H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Søg i bibliografierne

Hop forbi menu og nyheder

Søgeord: til + frederiks + mo*r + fromt + nævnede + han + jesu + navn. Ny søgning. Søg i resultater

Søgningen gav 41 resultater.

Blandinger.

Herr H.C. Andersens Roman, Improvisatoren, er oversat paa Tydsk af Professor Kruse i Hamborg, og udkom næsten paa samme Tid som Originalen. I Fortalen yttrer Kruse, at Bogen indeholder den bedste Anbefaling i sig selv, da den gjengiver et Billede af Digterens Eiendommelighed. Desuden anføres Albert von Chamissos, i Nummer 43 af "Morgenblatt für gebildete Stände" (1833), optagne ærefulde Dom over Digteren; denne Dom lyder saaledes: "H.C. Andersen, en ung dansk Digter, har i sit Hjem fundet Anderkjendelse, og fortjener at hans navn lyder over til os. Tvende Digtsamlinger af ham ligge for os: "Digte 1830" og "Phantasier og Skizzer 1831"; Begavet med Vittighed,Lune, Humor, national Naivitet, har han ogsaa Toner i sin Magt, der vække dybere Gjenklang. Han forstaaer især, paa en lunefuld Maade, at faa, let henkastede, treffende Træk at kalde smaa Billeder og Landskaber i Live, der dog ofte ere for localt ejendommelige, til at kunne tiltale den, der ikke selv er hjemme i Digterens Hjem. Maaskee er det af ham, der kunde oversættes, eller som er oversat, mindst egnet til at give et Billede af ham." 'Improvisatoren' kaldes i Ovesættelsena f Kruse: 'Jugendleben und Träume eines Italienischen Digters'. [sic]. Iris. Et literair-belletistisk Blad. Redigeret af Th. K. Rumohr. Søndagen den 24. Januar 1836.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-712a)

Udgivet 24. januar 1836
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16499
[Informationer opdateret d. 30.1.2012]

  top Top

Smaahistorier. (Efter det Tydske).

[Fodnote] Forfatterens Navn vides ikke.
295. 1. Det er Dig, Fabelen sigter til!
Trykt i Dansk Folkeblad, udg. af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug, Nr. 35, 28. 10. 1836, 139.
296. 2. Talismanen.
Trykt i Dansk Folkeblad Nr. 36, 4. 11. 1836, 143 - 144.
297. 3. Den gamle Gud lever endnu.
Trykt i Dansk Folkeblad Nr. 39 og 40, 18. 11. 1836, 160.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: DgG: HCAH 2000/314, T: 2000/313, Dedfst: 2000/312, A-185a)

Udgivet 28. oktober 1836
Sprog: dansk
Genre: Enkelte eventyr
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:295
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 294
[Informationer opdateret d. 9.10.2013]

  top Top

Trochæer og Jamber. En poetisk Polemik af Fr. Paludan-Müller.

Digtsamling. C. A. Reitzel. Kjøbenhavn. 1837. Heri p. 49-52, "Noter" - Note 2:

"Og til Spiis- og Pulterkammer /For Alverdens Revl og Krat, /Som til Muser, til Madamer, /Har de Skuden overladt" o.s.v.

Den Mangel paa Eenhed og Holdning i Maanedsskriftets Virksomhed, hvortil henpeges i de to, forud for denne gaaende, Stanzer, har længe almindelig været erkjendt, og er kun en nødvendig Følge af, at ikke eet men femten Hoveder styrer Tidsskriftet, samt af en vis Universalitets-Lyst hos Redactionen til at udbrede sig over alt Trykt, hvad enten det kan henføres til Videnskab og Konst, eller blot henhører under Empiriens Gebeet. Denne mærkelige Lyst, som i den senere Tid især har grebet om sig, gaaer saavidt, at man ikke blot maa see Besparelses-Forslag for landets Finantser: f.Ex. til at sælge Prindsens Palais, til at nedlægge Seildugfabrikken, til at beklippe Pensionister o.s.v.o.s.v. paradere i denne videnskabelige Journal; men selv de syndige Runkelroer, der allevegne trænge sig frem og allevegne vises tilbage, have fundet et Asyl i Maanedsskriftet. - I den her citerede Stanze sigtes til den Ligegyldighed, hvormed saavel Recensenter udvælges som deres tilbudte Arbeider prøves. Jeg vil kun holde mig til de senere æsthetiske Recensioner, hvoraf med Undtagelse af en enkelt, hvilken ogsaaa var underskreven med Forfatterens Navn, næppe een vil kunne forsvare sin Plads i et fagkyndigt og humant Tidsskrift.
For at anføre et slaaende Exempel vil jeg her nævne den i August-Heftet for d.A. indførte Anmeldelse af de to Romaner: Improvisatoren og O.T. - I hvilken agtværdig Journal - den være sig inden- eller udenlandsk - har man seet en Recensent tillade sig slige Friheder mod den recenserede Forfatters Person? Forfatterens Mangel paa Forstand, høiere Dannelse og egentlig Studium, gjøres nemlig ikke alene til Gjenstand for Omtale, men hans Ulyst til det Sidste paaankes; gode Raad gives til fremtidig Flid og Studering; Trudsel med Kritikken anvendes, og endelig gives der Forfatteren Haab om, at kunne præstere noget Tilfredsstillende, naar han vil lægge Recensentens Raad paa Hjerte. Disse, og mange flere, de anmeldte Skrifter aldeles uvedkommende, og derimod deres Forfatter høist graverende Yttringer (hvoriblandt endog en indirecte Beskyldning for Utaknemlighed mod Velgjørere) tilsteder Redactionen af Maanedsskriftet en navnløs Recensent aldeles ugeneert at fremføre, og unddrager ham paa samme Tid, ved at kaste Anonymitetens Slør over ham, fra fortjent Revselse af den Fornærmede. Skulde man ikke troe, at Redactionen begunstigede samme Art af Kritik, som den man medrette bebreidede Baggesen, naar han, som dog var sit Navn bekjendt, i sine Recensioner optog personlige, for den Vedkommende krænkende, Sigtelser."

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1837
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12139
[Informationer opdateret d. 20.11.2013]

  top Top

Une vie de poëte

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Udgivet Oktober 1837
Sprog: dansk, fransk, tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 10969
[Informationer opdateret d. 22.4.2013]

  top Top

Sommergjæk eller Vintergjæk

Adolph Drewsen: ... selv dens Navn skulle vi holde i Ære og ikke forvanske det; thi det er vore Forfædres rene Natursands, der har døbt den med den ligesaa betegnende som digteriske Benævnelse: "Sommergjæk". Dansk Havetidende, nr. 9, 3.3.1862.

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. marts 1862
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 15327
[Informationer opdateret d. 4.12.2013]

  top Top

Hans Kristjan Andersen er den tredje af disse mærkelige Digternaturer,

og han er den af dem, hvis Navn er nået videst om i Verden." Biografisk artikel (de to andre er Hauch og Blicher) af Torvald Ström. Dansk Literaturhistorie Kjøbenhavn 1871.

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1871
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12474
[Informationer opdateret d. 25.11.2013]

  top Top

Anmeldelse i 'Revue des deux mondes'

Nær og Fjern , 82: Den franske oversættelse af H.C. Andersens eventyr anmeldes: "Det er navnlig ved sine Eventyr, at den danske Digter Andersen har skabt sig et europæisk Navn; paa dette Omraade udfolder han hele sin Originalitet. Andersens Eventyr besidde den Eiendommelighed, som sikrer dem et varigt Held, bestandig at forene en stor Rigdom i Fantasien med Dybde i Følelsen. Ligesom Perraults Eventyr indeholde de alle til Trods for deres tilsyneladende Barnlighed en dyb Moral, hvilket bevirker, at de behage den modne Læser ikke mindre end Barnet; hver enkelt af disse fortællinger beriger En med Stof til Eftertanke.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 25. januar 1874
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12076
[Informationer opdateret d. 20.11.2013]

  top Top

Danske Digtere.

Blæksprutten, 1904: s. 25: H.C. Andersen i O'ense fødtes / Der han sine Børnesko har traadt. / Snart hans Navn var li'saa stort som Goethes / Men hans Tøj sad ikke nær saa godt. / Han paa Æventyrets Englevinger / Svang sig op, den gamle Kavaller, / Mens han digted med den Pegefinger, / Man endnu i Kongens Have ser. /

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet December 1904
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17255
[Informationer opdateret d. 6.6.2012]

  top Top

Tyskeren H.C. Andersen.

I en bog, der udkom under 1. verdenskrig [1918]: Deutsche Schatten- und Scherenbilder aus drei Jahrhunderten, Der Gelbe Verlag, Dachau er på side 72 to morsomme billeder fra H.C. Andersens Haand. Andersens Navn, Fødsels- og Dødsaar er optegnet - men som tysker. Dagens Nyheder, 29.12.1924.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 29. december 1924
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18808
[Informationer opdateret d. 3.7.2013]

  top Top

H.C. Andersen og Bjørnstjerne Bjørnson.

Boeck, Christopher, "H.C. Andersen og Bjørnstjerne Bjørnson". Aftenposten 1.4.1930. - Smst. De, hvis Navn ender paa 'sen. H.C. Andersens Fortegnelse." mrk. 'Cac'. Nationaltidende, 31.3.1930.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1. april 1930
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994:1662   Bibliografi-ID: 12680
[Informationer opdateret d. 8.10.2012]

  top Top

Fyens Stiftstidende

Fyens Stiftstidende (tillæg) 5. jul.: H. C. Andersen 1805-1930. 64 pp.
Indhold bl. a.: Emil Bönnelycke: Digt "H.C. Andersen", "Paa Svanevinger et Navn sig svinger imod det lyse Natteblaa ...". [a:] H. St. Holbeck, Synspunkter for H. C. Andersen Festlighederne, pp. 12-14; [b:] Hans Brix, Om Det nye Aarhundredes Musa, pp. 14-16; [c:] Carl Behrens, Den nye Barselsstue. Nogle Minder om H. C. Andersens dramatiske Virksomhed, pp. 16-18; [d:] H. C. Andersens Drengetid i Odense, pp. 18-20; [e:] H. C. Andersen og hans Eventyr, pp. 20, 22; [f:] Lola Lauer, H. C. Andersens Tegninger. En ukendt Side af den store Digters Virke, pp. 25-27; [g:] C. F. Friis-Holm, Personlige Minder om H. C. Andersen, pp. 28-29; [h:] Folmer Nielsen, Den fromme H. C. Andersen, pp. 29-31 (cf. nr. 739 ovf.); [i:] Ernst Fr. Hansen, H. C. Andersen og Søren Kierkegaard, pp. 36-39; [j:] Da H. C. Andersen blev Æresborger i Odense, pp. 45-50; [k:] H. C. Andersens sidste Levetid og Død, pp. 51-55; [l:] Chr. M. K. Petersen, Samlingerne i H. C. Andersens Hus. Deres Tilblivelse og Vækst, pp. 56-60; [m:] Poul Dreyer, H. C. Andersen og Teatret. Nogle spredte Blade til Mindekransen, pp. 62-63. - [HCA-festlighederne 11.-13. jul. refereredes meget udførligt i Fyens Stiftstidende ; endvidere kan nævnes, at bladet 5. jul. bragte et interview med Sophus Michaëlis om hans og Carl Nielsens festspil Amor og Digteren og 6. jul. et interview med Thorkild Roose qua spillets hovedrolleindehaver; 6. jul. indeholdt bladet desuden en usigneret artikel, En Digters Jordefærd. Nogle Minder ved H. C. Andersen-Jubilæet.]

("Amor og Digteren" Bibliografisk kilde: HCAH 1988/379)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 5. juli 1930
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:764   Bibliografi-ID: 2250
[Informationer opdateret d. 30.4.2012]

  top Top

En sjælden Samling Breve, der sælges til Fordel for Finland.

Adam Oehlenschlägers selvskrevne bryllupsdigt til Hr. Studiosus Knud Lyhne Rahbek - H,C. Andersen Brev fra Basnæs, skrevet paa lyserødt Papir Brev . Nogle gavmilde Mennsker, der ønsker deres navn unvævnt, har overladt Berlingske Tidende en meget omfattende Samling Breve - danske, tyske og franske. De sælges til Fordel for Foreningen "Nordens" Finlandshjælp. Berlingske Tidende 28. januar 1940.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 28. januar 1940
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18293
[Informationer opdateret d. 3.4.2013]

  top Top

H. C. Andersen og hans By.

Positiv Modtagelse af Tage Hertels Idé om at en af Københavns store og befærdede Hovedgader fremtidig bør bære H. C. Andersens Navn - H. C. Andersens Boulevard. Ekstrabladet 2.4.1941.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2. april 1941
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12380
[Informationer opdateret d. 25.11.2013]

  top Top

Jenny Lind. Et Navn som aldrig dør.

RIIBER, ANNE MARIE, Jenny Lind. Et Navn som aldrig dør. O. Lohse, København 1947. Pp. 54-66 (En Frier). - Bogen er oversat fra norsk af Anna Edv. Petersen.
Udgivet 1947
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser:1732   Bibliografi-ID: 12764
[Informationer opdateret d. 5.10.2010]

  top Top

H.C. Andersen-Skole i Kiel.

Ernst Christiansen: Byen Kiel har i Dag givet alle sine kommunale Skoler Navne. Social-Demokraten, 3. sep. 1948.
Tysk skole med dansk navn, smykket med motiver fra H.C. Andersen, Aarhuus Stiftstidende, 3.12.1959; Hverdag med eventyrdigteren i Slesvig-Holstens hovedstad. Georg Büchert er rektor. Kristeligt Dagblad, 17.11.1962.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. september 1948
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18104
[Informationer opdateret d. 18.12.2013]

  top Top

H. C. Andersen og Reklamen

HEINBERG, AAGE, H. C. Andersen og Reklamen. Fyens Stiftstidende 13. dec.
Også offentliggjort i Vendsyssel Tidende 2. jan. 1950. - Om anvendelsen af HCA's navn i reklame- og forretningsøjemed.
Udgivet 13. december 1949
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:1320   Bibliografi-ID: 2911
[Informationer opdateret d. 5.10.2010]

  top Top

Heldig dame.

En ung dame købte Oehlenschlägers udvalgte Digterværker. Da hun kom hjem fandt hun et fotografi af H.C. Andersen i bogen - med dedikation bagpå - til Bazaren i Hinnerup den 16. juli 1865 [til Fordel for de Brandlidte i Nørresundby, HCA omtaler det i brev Brev ] Berlingske Tidende 5.8.1950.
Da H.C. Andersen hjalp de nødstedte. Under et ophold på Frijsenborg i 1865 blev Nørresundby ramt af en brand ... HCA gav basaren 50 kort med sit billede og på hvert kort skrev han sit navn og en linie fra et af sine eventyr eller en strofe fra et digt. Bornholms Tidende, 24.3.1960.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 5. august 1950
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18307
[Informationer opdateret d. 13.5.2013]

  top Top

Indstiftes der en H.C. Andersen-pris for læseforeningens midler.

Interessant forslag, som medlemmerne skal tage stilling til paa generalforsamlingen i morgen: skalman sælge bygningen i Kronprinsensgade til Odense kommune, hensætte foreningens kapital, saaledes at renterne kan anvendes til en hædersgave, som skal bære H.C. Andersens navn. Fyns Tidende 29.4.1951.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 29. april 1951
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13688
[Informationer opdateret d. 23.5.2011]

  top Top

Østergard, Møntergaard og Vingaard.

Tov.: Kong Hans's vinkælder og H.C. Andersens Tagkammer er bevaret. Det hus, som har givet Vingaardsstræde navn, eksisterer den Dag i Dag. Det belv bygget i første halvdel af 1400-Tallet efter Nedrivnngen af "Østergaard", hvis Historie gaar tilbage til Tiden før Absalons Grundlæggelse af Byen. H.C. Andersens tagkammer hos Brændevinsbrænder Peter Spendrup. Børsen, 15. December 1951.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 15. december 1951
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17896
[Informationer opdateret d. 28.5.2013]

  top Top

Da H. C. Andersens navn første gang blev trykt

NEIIENDAM, ROBERT, Da H. C. Andersens navn første gang blev trykt. Anderseniana 2. rk. II:2, pp. 207-15 (med en tilføjelse p. 216). Genoptrykt i "Selskabet for dansk Teaterhistorie", Ekstrabladet, 10.2.1953.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1952
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:1421   Bibliografi-ID: 3029
[Informationer opdateret d. 1.7.2013]

  top Top

Hans Andersen og Danmark.

Leder: Muligt var det dog maaske, at danske Kulturgesandter af navn eller Gavn kunde gøre deres for at oplyse og advare betydelige Kritikere i USAs ledende Presse, saa de paa deres Side i Tidens Fylde satte Publikum paa Standpunkt. Og herhjemme i Danmark vilvi da under ingen Omstændigheder see den sidste translatlantiske hans Andersen. Berlignske Aftenavis, 17.3.1952.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 17. marts 1952
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18756
[Informationer opdateret d. 24.6.2013]

  top Top

Kampen mod H. C. Andersen

SCHERFIG, HANS, Kampen mod H. C. Andersen. Land og Folk 1. apr.
[..] om den uværdige spekulation, der finder sted i H. C. Andersens navn.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1. april 1955
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:1775   Bibliografi-ID: 3405
[Informationer opdateret d. 22.4.2013]

  top Top

En dag, der aldrig glemmes i Odense.

Fra tidlig morgen til midnat festede Odense for sin berømte søn, eventyrdigteren, hvis navn var paa alles læber. "Digteren hjælper os fri for djævlespejlets splinter", sagde Kongen. "En verdensborger og dog saa ægte dansk. Kongens hilsen til hele verden fra H.C. Andersens Hus i Odense." Ung skuespiller fik Redgraves hele honorar som et rejselegat. H.C. Andersen fejret overalt i København. Et festspil - Dæmonisk eventyr med lykkelig udgang: Finn Methlings festspil "Skyggen" paa Odense Teater. Bodil Ipsen læste "Den grimme Ælling" paa Odense Teater. Er du med i børnenes eventyr-konkurrence? Han fik laserne til at tale - og digtede livet et tilskud af rigdom, sagde undervisningsminister Julius Bomholt. Odense Teater i Fest. Glimt fra festdagen. [det nyindvidede] Raadhuset i H. Andersens by. Berlingske Tidende, Faaborg Avis, Fyens Stiftstidende, Fyns Social-Demokrat, Jydske Tidende , Fyns Venstreblad , Fyns Tidende og Dagens Nyheder, 3. april 1955.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. april 1955
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16420
[Informationer opdateret d. 21.11.2012]

  top Top

H.C. Andersens Fødested skult af - en Talefejl.

Et Forkert Navn i et Brev har hidtil medført, at Sporet efter Digterens Hjem endte blindt. Hvad man kan finde i en Tandlægestol. I aftes redegjorde Ove Lange for sine H.C. Andersen-undersøgelser ved en festaften i Københavns Tandlægeforening i anledning af dennes 50 aars jubilæum. [HCA blev angiveligt født i brandmajor Chr. Jørgen Fenkers hjem, Vetergade nr. 268 a. HCAs moder sagde, at hun tjente hos Selcher, det tolkes ny som en talefejl for Fencker.] Jyllands-Posten, 1956. Lollands Tidende, 27.9.1956. -
Odense-kommentar til tandlæge Ove Langes forsøg paa at finde H.C. Andersens fødested. Fyns Tidende, 29. sep. 1956.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet September 1956
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17273
[Informationer opdateret d. 24.4.2013]

  top Top

H.C. Andersen paa sygebesøg.

N.J.: Fra et besøg paa Holsteinborg i juni 1870 noterer H.C. Andersen i sin dagbog bd VIII, s. 388-89 om et besøg hos en værkbruden bondepige. Hendes navn var Ane Margrethe Pedersdatter. Hun var født 27. oktober 1849 i Bisserup, havde været syerske, hendes venstre ben blev daarligt. 1863 lagde hun sig til sengs og laa der til sin død, 8. maj 1914. I et brev dateret 12. juli 1870 skrev HCA: Hilsen til den værkbrudne pige, som jeg læste for! Brev . Sorø Amtstidende, 3.6.1960.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 6. marts 1960
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18563
[Informationer opdateret d. 27.5.2013]

  top Top

Roser og snegle og H.C. Andersen -

Axel Garboe: Med sin ven Jonas Collin færdedes digteren i naturen, betragtede, beundrede og samlede snegle ... - Fra herregården Basnæs fandtes snegle, der opbevares rundt på musæerne. ... Flere af de fundne snegle findes i de zoologiske museer både i København og i Århusog på etiketterne dertil læser man H.C. Andersens navn som samleren. Næstved Tidende, 6.8.1962.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 6. august 1962
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18340
[Informationer opdateret d. 17.4.2013]

  top Top

Strøtanker på H.C. Andersens Boulevard.

Erik Warburg: Strøtanker på H.C. Andersens Boulevard ... med navn efter den verdensberømte danske forfatter, er vist den københavnske gade, der er mest international ...

(Bibliografisk kilde: HCAH 1981/438)

Udgivet 1964
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16472
[Informationer opdateret d. 25.1.2012]

  top Top

26 H.C. Andersen-eventyr i TV-serie.

Jørgen Grunnet: Amerikansk-engelsk selskab bag optagelser i Danmark. Bag planerne står et selskab, baeret i London, ved navn Eurofilm International Productions, hvis leder er den 44-årige amerikaner Murray Silverman. Politiken, 10.1.1973.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 10. januar 1973
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17124
[Informationer opdateret d. 4.12.2012]

  top Top

Han taler dansk. Aktuelt Portræt af Erling Nielsen.

Virtus Schade: Dansk litteratur efter 1940 skal nu udsendes i 24 bind (plus et tillægsbind om kulturdebatten) i lektor Erling Nielsens redaktion. I Oslo, hvor Erling Nielsen har 1.000 studerende, er han ikke et navn, men et begreb. I artiklen tegnes et portræt af den danske litteraturs forpost mod nord. Har netop udsendt "H.C. Andersen og andre danske". Berlingske Aften, 23. maj 1975.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 25. marts 1975
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17128
[Informationer opdateret d. 9.12.2013]

  top Top

Eventyrligt misbrug.

C. A. Hjernøe: Der er skrevet og sagt så meget om vor store H.C. Andersen i 100-året for hans død. Men der synes ikke at være rørt ved det misbrug, man ikke mindst i de senere år har udsat hans gode navn og rygte for. Fyens Stiftstidendes kronik, 25.10.1975.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 25. oktober 1975
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17263
[Informationer opdateret d. 20.11.2012]

  top Top

Skagen.

Del af Jyske skildringer, udvalgt af Claus Brøndsted. Forum København 1980. Heri s. 25-37: Rejse i Nordjylland 1859.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Reise i Nordjylland 1859
Vi ville besøge denne "Danmarks Afkrog", Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgjæs opfylde Luften med Skrig henover de bevægelige Sandklitter og den tilfygede, begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billed fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøjder og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdens-Havet. Skagen er nok et Besøg værd.
Fra Kjøbenhavn med Dampskib, i een Nat, naaer Du Aal­borg og derfra i faa Timer Frederikshavn, Udgangspunktet for vor Skildring. "Deroppe er jo alting fladt!" siger Du, "Fladstrand var det gamle Navn for Frederikshavn, og Navnet er nu overført paa Citadellet!" Kom selv at see! Naturen her er saa eiendommelig. Egnen heromkring saa storartet, saa uventet overraskende. Kjør ud til Knivsholdt, Flade Banker og Bangsbo; som et Bjergland løfter sig her den jydske Høiryg, det er et Stykke Silkeborg, dette Danmarks Skov- og Høiland, men et Stykke Silkeborg ved Havet. Kom her i Sommertiden, naar Lyngen blomstrer, see de mægtige Hedebanker smykkede med et lilla Teppe, spættet med Grønt af Enebær- og Ege-Buske, mellem disse maleriske Høider løfte sig Kornmarker og i Baggrunden Havet, det Hele saa ægte dansk, at man tænker her maa Fru Jerichaus Danmark træde frem med Guldringen om Haaret, med draget Sværd og Danebrogs-Fane, skridende gjennem Kornet; betragt, mellem Bankerne, hvilken en yndig Dal; alle Farver, friske og glødende! maleriske Bondehuse ligge der ved smaa græsgrønne Enge, Frugthaver og Kornmarker. Her er Egeskov, Bøgeskov, rislende Bække; store Træer hælde sig ud over det klare Vand. Vi komme forbi Bangsbo, og see paa Skovpynten ved Havet, Sæbys hvidglindsende Kirke, og Nord for os Frederikshavn med sine røde Tage, Citadel, Havn og Fyr; Skuet minder om Helsingøer, kun mangler den svenske Kyst, den er her ni Mile borte; man seer ud over Hirtsholmene, Tordenskjolds Ly, Steenblokke-Øerne med den tynde Jord-Dug over. Vort Øie følger Landets Kyst til Skagens yderste Spidse, i klart Veir viser den sig som en Lysstribe i Horizonten, det fjerneste hvide Punkt, her sees, er ikke Fyrtaarnet, men Skagens gamle Kirketaarn.
Endnu et Stykke Nord for Frederikshavn have vi Landevei, og rundt om Kornmarker, men snart er det Gode forbi, og vi komme over knoldet Lynghede, hvor Veisporene, i Aaringer overgroede med Lyng, tidt ere at foretrække for de ved hverandre krydsende, dybe Sandveie. To Mile ere lagte tilbage og vi ere ved Landsbyen Jerup.
Veiret er godt, vi have Lavvande, det maa benyttes, nu skal det med hurtigere Fart gaae de tre Miil, vi endnu have nordpaa. Een af Jerups Bønder, der kjender Havstokken, spæn der for sin lave Trævogn, vi sætte os op og over Mark, Hede og Mosegrund gaar det nu ned til Kattegattet; her i Brændingen, hvor det vaade Sand ligger fast, kjøre vi. Det er en Amphibiereise, halv paa Landet, halv i Vandet; Vognhjulene til Venstre ere paa det Tørre, Vognhjulene til Høire ude i Kattegattet. Kudsken kjender nøie sin Vej, ellers kunde Farten blive farlig, Quiksandet ligger skjulende hen over Ferskvandets Væld, der hule Sand- og Leerlagene, de briste, og man synker i, dybere altid dybere; Vogn og Heste indslurpes af den sugende Grund. Havet selv i nok saa stille Veir ruller hen under os, det stænker op under Hestens Hov. Vi nærme os de første lave Klitter; som Sneedriverne ved Vintertid, ligger her det fine bløde Sand, kruset af Vinden, enkelte Klitter ere uden al Vegetation, paa andre groe Marehalm og Klit­ tag med deres halvhundred Alen lange Redder. Vestens Storme hidbare og reiste disse Sandmeels-Høie, som de ogsaa kaldes, forvandlede Landtungen til et Ørkenland. I Flodtiden skylles Havets fine Sandpartikler op paa Strandbredden, Vinden tørrer og løfter de lette Dele, fyger dem til Bunke, til mægtige Høie, og Stormene vestenfra flytte dem mod Øst; dog endnu have vi kun seet en lille Deel her paa vor Vei.
Vi ere ud for Fiskerleiet Aalbæk; her henover Bugtens sikkre Ankergrund, gaae fra August til Mai, Baadene til rig Østersfangst paa Bankerne under Skagens Kyst; herfra for­ svinder for Øiet den beboede Egn, Klitterne blive høiere; ude i Vandet løfte sig sorte Vrag, besatte med utallige Søfugle. Havstokken frembyder Skuet af Millioner Maager, Terner og Vildgjæs, der, idet vi nærme os, flyve vildtskrigende iVeiret; deres Mængde tager til, det er, som kom man ind i Fuglenes Rige. Ud over Havet er Afvexling, der glide Skibe og Baade for fulde Seil, der kommer et Dampskib, længere ud seer Du Røgen af et andet og snart viser sig et tredie, men ind imod Land er kun at see de hvide Sandbanker, hist og her sænke de sig, og Du har et længere Indblik i Landet, der viser sig et Stykke Sandørken, som i Afrika. Strandbredden er belagt med bævrende rødbrune Medusaer, som kunstige Geleer fra en Restauration; snart kjøre vi hen over et Lag af Konchyllier og smaa Skaller, snart over den hvide Sandbund, og ihvor stille end Kattegattet kan være, ind under os ruller dog Dønningen og ude dreie sig Malstrømme mellem Revler og Banker. Vraget af et og andet mægtigt Fartøi, hvis Skrog rager op over Vandet, være Holdested, at Hestene kunne tære deres Foder og vinde friske Kræfter til at føre os til Maalet. Vi øine Kirketaarnet, Fyrtaarnene, det gamle og det nye, see hvor Skagens Green strækker sig langt ud; vi ere ved Skagens By. Hvad veed man om dens Fortid, hvad veed man om Landet selv? De kulhaarde Maretørv, lagviis skudte op i Klitterne vesterpaa, mæle om et her forgaaet Skovland. Sagn og Historie blande sig om Byens Oprindelse. Der fortælles, at engang en dansk Konge, Nogle mene Erik Glipping, kom herop paa Jagt, og besøgte een af sine Bønder Thorkil Skarpe, der da bad om at faae i Forlening Skagens Mark for paa den at holde sine vilde Øg, han fik den og satte en Hyrde ved Navn Trond til at vogte Bæsterne; denne var den første der reiste sig et Huus herude paa Skagen; for at fordrive Tiden gav han sig af med at fiske og her var Fisk nok i Kattegat og Nordsø; det kunde blive en Erhverv. Flere flyttede til, de reiste deres Hytter og tilsidst stod her en heel By; i Aaret 1284 blev den plyndret af Nordmændene, hvis Land jo kun er sexten Miil fra Skagen, Isen har endogsaa engang lagt til, saa at de ere gaaede herned. Sin Kjøbstad-Ret skal Skagen have faaet af Dronning Margrethe, som engang strandede her og blev reddet af Skagboerne.
I vor Tid bestaaer Byen af tre Dele, Vesterby, Østerby og det fra den en halv Miil borte ved Nordsøen liggende Høien eller Gammel Skagen. Her lod hollandske og skotske Skippere bygge og indvie St. Laurentius en Kirke i gothisk Stiil, den længste og betydeligste i hele Vendsyssel; nu er den begravet i de høie Sandklitter, kun Taarnet sees og vedligeholdes som Sømærke. Mellem Kirken og Østerby fandtes en hundred Favne bred Sø, fem til sex Favne dyb, med Gjeder og Karudser, rundt om var Marker, Kjær og Krat, men de ødelagdes; Stormen tog fat i den sandede Grund, man standsede ikke ænd; Agerland og Gaarde skjultes og de mægtige Sandmiler reiste sig. Egnen blev et Ørkenland; Byens Huse maatte søge Stade der, hvor Sandet tillod det og her blev en henkastet, underlig Stad, uden Gade, uden Stræde, omsuset af Vinden, gjennemtordnet af det rullende Hav. De vilde Svaner synge her deres melankolske Sang iden frostklare Vinternat, Maager, Terner og Vildgjæs opløfte deres gjennemtrrengende Skrig paa den varme Sommerdag, og paa en saadan komme vi her.
Vi forlade Havstokken, kjøre op i Klitterne, hen over dem, hvor de ere lavest, Vei kan man ikke kalde det, Veisporet lukkes strax i det dybe, bløde Sand og næsten umærkelig bevæge vi os fremad; her ligger et Huus halv skjult af en Sandklit, derovre et andet; mørke, tjærede Træbygninger med Straatag; derhenne skinne et Par røde Tage, her løfter sig et Plankeværk. Sandet er nærved at f aae det under sig; Luftstrømmene bringe en stærk Lugt af tørrede Fisk; et heelt Espalier af Flynder næsten skjuler os den sterre Gaard. Børn og Fruentimmer ligge i Sandet og sole sig, de ligge, hvor vi skulle frem, men vi komme saa langsomt afsted at de i al Magelighed kunne løfte og flytte sig. Hist og her i Sandet staae Vragstumper, og der ved Huset, hvor en lille Kartoffelhave er indpælet og omsluttet med Tougværk, staaer en Gallion-Figur, Haabet, støttende sig paa sit Anker, man har tøiret en Griis ved hende. Strandingstømmer, Planker og Vragstykker sees i Husene og kastet imellem Klitterne; her staaer et Skuur, hvis Tag er Skroget af en Baad, og her, svøbt i en brogetmalet Plaid, Overdelen af en colossal Skikkelse, der minder om Walter Scott og vist var Gallion for et Fartøi, der bar Digterens Navn, nu er den nok til Ziir i den lille Kartoffelhave ved Fiskerhuset. Kornmarker, Kjøkkenhaver og Klitter ligge med Huse og Gaarde, som de bedst kunne. Det dybe bløde Sand er den egentlige Gade; den er hist og her antydet ved Snore, trukne fra Vragstump til Vragstump, at Beboerne kunne, om ikke holde paa Gaden, saa dog vide dens Retning, naar Vinden løfter den. Solen brænder varmt mellem Sandhøiderne, men ogsaa disse have deres Pragt-Bouquet; lige foran os hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsæer dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogedens Bolig, den ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab; det har menneskelig Udholdenhed formaaet. Man gaaer paa det friske Grønsvær under skyggende Levtræer, hvor Fuglene synge, og kun et Skridt udenfor og vi maa arbeide os frem gjennem det dybe bløde Sand, hvor den stadige Vandring gjør Skagboen kroget i Lænderne og tilvænner ham en egen Maade at løfte Benene paa. Vi naae Præstegaarden; Huus og Have see saa indbydende ud, deilige Blomster og smukke Børn see vi og nær herved er den nye Kirke, indviet 1841 og i Stiil som Vor Frue i Kjøbenhavn, lille, men venlig, fra Pulpituret sees ud over Nordsø og Kattegat.
Altsom vi komme mere nordpaa i Byen, rykke Husene hinanden nærmere; her ligger Gjrestgivergaarden omgivet af Plankeværk og Have, Træer, Hyldebuske og Stokroser skygge op om Vinduerne og gjøre halvdunkelt i Stuen, man har formeget af det Grønne, men er iøvrigt godt indqvarteret, kun at Sovekamrene synes gamle Ruf af Skibe, klistrede til Huset og Alt gjennemtrængt af Fiskestank. Et Par af de nærmeste Gaarde har ogsaa Plankeværks-lndhegning, som Sandet udenfor er fyget op om; underlige Brostilladser ligge og næsten spærre Indgangene, de høre til at gjøre Byen veibar ved Efteraar og Vinter, sagde man. I Regntid og naar Sneen smelter, kan Sandgrunden ikke sluge alt det Vand, her da staaer, da bliver Skagen en Slags "Venedig", som en Skagboer udtrykkede sig; og man kan med Baad stage sig frem mellem enkelte Klitter og Huse.
"Føre Sladder til Torvs," den Talemaade kan ikke anvendes i Skagens By, her er intet Torv, men man kan føre Sladder paa Bakke. Hist paa en af de høeste Klitter, mellem Huse og Kartoffelagre, hvoroppe man seer ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøider til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Veir Fruentimmerne; her er deres Forum, Byens eneste Samlingsplads, Caffeen hvor Blæsten dreier sin Lirekasse, Regnbygen staaer for Skjænken og Havgusen for Opdækningen; Bakken her kaldes: "Sladderbakken". Vi saae Ingen paa den. Glaskuppelen paa det nye Fyrtaarn bag de heie Klitter viste sig herfra som en Glasballon, idet just en lav Skytaage skjulte Taarnet. Hen til det er Veien herfra ikke kort. De to Dele af Skagens By, langs Kattegat, omtrent en Halvmiil, have vi passeret, men endnu er der en Fjerdingvei til det nye Fyrtaarn, derud ville vi; det gamle ottekantede Taarn komme vi først forbi, det venter paa at nedbrydes.
Vi rumle hen over en haard, stenet Grund mellem magre Kornagre og elendig Græsning og holde foran det nye Taarn, der angives at være 140 Fod med Lysvidde til fire en qvart Miil. Kong Frederik den Syvendes Navnechiffer smykker den slanke Taarnbygning; et storartet Vaaningshus med elegante Værelser og Comfort er opført her; smaa Haver med en Rigdom af Blomster og store modne Meloner overraskede os. En magelig Vindeltrappe fører gjennem Taarnet op til Fyret, et Lindsefyr med fire Væger; det er en slags Moderateur-Lampe istor Stiil; Lampen rummer 60 Potter Olie og brænder tre Pægle i Timen, sagde man os.
Hvilket Skue ud over de udstrakte Vande! hvilken Susen, naar i Efteraaret Stormene fare hen over denne Menneskebolig med en Tonefylde, hvorved de oprørte Haves dybe Rullen forsvinder. Høie Sandklitter ligge mod Nord i Halvkreds om Taarnet og naar vi ere over disse, staae vi paa den lange smalle Rullesteens Revle, der kaldes Grenen og have endnu en Fjerdingvei til dens yderste Spidse.
Vi vare her en stille Solskins-Dag. Her var over et halvhundred Fiskere, ogsa Qvinder, ude at drage Vaad fra Nordsøen og fra Kattegattet. Garnene laae mange, mange Aareslag ude. Hvilket Dræt! meest store Rødspretter, men ogsaa Katfisk, Taderfisk, Søstjerner og Torsk. En Gellé af Medusaer klistrede sig om Garnet, hvorfra de mindre Fiske smuttede ud og Krabberne gik deres skjæve Gang. Her laae flere Fiskeqvaser med Kjøbere fra Gøteborg og Kjøbenhavn.
Vi gik ud paa Grenens yderste Rand, der runder sig med en lille Svip Sandpynt mod Øst, ikke større end at kun eet Menneske kunde staae der og prøve, at Bølgerne fra Nordsøen slog hen over den ene Fod, og Bølgerne fra Kattegattet slog over den anden, man saae tydeligt de to Vande mødes; Nordseen havde stærkest Kraft. Herfra, ud under Vandet, mod Nord og Nordvest, strækker sig, som to lange Følehorn, en heel Miil ud i Havet, Skagens farlige Rev. Gjennemtrængende Skrig af talløse Søfugle fylde Luften, den dybe Summen i det umaadelige Havsvælg, Dønningens Rullen og Bryden, der slaaer os over Fødderne og dertil Skuet ud over Havets i Luft hensvindende Flade, virker svimlende, man vender sig uvilkaarligt for at see, om man har fast Land endnu bag ved sig og ikke staaer ude paa Havdybet, en Orm kun for disse Skysværme af skrigende Fugle.
Mollusker, Søstjerner, døde Fisk ligge for vore Fødder, Vragstumper og Skrog af Skibe, sorte og afblegede Rester, staae som Mamuths Knokler ude i det klare gjennemsigtige Vand, det vinker saa lokkende, smiler saa mildt, man glemmer dets frygtelige Magt, dets voldelige Kræfter, naar Stormene fare hen over det, og det forvandles til et skummende Vandfald, der vælter mod Kystens Revier, bider sig ind i de lerede Banker og de opfygede Sandbjerge.
Hvor nu de tunge Bølger vælte, laae engang Gammel Skagen; Beboerne maatte Aar for Aar flytte deres Huse ind i Landet, til hvor de nu ligge langs den med slebne Rullesteen opfyldte Strand. Derhen ville vi, det er en heel Miil herude fra Grenen, vi maae igjen tilbage gennem "Vester"- og "Østerby", forbi Plantagen, hen over magre Kornmarker og fattig Græsning, men her stode engang Klitter, gamle Folk erindre det endnu, og hvor vi nutildags see Klitter, huske de, laae dyrket Land og Mosestrrekning. Vi komme forbi en større Gaard, før var den Herregaard, men efterhaanden, som alle dens Jorder bleve dækkede af Sandklitter, blev den et ringe Vaaningshus kun, her boer en Møller. Hvor den favndybe "Hofsøe" strakte sig, saae vi nu som Tegn paa at den havde været, lange Rør skyde deres brunfjedrede Duske op igjennem Sandet. Olavius, der har givet en "Skagens Beskrivelse", fortæller, at omtrent 1780 var endnu tilbage af denne Sø to smaa Huller og i dem bleve de sidste Fisk, nogle ynkelige Skaller, fangne; Øinene stode ud af Hovedet paa dem, saa forsultne vare de, Bylder havde de paa Kroppen og Maven var fyldt med Flyvesand og Stumper af Siv og Rør. Til denne engang favndybe Sø knytter sig Sagnet om en gammel Gaard, her har ligget; dens rige Eier sendte i Overmod Bud efter Præsten for at have en taabelig, ugudelig Spøg; han lod sige, at en Syg skulde berettes. Præsten kom, men her var ingen Syg, man havde lagt en So i Sengen; da sank Gaarden, her blev en favndyb Sø og kun Stolen, paa hvilken Præsten havde lagt sin Bibel, flød op paa Vandet.
Herinde mellem Klitterne strrekker sig endnu Kornland og Hede. Vi saae den afskrællede Lyngtørv reist i Stakke, de saae i Afstand ud som en heel Leir; man fortalte, at i Krigen med Engellænderne havde Fjenden ikke vovet Landgang, de antoge Stakkene for Soldater-Barakker.
Snart naaede vi de foran os opfygede Sandbanker, bedækkede hist og her med Klittag og Marehalm, et Gravdække hen over Skagens mægtige Kirke; imellem den og Byen gik tidligere en Kirke-Vase, der fygedes til, Veien var heist besværlig for Alle og om Vinteren fast ufremkommelig; Sandet lagde sig om Kirkegaardens Muur og snart over den og over Grave og Liigstene heelt op mod Kirkens Vægge og Vinduer; men endnu søgte Menigheden her hen og holdt deres Gudstjeneste; tidt maatte de skovle sig frem til Indgangen, og der var Tale om at nedlægge denne brestfældige Bygning. Men Skagboerne vilde nødig miste deres Guds-Huus; dog en Søndag kom Sognefolkene og Præsten, en mægtig Sandmile havde lagt sig for Kirkedøren, Præsten læste da en kort Bøn og sagde:
"Vor Herre har nu lukket her dette sit Huus, vi maae reise ham et nyt andetsteds."
Den 5te Juni 1795 blev Kirken ved kongelig Resolution nedlagt, Taarnet skulde vedligeholdes som Sømærke, Gudstjeneste holdes i et Træ-Kapel midt i Østerbyen, indtil den nye Kirke blev reist; men deres gamle Kirkegaard vilde Skagboerne dog endnu ikke give Slip paa, de Gamle ønskede at hvile hos deres kjære Forudgangne og med stor Besværlighed skete det indtil Aaret 1810, da Sandet saa aldeles var gaaet over Kirkegaarden, at en ny maatte anlægges.
Med en egen Følelse, som ved Askehøiderne over Pompeji, staaer man her ved denne tilfygede begravne Kirke. Blytaget er brækket af; det hvide Sandmeel, glødende i den hede Sol, ligger skjulende hen over Kirkens Hvælvinger; i Gravnat derinde er Alt skjult, gjemt og af Slægter glemt, til engang Vestens Storme maaskee bortfyge de tunge Sanddynger, og Solstraalen igjen lyser ind gjennem de aabne Vinduesbuer, hen paa Billederne i Choret; den lange Række Portrætter af Skagens Raadmænd og Borgermestre med deres Bomærke. Maaskee en fjernkommende Slægt træder ind i dette Skagens Pompeji og igjen beundres den gamle kunstigt udskaarne Altertavle med dens bibelske Billeder; det varme Solskin bestraaler igjen Maria med Barnet, der isin Haand holder den gyldne Verdens Kugle. Nu ligge de dade Sandbølger hen over Kirken, et Vildnis af Klittjørn med dens gule Bær, voxe i Sandet, vilde Roser sætte her Blomst og Hyben; man kommer til at tænke paa Eventyret om Prindsessen i den sovende Skov, hvor Slottet skjules af et uigjennemtrængeligt Krat. Det mægtige Kirketaarn løfter endnu vist to tredie Dele af sin Høide over Sandklitterne, Ravne bygge deroppe, en Vrimmel omsusede det, deres Skrig og de knasende Grene af Klittjørnen, vi traadte paa for at komme frem, var den eneste Lyd, vi fornam i denne Sandørken. Klit paa Klit rundtom os, og først efter lang besværlig Gang i det dybe Sand, aabnede sig igjen en grøn Markstrækning henimod den yderste Klitrrekke foran Havet, og derude gammel Skagen, eller som den kaldes: "Høien". Vragstumper ere benyttede til Bygning og Brug, Skibs-Gallioner og Indskrifter i forskjellige Tungemaal prange over Porte og Døre; her staaer snittet iTræ eller med farvede Bogstaver "Neptunus", her "De tre Søstre", der "Haabet", men det er Vragstumper uden Betydning hæftede paa til Stads.
Hele Kysten er et Mosaik af Rullesteen, dem Havet har slebet flade og runde; hvad vilde de kunde fortælle, om de fik Lyd og Tale-Evne! Hvormange Aartusinder hengik siden Iis og Vand bar dem til denne Kyst og gav dem deres glatte smukke Form!
Klitterne langs Stranden løfte sig høiere; Maretørvens sorte Lag skinner frem i det hvide Sand; altid eet og det samme, Hav og Klitter, Vrag og skrigende Søfugle; man møder maaskee et eensomt vandrende Postbud; han søger sin Vei ude i Havstokken, hvor Bølgerne have klappet Sandet fast, eller han stavrer hen over Steenlaget; stiger Søen, er det et stormende Veir vesterfra, maa han søge Veien inde i de dybe tunge Klitkrumninger, hvor kun Klitharer er hans Selskab, han maa kjende de farlige Grunde, hvor Væld og Bække grave Faldgruber og Qviksandet uden Redning sluger ham; en heel Brudeskare hedder det, er engang saaledes forsvundet. Som en Muur mod sin egen Vælde har Havet reist Klitternes takkede Bjergaas, Folketroen lader beskærmende Klitnisser boe derinde, og fortæller, at da engang en fjendtlig svensk Flaade laae udenfor "Gammel Skagen" og vilde gjøre Landgang, mylrede fra Sandet en Mængde bevæbnede Smaa, de holdt Udkig til Mørket kom og med det en Storm; da gik den hele Flaade under, Havstokken rullede med Vragstumper og Liig.
Følge vi Vestkystens Klitter og Leerskrænter herfra ned mod Hjørring, da begrændses Horizonten af de Høider, vi gik ud fra ved Frederikshavn, det er den samme Høideryg vesterpaa ned imod "Løkken", hvor høit oppe, Berglum-Kloster, som en Sphinx paa Bjerget ligger og seer ud over Vild­ mosen, Nordhavet og Skagens Land.
Herfra over Mark, Hede og Klitter ud i Nordsøens Havstok, kommer man, om vi saa tør sige, den historiske Vei heelt ud til Skagens Green; snart forbi leerede Skrænter, henover Sandmiler og ind paa udstrakt Græsgang, hvor den buskhøie duftende Porse og den himmelblaae Gentiana groer; Gammel Skagen ligger for os, og den i Sandflugt begravne Kirke. Slægter kom og gik, men Hæders Navne, bleve i Minde. Fra Skagens fattigste Fiskerhytte kom Sjællands berømte Biskop Scavenius, fra Skagens By kom Mathematikeren Scavenius, Mænd af Driftighed og Dygtighed fik vi fra denne Landets "Afkrog".
Gjennem Plantagen, gjennem Vester- og Østerby naae vi det nye Fyrtaarn; det lyser over de dybe Vande, naar de hvile og naar Stormene fare hen over det og Menneske-Hjertet synger med Ewald:
"Den Gud, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Han ene kan redde -!"
Og gjennem Mandens Mod og Kløgt kommer Redningen, næst Gud.
Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgeme brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde hver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad Din Stue i den mørke Nat! det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasteen pidske Dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm! sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du bar naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skjærende Skrig• lyder til Dig Nød-Raab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, enkelte holde sig fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er faldet hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste fares til Skagens By, Byen uden Gade og Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men "kolde Hænder, varme Hjerter!" siger Ordsproget.
Udholdenhed vil dæmpe Sandflugten, Plantagens unge Dryader hviske om kommende Skov og Krat, Kornmark og Enge. Byens Huse skulde da stille sig i Række, med smaa Haver foran hver, der komme Gader og Stræder ud til aaben god Landevei, der fører til Frederikshavn, Endepunktet for Jyllands Jernbaner ned til Fastlandets; Frederikshavn er da Havnen for Dampskibene, som i faa Timer knytte Bro mellem Norge, Sverig og Danmark; og den Tid vil komme! - Fyrtaarnet paa Skagen, som nu staaer i sit første Virksomheds Aar, vil ikke kaldes gammelt, naar det opnaaes; vor Tid virker med Aandens Magt, byder over Materien, idet denne troer at herske og være Nutidens Herre.
Udgivet 1980
Sprog: dansk
Genre: Rejseskildringer
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17858
[Informationer opdateret d. 29.11.2012]

  top Top

Aftenstjernen

Jensen, Jørgen Bonde, Aftenstjernen. I hans: Mit navn er hare og andre essays. Modernitetens æstetik i praksis . Tiderne Skifter, København 1984. Pp. 7-39, med henvisninger pp. 270-73. - Essayet, om Den lille Havfrue, indleder afdeling I, Med H. C. Andersen som rejsekammerat, som også omfatter Tivoli i København, pp. 40-79, med henvisninger pp. 273-75, og Jeg er her allerede, pp. 80-119, med henvisninger pp. 276-77; sidstnævnte omhandler Københavns Hovedbanegård og rummer næsten intet om HCA, mens Tivoli-essayet bl.a. analyserer Nattergalen.
Udgivet 1984
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994:949   Bibliografi-ID: 4928
[Informationer opdateret d. 5.10.2010]

  top Top

Han var en Fencker. Og det er ganske vist - (en) historie.

Rasmus Bjørgmose, .. om HCAs moder der fremhviskede et navn, der skal være blevet (mis)opfattet som Selcker - men ifølge Fencker i virkeligheden var Fencker! [om Jens Jørgensens teori]. Fyens Stiftstidende, 22.4.1989.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 22. april 1989
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16691
[Informationer opdateret d. 10.2.2012]

  top Top

Krig om navnet H.C. Andersens hus.

Artikler om huset i Nyhavn. Bent A. Koch: [leder] Misbrug af H.C. Andersen.
Bent Ranning: Manipulation med H.C. Andersen. om Jørgen Rossens "H.C. Andersen Nyhavn". Fyens Stiftstidende, 12.12.1991.
Rolf Dorset: "Andersen i blå neon". Fyens Stiftstidende, 1991. H.C. Andersens aktivetshus i Nyhavn må ikke kalde sig H.C. Andersens hus hverken på dansk eller engelsk. Det navn har Odense patent på. Morgenposten Fyens Stiftstidende, 8.8.1992.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 12. december 1991
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16821
[Informationer opdateret d. 14.12.2012]

  top Top

Det ender altid med Andersen.

Annie Birgit Garde: "Andersen er et godt navn i Danmark. Alle store mænd hed Andersen til efternavn og det var helt sikkert, at når jeg blev stor, skulle jeg giftes med en hr. Andersen. For min morfar hed Andersen og det samme gjorde min beundrede eventyrdigter. I en radiotime, hvor de små diskuterede religion, spurgte speakeren, hvem der havde skrevet Bibelen. Hurtigt kom svaret fra en lille syv-års pige: Det har H.C. Andersen" Fyens Stiftstidende s kronik 12. sep. 1992.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 12. september 1992
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13447
[Informationer opdateret d. 7.3.2011]

  top Top

Sig mig dit navn ...

Corfitzen, Marianne, Sig mig dit navn .... Bogens Verden , 1993, pp. 353-55. -Bl.a. om De vilde Svaner.
Udgivet 1993
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994:1537   Bibliografi-ID: 5515
[Informationer opdateret d. 5.10.2010]

  top Top

'Han kender mit navn!'

Nielsen, Flemming Chr., 'Han kender mit navn!'. Jyllands-Posten 27.11.1994.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1995/8)

Udgivet 27. november 1994
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994:1605   Bibliografi-ID: 5583
[Informationer opdateret d. 13.2.2012]

  top Top

Bikubenfonden stifter fond mod analfabetisme.

Bikubenfonden stifter den humanitære fond "HCA-abc Fonden" til bekæmpelse af analfabetisme i H.C. Andersens navn. Dermed er H.C. Andersen 2005-fejringens eftermæle med til at give børn og unge verden over et bedre liv. HCA2005.dk

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 5. april 2004
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 14433
[Informationer opdateret d. 2.12.2013]

  top Top

Velkommen til H.C. Andersens 200 års fødselsdag. Det bliver et eventyrligt tilløbsstykke i Rosengårdcentret.

Særsektion af Fyens Stiftstidende Hanne D. Frette: "Skummende historie" om Albanibryggerierne og HCA; Marianne Koch: "Skeletter er sjove at klippe" - om Sonia Brandes; Rikke Hyldgaard: "Et skakspil til hofdamen"; "Læs imidlertid Fyens Stiftstidende ... Fyns 233 år gamel avis har fulgt H.C. Andersen altid", Malene Birkelund: "Hun sover i digterens værelse" (i Fåborg), "Den nødvendige kærlighed" (HCAs forelskelse i Riborg Voigt påvirkede ham kunstnerisk), "En melodi der passede til ordet. Selv om HCA og Carl Nielsen fødtes med 60 års mellemrum, gennemlevede de begge almuens fattige kår før berømmelsen"; Hanne D. Frette: "Landsby-nøglen. Den Fynske Landsby fortæller historien om, hvordan størstedelen af Danmark så ud på H.C Andersens tid; Ivar Juel Nordentoft: "Åen, den ægte Andersen-vare"; Malene Birkelund: "I guldægget. 18 karat guld, 109 brillanter og 6327 facetslibnnger skulle der til for at ramme byens mest berømte søn ind i et unikt smykke"; Hanne D. Frette: "Ællingeskolen. Mønsterbryder. På H.C. Andersen SKolen i Odense er man stolte af at bære eventyrdigterens navn, for ligesom han tror man på at enhver har mulighed for at få et godt liv"; Malene Birkelund: "Jobbeskrievelse: H.C. Andersen" (interview med Ejnar Askgaard); Hanne D. Frette: "Forsker og formidler" (interview med Johan de Mylius); Marianne Koch: "Andersen var rastløs" (interview med Niels Oxenvad); Marianne Koch: "Den uartige teori" (interview med Rolf Dorset); Anders Mose Poulsen: "Blandt de kongelige (Interview med Peder Pedersen, Humlemagasinet); Kirsten Nepper-Rasmussen: "Med bibelen under hovedpuden. H.C. Andersen brød sig ikke om helvedes-prædikanter og gik sjældent i kirke. Alligevel havde han en stærk tro og det påvirkede hans arbejde".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 20. marts 2005
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13373
[Informationer opdateret d. 2.3.2011]

  top Top

Andersen i nye klæ'r.

Johs. Nørregaard Frandsen, Helle Thylkjær Hansen og Jørgen Clausen: "Odenses store eventyrdigter udgør ikke blot en bro, men en dør til Kina". H.C. Andersen Fonden forsøger at skabe fornyet interesse for digteren og dermed for byen Odense, Fyn og Danmark, især "med spørgsmålet om, hvad det er digteren, myten, ikonet og fænomenet H.C. Andersen siger os i dag. På baggrund af den viden vil fonden lægge nye spor ud for aktiviteter og initiativer i Andersens navn." Fyens Stiftstidende 14. januar 2011.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 14. januar 2011
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13250
[Informationer opdateret d. 27.2.2012]

  top Top

Den jødiske synagoge fik kun kort levetid.

Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær, Odense Stadsarkiv: Gennemgår historien om synagogen/bedesalen i Overgade 28 til Fedder Carstens jødiske skolen i Munkemøllestræde og historien om den lille jødepige ved navn Sara. Fyens Stiftstidende, 23.1.2012.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 23. januar 2012
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16512
[Informationer opdateret d. 4.12.2013]

  top Top
Søgeord: til + frederiks + mo*r + fromt + nævnede + han + jesu + navn. Ny søgning. Søg i resultater