H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Søg i bibliografierne

Hop forbi menu og nyheder

Søgeord: ved + kransens + hejsning + pÃ¥ + grandjeans + nye + gÃ¥rd + fra + gammel + tid + en + gÃ¥rd + her + stod. Ny søgning. Søg i resultater

Søgningen gav 35 resultater.

Tællelyset.

Afskrift af nu sandsynligvis forsvundet originalmanuskript [fra H.C. Andersens skoletid i Slagelse] med senere påført dedikation i blåt blæk: Til P Plum fra hans Ven Bunkeflod. Politiken, 12.12.2012 og Fyens Stiftstidende, 14.12.2012. Affotografering

Til Madam Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen

Tællelyset

Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets Vugge - og ud af den lune Vugge gled Lyset for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende hvidt og slankt det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe at det maatte give Løvte om en lys og straalende Fremtid – og Løvterne, som Alle saae, skulde det virkelig holde og opfylde.
Faaret - et nydeligt lille Faar - var Lysets Moder og Smeltegryden var dets Fader. Fra dets Moder havde det arvet sin blendende hvide Krop og en Ahnelse om Livet; men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been – og ”lyse” for det i Livet.
Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de lyseste Forhaabninger kastede sig ud i Livet. Der traf det saa underlig mange Medskabninger som det indlod sig med; thi det vilde lære Livet at kjende – og maaskee derved finde den Plads, hvor det selv passede bedst. Men det troede altfor godt om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset; thi den kunde ikke forstaae, til hvad Gavn det kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det til Fordeel for sig selv og toge forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte større og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske bort og blev heelt tildækket af Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor svær Berøring med det, meget nærmere end Lyset kunde taale, da det ikke havde kundet skjelne Reent fra Ureent, – men endnu var det i sit Inderste uskyldig og ufordærvet.
Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre – og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.
Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, – de vare bange for at smittes af den sorte Farve, for at faae Pletter paa sig, – og saa holdt de sig borte.
Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu, at det kun havde været et Redskab til at fremme det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet det Bedre i sin Omgang –, det kunde ikke fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig / var skabt, hvorfor det skulde leve paa Jorden – og maaskee ødelægge sig selv og andre.
Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere det tænkte, desto større blev dets Mismod, da det slet ikke kunde finde noget Godt, noget virkeligt Indhold for sig selv – eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. – Det var ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.
Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa klart – tværs igjennem den ydre Skal – og der inden for fandt det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.
Flammen straalede ud – som Formælingens Glædesfakkel, Alt blev lyst og klart rundt omkring, og det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner – og med Held søgte de nu Sandheden under Lysets Skue.
Men ogsaa Legemet var kraftigt nok / til at nære og bære den flammende Ild. – Draabe paa Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad stammen og dækkede med deres Legemer – Fortidens Smuds.
De vare ikke blot Formælingens legemlige men ogsaa deres [a]andelige Udbytte. –
Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet – og viist, at det var et rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger –
H.C. Andersen.

[Engelsk] ; [Tysk] ; [Polsk]
Udgivet ukendt årstal
Sprog: dansk, engelsk, polsk, tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18060
[Informationer opdateret d. 12.8.2013]

  top Top

Digte / af / H. C. Andersen. / - / »Vergessne Gedichte sind neue«. / Jean Paul. / - / Kjøbenhavn. / Trykt, paa Forfatterens Forlag, hos E. H. Robert. / 1830.

Titelblad. - Tilegnelse til Conferentsraad J. Collin. - Indholdsfortegnelse (upagineret Blad). - Tekst: 136 Sider. - 12 mo. - Pris 1 Rbd. 16 Sk. (Udkom 2. 1. 1830).
Anm. Dagen 22. 3. 1830, Nr. 69. - Dansk Litteratur Tidende, 1830, Nr. 6, 81. - Kjøbenhavns-Posten 4. 1. 1830, Nr. 3, 12. - Maanedsskr. for Litteratur, 1830, 3. Bind, 162 af C. Molbech.

Indhold.

Rime-Djævelen p. 1 (se Nr. 20).
52. Soldaten. (Med dæmpede Hvirvler Trommerne gaae) (Saml. Skr. XII, 190). p. 6
Den rædselsfulde Time (se Nr. 12). p. 7

Nytaarsnat (se Nr. 23). p. 10

53. Phantasiestykke i min egen Maneer. (I Himlen sidde Guds Engle smaae) (Saml. Skr. XII, 85). p. 12

Svinene; en Ode (se Nr. 19). p. 14

54. Vandrer-Liv. (Gaardhunden giøer - dens Tænder er saa skarpe) (Saml. Skr. XII, 139). p. 16

Det døende Barn (se Nr. 13). p. 17

Graat-Veir (se Nr. 39). p. 18

Kunstner-Livet (se Nr. 31). p. 19

Dykkerklokken (se Nr. 16). p. 24

Ved en Tragedies Dødsfald (se Nr. 37). p. 33

Aftenlandskab (se Nr. 36). p. 34

55. Cometen, et Sagn. (Da Sol stod op, og alle Nattens Terner) (Saml. Skr. XII, 87). p. 36

Sjælen (se Nr. 17). p. 41

56. Recension. (Vel rødmer Land og Hav ret smukt) (Saml. Skr. XII, 2). p. 44

Tyveknægten (se Nr. 48). p. 45

Ingenting og Noget (se Nr. 33). p. 46

57. Klintekorset paa Møen. (Det er en lys, en deilig Sommernat) (Saml. Skr. XII, 39). p. 47

Hjertesuk til Maanen (se Nr. 15). p. 52

58. Skolemesteren. (I den lumre Skolestue ville vi nu dvæle lidt) (Saml. Skr. XII, 330). p. 54

Studenten (se Nr. 43). p. 56

59. Holger Danske. (Det gothisk gamle Kronborg i Maanelyset staaer) (Saml. Skr. XII, 123). p. 58

Den 1ste August (se Nr. 35). p. 61

Moderen med Barnet (se Nr. 38). p. 63

60. Flyttedagen i April. (Nu Vintrens gamle Gubbe forlader sit Logi) (Saml. Skr. XII, 287 (forkortet) - Nr. 24 af 65 Smaavers). p. 64

Phantasie og Vanvid (se Nr. 32). p. 65

61. Fastelavn, en Skizze. (Fastelavn idyllisk staaer med sin Gaas i Haanden) p. 69
62. Martsviolerne. (Sig Himlen hvælver saa reen og klar) p. 70
(Saml. Skr. XII, 64).
63. Capriccio. (Et Speil er Søens Flade, det er saa smuk en Dag) p. 71
64. En fæl Historie. (Barsk sidder Drotten i Skarlagen rødt) p. 73
Regnveir (se Nr. 46). p. 75

Sneedronningen (se Nr. 25). p. 76

65. Mosters Skjærmbræt. (Naar Kulden barsk sig nærmed',) (Saml. Skr. XII, 50). p. 78

Til min Moder (se Nr. 34). p. 81

66. Risens Datter. (Dybt inde under Bjerget en gammel Rise boer) (Saml. Skr. XII, 274). p. 82

Aftenen, et Træsnit (se Nr. 11). p. 84

67. De Danske og deres Konge. (Alt reiser Vint'ren sit hvide Telt) p. 86
Dødsøieblikket (se Nr. 45). p. 88

68. Amors Spillekort. (Det er dog baade en Skam og Tort) (Saml. Skr. XII, 133). p. 89

Oldtids huuslige Liv (se Nr. 42). p. 90

Østergade (se Nr. 26). p. 91

69. Morten Lange. (Hver Midnat mellem tolv og et,) (Saml. Skr. XII, 237). p. 95

70. De tre Gaver. (Saa deiligt et Træ i Skoven staaer) p. 99
71. Januar, en Skizze. (Paa Gade, Mark og Tage, nu ligger Sneen hvid) p. 101
(Saml. Skr. XII, 291 - Nr. 42 af 65 Smaavers).
Tanker ved en ituslagen Jydepotte (se Nr. 14). p. 102

72. Dødningen, et fyensk Folke-Eventyr (H. C. Andersens første Eventyr - Blev senere omarbejdet og udkom igen 1835: Reisekammeraten; se Nr. 279). p. 105

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/257, anm.: Kjøbenhavns-Posten: A-727e)

Udgivet 2. januar 1830
Sprog: dansk
Genre: Digtsamling
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:51
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 57
[Informationer opdateret d. 30.1.2012]

  top Top

Til Deres Kongelige Høiheder Prinds Frederik Carl Christian og Prindsesse Wilhelmine Marie. (Midt i den dybe salte Sø).

Nr. 4 af 7 Sange i et Hæfte: Sange i Anledning af Hans Majestæt Kongens Fødselsfest. Afsjungne i det Kongelige Kjøbenhavnske Skydeselskab og Danske Broderskab den 7. 2. 1833. Kjøbenhavn-Trykt hos Andreas Seidelin, Hof- og Universitets-Bogtrykker. - 14 upaginerede Blade. Mel. Ung Adelsteen paa Thinge stod.
Udgivet 7. februar 1833
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:220
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 214
[Informationer opdateret d. 5.10.2010]

  top Top

Farvel til Andersen!

Kjøbenhavnsposten No 87, 4. Mai 1833. Digt med 10 Vers af Frithiof, "Saa Du vil bort fra Danelund". Kjøbenhavnsposten No 93, 13. Mai 1833. Smædedigt med 5 Vers med henvisning til ovenstående, underskrevet "Ingeborg". Brev
Det infame Digt i Kjøbenhavnsposten, underskrevet Ingeborg, refe­rerer sig til et ikke videre fortræffeligt Afskedsqvad til Dem, underskrevet Frithiof; den sentimentale Tone deri mishagede Folk med Rette, men det sidste Digt har naturligviis mishaget endnu mere. I Anledning af det Skete har jeg i Kjøbenhavnsposten ladet indrykke følgende Annonce:
»Vor Landsmand, H. C. Andersen, som med Kongelig Understøt­telse reiser udenlands, er i Maii Maaned d. A. ankommen til Paris, hvor han for det Første agter at opholde sig. At han ved sin Ankomst der har modtaget et ufrankeret Brev, eller rettere en Convolut med det Nid­digt, som stod indført i Kjøbenhavnsposten N° 93, saadant maa, skjøndt paa heel forskjellig Maade, interessere Andersens Venner og Digtets Forfatter at erfare
Kjøbenhavnsposten 1. Juni 1833 med Christian Wilsters erklæring:
Da et temmelig almindeligt Rygte har tillagtmig den tvetydige Ære, at have skrevet det parodiske Afskedsdigt til H.C. Andersen, som,undertegnet Ingeborg, for kort Tid sisdenlæstesi Kjøbenahvnsposten, maa jeg herved offentlig fralæggemig dette Forfatterskab.
Sorøe, d 30te Mai 1833.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/385, 2000/386, 2004/035, 2004/036, A-728)

Udgivet Maj 1833
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16955
[Informationer opdateret d. 17.9.2014]

  top Top

Une vie de poëte

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Udgivet Oktober 1837
Sprog: dansk, fransk, tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 10969
[Informationer opdateret d. 22.4.2013]

  top Top

Odeum, eller: Den lille Declamator.

Samlet og udgivet af J. C. Richter. 2det Bind. Kjøbenhavn. Trykt hos Fabritius de Tengnagel. 1839.
S. 9: Svinene (en Ode) [bfn19]
s. 24 Skildvagten [bfn 88]
s. 70 Manden fra Paradiis [bfn 81]
s. 95 Hjerte-Tyven bfn 116]
s. 196 Parapluien [ej bfn]
s. 220 Flyttedagen i April [bfn60]
Parapluien

En Paraplui det er et luftigt Væsen,
Som oftest har den otte lange Been;
Den tidt af Silke er, hvo ei er kræsen,
Af Nankin, Cambridgs og kan have én.

Den hører næsten til Fornødenheder.
Den conservere skal vor Pynt og Stads;
Sin Eier mangen Plage den bereder
Jeg har for den havt mangen artig Spas.

Engang jeg gik saa smukt paa Østergade
Med splinter-funkelnye Paraplui;
Jeg havde kjøbt den i den franske Lade
Hos Herr Nabrin, der har saa svært et Rye.

Det regned snart; jeg lod mig dog ej skrække,
Jeg Fjenden bød et vandtæt Silkeskjold;
Men Blæsten var vel haard, den vilde trække
Det lette Væsen bort, den lede Trold!

Da jeg til Hjørnet kom af Hallandsaasen,
Gav Vinden opad et forsvarligt Træk.
Ei hjalp, hvordan jeg dirigerede Kaasen,
Min Regnafleder havde alt en Læk.p>

Den franske Stads jeg altsaa maatte bære
Med brukne Been og Arme til Nabrin:
Den hele Stads var mig en kostbar Lære:
At fine Pynt er stundom og trop fin.

En anden Gang jeg nær fik banket Ryggen
Fordi jeg Hatten stødte af en Mand;
Men raske Been, beskyttede af Lykken,
Hjalp velbeholden mig fra Farens Rand.

Jeg glemt har mange, mange Parapluier,
Snart her, snart der, fik sjeldent dem igjen;
En slem Geschichte er det Vei'r med Byger,
Er Regnen standset, let man glemmer den.

Som oftest saa uheldigt traf det gjerne,
At jeg i Solskin slæbte paa mit Skrog,
Og naar det mig mod Regnen skulde skjærme,
Stod det sædvanligt hjemme i en Krog.

Jeg ogsaa tidt har laant et saadant Meubel
Ud til en eller anden gammel Ven,
Men kan man troe det, skjøndt det ei var Pøbel,
Kom Parapluien sjældent hjem igjen.

Nok sagt om denne store Landeplage,
Min sidste troer jeg blev i Bellevue;
Jeg aldrig mere vil i mine Dage
Bortkaste Penge til en Paraplui!

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/400)

Udgivet 1839
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16999
[Informationer opdateret d. 31.5.2012]

  top Top

Sang afsjunget ved Deres kongelige Høiheder Prinds Christians og Prindsesse Caroline Amalies Møde paa Gisselfeldt den 30. August 1839. Mel. Hr. Peder kasted Runer over Spange. (Nu er det Høst, nu er det Vandre-Tiden).

Trykt i Portefeuillen for 1839. 3. Bind, 36. Hæfte, 8. 9., 217.
Nu er det Høst, nu er det Vandre-Tiden
nu flyver Storken bort til Pyramiden;
Der Farvepragten svinder,
Snart Skyen ryster Snee,
men da i skjønne Minder
Det Svundne vi gjensee
Fyrste-Par! I mindes Sommer-Glandsen,
Gisselfeldt staar med som Blomst i Krandsen,
Gisselfeldt!

Fyrstinde! Du med Tanken gjæster Øen,
Seer Hjemmet, Dine kjære hist bag Søen,
Der hvor Din Vugge gynged',
Hvor Englen hos Dig stod,
Hans Arm da fast omslynged'
En Søster skjøn og god.
Uskylds Smaae steeg ned til Fyrstens Datter,
Uskylds Smaae paa Jord du søger atter,
Uskylds Smaae!

Vi veed,o Prinds! At Giselfeldt gjenkommer
I Minde hos Dig skjønnest denne Sommer,
Thi her var Eders Møde,
Her samledes I fro,
Trofaste Hjerter bøde
Velkommen Eder to.
Snillets ven! Hjerternes Fyrstinde!
Gjennem Aar den Dag i Dag vi minde,
Gjennem Aar!

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/444)

Udgivet 8. september 1839
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:348
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 348
[Informationer opdateret d. 27.2.2014]

  top Top

6 indledende Smaavers:

543. (Den ældre Søster med sin Broder staaer). (Saml. Skr. XII, 138).
544. (Hen over Blomsterbed, Græsplet og Gange). (Saml. Skr. XII, 138).
545. (Jeg rider i Solskin, i Regn og i Blæst). (Saml. Skr. XII, 138).
546. (En Engel tæt ved os begge stod). (Saml. Skr. XII, 138).
547. (Ja naar var dog det? Og hvor var dog det?). (Saml. Skr. XII, 139).
548. (Piger og Knøse lege tag fat). (Saml. Skr. XII, 139).

Trykt i 6 Characteerstykker componerede som Studier for Pianoforte, af J. P. E. Hartmann. 1-2. Hæfte. Op. 50. Kjøbenhavn. Forlagt af C. C. Lose & Delbanco. (Udkom Februar).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1982/182, 2000/781)

Udgivet Februar 1849
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:543
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 544
[Informationer opdateret d. 12.3.2012]

  top Top

Ein neues Märchen von Andersen.

Der fahrende Poet hatte in diesem Sommer im Schatten königlicher Gastlichkeit ausgeruht. Der großmüthige Schutzherr des modernen Sängerthums, König Max in Bayern, ließ ihn zu sich nach Hohenschwangau, seinem Zauberpalaste, der zwischen Wolken und Felsenkronen schwebt, entbieten. Der Märchenerzähler fühlte sich unter den wunderbaren Naturschönheiten der bayerischen Alpengegend recht eigentlich in seinem Element und hat sie in seiner neuesten Dichtung poetisch zu verklären gesucht. "Die Alpenrose" ist der Titel derselben; Der Reiz und Duft einer Blume ist das Symbol dieses lieblichen Märchens, das dem Dichter von neuem die Herzen der Lesewelt zuwenden wird.
F.v. H. Magazin für die Literatur des Auslandes 12.1.1856.
[HCA har ikke digtet om alperosen, men i Mit Livs Eventyr omtalt:
... var jeg istand til at modtage den kongelige Indbydelse til Slottet Hohenschwangau, hvor Kong Max og hans Gemalinde tilbragte Sommertiden.
Der kunde digtes et Eventyr om Alperosens Alf, der fra sin Blomst flyver gjennem Hohenschwangaus billedmalede Sale, hvor han seer Noget, som er endnu skjønnere end hans Blomst.
Mellem Alperne og Floden Lech i en aaben, frodig Dal, mellem to klare, mørkegrønne Søer, den ene noget høiere end den anden, hæver sig paa et Marmorbjerg Slottet Hohenschwangau, før stod her Borgen Schwanstein; Welfer, Hohenstaufer og Schyrer vare engang dets Herrer, deres Bedrifter leve endnu her i Billeder, malede paa Slottets Vægge. — Kong Max har, som Kronprinds, ladet Slottet restaurere og blive til den Pragtbolig, det nu er.
Intet af Slottene ved Rhinen er deiligt som Hohenschwangau, og ingen har der en Omgivelse som dette, den udstrakte Dal og de sneebedækkede Alper. Prægtigt løfter sig den høit hvælvede Port, hvor to Ridderskikkelser staae med Baierns og Schwangaus Vaabenbillede, Rude og Svane. I Slotsgaarden, hvor Vandstraalen springer fra Muren, der pranger med Madonnas Billed, malet al fresco, skygge tre mægtige Lindetræer, og i Haven, mellem en Fylde af Blomster, hvor de deiligste Roser svulme i det Grønne, troer man at gjenfinde Alhambras Løvebrønd; det iiskolde, friske Væld løfter endnu paa denne Høide sin Straale fyrretyve Fod i Veiret.]

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 12. januar 1856
Sprog: tysk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 14289
[Informationer opdateret d. 2.12.2013]

  top Top

Sang til Kongen ved Allerhøisammes Ankomst i Det kongelige Akademi for de skiønne Kunster. Den 31. Marts 1860. Thieles Bogtrykker (I Kunstens Hal vi træde ind).

Lejlighedstryk: 2 upaginerede Blade. Mel. Ung Adelsteen paa Thinge stod etc. (Saml. Skr. XII, 466).
Udgivet 1860
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:808
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 808
[Informationer opdateret d. 30.9.2003]

  top Top

Digte fra Spanien.

861. I. (I Norden, i Kakkelovnskrogen). (Saml. Skr. VIII, 332).
862. II. (Ved Husets Muur stod en Hæk af Geranier). (Saml. Skr. VIII, 331).
863. III. Toledo. (Vær hilset du Fortids Toledo). (Saml. Skr. VIII, 467).
864. IV. Alhambra. (Som en Æolsharpe, brudt itu). (Saml. Skr. VIII, 371).
865. V. Det spanske Sprog. (Af Rythmer i Castagnetter). (Saml. Skr. VIII, 475).
866. VI. Spanien. (Spanien, hvilken Rigdom har Du). (Saml. Skr. VIII, 479).
Trykt i Illustreret Tidende . 4. Bind, Nr. 184, 5. 4. 1863, 219. Sp. 2 og 3. (Alle Digtene optaget i I Spanien. 1863).

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-189a)

Udgivet 5. april 1863
Sprog: dansk
Genre: Enkelte digte
Kilde: Digterens danske Værker 1822-1875:861
Se værkregistret   Bibliografi-ID: 866
[Informationer opdateret d. 9.10.2013]

  top Top

Hvor gik H. C. Andersen i Snedkerlære?

LINDE, PETER, Hvor gik H. C. Andersen i Snedkerlære? Berlingske Tidende (søndag) 24. nov.
Til belysning af den i H. C. Andersens Levnedsbog skildrede ansættelse hos en Borgergade-snedker (nuværende nr. 34). Snedkersvend en Dag. Extrabladet, 5.3.1930.
Ved De, at H.C. Andersen stod i Snedkerlære en ½ Dag? Social-Demokraten, 21.11.1947; Frederikshavn Avis, 26.11.1947; Fyens Stiftstidende, 8.12.1947

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 24. november 1929
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:642   Bibliografi-ID: 2118
[Informationer opdateret d. 3.12.2012]

  top Top

Jeg saa jævnligt H.C. Andersen i min Læretid.

Jeg stod i Vintapperlære i Aarene omkring 1865 i Ejendommen paa Hjørnet af den nuværende Skindergade og Klædeboderne. Fra Dyrkøb ved Frue Kirke var der en Gennemgang til Klædeboderne, og ad denne Vej kom Digteren gerne, naar han skulde besøge sin Læge, Dr. Penques, der boede i samme Ejendom som Vinhandelen, Klædeboderne 38. ... H.C. Andersen havde et levende, følsomt Ansigt. Berlingske Aftenavis, 26. oktober 1935.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 26. oktober 1935
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18507
[Informationer opdateret d. 13.5.2013]

  top Top

[H. C. Andersen og Hertuginden af Augustenborg, I:] Interessant Fund af H. C. Andersen Manuskripter; [II:] Ukendte Digte af H. C. Andersen; [III:] H. C. Andersens ukendte Breve til Augustenborg; [IV:] H. C. Andersen fik Fornemmelsen af Tyskheden; [V:]

TOPSØE-JENSEN, H. G. (medd. & komm.), [H. C. Andersen og Hertuginden af Augustenborg, I:] Interessant Fund af H. C. Andersen Manuskripter; [II:] Ukendte Digte af H. C. Andersen,
Bout rimé over temaet "Jenny Lind", dateret 31 August 1844.

Forstyrret i Hoved var Mand og Muus
Alle vilde hen i Thalias Huus
De vare hinanden færdig at myrde.
Ingen var Nogen en trofast Hyrde.
Ikke heller, hvorledes det gik eller slap.
Alle vilde nyde den store Lykke
At høre Sangens det udvalgte Smykke,
Der hævedes saa i Blad og i Post.
Man vidste det ei var Hverdags Kost.
Ja, Gud bevar'os, hvor det blev en Aften
Man revned' reent af Begeistrings Saften.
Med blomster og Bravo,man sagde Tak.
Og hjemme ved Theen blev der en Snak.

Impromptu paa det kongelige Dampskib Kiel, da Maanen stod op over Nordsøen.
See hist et glødende Hjerte Staae,
I Bølgerne fik det jo Daaben.
Men her de levende Hjerter slaae,
Hjerter i Danmarks Vaaben.

[III:] H. C. Andersens ukendte Breve til Augustenborg; [IV:] H. C. Andersen fik Fornemmelsen af Tyskheden; [V:] H. C. Andersen skriver: En Lykkestjerne staar over mig og mine Skrifter. Berlingske Tidende (søndag) 10., 17. og 24. nov. samt 1. og 8. dec.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-484)

Udgivet 24. november 1935
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1875-1968:899   Bibliografi-ID: 2411
[Informationer opdateret d. 17.4.2013]

  top Top

Digternes Danmark.

Redigeret af Axel Nygaard. Illustrert af Johannes Larsen. Heri 34, 223, 233, 234, 302: digte af H.C. Andersen: "Rolighed", "Studie efter Naturen, Solen skinner i Naboens Gaard", "Odense. Du kjære gamle Fødeby", "Mit Barndoms-Hjem, Nær Odense-Munkemølle" og "Silkeborg, Hvor Klostret stod ved Søens Siv". København 1941. J. H. Schultz Forlag.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1941
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13430
[Informationer opdateret d. 7.3.2011]

  top Top

C.E.F. Weyse. 1842 - 8. oktober -1942.

Sven Lunn (bibliotekar v. KB): Program til Hundredaarsdagen for Komponisten C.E. F. Weyse's Død. Deriblandt digt af HCA:
Til Weyse
Et Folk, det er en Søe med stærke Bølger, / Der i sit Dyb en Toneverden dølger, / Der viser Præget af dets Aand og Snille; / Du hæved Skatte frem, - de leve ville / Fortynde stolt i Tiden, gjennen Toner / Hvor høit det danske Folk stod blandt Nationer.
H.C. Andersen (1840).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 8. oktober 1942
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13979
[Informationer opdateret d. 3.9.2012]

  top Top

H.C. Andersen og Harald Faber.

I mindeartikel i "Andelsbladet": I 1865 [skal være: 1867] fejrede Odense sin berømte Søn ved at udnævne ham til Æresborger. "Der mangler noget paa det Billede. I de Minuter, hvor Digteren stod ved Vinduet og saa ned paa Fakkeltoget, opholdt jeg mig nemlig under hans ene Arm, ligeledes med Interesse følgende, hvad der foregik nedenfor." [Harald Faber, 1856-1943, søn af Chr. Faber] Ekstrabladet, 6. marts 1943.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 6. marts 1943
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17305
[Informationer opdateret d. 6.5.2013]

  top Top

H.C. Andersen-Samfundets Københavns-Afdelings Mindefest

hvortil er indbudt Elever fra Københavns Kommuneskoler i Anledning af Digterens Fødselsdag. Program for dagen. Medvirkende: Holger Gabrielsen, Herrekoret "De Danske. Dirigent Kaj Oluf Buch. Symfoniorkester. Sanghefte: Kong Kristian stod, "I Danmark er jeg født", "Det er en stor alvorlig Tid", "Vandring i Skoven" og "Jylland mellem tvende Have".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2. april 1944
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17525
[Informationer opdateret d. 28.9.2012]

  top Top

Prinsessen paa Ærten.

- og der stod den rare, gamle Dronning med Prinsessens snavsede Tøj, hun skulde blot have kendt en Zoric-Rensning fra Barding ... Berlingske Tidende, 9.5.1946.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 9. maj 1945
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18997
[Informationer opdateret d. 19.8.2013]

  top Top

H.C. Andersen og Odense.

Gerhard Arnesen: [norsk] artikel om H.C. Andersen og Odense med billeder bl.a. af HCA-statuen, da den stod på Gråbrødre Plads. Urd , 22.11.1949.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 22. november 1949
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13632
[Informationer opdateret d. 6.5.2011]

  top Top

C. F. Tietgen. Faglig læsning Nr. 237.

Johanne Bräuner: Tidsskrift for skole og Hjem. 24. Årgang, 7. hæfte. Red. af Jørgen Banke og S.P. Fredebo. 1951. 26 s.
Heri s. 13: Jenny Lind .. fik han dog at høre, og så dybt et indtryk gjorde hun på ham både ved sin sang og ved sin personlighed, at det endnu en menneskealder senere stod klart i hans erindring, da han talte med H.C. Andersen om Jenny Linds Kunst.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1951
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17467
[Informationer opdateret d. 21.8.2012]

  top Top

200-aarigt Hattefirma stod Fadder for H. C. Andersen

Politiken . Bl.a. Hattemager Jens Heinrich Dorch i Odense stod fadder for H. C. Andersen. Artikel om Hattemagerfirmaets historie. - "Digteren har ganske simpelt glemt sin fjerde fadder." Fyns Venstreblad, 4.2.1953. Social-Demokraten, 12.2.1953.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 5. februar 1951
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 12244
[Informationer opdateret d. 28.5.2013]

  top Top

Foraarsfloret i fynsk poesi.

V.J. Brøndegaard: [HCAs digt fra 4. marts 1875]
"Hvor var der dog festligt derinde,
naar Pintseklokkerne klang;
smaae hvide Sommergardiner i Solskin om Vinduet hang.

Sct. Hansurt blev sat i Bjælken,
og Kakkelovnen fik Glands,
De duftende Birkegrene
stod der med Skovmærkekrands ...

Fyns Tidende, 27.3.1955.
Udgivet 27. marts 1955
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17454
[Informationer opdateret d. 16.8.2012]

  top Top

Nu hedder Vestre Boulevard H.C. Andersens Boulevard.

Politiken, 2. april 1955. "Det er H.C. Andersen som han gik og stod. Billedhuggeren Knud Nellemose, hvis byste af dagens 150aarige i aften afsløres, fortæller om H.C. Andersens fire ansigter.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2. april 1955
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 16619
[Informationer opdateret d. 5.11.2012]

  top Top

Den store eventyr-fest i Odense i gaar.

"Fødebyen i fest for eventyrenes digter". Kongen kom - trods sygdom - til Odense for at hylde H. C. Andersen. "For en dag verdens mest omtalte mand". Mere end 70 lande hyldede i gaar H. C. Andersens Minde. "Afsløring af H.C.-byste hos studenterne". Bysten opstilles til efteraaret - i passende selskab. "Overdaadigt festspil". Bodil Ipsens straalende oplæsning. "Redgrave skænker sit honorar til fynsk skuespiller". "Børnetog og fantastisk wienerbrøds-kaos i gaar". Det store optog blev det glade indslag i københavnernes H. C. Andersen-dag. "Dansk radios hidtil største arrangement". 18 radioreportere fra 11 lande, ogsaa Polen og Rumænien - Fjernsynets længste "hop" herhjemme. Digterens portrætør: Dwt er H.C. Andersen som ahn gik og stod. Billedhuggeren Knud Nellemose ... Boulevarden blev færdiganlagt lige før navneskiftet. Leder: Med tomme Hænder, H.C.A.... Dagens mand paa seks maader. De to nye danske H.C. Andersen-film. dan p. 1, 16 og 26. Politiken, Jyllands-Posten, og Berlingske Aftenavis, 3. april 1955.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 3. april 1955
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 11977
[Informationer opdateret d. 7.1.2013]

  top Top

Fjernsyns-succes for Victor Borge og H.C. Andersen.

Nyt one-man-show og eventyret Nattergalen for 50 millioners amerikansk fjernsysn-publikum. National Broadcasting Company havde en times udsendelse med H.C. Andersens eventyr nattergalen paa Shirley Temples program. Eventyret var optaget paa film. Kostumerne alene havde kostet over 18.000 dollars, og den mekaniske nattergal stod selskabeti godt 1.000 dollars. Baade Borge og H.C. Andersen faar i dag stærkt rosende omtaler i pressens anmeldelser. Berlingske Tidende, 21.2.1958.
Udgivet 1. februar 1958
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18881
[Informationer opdateret d. 7.8.2013]

  top Top

'Mit Livs Eventyr' om katafalk.

C.H. Detlev af Trampe: H.C. Andersens säng. Dagens Nyheter, 30.7.1958; grev Adam Frederik Trampe stod på lit de parade i juni 1807 i Odense Domkirke. Da hans enke, Gertrud Trampe, stod ved kisten, kom en ung mand hen til hende og sagde, han hed Andersen, var skomagermester og havde været gift i 2 år. Han havde en dårlig seng og havde ikke råd til at købe en ny. han spurgte, om man ikke efter begravelsen ville forære ham katafalken. Det lovede grevinden. .... Senere traf HCA en datter af grev Trampe, Clara Charlotte, der var gift Skeel - og fra hende havde han beretningen om faderens henvendelse i Odense Domkirke. Hun stod nemlig ved moderens side den pågældende dag. Kristeligt Dagblad, 14.8.1958.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 14. august 1958
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18409
[Informationer opdateret d. 30.5.2013]

  top Top

Livet, der blev som et eventyr ...

J. Tønnesen, Skagen: Eventyrdigteren H.C. Andersen stod ved Anna Brøndums (Anna Anchers) vugge, den 18. august 1859. Derfor maa hun blive til noget stort, sagde hendes fromme moder. Fyns Tidende, 18.8.1959.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 18. august 1959
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17276
[Informationer opdateret d. 9.12.2013]

  top Top

Carl Baggers kærlighed og herregaarden Basnæs. - Braadegaard og Trolholm blev senere til Holsteinborg.

Karen E. Jensen: Der stod glans omkring Basnæs - baade gennem digteren Carl Bagger og H.C. Andersen. Næstved Tidende, 30. marts 1960. Refereret i Fyns Tidende, 11.4.1960.
H.C. Andersen dukker stadig op paa de sydsjællandske herregaarde under forfatterinden, cand.mag. Karen E. Jensens rundrejse i herregaardslivets kulturhistorie. Holsteinborg behandles. Næstved Tidende, 16. maj 1960.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 30. marts 1960
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18249
[Informationer opdateret d. 3.6.2013]

  top Top

H.C. Andersen-buste på universitetet i USA.

Nyt fra danske i Udlandet: Dansk Samvirke's nyhedstjeneste, 10. april 1964. Den ældste danske forening i Minnesota, "Dania" fra 1875, for nylig solgte sin bygning, der var opført 1886, stod man bl.a. med en hjemløs portrætbuste af H.C. Andersen, signeret J. Helfert, 1892. Den blev doneret til Luther Hall, University of Minnesota. A-4-tryk, 2 sider. Den danske Pioneer, 4. april 1963.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet April 1963
Sprog: dansk, engelsk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 18497
[Informationer opdateret d. 8.5.2013]

  top Top

'Ved Paasketider stod jeg til Confirmation'. H. C. Andersen og stiftsprovst Stephan Tetens

Jacobsen, Hans Henrik, 'Ved Paasketider stod jeg til Confirmation'. H. C. Andersen og stiftsprovst Stephan Tetens. Fyens Stiftsbog , 1973, pp. 53-69.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 1973
Sprog: dansk
Genre: Afhandlinger, artikler, breve etc.
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1969-1994:260   Bibliografi-ID: 4242
[Informationer opdateret d. 6.11.2013]

  top Top

Skagen.

Del af Jyske skildringer, udvalgt af Claus Brøndsted. Forum København 1980. Heri s. 25-37: Rejse i Nordjylland 1859.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Reise i Nordjylland 1859
Vi ville besøge denne "Danmarks Afkrog", Sandørkenen mellem to brusende Have, Byen, som ikke har Gade eller Stræde, høre Maager og Vildgjæs opfylde Luften med Skrig henover de bevægelige Sandklitter og den tilfygede, begravne Kirke. Er Du Maler, da følg os herop, her er Motiver for Dig, her er Sceneri for Digtning; her i det danske Land finder Du en Natur, der giver Dig et Billed fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøjder og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdens-Havet. Skagen er nok et Besøg værd.
Fra Kjøbenhavn med Dampskib, i een Nat, naaer Du Aal­borg og derfra i faa Timer Frederikshavn, Udgangspunktet for vor Skildring. "Deroppe er jo alting fladt!" siger Du, "Fladstrand var det gamle Navn for Frederikshavn, og Navnet er nu overført paa Citadellet!" Kom selv at see! Naturen her er saa eiendommelig. Egnen heromkring saa storartet, saa uventet overraskende. Kjør ud til Knivsholdt, Flade Banker og Bangsbo; som et Bjergland løfter sig her den jydske Høiryg, det er et Stykke Silkeborg, dette Danmarks Skov- og Høiland, men et Stykke Silkeborg ved Havet. Kom her i Sommertiden, naar Lyngen blomstrer, see de mægtige Hedebanker smykkede med et lilla Teppe, spættet med Grønt af Enebær- og Ege-Buske, mellem disse maleriske Høider løfte sig Kornmarker og i Baggrunden Havet, det Hele saa ægte dansk, at man tænker her maa Fru Jerichaus Danmark træde frem med Guldringen om Haaret, med draget Sværd og Danebrogs-Fane, skridende gjennem Kornet; betragt, mellem Bankerne, hvilken en yndig Dal; alle Farver, friske og glødende! maleriske Bondehuse ligge der ved smaa græsgrønne Enge, Frugthaver og Kornmarker. Her er Egeskov, Bøgeskov, rislende Bække; store Træer hælde sig ud over det klare Vand. Vi komme forbi Bangsbo, og see paa Skovpynten ved Havet, Sæbys hvidglindsende Kirke, og Nord for os Frederikshavn med sine røde Tage, Citadel, Havn og Fyr; Skuet minder om Helsingøer, kun mangler den svenske Kyst, den er her ni Mile borte; man seer ud over Hirtsholmene, Tordenskjolds Ly, Steenblokke-Øerne med den tynde Jord-Dug over. Vort Øie følger Landets Kyst til Skagens yderste Spidse, i klart Veir viser den sig som en Lysstribe i Horizonten, det fjerneste hvide Punkt, her sees, er ikke Fyrtaarnet, men Skagens gamle Kirketaarn.
Endnu et Stykke Nord for Frederikshavn have vi Landevei, og rundt om Kornmarker, men snart er det Gode forbi, og vi komme over knoldet Lynghede, hvor Veisporene, i Aaringer overgroede med Lyng, tidt ere at foretrække for de ved hverandre krydsende, dybe Sandveie. To Mile ere lagte tilbage og vi ere ved Landsbyen Jerup.
Veiret er godt, vi have Lavvande, det maa benyttes, nu skal det med hurtigere Fart gaae de tre Miil, vi endnu have nordpaa. Een af Jerups Bønder, der kjender Havstokken, spæn der for sin lave Trævogn, vi sætte os op og over Mark, Hede og Mosegrund gaar det nu ned til Kattegattet; her i Brændingen, hvor det vaade Sand ligger fast, kjøre vi. Det er en Amphibiereise, halv paa Landet, halv i Vandet; Vognhjulene til Venstre ere paa det Tørre, Vognhjulene til Høire ude i Kattegattet. Kudsken kjender nøie sin Vej, ellers kunde Farten blive farlig, Quiksandet ligger skjulende hen over Ferskvandets Væld, der hule Sand- og Leerlagene, de briste, og man synker i, dybere altid dybere; Vogn og Heste indslurpes af den sugende Grund. Havet selv i nok saa stille Veir ruller hen under os, det stænker op under Hestens Hov. Vi nærme os de første lave Klitter; som Sneedriverne ved Vintertid, ligger her det fine bløde Sand, kruset af Vinden, enkelte Klitter ere uden al Vegetation, paa andre groe Marehalm og Klit­ tag med deres halvhundred Alen lange Redder. Vestens Storme hidbare og reiste disse Sandmeels-Høie, som de ogsaa kaldes, forvandlede Landtungen til et Ørkenland. I Flodtiden skylles Havets fine Sandpartikler op paa Strandbredden, Vinden tørrer og løfter de lette Dele, fyger dem til Bunke, til mægtige Høie, og Stormene vestenfra flytte dem mod Øst; dog endnu have vi kun seet en lille Deel her paa vor Vei.
Vi ere ud for Fiskerleiet Aalbæk; her henover Bugtens sikkre Ankergrund, gaae fra August til Mai, Baadene til rig Østersfangst paa Bankerne under Skagens Kyst; herfra for­ svinder for Øiet den beboede Egn, Klitterne blive høiere; ude i Vandet løfte sig sorte Vrag, besatte med utallige Søfugle. Havstokken frembyder Skuet af Millioner Maager, Terner og Vildgjæs, der, idet vi nærme os, flyve vildtskrigende iVeiret; deres Mængde tager til, det er, som kom man ind i Fuglenes Rige. Ud over Havet er Afvexling, der glide Skibe og Baade for fulde Seil, der kommer et Dampskib, længere ud seer Du Røgen af et andet og snart viser sig et tredie, men ind imod Land er kun at see de hvide Sandbanker, hist og her sænke de sig, og Du har et længere Indblik i Landet, der viser sig et Stykke Sandørken, som i Afrika. Strandbredden er belagt med bævrende rødbrune Medusaer, som kunstige Geleer fra en Restauration; snart kjøre vi hen over et Lag af Konchyllier og smaa Skaller, snart over den hvide Sandbund, og ihvor stille end Kattegattet kan være, ind under os ruller dog Dønningen og ude dreie sig Malstrømme mellem Revler og Banker. Vraget af et og andet mægtigt Fartøi, hvis Skrog rager op over Vandet, være Holdested, at Hestene kunne tære deres Foder og vinde friske Kræfter til at føre os til Maalet. Vi øine Kirketaarnet, Fyrtaarnene, det gamle og det nye, see hvor Skagens Green strækker sig langt ud; vi ere ved Skagens By. Hvad veed man om dens Fortid, hvad veed man om Landet selv? De kulhaarde Maretørv, lagviis skudte op i Klitterne vesterpaa, mæle om et her forgaaet Skovland. Sagn og Historie blande sig om Byens Oprindelse. Der fortælles, at engang en dansk Konge, Nogle mene Erik Glipping, kom herop paa Jagt, og besøgte een af sine Bønder Thorkil Skarpe, der da bad om at faae i Forlening Skagens Mark for paa den at holde sine vilde Øg, han fik den og satte en Hyrde ved Navn Trond til at vogte Bæsterne; denne var den første der reiste sig et Huus herude paa Skagen; for at fordrive Tiden gav han sig af med at fiske og her var Fisk nok i Kattegat og Nordsø; det kunde blive en Erhverv. Flere flyttede til, de reiste deres Hytter og tilsidst stod her en heel By; i Aaret 1284 blev den plyndret af Nordmændene, hvis Land jo kun er sexten Miil fra Skagen, Isen har endogsaa engang lagt til, saa at de ere gaaede herned. Sin Kjøbstad-Ret skal Skagen have faaet af Dronning Margrethe, som engang strandede her og blev reddet af Skagboerne.
I vor Tid bestaaer Byen af tre Dele, Vesterby, Østerby og det fra den en halv Miil borte ved Nordsøen liggende Høien eller Gammel Skagen. Her lod hollandske og skotske Skippere bygge og indvie St. Laurentius en Kirke i gothisk Stiil, den længste og betydeligste i hele Vendsyssel; nu er den begravet i de høie Sandklitter, kun Taarnet sees og vedligeholdes som Sømærke. Mellem Kirken og Østerby fandtes en hundred Favne bred Sø, fem til sex Favne dyb, med Gjeder og Karudser, rundt om var Marker, Kjær og Krat, men de ødelagdes; Stormen tog fat i den sandede Grund, man standsede ikke ænd; Agerland og Gaarde skjultes og de mægtige Sandmiler reiste sig. Egnen blev et Ørkenland; Byens Huse maatte søge Stade der, hvor Sandet tillod det og her blev en henkastet, underlig Stad, uden Gade, uden Stræde, omsuset af Vinden, gjennemtordnet af det rullende Hav. De vilde Svaner synge her deres melankolske Sang iden frostklare Vinternat, Maager, Terner og Vildgjæs opløfte deres gjennemtrrengende Skrig paa den varme Sommerdag, og paa en saadan komme vi her.
Vi forlade Havstokken, kjøre op i Klitterne, hen over dem, hvor de ere lavest, Vei kan man ikke kalde det, Veisporet lukkes strax i det dybe, bløde Sand og næsten umærkelig bevæge vi os fremad; her ligger et Huus halv skjult af en Sandklit, derovre et andet; mørke, tjærede Træbygninger med Straatag; derhenne skinne et Par røde Tage, her løfter sig et Plankeværk. Sandet er nærved at f aae det under sig; Luftstrømmene bringe en stærk Lugt af tørrede Fisk; et heelt Espalier af Flynder næsten skjuler os den sterre Gaard. Børn og Fruentimmer ligge i Sandet og sole sig, de ligge, hvor vi skulle frem, men vi komme saa langsomt afsted at de i al Magelighed kunne løfte og flytte sig. Hist og her i Sandet staae Vragstumper, og der ved Huset, hvor en lille Kartoffelhave er indpælet og omsluttet med Tougværk, staaer en Gallion-Figur, Haabet, støttende sig paa sit Anker, man har tøiret en Griis ved hende. Strandingstømmer, Planker og Vragstykker sees i Husene og kastet imellem Klitterne; her staaer et Skuur, hvis Tag er Skroget af en Baad, og her, svøbt i en brogetmalet Plaid, Overdelen af en colossal Skikkelse, der minder om Walter Scott og vist var Gallion for et Fartøi, der bar Digterens Navn, nu er den nok til Ziir i den lille Kartoffelhave ved Fiskerhuset. Kornmarker, Kjøkkenhaver og Klitter ligge med Huse og Gaarde, som de bedst kunne. Det dybe bløde Sand er den egentlige Gade; den er hist og her antydet ved Snore, trukne fra Vragstump til Vragstump, at Beboerne kunne, om ikke holde paa Gaden, saa dog vide dens Retning, naar Vinden løfter den. Solen brænder varmt mellem Sandhøiderne, men ogsaa disse have deres Pragt-Bouquet; lige foran os hilses vi af en blomstrende Have; en udstrakt Plantage med mange Sorter Træer, Eeg og Bøg, Piil og Poppel, Fyr og Gran; Grønsæer dækker i Gangene Sandgrunden, der ellers snart ved Vinden vilde faae Overmagt. Vi træde ind mellem Blomster og Frugttræer. Det er Byfogedens Bolig, den ligger saa smukt, har noget saa hyggeligt og dertil herskabeligt. Man føler sig med Eet flyttet hen i et frodigt Landskab; det har menneskelig Udholdenhed formaaet. Man gaaer paa det friske Grønsvær under skyggende Levtræer, hvor Fuglene synge, og kun et Skridt udenfor og vi maa arbeide os frem gjennem det dybe bløde Sand, hvor den stadige Vandring gjør Skagboen kroget i Lænderne og tilvænner ham en egen Maade at løfte Benene paa. Vi naae Præstegaarden; Huus og Have see saa indbydende ud, deilige Blomster og smukke Børn see vi og nær herved er den nye Kirke, indviet 1841 og i Stiil som Vor Frue i Kjøbenhavn, lille, men venlig, fra Pulpituret sees ud over Nordsø og Kattegat.
Altsom vi komme mere nordpaa i Byen, rykke Husene hinanden nærmere; her ligger Gjrestgivergaarden omgivet af Plankeværk og Have, Træer, Hyldebuske og Stokroser skygge op om Vinduerne og gjøre halvdunkelt i Stuen, man har formeget af det Grønne, men er iøvrigt godt indqvarteret, kun at Sovekamrene synes gamle Ruf af Skibe, klistrede til Huset og Alt gjennemtrængt af Fiskestank. Et Par af de nærmeste Gaarde har ogsaa Plankeværks-lndhegning, som Sandet udenfor er fyget op om; underlige Brostilladser ligge og næsten spærre Indgangene, de høre til at gjøre Byen veibar ved Efteraar og Vinter, sagde man. I Regntid og naar Sneen smelter, kan Sandgrunden ikke sluge alt det Vand, her da staaer, da bliver Skagen en Slags "Venedig", som en Skagboer udtrykkede sig; og man kan med Baad stage sig frem mellem enkelte Klitter og Huse.
"Føre Sladder til Torvs," den Talemaade kan ikke anvendes i Skagens By, her er intet Torv, men man kan føre Sladder paa Bakke. Hist paa en af de høeste Klitter, mellem Huse og Kartoffelagre, hvoroppe man seer ud over Kattegattet og ind imellem Huse og Sandhøider til det nye og gamle Fyrtaarn, samles i godt Veir Fruentimmerne; her er deres Forum, Byens eneste Samlingsplads, Caffeen hvor Blæsten dreier sin Lirekasse, Regnbygen staaer for Skjænken og Havgusen for Opdækningen; Bakken her kaldes: "Sladderbakken". Vi saae Ingen paa den. Glaskuppelen paa det nye Fyrtaarn bag de heie Klitter viste sig herfra som en Glasballon, idet just en lav Skytaage skjulte Taarnet. Hen til det er Veien herfra ikke kort. De to Dele af Skagens By, langs Kattegat, omtrent en Halvmiil, have vi passeret, men endnu er der en Fjerdingvei til det nye Fyrtaarn, derud ville vi; det gamle ottekantede Taarn komme vi først forbi, det venter paa at nedbrydes.
Vi rumle hen over en haard, stenet Grund mellem magre Kornagre og elendig Græsning og holde foran det nye Taarn, der angives at være 140 Fod med Lysvidde til fire en qvart Miil. Kong Frederik den Syvendes Navnechiffer smykker den slanke Taarnbygning; et storartet Vaaningshus med elegante Værelser og Comfort er opført her; smaa Haver med en Rigdom af Blomster og store modne Meloner overraskede os. En magelig Vindeltrappe fører gjennem Taarnet op til Fyret, et Lindsefyr med fire Væger; det er en slags Moderateur-Lampe istor Stiil; Lampen rummer 60 Potter Olie og brænder tre Pægle i Timen, sagde man os.
Hvilket Skue ud over de udstrakte Vande! hvilken Susen, naar i Efteraaret Stormene fare hen over denne Menneskebolig med en Tonefylde, hvorved de oprørte Haves dybe Rullen forsvinder. Høie Sandklitter ligge mod Nord i Halvkreds om Taarnet og naar vi ere over disse, staae vi paa den lange smalle Rullesteens Revle, der kaldes Grenen og have endnu en Fjerdingvei til dens yderste Spidse.
Vi vare her en stille Solskins-Dag. Her var over et halvhundred Fiskere, ogsa Qvinder, ude at drage Vaad fra Nordsøen og fra Kattegattet. Garnene laae mange, mange Aareslag ude. Hvilket Dræt! meest store Rødspretter, men ogsaa Katfisk, Taderfisk, Søstjerner og Torsk. En Gellé af Medusaer klistrede sig om Garnet, hvorfra de mindre Fiske smuttede ud og Krabberne gik deres skjæve Gang. Her laae flere Fiskeqvaser med Kjøbere fra Gøteborg og Kjøbenhavn.
Vi gik ud paa Grenens yderste Rand, der runder sig med en lille Svip Sandpynt mod Øst, ikke større end at kun eet Menneske kunde staae der og prøve, at Bølgerne fra Nordsøen slog hen over den ene Fod, og Bølgerne fra Kattegattet slog over den anden, man saae tydeligt de to Vande mødes; Nordseen havde stærkest Kraft. Herfra, ud under Vandet, mod Nord og Nordvest, strækker sig, som to lange Følehorn, en heel Miil ud i Havet, Skagens farlige Rev. Gjennemtrængende Skrig af talløse Søfugle fylde Luften, den dybe Summen i det umaadelige Havsvælg, Dønningens Rullen og Bryden, der slaaer os over Fødderne og dertil Skuet ud over Havets i Luft hensvindende Flade, virker svimlende, man vender sig uvilkaarligt for at see, om man har fast Land endnu bag ved sig og ikke staaer ude paa Havdybet, en Orm kun for disse Skysværme af skrigende Fugle.
Mollusker, Søstjerner, døde Fisk ligge for vore Fødder, Vragstumper og Skrog af Skibe, sorte og afblegede Rester, staae som Mamuths Knokler ude i det klare gjennemsigtige Vand, det vinker saa lokkende, smiler saa mildt, man glemmer dets frygtelige Magt, dets voldelige Kræfter, naar Stormene fare hen over det, og det forvandles til et skummende Vandfald, der vælter mod Kystens Revier, bider sig ind i de lerede Banker og de opfygede Sandbjerge.
Hvor nu de tunge Bølger vælte, laae engang Gammel Skagen; Beboerne maatte Aar for Aar flytte deres Huse ind i Landet, til hvor de nu ligge langs den med slebne Rullesteen opfyldte Strand. Derhen ville vi, det er en heel Miil herude fra Grenen, vi maae igjen tilbage gennem "Vester"- og "Østerby", forbi Plantagen, hen over magre Kornmarker og fattig Græsning, men her stode engang Klitter, gamle Folk erindre det endnu, og hvor vi nutildags see Klitter, huske de, laae dyrket Land og Mosestrrekning. Vi komme forbi en større Gaard, før var den Herregaard, men efterhaanden, som alle dens Jorder bleve dækkede af Sandklitter, blev den et ringe Vaaningshus kun, her boer en Møller. Hvor den favndybe "Hofsøe" strakte sig, saae vi nu som Tegn paa at den havde været, lange Rør skyde deres brunfjedrede Duske op igjennem Sandet. Olavius, der har givet en "Skagens Beskrivelse", fortæller, at omtrent 1780 var endnu tilbage af denne Sø to smaa Huller og i dem bleve de sidste Fisk, nogle ynkelige Skaller, fangne; Øinene stode ud af Hovedet paa dem, saa forsultne vare de, Bylder havde de paa Kroppen og Maven var fyldt med Flyvesand og Stumper af Siv og Rør. Til denne engang favndybe Sø knytter sig Sagnet om en gammel Gaard, her har ligget; dens rige Eier sendte i Overmod Bud efter Præsten for at have en taabelig, ugudelig Spøg; han lod sige, at en Syg skulde berettes. Præsten kom, men her var ingen Syg, man havde lagt en So i Sengen; da sank Gaarden, her blev en favndyb Sø og kun Stolen, paa hvilken Præsten havde lagt sin Bibel, flød op paa Vandet.
Herinde mellem Klitterne strrekker sig endnu Kornland og Hede. Vi saae den afskrællede Lyngtørv reist i Stakke, de saae i Afstand ud som en heel Leir; man fortalte, at i Krigen med Engellænderne havde Fjenden ikke vovet Landgang, de antoge Stakkene for Soldater-Barakker.
Snart naaede vi de foran os opfygede Sandbanker, bedækkede hist og her med Klittag og Marehalm, et Gravdække hen over Skagens mægtige Kirke; imellem den og Byen gik tidligere en Kirke-Vase, der fygedes til, Veien var heist besværlig for Alle og om Vinteren fast ufremkommelig; Sandet lagde sig om Kirkegaardens Muur og snart over den og over Grave og Liigstene heelt op mod Kirkens Vægge og Vinduer; men endnu søgte Menigheden her hen og holdt deres Gudstjeneste; tidt maatte de skovle sig frem til Indgangen, og der var Tale om at nedlægge denne brestfældige Bygning. Men Skagboerne vilde nødig miste deres Guds-Huus; dog en Søndag kom Sognefolkene og Præsten, en mægtig Sandmile havde lagt sig for Kirkedøren, Præsten læste da en kort Bøn og sagde:
"Vor Herre har nu lukket her dette sit Huus, vi maae reise ham et nyt andetsteds."
Den 5te Juni 1795 blev Kirken ved kongelig Resolution nedlagt, Taarnet skulde vedligeholdes som Sømærke, Gudstjeneste holdes i et Træ-Kapel midt i Østerbyen, indtil den nye Kirke blev reist; men deres gamle Kirkegaard vilde Skagboerne dog endnu ikke give Slip paa, de Gamle ønskede at hvile hos deres kjære Forudgangne og med stor Besværlighed skete det indtil Aaret 1810, da Sandet saa aldeles var gaaet over Kirkegaarden, at en ny maatte anlægges.
Med en egen Følelse, som ved Askehøiderne over Pompeji, staaer man her ved denne tilfygede begravne Kirke. Blytaget er brækket af; det hvide Sandmeel, glødende i den hede Sol, ligger skjulende hen over Kirkens Hvælvinger; i Gravnat derinde er Alt skjult, gjemt og af Slægter glemt, til engang Vestens Storme maaskee bortfyge de tunge Sanddynger, og Solstraalen igjen lyser ind gjennem de aabne Vinduesbuer, hen paa Billederne i Choret; den lange Række Portrætter af Skagens Raadmænd og Borgermestre med deres Bomærke. Maaskee en fjernkommende Slægt træder ind i dette Skagens Pompeji og igjen beundres den gamle kunstigt udskaarne Altertavle med dens bibelske Billeder; det varme Solskin bestraaler igjen Maria med Barnet, der isin Haand holder den gyldne Verdens Kugle. Nu ligge de dade Sandbølger hen over Kirken, et Vildnis af Klittjørn med dens gule Bær, voxe i Sandet, vilde Roser sætte her Blomst og Hyben; man kommer til at tænke paa Eventyret om Prindsessen i den sovende Skov, hvor Slottet skjules af et uigjennemtrængeligt Krat. Det mægtige Kirketaarn løfter endnu vist to tredie Dele af sin Høide over Sandklitterne, Ravne bygge deroppe, en Vrimmel omsusede det, deres Skrig og de knasende Grene af Klittjørnen, vi traadte paa for at komme frem, var den eneste Lyd, vi fornam i denne Sandørken. Klit paa Klit rundtom os, og først efter lang besværlig Gang i det dybe Sand, aabnede sig igjen en grøn Markstrækning henimod den yderste Klitrrekke foran Havet, og derude gammel Skagen, eller som den kaldes: "Høien". Vragstumper ere benyttede til Bygning og Brug, Skibs-Gallioner og Indskrifter i forskjellige Tungemaal prange over Porte og Døre; her staaer snittet iTræ eller med farvede Bogstaver "Neptunus", her "De tre Søstre", der "Haabet", men det er Vragstumper uden Betydning hæftede paa til Stads.
Hele Kysten er et Mosaik af Rullesteen, dem Havet har slebet flade og runde; hvad vilde de kunde fortælle, om de fik Lyd og Tale-Evne! Hvormange Aartusinder hengik siden Iis og Vand bar dem til denne Kyst og gav dem deres glatte smukke Form!
Klitterne langs Stranden løfte sig høiere; Maretørvens sorte Lag skinner frem i det hvide Sand; altid eet og det samme, Hav og Klitter, Vrag og skrigende Søfugle; man møder maaskee et eensomt vandrende Postbud; han søger sin Vei ude i Havstokken, hvor Bølgerne have klappet Sandet fast, eller han stavrer hen over Steenlaget; stiger Søen, er det et stormende Veir vesterfra, maa han søge Veien inde i de dybe tunge Klitkrumninger, hvor kun Klitharer er hans Selskab, han maa kjende de farlige Grunde, hvor Væld og Bække grave Faldgruber og Qviksandet uden Redning sluger ham; en heel Brudeskare hedder det, er engang saaledes forsvundet. Som en Muur mod sin egen Vælde har Havet reist Klitternes takkede Bjergaas, Folketroen lader beskærmende Klitnisser boe derinde, og fortæller, at da engang en fjendtlig svensk Flaade laae udenfor "Gammel Skagen" og vilde gjøre Landgang, mylrede fra Sandet en Mængde bevæbnede Smaa, de holdt Udkig til Mørket kom og med det en Storm; da gik den hele Flaade under, Havstokken rullede med Vragstumper og Liig.
Følge vi Vestkystens Klitter og Leerskrænter herfra ned mod Hjørring, da begrændses Horizonten af de Høider, vi gik ud fra ved Frederikshavn, det er den samme Høideryg vesterpaa ned imod "Løkken", hvor høit oppe, Berglum-Kloster, som en Sphinx paa Bjerget ligger og seer ud over Vild­ mosen, Nordhavet og Skagens Land.
Herfra over Mark, Hede og Klitter ud i Nordsøens Havstok, kommer man, om vi saa tør sige, den historiske Vei heelt ud til Skagens Green; snart forbi leerede Skrænter, henover Sandmiler og ind paa udstrakt Græsgang, hvor den buskhøie duftende Porse og den himmelblaae Gentiana groer; Gammel Skagen ligger for os, og den i Sandflugt begravne Kirke. Slægter kom og gik, men Hæders Navne, bleve i Minde. Fra Skagens fattigste Fiskerhytte kom Sjællands berømte Biskop Scavenius, fra Skagens By kom Mathematikeren Scavenius, Mænd af Driftighed og Dygtighed fik vi fra denne Landets "Afkrog".
Gjennem Plantagen, gjennem Vester- og Østerby naae vi det nye Fyrtaarn; det lyser over de dybe Vande, naar de hvile og naar Stormene fare hen over det og Menneske-Hjertet synger med Ewald:
"Den Gud, i hvis Hænder
Et Hav er en Draabe,
Han ene kan redde -!"
Og gjennem Mandens Mod og Kløgt kommer Redningen, næst Gud.
Følg os herop i et stormende Veir, naar Skibet sidder fast derude i Sandet, og Bølgeme brydes mod Plankerne. Sit eget Liv vover den kjække Skagbo, det kunne alle Aaringer heroppe fortælle os; Mod og mandig Villie mægter vel ikke at bryde hver Skranke, men da overflyver Kløgten den. Forlad Din Stue i den mørke Nat! det er en Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet Du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasteen pidske Dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft, som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd, som udfoldede sig over Dig et Verdens Telt. Arbeid Dig op paa Klitterne i dette Mulm! sniig Dig mellem Vindkastene frem, Du fornemmer, naar Du bar naaet herop, thi Søens salte Fraade flyver Dig i Øinene og først lidt efter lidt vænnet til Mulmet, skimter Du det skumkogende Hav; og mere gjennemtrængende end Søfuglenes skjærende Skrig• lyder til Dig Nød-Raab, Fortvivlelsens Skrig; da lysner det, Natfaklen tændes, og ud over Vandet kastes en Raket fra Land hen over Skibet; ved Faklens Blaalys seer Du Fartøiet boret fast i Sandet; de tunge fraadende Bølger vælte sig mod det, og over det; Menneskene derude løbe i Dødsangst mellem hverandre, enkelte holde sig fast i Tougværket, den næste Bølge, som løfter sig, kan falde knusende, saa at Planker og Bjælker blive Spaaner i Havstokken; men Redning er bragt, en Finger, der bliver en heel Haand, som bærer de Strandede frelste i Land. Ved Raketten er bundet en Line, den er faldet hen over Skibet, ved Linen drages et stærkere Toug derud, Forbindelse er bragt tilveie mellem Landjorden og de Skibbrudne, og snart flyver Redningsstolen frem og tilbage mellem Land og Kyst. De Frelste fares til Skagens By, Byen uden Gade og Stræde, men hvor under Straatag i det tjærede Huus findes stærke Arme og varme Hjerter. Udholdenhed, Mod og Hengivenhed er Skagboens og Vestklitboens Natur; Havgusen gjør kolde Hænder, men "kolde Hænder, varme Hjerter!" siger Ordsproget.
Udholdenhed vil dæmpe Sandflugten, Plantagens unge Dryader hviske om kommende Skov og Krat, Kornmark og Enge. Byens Huse skulde da stille sig i Række, med smaa Haver foran hver, der komme Gader og Stræder ud til aaben god Landevei, der fører til Frederikshavn, Endepunktet for Jyllands Jernbaner ned til Fastlandets; Frederikshavn er da Havnen for Dampskibene, som i faa Timer knytte Bro mellem Norge, Sverig og Danmark; og den Tid vil komme! - Fyrtaarnet paa Skagen, som nu staaer i sit første Virksomheds Aar, vil ikke kaldes gammelt, naar det opnaaes; vor Tid virker med Aandens Magt, byder over Materien, idet denne troer at herske og være Nutidens Herre.
Udgivet 1980
Sprog: dansk
Genre: Rejseskildringer
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 17858
[Informationer opdateret d. 29.11.2012]

  top Top

Kom til at rive Benet af en Ædderkop – Stod mig herligt i Mathematik!

Eslund, Mads & Christian Dorph,"'Kom til at rive Benet af en Ædderkop – Stod mig herligt i Mathematik!'" Slagmark , nr. 42, 2005, pp. 163-74. – En brevveksling om HCA.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet 2005
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-litteraturen 1999-2006   Bibliografi-ID: 11915
[Informationer opdateret d. 15.7.2011]

  top Top

Lysfest i digterens ånd.

Niels Højland: "For 138 år siden stod H.C. Andersen selv og iagttog faklerne og menneskemængden, som tiljublede ham. I går blev digteren igen hyldet - som afslutning på den ét år lange fejring af ham." Desuden blev Bjørn Nørgaards otte meter høje skulptur ved Odense Banegård afsløret. Jyllands-Posten 7.12.2005.
Udgivet 7. december 2005
Sprog: dansk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser   Bibliografi-ID: 13542
[Informationer opdateret d. 6.4.2011]

  top Top

Poèmes.

Traduit du danois et présentés par Michel Forget. Classiques du nord. Percée. Paris. Les belles Lettres. 2013. 166 s.
L'enfant mourant = Det døende barn
L'instant de la mor = Dødsøjeblikket
Nuit de Nouvel An = Nytårsnat
La rue Østergade considérée d'un point de vue poétique = Østergade
Phantasus (L'Imagination et la Folie) = Phantasus
Paysage du soir = Aftenlandskab
Temps gris = Gråt vejr
La reine des neiges = Snedronningen
L'âme = Sjælen
L'étudiant = Studenten
Le voleur = Tyveknægten
Qu'est-ce donc que notre vie ...? = Hvad er vort liv
Critique littéraire = Recension
Étude d'après nature = Studie efter naturen
Violettes = Martsviolerne
Le soldat = Soldaten
Vie de nomades = Vandrerliv
Le violoneux = Spillemanden
Mélodies du cœur = Hjertets Melodier: I J'ai vu, naguère, deux yeux bruns = To brune øjne jeg nylig så
II Mes pensées sont une montagne imposante = Min tanke er et mægtigt fjeld
III Tu m'as donné des fleurs = Du gav mig blomster
IV Tu es devenue la pensée de mes pensées = Min tankes tanke ene du er vorden
V Elles se sont fanées les fleurs que tu m'as données =Henvisnet er de blomster
VI Tu ne comprends pas le cours éternel des vagues = Du fatter ej bølgernes evige gang
VII Je t'aime - toi dont je ne pwux pas dire le nom = Jeg elsker dig - dig, som jeg ej tør sige
VIII Il est une légende - une conte = Man har et sagn - et eventyr
En premier plan et un brin de verdure = En forgrund og en smule grønt
Stances à la musique = Stanzer for musik
Tableaux imaginaires = Fantasibillede
Une halte sur la lande = Hvile på heden
Une scéne en hiver = Et Vinterparti
Le lourd, l'amer chagrin de l'homme = Mandens dybe bitre sorg
Le voyageur et l'habitant de la lande = Den rejsende og hedeboeren
Octobre = Oktober
La tempête = Stormen
La rose = Rosen
Le pouvoir du poète = Digterens magt
Le fils du désert = Ørkenenes søn
Dans la clarté de l'été = I skærsommer
Le berger = Hyrden græsser sine får
Et toi, puissante mort ... = Du stærke død
Le dernier chant d'un poète = En digters sidste sang
Loin, bien loin ... = Langt fra
Poésie = Poesien
La rose sur le cercueil = Rosen på kisten
Le vieil arbre = Det gamle træ
Psaume = Salme
Îles humides du nord ... = Op til de våde øer
Monsieur Petersen le jeune = Den unge Herr Petersen
Mon arbre = Mit træ. Imellem havens buske
Accords = Stemninger
Henriette Wulff =
Malaga I = Ved husets mur stod en hæk af geranier
Malaga II = Ingen kender mig, ingen kender jeg
Grenade = Granada. Den, som jeg gav af mit hjerteblod
Ma pensée, où s'envolera-t-elle ...? = Hvor flyver min tanke i morgen den dag?
Lorsqu'elle chantait = Da hun sang.
La fermière et ses œufs = Konen med æggene.
Souvent, parmi l'herbe maigre ... = Imellem fattigt græs og urt
Danemark, ma patrie = Danmark, mit fædreland
Jutland = Jylland mellem tvende have
Voyager, c'est vivre = Det er liv at rejse
La nouvelle année = Det nye år kommer susende
Excursion au Vesuve = Vandring på Vesuv
Odense = Du kære, gamle fødeby
Chaque Automne ... = Hvert efterår siger løvet, der faldt
Fionie et Suisse = Fyn og Schweiz
Pareille angoisse, jamais je n'ai connue ... = Jeg har en angst som aldrig før
Pour l'album de Mme Grove, née Fenger = Fru Grove, født Fenger
État d'âme = En Stemning
Tout passe comme le vent = Alt farer hen som vinden
Paris = Susende, vekslende, trættende, broget
La maison de mon enfance = Mit barndoms hjem.
Heures sombres = tunge timer
La nuit la plus courte = Den korteste nat
Le miracle = Miraklet. Fra pyramiden i ørkenens sand
Au printemps à Køge = I foråret i Køge. En lille lærke kvidrende kom
Dans les rayons du couchant ... = I aftensolens stråler
Si d'aventure .. = Hvis højt i juletræets top
Sans cesse la vie quotidenne = Friskt skyder hverdagslivet sine ranker
Le chant de la sirène = Havfruesang. Hvor bøgen hælder isn friske gren.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Udgivet Oktober 2013
Sprog: fransk
Kilde: H.C. Andersen-Centrets bibliografiske optegnelser
ISBN: 978-2-251-71117-1   Bibliografi-ID: 19188
[Informationer opdateret d. 16.1.2014]

  top Top
Søgeord: ved + kransens + hejsning + pÃ¥ + grandjeans + nye + gÃ¥rd + fra + gammel + tid + en + gÃ¥rd + her + stod. Ny søgning. Søg i resultater