvor han seer Noget, som er endnu skjønnere end hans Blomst.
Mellem Alperne og Floden Lech i en aaben, frodig Dal, mellem to klare, mørkegrønne Søer, den ene noget høiere end den anden, hæver sig paa et Marmorbjerg Slottet Hohenschwangau, før stod her Borgen Schwanstein; Welfer, Hohenstaufer og Schyrer vare engang dets Herrer, deres Bedrifter leve endnu her i Billeder, malede paa Slottets Vægge. — Kong Max har, som Kronprinds, ladet Slottet restaurere og blive til den Pragtbolig, det nu er.
Intet af Slottene ved Rhinen er deiligt som Hohenschwangau, og ingen har der en Omgivelse som dette, den udstrakte Dal og de sneebedækkede Alper. Prægtigt løfter sig den høit hvælvede Port, hvor to Ridderskikkelser staae med Baierns og Schwangaus Vaabenbillede, Rude og Svane. I Slotsgaarden, hvor Vandstraalen springer fra Muren, der pranger med Madonnas Billed, malet al fresco, skygge tre mægtige Lindetræer, og i Haven, mellem en Fylde af Blomster, hvor de deiligste Roser svulme i det Grønne, troer man at gjenfinde Alhambras Løvebrønd; det iiskolde, friske Væld løfter endnu paa denne Høide sin Straale fyrretyve Fod i Veiret.]

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 12. januar 1856
Sprog: tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 14289
[Informationer opdateret d. 2.12.2013]

  top Top

Samlede Skrifter / af / H. C.Andersen. / - / Tre og Tyvende Bind. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. / 1857.

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Tre og Tyvende Bind. - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Smudstitelblad: At være eller ikke være. -

At være eller ikke være. / Roman i tre Dele / af / H. C. Andersen. / To be, or not to be: that is the question. / Shakspeare. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. / 1857.

Titelblad. - Tilegnelse til Digteren B. S. Ingemann og Philosophen F. C. Sibbern. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 295 Sider - 8vo. - Pris 1 Rbd. 72 Sk. (Udkom 20. 5. 1857). (Saml. Skr V, 261).
Anm.: Berlingske Tidende 17. 6. 1857, Nr. 137. - Dagbladet 25. 7. 1857, Nr. 171. - Dansk Maanedsskrift, VI, 352 af C. Rosenberg. - Fædrelandet 11. 7. 1857, Nr. 157 af Clemens Petersen. - Nord og Syd, 3. Bd., 1857, 97 (M. Goldschmidt). - Theater og Literatur, Febr. 1858, 65-67.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH XX-19-a, 2006/72, Anm.: A-666f, A-676b, A-699, A-733)

Udgivet 20. maj 1857
Sprog: dansk
Genre: Romaner og noveller
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:762
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 763
[Informationer opdateret d. 9.10.2013]

  top Top

Fortællinger af Fædrelandets Historie.

Fortællinger af Fædrelandets Historie ved Frederik Barfod. Anden, gjennemarbejdede og forøgede Udgave. Kjøbenhavn 1858.
Heri pp. 757-58 Biografisk artikel om H. C. Andersen: "Det er som Æventyrdigter, at Andersen staar uden Medbejler i vor egen Boglighed og skal vel heller ikke let finde nogen i de mange fremmede ... Som Æventyrdigter er han Børnenes Digter og udøver en mægtig Indflydelse paa dem; men han er de gamles med, hvis de ellers reddede en Gnist af Barnehjærtets Poesi fra Skibbruddet i Livets Prosa."
Tredie, gjennemarbejdede og meget forøgede Udgave. Kjøbenhavn 1869. (Som 1858, men med tilføjelsen:) "1867 valgte hans taknemlige Fødeby ham til sin Æresborger."

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1858
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12134
[Informationer opdateret d. 20.11.2013]

  top Top

Nye / Eventyr og Historier / af / H. C. Andersen. / - / Tredie Samling. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1859.

Smudstitelblad Nye Eventyr og Historier af H. C. Andersen. Tredie Samling. -Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Paa Titelbladets Bagside: Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle.-Tilegnelse til Componisten J. P. E. Hartmann. - Indholdsfortegnelse - Tekst 79 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. Udkom 24. 3. 1859).
Anm. Berlingske Tidende 15. 3. 1859, Nr. 62 - 2. 4. 1859, Nr. 78.-Dagbladet 7. 6. 1859, Nr. 128. - Dansk Maanedskrift 1859. 2. Bind, 479-80 af C. Rosenberg. - Flyveposten , 3. 1859, Nr. 72. Fædrelandet, 11.2.1859.

Indhold.

783. Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre (Saml. Skr. XIV, 222). p. 1
784. Pigen, som traadte paa Brødet (Saml. Skr. XIV, 234). p. 19
785. Taarnvægteren Ole (Saml. Skr. XIV, 242). p. 33
786. Anne Lisbeth (Saml. Skr. XIV, 249). p. 45
787. Børnesnak (Saml. Skr. XIV, 260). p. 63
Et Stykke Perlesnor (se Nr. 760). p. 69

(Bibliografisk kilde: HCAH 1953/34, 1958/103, Anm.: A-189a )

Udgivet 24. marts 1859
Sprog: dansk
Genre: Eventyrsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:782
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 791
[Informationer opdateret d. 12.3.2012]

  top Top

Nye Eventyr og Historier trykt i store Oplag

Illustreret Tidende 23. okt. 1859, p. 35: Af 1ste Hefte udsolgtes i en halv Snees Dage det 1ste Oplag paa 2000 Expl., det andet Oplag paa 2000 Expl. er ogsaa tilende, og et 3die Oplag af samme Størrelse forlader i disse Dage Pressen. Ligeledes have andet og tredie Hefte, der strax trykkedes i 4000 Expl., fundet en Udbredelse, der viser, at Unge og Gamle kappes om at beundre disse poetiske og barnlige Fostre af hans Muse.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 23. oktober 1859
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12105
[Informationer opdateret d. 20.11.2013]

  top Top

Stories from Jutland

The Ladies' Treasury , IV, p. 290: "Stories from Jutland". London 1860.

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

Udgivet 1860
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12015
[Informationer opdateret d. 14.10.2009]

  top Top

The Sandhills of Jutland

By Hans Christian Andersen, Author of the 'Improvisatore', &c. Richard Bentley. - Anm.: The Leader and Saturday Analyst, June 16, 1860; The Englishwoman's Domestic Magazine, New Series. I. Pp. 283-84. London 1860. Also: Littell's Living Age, October 6, 1860; The Saturday Review, 18 August 1860; The Ladies' Treasury, vol. IV 1860, pp. 472-84.

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH 1958/86)

Udgivet 6. oktober 1860
Sprog: engelsk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12014
[Informationer opdateret d. 23.9.2014]

  top Top

The Discontented Fir-Tree.

The Ladies' Repository, Vol. 22, feb. 1862, pp. 90-93.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet Februar 1862
Sprog: engelsk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 15650
[Informationer opdateret d. 4.12.2013]

  top Top

Andersen's 'Samlede Digte'.

Here all sorts of innocent subjects are nicely treated, to the delight of the Homely Danish publich; But as a sample of quality, we quote 'Wonderful Dreams'- a humoruous poem, strongly reminding an Englishman of Heywood's interlude ... [Engelsk oversættelse af Underlige Drømme, Her er saa stille i vor By, bfn99] The Athenaeum, Oct. 8, 1864.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet Oktober 1864
Sprog: engelsk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 16895
[Informationer opdateret d. 7.10.2014]

  top Top

Ravnen. / Eventyr-Opera i fire Acter / af / H. C. Andersen. / Musiken af J. P. E. Hartmann. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. / 1865.

Omslag (ovenfor beskrevet). - Hæfte med dobbeltspaltet Tekst kolonne. - Tekst: 11 Sider. Anført paa S. [12]: Eventyr-Operaen Ravnen blev i sin gamle Skikkelse, som Syngestykke i tre Acter med Dialog, opført første Gang paa det Kongelige Theater. den 29de October 1832. Nu er Dialogen forandret til Recitativer, den hele Digtning paany gjennemarbeidet af Forfatter Og Componist. - Forneden anført: Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. 1865. - Median 8vo. - Pris 16 Sk. (Udkom 22 4. 1865). (Saml. Skr. XI, 385). Opførtes i den nye Skikkelse første Gang 23. 4. 1865. (1. Udgave 1832, se Nr. 196).
Anm.: Berlingske Tidende 24. 4. 1865, Nr. 94. - Dagbladet i. 5. 1865, Nr. 101. - Folkets Avis 25. 4. 1865, Nr. 95. Fædrelandet 24. 4. 1865, Nr. 94.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/311, 2000/269)

Udgivet 23. april 1865
Sprog: dansk
Genre: Dramatiske arbejder
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:889
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 894
[Informationer opdateret d. 14.3.2012]

  top Top

Da Spanierne var her. / Originalt romantisk Lystspil i tre Acter / af / H. C. Andersen Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1865.

Titelblad, paa Bagsiden heraf: Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. - Smudstitelblad: Da Spanierne var her. Originalt romantisk Lystspil i tre Acter. Opført første Gang paa den kongelig danske Skueplads den 6te April 1865. - Personlisten trykt paa Bagsiden af Smudstitelbladet. - Tekst: [5]-87 Sider. - 8vo. - Pris 60 Sk. (Udkom 24. 4. 1865). (Saml. Skr. XI, 317).
Anm.: Berlingske Tidende 7. 4. 1865, Nr. 83. - Dagbladets 8. 4. 1865, Nr. 84. - Dags-Telegrafen 9. 4. 1865, Nr. 99. - 27. 6. 1865, Nr. 171. - Dansk Maanedsskrift' 1865. 2. Bind, 306 af C. Rosenberg. Enhver Sit, 2. Bind, Nr. 17, 16. 4. 1865 265-268. - Flyveposten 8. 4. 1865, Nr. 84. - Folkets Avis 8. 4. 1865, Nr. 84. - Fædrelandet 8. 4. 1865, Nr. 84 af Clemens Petersen - 11. 4. 1865, Nr. 86 af B. C. - 18. 4. 1865, Nr. 89 af A. - Tilskueren 9. 4. 1865, Nr. 10.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1970/303, 1971/292, 1971/299, Anm.: A-676d)

Udgivet 24. april 1865
Sprog: dansk
Genre: Dramatiske arbejder
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:888
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 893
[Informationer opdateret d. 14.3.2012]

  top Top

Nye / Eventyr og Historier / af / H. C. Andersen. / - / Anden Række. Tredie Samling. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1865.

Smudstitelblad: Nye Eventyr og Historier af H. C. Andersen. Anden Række. Tredie Samling. - Titelblad (ovenfor beskrevet). - Paa Bagsiden af Titelbladet: Bianco Lunos Bogtrykkeri sed F. S. Muhle. - Tilegnelse til Balletdigteren August Bournonville. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 76 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 17. 11. 1865).
Anm.: Berlingske Tidende 20. 11. 1865, Nr. 292. - Dagbladet 22. 12. 1865, Nr. 300. - Dags-Telegrafen 18. 12. 1865, Nr. 345. - Dansk Rigstidende 6. 2. 1866, Nr. 31. - Illustreret Tidende , Nr. 322, 26. 11. 1865.

Indhold.

891. Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen (Saml. Skr. XV, 19). p. 1
892. Veirmøllen (Saml. Skr. XV, 32). p. 21
Sølvskillingen (se Nr. 835). p. 27
Bispen paa Børglum og hans Frænde (se Nr. 815). p. 35
893. I Børnestuen (Saml. Skr. XV, 45). p. 47
894. Guldskat (Saml. Skr. XV, 49). p. 55
895. Stormen flytter Skilt (Saml. Skr. XV, 58). p. 69

(Bibliografisk kilde: HCAH 1953/36, 1971/126, 1971/136, 2000/134, 2000/831)

Udgivet 17. november 1865
Sprog: dansk
Genre: Eventyrsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:890
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 895
[Informationer opdateret d. 14.3.2012]

  top Top

Improvisatoren / Original Roman i to Dele / af / H. C. Andersen. / - / Første Deel. / - / Tredie Oplag. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1866.

Titelblad (Paa Bagsiden: Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle). - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 164 Sider.

Improvisatoren. / Original Roman i to Dele / af / H. C. Andersen. / - / Anden Deel. / - / Tredie Oplag. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1866.

Titelblad. (Paa Bagsiden: Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle). - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 191 Sider. - 8vo. - Pris 1 Rd. 48 Sk. (Udkom 19. 9. 1866). 1. Udgave udkom 1835, se Nr. 264. - 2. Udgave, 1837, se Nr. 307. - Udgaven i Samlede Skrifter, 1853, se Nr. 634.

(Bibliografisk kilde: HCAH XX-7-a)

Udgivet 19. september 1866
Sprog: dansk
Genre: Romaner og noveller
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:907
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 917
[Informationer opdateret d. 14.3.2012]

  top Top

Kjendte og glemte Digte / (1823-1867) / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1867.

Smudstitelblad: Kjendte og glemte Digte af H. C. Andersen - Titelblad (ovenfor beskrevet). - Paa Bagsiden af Titelbladet Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. - Tilegnelse til Fru Dorothea Melchior. - Indholdsfortegnelse VII-XIV. Tekst: 378 Sider. - 8vo. - Pris 2 Rbd. (indbundet 2 Rbd. 72 Sk.). Paa Omslaget Digterens Portræt i Relief. Indbundet hos Bogbinder Clement. (Udkom 12. 12. 1867).
Anm. Berlingske Tidende 10. 12. 1867, Nr. 288. - Dagbladet 16. 12. 1867, Nr. 292. - Dags-Telegrafen 11. 12. 1867, Nr.336. - Figaro, Nr. 90, 15. 12. 1867. - Folkets Avis 13. 12. 1867, Nr. 290. - Fædrelandet 10. 12. 1867, Nr. 287 og 9.1.1868, Nr. 7. Illustreret Tidende , Nr. 429, 15. 12. 1867.

Indhold.

Romanzer og lyriske Digte.
Poesien (se Nr. 555). p. 3
Snee-Dronningen (se Nr. 25). p. 5
Det døende Barn (se Nr. 13). p. 7
Soldaten (se Nr. 52). p. 9
Hyrden græsser sine Faar. (Af Festen paa Kenilworth, 1836) (se Nr. 285). p. 11
941. Agnetes Vuggevise (Sol deroppe ganger under Lide) (Af Agnete og Havmanden, 1833, se Nr. 250. Saml. Skr. XI, 524). p. 13
942. Møllerens Datter. (Bag Ellekrattet nede, hvor Møllehjulet gaaer) (Af Agnete og Havmanden, 1833, se Nr. 250.- Saml. Skr. XI, 476). p. 15
Langelandsk Vise (se Nr. 659). p. 18
Taaren (se Nr. 97). p. 19
Ørkenens Søn (se Nr. 136). p. 20
Rabbi Meyer (se Nr. 342). p. 22
I Hytten hos min Moder (se Nr. 126). p. 28
Aftendæmring (se Nr. 95). p. 30
Martsviolerne (se Nr. 62). p. 31
Jeg er en Skandinav! (se Nr. 364). p. 32
Gurre (se Nr. 416). p. 35
Spillemanden (se Nr. 117). p. 38
Lille Viggo (se Nr. 197). p. 40
Hvad jeg elsker (se Nr. 110). p. 42
Jeg drømte jeg var en lille Fugl (se Nr. 225). p. 43
Drengen og Moderen paa Heden (se Nr. 123). p. 46
Rosenknoppen (se Nr. 300). p. 48
Vandring i Skoven (se Nr. 603). p. 50
Spillemand, spil paa Strænge (se Nr. 167). p. 52
Juletid (se Nr. 319). p. 54
Det har Zombien gjort (se Nr. 323). p. 56
943. Negerkongens Datter. (Nøgen, uden Guld og Brillanter). (Af Mulatten, 1840, se Nr. 368. - Saml. Skr. IX, 312). p. 68
Romanze (se Nr. 526). p. 70
Tyveknegten (se Nr. 48). p. 71
Holger-Danske (se Nr. 59). p. 72
Digteren og Amor. (se Nr. 104). p. 75
944. Lotus og Granatblomst. (Som en Lotus paa den stille Sø) (Af I Spanien,1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 331). p. 77
I Afrika (se Nr. 853). p. 78
En Stemning (se Nr. 916). p. 80
Vignetter til danske Digtere (se Nr. 174). p. 81
Humoristiske Digte.
Rime-Djævelen (se Nr. 20). p. 109
Hjertetyven (se Nr. 116). p. 116
Den nye Sprøite (se Nr. 119). p. 120
Avis aux lectrices (se Nr. 80). p. 122
Tanker ved en ituslagen Jydepotte (se Nr. 14). p. 124
Aftenen (se Nr. 11). p. 127
Bøgetræet (se Nr. 96). p. 130
Brødre, meget langt herfra (af Festen paa Kenilworth, 1836) (se Nr. 285). p. 131
Mo'erlille sidder med Briller paa (af Ravnen, 1832). (se Nr. 196). p. 134
Oldtids huuslige Liv (se Nr. 42). p. 136
Slaaentjørnen (se Nr. 556). p. 137
Morten Lange (se Nr. 69). p. 138
Manden fra Paradiis (se Nr. 81). p. 143
Kometen (se Nr. 55). p. 151
Konen med Æggene (se Nr. 299). p. 157
Pandebeen, Øiesteen, o. s. v. (se Nr. 466). p. 160
Recension (se Nr. 56). p. 162
Maleriske Digte.
Aftenlandskab (se Nr. 36). p. 165
Lille Lise ved Brønden (se Nr. 86). p. 167
Moderen med Barnet (se Nr. 38). p. 169
Veirmøllen paa Bakken (se Nr. 98). p. 171
Vandrerliv (se Nr. 54). p. 174
Studenten (se Nr. 43). p. 175
I Skjærsommer (se Nr. 205). p. 177
Graat Veir (se Nr. 39). p. 188
945. Reise-Længsel (Ned til Rhinen!) (Af Skilles og mødes. 1836, se Nr. 291. - Saml. Skr. IX, 232). p. 189
Sommerflugt (se Nr. 206). p. 191
Herregaarden og Børnene (se Nr. 201). p. 197
I August (se Nr. 207). p. 205
October (se Nr. 209). p. 210
Studie efter Naturen (se Nr. 82). p. 214
Bjerg-situation i Harzen (se Nr. 245). p. 215
Jylland (se Nr. 805). p. 217
Den jydske Hede i Regnveir (se Nr. 94). p. 219
Hvile paa Heden (se Nr. 122). p. 221
Maleri fra Jyllands Vestkyst (se Nr. 90). p. 225
Italien:
I. Beatrice Cenci (se Nr. 255). p. 228
II. Vandring paa Vesuv (se Nr. 281). p. 230
III. Farvel til Italien (se Nr. 251). p. 233
IV. Tredie Gang i Italien (se Nr. 491). p. 234
Brev til Digteren Christian Winther (se Nr. 855). p. 235
Spanien.
I. (Spanien, hvilken Rigdom har Du) (se Nr. 866). p. 237
II. (Af Rhythmer i Castagnetter) (se Nr. 865). p. 238
946. III. (Man siger, at i Spanien Qvinden) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 385). p. 238
IV. (I Norden, i Kakkelovnskrogen) (se Nr. 861). p. 239
I Cartagena.
I. (I Afrikanerbyen) (se Nr. 856). p. 240
II. (De dandse med Castagnetter) (se Nr. 857). p. 241
III. (Hvor Himlen har Stjerner!) (se Nr. 858). p. 241
Toledo (se Nr. 863). p. 243
947. I Malaga. (Flodlejet ligger udtørret) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. Vlll. 326). p. 245
948. Cigaren. (Cigarens Glød er et Ildsted) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. Vlll, 414). p. 247
Granada.
949. I. (Held mig! Granada jeg seer) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 355). p. 249
950. II. (Ja havblaae er hendes Øine) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 355). p. 249
951. III. (I Granada er det Maaneskin) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 356). p. 250
952. IV. (Jeg leve vil i Granada) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 356). p. 251
Alhambra (se Nr. 864). p. 252
Fædrelandske Digte.
Danmark, mit Fædreland (se Nr. 563). p. 255
De Danske og deres Konge (se Nr. 67). p. 257
Sørge-Cantate over høisalig Kong Frederik den Sjette (se Nr. 367). p. 260
Kong Christian den Ottende (se Nr. 528). p. 265
Kong Frederik den Syvende (se Nr. 870). p. 266
Hjemmet (se Nr. 598). p. 267
De tre nordiske Rigers Skaal for Adam Oehlenschläger (se Nr. 406). p. 269
Til Thorvaldsen, da han første Gang kom i Studenterforeningen (se Nr. 330). p. 27l
Jonas Collin (Familiesang) (se Nr. 732). p. 274
B. S. Ingemann (se Nr. 501). p. 277
Christian Winther (se Nr. 747). p. 278
Componisten Weyse (se Nr. 423). p. 279
Ved Thorvaldsens Kiste (se Nr. 441). p. 280
Adam Oehlenschläger (se Nr. 561). p. 282
†H. C. Ørsted (se Nr. 588). p. 284
†Jonas Collin (se Nr. 827). p. 285
†Oberst Læssøe (se Nr. 568). p. 286
Ved Efterretningen om Michael Wiehes Død (se Nr. 885). p. 287
Fædrelandske Digte under Krigen 1848-51.
I. For Danmark (se Nr. 535). p. 288
II. Den Frivillige (se Nr. 536). p. 289
III. Soldaternes Sang til Danebrog (se Nr. 550). p. 290
IV. Til Landsoldaten (se Nr. 569). p. 291
V. Landsoldatens Hjemkomst (se Nr. 578). p. 292
Fædrelandske Digte under Krigen 1863-64.
I. Fortrøstning (se Nr. 871). p. 294
II. Forvisning (se Nr. 878). p. 295
III. Trøst i Tro (se Nr. 881). p. 296
Det Skjønne, Sang for de unge Konstnere (se Nr. 809). p. 299
Danske Poeter i Bouquet (se Nr. 915). p. 301
Til Enkedronning Caroline Amalie (se Nr. 628). p. 304
Farvel! (se Nr. 908). p. 306
Paa Sølvbryllupsfesten (se Nr. 929). p. 307
Smaavers.
Hjertets Melodier.
I. (To brune Øine jeg nylig saae) (se Nr. 131). p. 311
II. (Min Tanke er et mægtigt Fjeld) (se Nr. 132). p. 311
III. (Du gav mig Blomster; hvis de læge kunde) (se Nr. 133). p. 312
IV. (Min Tankes Tanke ene Du er vorden) (se Nr. 242) p. 312
V. Henvisned' er' de Blomster, Du mig gav) (se Nr. 135). p. 312
VI. (Du fatter ei Bølgernes evige Gang) (se Nr. 107). p. 312
VII. (Jeg elsker Dig - Dig, som jeg ei tør sige!) (se Nr. 137). p. 313
VIII. (Man har et Sagn - et Eventyr) (se Nr. 105). p. 313
Ung Elskov.
953. I. (I Kjærlighed er ingen Sorg for tung) (Af Liden Kirsten. 1846, se Nr. 487. - Saml. Skr. X, 283.- Saml. Skr. XII, 381). p. 314
II. (Man har et Sagn om Nøkken) (se Nr. 450). p. 314
Stemninger.
954. I. (Hvil sødt, som var Du lagt i Dødens Skrin) (Af M. L. E. Saml. Skr. I, 380). p. 315
955. II. (Du Pebersvend, vor Sang Du veed) (Af M. L. E. Saml. Skr. I, 380). p. 315
956. III. (Den som jeg gav af mit Hjerteblod) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 359). p. 316
957. IV. (Bibelens Job, ham kjender Du vel?) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 358). p. 317
958. V. (Giv af dit Hjerte til Folk og til Slægt) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII. 358). p. 317
959. VI. (Du stærke Død, din Tavshed vækker Gru) (Af Lykkens Kalosker. 1838, se Nr. 321. Saml. Skr. XIII, 123). p. 317
Alphabet-Bouquet (se Nr. 509). p. 319
Deviser med Presenter paa et Juletræ.
I. Med et Dame-Gulduhr (se Nr. 449). p. 319
II. Med Hegels Philosophi der Geschichte (se Nr. 460). p. 324
III. Med en Pidsk (se Nr. 678). p. 325
IV. Med Thieles Folkesagn (se Nr. 451). p. 325
V. Med en Ragekniv (se Nr. 142). p. 325
VI. Med Goethes Skrifter (se Nr. 448). p. 325
VII. Med en Lygte uden Lys (se Nr. 144). p. 326
VIII. Med en Østers (se Nr. 143). p. 326
IX. Med Rückerts Gedichte (se Nr. 461). p. 326
Stambogsblade i Efternævntes Stambøger.
I. Oehlenschläger (se Nr. 413). p. 327
II. Felix Mendelsohn-Bartholdy (se Nr. 493). p. 328
III. Jenny Lind (se Nr. 483). p. 328
IV. Anton Melby (se Nr. 484). p. 329
V. Herman Løvenskjold (se Nr. 690). p. 329
VI. Georg Carstensen (se Nr. 691). p. 330
VII. B. v. Beskov (se Nr. 693). p. 330
Til Forskjellige.
I. Corfitz Ulfeldt (se Nr. 443). p. 331
II. H. C. Ørsted (se Nr. 570). p. 331
III. Lindgreen (se Nr. 374). p. 332
IV. Impromptu til Thorvaldsen (se Nr. 349). p. 332
V. Christian Winther (se Nr. 351). p. 332
VI. Til Maleren Gertner (se Nr. 485). p. 333
VII. Med Jomfru Grahns Portrait (se Nr. 361). p. 333
VIII. Med L. Phisters Portrait (Nr. 350) p. 333
IX. Til Jomfru Petersen (nu Fru Phister), som Holbergs Pernille (se Nr. 379). p. 334
X. Til A. Bournonville (se Nr. 415). p. 334
XI. Til Fru J. L. Heiberg (se Nr. 721). p. 335
XII. Johanne Louise Heibergs Statue (se Nr. 832). p. 335
XIII. Til Jenny Lind (se Nr. 504). p. 336
XIV. Til Axel Fredstrup (se Nr. 714). p. 336
XV. Foran i et Exemplar af Eventyr (se Nr. 718). p. 337
XVI. Til H. C. Lumbye (se Nr. 709). p. 337
XVII. Alexander Dreyschock (se Nr. 839). p. 338
XVIII. Maleren Sonne (se Nr. 565). p. 338
XIX. Bjørnstjerne Bjørnson (Tilegnelsesdigt til Nye Eventyr og Historier. 2. Rk. 2. Sml. 1862. - se Nr. 828). p. 339
XX. Til en ung Billedhugger da han reiste til Italien (se Nr. 702). p. 339
XXI. Til en ung Dame med et Exemplar af Billedbog uden Billeder (se Nr. 378). p. 340
XXII. Til en ung Ægtemand med hans Mors Portrait (se Nr. 377). p. 340
XXIII. Med en Bouquet af gule Aakande-Blomster (se Nr. 503). p. 340
XXIV. Med en Bouquet Violer (se Nr. 445). p. 341
Flere Smaavers.
I. Paa Brocken (se Nr. 227). p. 342
960. II. (I Vel og Vee) (Saml. Skr. XII, 416. - Nr. 48 af Smaavers) p. 342
III. Da jeg saae hende igjen (se Nr. 462). p. 343
IV. Indskrift paa en ny Bygning (se Nr. 713). p. 343
961. V. Israels Børn ved Kongegravene. (Vi give vort Guld med Glæde) (Af Ahasverus. 1847, se Nr. 522. - Saml. Skr. XI, 611). p. 344
VI. (Bruus, Orgel, med din stærke Klang) (se Nr. 433). p. 344
VII. Den medicæiske Venus (se Nr. 256). p. 345
VIII. (Derud i Verden Hjertet maa) (se Nr. 213). p. 345
IX. (Af Faa et velmeent Raad jeg fik) (se Nr. 214). p. 346
X. (Jeg slutter snildt af min Natur) (se Nr. 152). p. 346
XI. Flyttedagen i April (se Nr. 60). p. 346
XII. I Dandsen (se Nr. 723). p. 347
XIII. Hvad den lille Hund siger (se Nr. 514). p. 347
XIV. Storken (se Nr. 708). p. 348
XV. Epilog (se Nr. 497). p. 348
XVI. Efter en dramatisk Forestilling (se Nr. 505). p. 349
XVII. Ved en Tragedies Dødsfald (se Nr. 37). p. 349
XVIII. Broderet paa et Guitarbaand (se Nr. 717). p. 349
XIX. Cavaleren til sin Dame (se Nr. 722). p. 350
XX. (Ja Navnet Fyen betyder fiin) (se Nr. 140). p. 350
XXI. Inscriptioner i Basaren for Sygehjemmet 1854 (se Nr. 724). p. 350
XXII. Snegle-Spyt (se Nr. 935). p. 351
Religiøse Digte og Mindevers.
Psalme (se Nr. 631). p. 355
962. Bøn. (Du evige Gud, saa kjærlig og god!) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 436). p. 356
Jeg har en Angst som aldrig før (se Nr. 882). p. 357
Dødsøieblikket (se Nr. 45). p. 359
En Digters sidste Sang (se Nr. 459). p. 361
Til min Moder (se Nr. 34). p. 362
Mimi Thyberg (se Nr. 309). p. 364
Peter Erasmus Müller (se Nr. 252). p. 366
Digteren Adelbert Chamisso (se Nr. 324). p. 367
Til den lille Gerda Collins sørgende Forældre (se Nr. 473). p. 369
Fru Collin, født Hornemann (se Nr. 476). p. 370
Fru Emma Hartmann (se Nr. 589). p. 372
Digteren Frederik Høegh-Guldberg (se Nr. 613). p. 374
Sophie Gade, født Hartmann (se Nr. 744). p. 375
Henriette Wulff (se Nr. 777). p. 377

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/266, XX-21, Anm.: A-700a, )

Udgivet 12. december 1867
Sprog: dansk
Genre: Digtsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:940
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 962
[Informationer opdateret d. 14.3.2012]

  top Top

Juletid (“Halleluja”! sang englehæren)

Digtet "Juletid (“Halleluja”! sang englehæren)" er efter de tre første linier identisk med "Julekantate i Garnisonskirken (På sorgens hav jeg øjner arken)", der udkom i Maigave fra Danmarks Digterhave for 1838 (1838), udgivet af J. H. Hansen, p. 51-52. (Saml. Skr. XII, 360). "Juletid" udkom i Kjendte og glemte Digte (1867) (følgende er citeret fra Birger Frank Nielsen: Digterens danske Værker 1822-1875 (1942)):

Kjendte og glemte Digte / (1823-1867) / af / H. C. Andersen. / - / Kjøbenhavn. / C. A. Reitzels Forlag. / 1867. Smudstitelblad: Kjendte og glemte Digte af H. C. Andersen - Titelblad (ovenfor beskrevet). - Paa Bagsiden af Titelbladet Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. - Tilegnelse til Fru Dorothea Melchior. - Indholdsfortegnelse VII-XIV. Tekst: 378 Sider. - 8vo. - Pris 2 Rbd. (indbundet 2 Rbd. 72 Sk.). Paa Omslaget Digterens Portræt i Relief. Indbundet hos Bogbinder Clement. (Udkom 12. 12. 1867). Anm. Berlingske Tidende 10. 12. 1867, Nr. 288. - Dagbladet 16. 12. 1867, Nr. 292. - Dags-Telegrafen 11. 12. 1867, Nr.336. - Figaro, Nr. 90, 15. 12. 1867. - Folkets Avis 13. 12. 1867, Nr. 290. - Fædrelandet 10. 12. 1867, Nr. 287. - Illustreret Tidende , Nr. 429, 15. 12. 1867.
Udgivet 12. december 1867
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 9581
[Informationer opdateret d. 5.10.2010]

  top Top
Søgeord: the + fir + tre*. Ny søgning. Søg i resultater
Gå til resultaterne: 1-50 51-100 101-150 151-200 201-250 251-295