H.C. Andersen centret

udgivne, oversatte og oplyste ved S. Meisling, Doctor i Philosophien og Rector for Helsingøers lærde Skole. Kjøbenhavn 1926.
HCA har læst denne - og skriver i "Mit Livs Eventyr": Rectoren ... der har givet Literaturen fortrinlige Gjengivelser af Oldtidens classiske Digtere ...
Helge Topsøe-Jensen i noterne til MLE: 1817-33 udgav M. Oversættelser af Virgil, Bion, Moschus, Theocrit, Musæus, Anacreon, Ovid, Martial m. fl.

(Bibliografisk kilde: HCAH 1985/120)

Hjort, Peder: "Gjenmæle mod en uretfærdig Nedsættelse af alle nulevende danske Digtere". Kjøbenhavns-Posten, pp. 309-14. 14. Mai 1829. Heri om "Fodreisen".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Smudstitelblad: Vignetter. - (Paa Bagsiden: Trykt i det Christensenske Officin ved J. D. Qvist). - Titelblad: (ovenfor beskrevet). - Tekst: 45 Sider. - 12 mo. - Pris 32 Sk. (Udkom 24. 12. 1831). (Saml. Skr. XII, 168).
Anm. Dagen 24. 12. 1831, Nr. 306. - Kjøbenhavns-Posten 24. 12. 1831, Nr. 302, 1014 - jfr. Fastelavnsspil, eller Erindring om 123 danske og norske Forfattere, af M. Winther, udkom Februar 1832.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-727m, Matthias Winther: 2000/295)

Indenlands: Tvende af vore yndede Digtere, Dhrr. Cand. Juris Henrik Hertz og studiosus H. C. Andersen, have erholdt allern. Stipendium af Fonden ad usus publicos (Sidste, efter Iversens Avis, 122 Rbdl. R. S) til at reise udenlands for i 2 Aar. Begge agte at besøge Tydskland, Frankrig og Italien. Hertz gaaer , efter Forlydende, først til Rom og Neapel; Andersen, som tiltræder Reisen allerede i denne Uge, først til Paris.) Randers Amtsavis og Avertissements-Tidende, 23.4.1833.

(Bibliografisk kilde: HCAH 2004/74)

255. 1. Beatrice Cenci. (Zephir, hvorhen vil Du gaae?) p. 28-30. (Saml. Skr. XII, 207 - Nr. I af Italien).
256. 2. Den medicæiske Venus. Skrevet foran Statuen i Galleriet i Florents. (Af Havets Skum saa hvidt, saa let), p. 31. (Saml. Skr. XII, 293 - Nr. 48 af 65 Smaavers).
257. 3. Ved Bendz's Grav i Vicenza. (Livsglad, begeistret for din skjønne Kunst). p. 32. (Saml. Skr. XII, 346).
Trykt i Nytaarsgave fra danske Digtere, udgivet af H. P. Holst. 1. Aargang 1835, 28-32. (Udkom December 1834).

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/55)

1. Bagateller.
272. 1. Til Henriette T-. Med et Exemplar af Paludan Müllers Amor og Psyche. (De gjætter vel, hvorfor det skeer), p. 99.
273. 2. Til min Ven H. P., da han blev forlovet.
I et Exemplar af mine Eventyr. (Ja Du, min Ven! er en Lykkens Fyr), p. 100.
274. 3. Til Henriette T.- paa hendes Fødselsdag.
Med en Vexel paa en ny Roman, jeg har under Arbeide. (Regn til denne Dags Presenter), p. 100.
275. 4. Paa Slottet Chillon. (Vilde Fjelde, speilklar Sø), 101. (Saml. Skr. XII, 403 - Nr. 2 af Smaavers).
2. En lille Udflugt til Rom. Den 8de Marts, p. 102-105 (se Nr. 263).
Trykt i Nytaarsgave fra danske Digtere, udg. af H. P. Holst. 2. Aargang 1836, 99-105. (Udkom December 1835).

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/54)

300. 1. Rosenknoppen. (Rosenknop saa fast og rund), 100. (Saml. Skr. XII, 94).
301. 2. Romanze. Af et utrykt Drama. (Den Spillemand sin Harpe tog), 102. (Indlagt i Liden Kirsten. Saml. Skr. X, 275).

Trykt i Nytaarsgave fra danske Digtere, udg. af H. P. Holst, 3 Aargang. 1837, 100-104. (Udkom December 1836).

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/53)

Marmier, Xavier: "Une vie de poète", bragt i Revue de Paris , Oktober 1837. En biografi om H.C. Andersen, bl.a. baseret på et personligt møde med HCA i København i 1836. Artiklen indeholder desuden Marmiers oversættelse af digtet "Det døende Barn" til fransk: "L'enfant Mourant", gengivet i Poul Høybye: H.C. Andersens franske ven Xavier Marmier, 1950 ( AaJ 1338 ).

Artiklen blev oversat til tysk "Dänemark, Andersen nach X. Marmier" og udgivet 10. november 1837 i Magazin für die Literatur des Auslandes (Berlin). [kan læses: online her ]

Kjøbenhavns Morgenblad (A.P. Liunge) gengav Biografien 22. og 29. 7. 1838. (= HCAH A-726-a, 2000/384)
Artiklen udkom desuden senere i Marmiers Histoire de la littérature en Danemark et en Suède , 1839.

Andersen omtaler selv artiklen med titlen "La vie d'un poète" i selvbiografien "Mit Livs Eventyr, bd. 1 s. 274 i udgaven fra Gyldendal 1975 , hvilket har foranlediget andre til at gøre det samme.

Liunge i Kjøbenhavns Morgenblad, 22de Juli 1838
s. 97
Som bekjendt har Marmier, da han i f.A. opholdt sig her i Staden, til Revue de Paris (October 1837) leveret nogle interessante biographiske Efterretninger om vor Landsmand, Digteren H. C. Andersen, hvis aabne, Tillid vækkende personlige Væsen ikke mindre havde tiltalt ham, end flere af den unge Digters Arbeider. Et endnu fuldstændigere Billede af Andersens bevægede Ungdomsliv giver imidlertid en biographisk Skizze, som introducerer den nylig udkomne tydske Oversættelse af hans nyeste Roman: "Kun en Spillemand". Ligesom Marmier havde sine Noticer fra Andersen selv, saaledes har denne ogsaa meddelt den tydske Oversætter, Capitain G. F. von Jenssen, alle Data til hiin biographiske Skizze, i hvilken da ogsaa enkelte Urigtigheder, som havde indsneget sig hos Marmier, ere blevne rettede. Vi hidsætte her Skildringen af Andersens tidligere Liv, der baade er det meest Interessante og det for Flertallet af vore Læsere mindst Bekjendte af Artiklen:
"Andersens Bedsteforældre vare engang velhavende, og eiede en Gaard paa Landet; men der tilstødte dem allehaande Ulykker, af hvilke dog den værste var, at Manden gik fra Forstanden. Den arme Kone tog nu til Odense og bragte sin eneste Søn der i Lære hos en Skomager. Fuld af Livsfriskhed fandt Drengen sig i Førstningen bedre i sin Skjæbne, end sildigere; han benyttede sine fritimer til at læse Holberg, forfærdigede Legetøi og digtede nogle Arier. Knap 20 Aar gammel giftede han sig med en ung Pige, der var ligesaa fattig som han, og deres Trang var saa stor, at de ikke engang havde en Brudeseng, saa at den begyndende Ægtemand selv maatte tømre sig en sammen. Der var netop død en Greve, hvis Liigkiste stod paa et Træstillads, som blev solgt efter begravelsen. Den unge Brudgom kjøbte det og omarbeidede det til sin Ægteseng; dog maa Arbeidet ikke have været fuldkomment, da de sorte Sørgelister endnu mange Aar efter vare at see paa Sengen. Paa det samme Stillads, hvorpaa Greven, rig og død, havde ligget Parade, laae efter et Aars Forløb, den 2den April 1805, fattig, men levende, Pantet paa deres ægteskabelige Kjærlighed, Hans Christian Andersen. Da det nyfødte Barn blev døbt i Kirken, skreg det himmelhøit, hvorover den knarvurne Pastor blev meget fortrædelig og i sin Ærgrelse yttrede, den Unge skreg jo som om det kunde være en Kat, hvilket høiligen bedrøvede Moderen. En af Fadderne trøstede hende imidlertid med den Forsikring, at jo høiere Barnet skreg, desto smukkere vilde det engang synge, og det beroligede hende. – Andersens Fader var ikke uden Dannelse, men Moderen var lutter Hjertensgodhed. Parret levede godt sammen, men manden følte sig dog ikke lykkelig; han søgte aldrig sine Jævnliges Omgang, men holdt sig hellere hjemme, læste for de Andre af Holbergs Comoedier og Tusind og en Nat og gjorde Perspectiver og Dukketheatre til sin lille Søn, hvem han om Søndagen ogsaa tidt tog med sig til den nærliggende Skov, hvor de to da sædvanlig tilbragte hele Dagen sammen i stille Eensomhed. Ogsaa Bedstemoderen, en elskværdig gammel Kone, der med christelig Taalmodighed bar Husets Lidelser, virkede meget paa Barnets Gemyt. Hun havde været meget smuk, var venlig mod Enhver og derhos overordentlig reenlig i sine fattige Klæder. Veemodig fortalte hun ofte, hvorlunde hendes Bedstemoder havde været Datter af en riig o fornem Herre i Tydskland, hvilken Herre havde boet i Staden Kassel; men at Datteren havde forelsket sig i en Comoediant, hemmelig forladt sine Forældre og var sunken ned i Armod. "Og nu maa alle hendes Efterkommere bøde derfor!" sukkede hun saa. Den unge Andersen hang med Liv og Sjæl ved denne Bedstemoder; hun havde en Have ved Hospitalet at passe, og her tilbragte han de fleste Eftermiddage i sin tidlige Barndom mellem de mange Blomster. Den aarlige Fest, naar det affaldne Løv blev brændt i Haven, havde en ganske egen Tillokkelse for ham; men de vanvittige Fruentimmer, af hvilke nogle kunde gaae frit omkring, voldte ham megen Skræk. Tidt kom en af Vaagekonerne og førte den kloge lille Dreng hen til Spindestuen, hvor da alle de gamle Qvinder roste ham, fordi han talte saa godt for sig, og gjengjeldte denne Dyd hos ham med Eventyr og Spøgelseshistorier, som fortaltes ham i rigeligt Maal, saa at vist intet Barn paa hans Alder nogensidne har hørt flere deslige Historier end han, men heller intet Barn kunde være mere overtroisk end han. – Til Andersens tidligste Erindringer hører ogsaa Spaniernes Nærværelse paa Fyen i Aarene 1808 og 9. En Soldat af Regimentet Asturien tog ham en Dag paa Armen, dandsede, under Glædestaarer, som udentvivl Erindringen om et hjemme efterladt Barn aflokkede ham, langshen ad Gaden med ham, og trykkede saa et Madonnabillede imod den Lilles Læber,
S 98
hvoraf den fromme Moder tog megen Forargelse. – I Odense vare i den Tid endnu mange gamle Festligheder gjængse, som gjorde et dybt Indtryk paa Drengens let opvækkelige Gemyt. Laugene droge i Processioner gjennem Byen med deres Skildter, Søfolkene droge om i Fasten, og Folket vandrede til den hellige Regisses mirakuløst lægende Kilde.
Saaledes henrandt vor Digters første Ungdomsaar. Faaderen læste imidlertid flittigt i Bibelen; men lukkede den en Dag med de ord: "Christus har været et Menneske som vi, men et ualmindeligt Menenske," hvorover Konen brast i Graad, og paa Drengen gjorde denne Gudsbespottelse, som Moderen kaldte det, et saa heftigt Indtryk, at han i Stilhed bad for sin Faders Sjæl. "Der gives ingen anden Djævel," vedblev denne, "end den, vi bære i vor egen Barm!" Da han nu vaagnede en Morgen og havde skrabet Armen tilblods, formodentlig paa et Søm, erklærede Konen, at det var en Straf af Djævlen, der idetmindste havde villet vise ham, at han endnu var til. Faderens slette Lune tiltog imidlertid Dag for Dag; han længtes efter at komme ud i Verden. Dengang rasede krigen i Tydskland, Napoleon var hans Helt, og da nu Danmark allierede sig med Frankrig, gik han til Forstærkningshæren som simpel Soldat, i det Haab at han engang vilde vende tilbage som Lieutenant. Men Naboerne meente, det var Daarskab at lade sit skyde ihjel til ingen Verdens Nytte.
Det Corps, hvorved han stod, kom imidlertid ikke videre end til Holsteen; Freden blev sluttet, og snart sad den frivillige Kriger igjen i god Behold i sin borgerlige Bolig i Odense. Men hans Sundhed havde liidt; han vaagnede en Morgen phantaserende, og talte om Felttoge og Napoleon. Den unge Andersen var dengang først 9 Aar gammel; Moderen sendte ham ikke desto mindre hen til den nærmeste Landsby, for at spørge en klog Kone til Raads. "Vil min stakkels Fader døe?" spurgte hanængstelig. – "Døer din Fader," svarede Sybillen, "saa møder hans Gjenfærd Dig paa Hjemveien." – Man kan tænke sig, hvilket Indtryk dette Orakel maatte gjøre paa den desuden frygtsomme Dreng; og virkelig var hans eneste Trøst paa Tilbageveien den, at Faderen jo vidste, hvor bange hans lille Søn var, og derfor vist ikke vilde vise sig for ham. Han kom ogsaa lykkeligt tilbage igjen, uden at have seet Faderens Gjenfærd, og den tredje Dag efter døde den Syge. Fra dette Øieblik af var den unge Andersen overladt til sig selv; al den Underviisning han nød, bestod i, at han gik nogle Timer i en Fattigskole, hvor han lærte at læse, skrive og regne, de tvende sidste Dele kun meget ufuldkomment. – Den fattige Dreng fandt paa denne Tid Adgang i Huset hos Enken efter den i 1805 i Odense afdøde Pastor Bunkeflod, hvis Navn ved nogle lyriske Poesier er bekjendt i den danske Litteratur. Han maatte læse høit for Enken og hendes Svigerinde, og her hørte han for første Gang Benævnelsen Digter og med hvilken Kjærlighed man mindedes denne Egenskab hos den Afdøde. Dette gjorde et dybt Indtryk paa Drengen; han læste nogle Sørgespil, og besluttede da, ogsaa at skrive en Comoedie og blive en Digter, ligesom salig Pastoren havde været. Nu skrev han ogsaa virkelig et ægte Sørgespil, thi alle Personerne deri kom af Dage, og belagde Dialogen med mange Bibelsteder. Hans to første Tilhørerinder optoge dette den begyndende Digters første Værk med udeelt Bifald, og nu løb Rygtet derom hele Gaden igjennem. Alle vilde høre den vittige Hans Christians smukke Sørgespil. Men her var Bifaldet ingenlunde udeelt, de Fleste loe ret hjerteligt derover, medens Andre gjorde Nar af ham derfor. Det smertede den stakkels Dreng saa meget, at han tilbragte en heel Nat grædende, og ikkun kunde bringes til at tie ved Moderens alvorlige Advarsel, at hun vilde give ham Bank ovenikjøbet, hvis han ikke lod slige Daarskaber fare. Alligevel gav han sig i al Stilhed i Færd med at udarbeide et nyt Stykke, hvori der optraadte en Prinds og en Prindsesse. Men derved kom han i en stor Forlegenhed, da han slet ikke vidste, hvilket Sprog saa høie Personer førte, og dog meente, at de umuligt kunde tale som andre Mennesker. Endelig kom han paa det Indfald at indflette tydske og franske ord i deres taler, saa at disse fyrstelige Personers høie Ord bleve til et reent Pluddervolsk, hvilket imidlertid efter den unge Autors Mening var noget ualmindeligt og høit. Ogsaa dette Mesterstykke blev bekjendt i Nabolaget, hvisaarsag en Dag de kaade Drenge løb efter ham paa Gaden og raabte: "Sikken En, see! Der gaaer Comoedieskriveren!" – Men det blev ikke derved: ogsaa Skolemesteren miskjendte aldeles det Genie hos Drengen, der allerede tydeligt aabenbarede sig i slige Productioner; thi da den unge Andersen paa hans Fødselsdag forærede ham en Krands, hvor han havde inflettet et lille Digt, dadlede han ham derfor, og Lønnen, som den lille Digter høstede for sit første metriske Forsøg, bestod saaledes i Kummer og Taarer. - Imidlertid forværrede Moderens oeconomiske Stilling sig mere og mere, og da Naboerskens Søn fortjente Penge i en Fabrik, saa besluttede man,ogsaa at sende den gode hans Christian derhen. Den gamle Bedstemoder bragte ham til Fabrikherren og fældte sine bittre Taarer over at Armod, Bekymringer og Kummer alt saa tidlig skulde falde i hendes Sønnesøns Lod. I Fabrikken arbeidede for det meste tydske Svende, for hvilke Børnene tidt maatte synge danske Viser. Ogsaa Andersen blev opfordret dertil, og gjorde det gjerne; thi han vidste, at han gjorde lykke med sin Sang. Naboerne lyttede altid, naar han sang i Haven, og engang havde jo et heelt Selskab, som var forsamlet i den fornemme Naboes have, beundret hans rene Stemme og tilklappet ham Bifald! Et lignende Bifald vandt han i Fabrikken. Opmuntret derved, sagde Andersen: "Jeg kanogsaa spille Comoedie!" og reciterede derpaa hele Scener af Holbergs Lystspil. De andre Drenge maatte imidlertid forrette hans Arbeide; men det varkun i de første Dage, det gik ham saa godt. En dag, da han igjen maatte synge, sagde en af de tydske Arbeidere: "Han er vist en lille Jomfru!" og nu omringede de plumpe Svende ham og behandlede ham saa udelicat, at den undselige Dreng forskrækket derover løb hjem til sin Moder og grædende bad hende om, at han ikke mere maatte komme i Fabrikken. Hans Bøn blev ogsaa opfyldt; thi, sagde Moderen, hun havde ikke sendt ham derhen for Fortjenestens
S 99
Skyld, men alene for at han kunde være godt anbragt etsteds, naar hun gik paa Arbeide. – Drengen skulde til Theatret! havde flere Naboer sagt til hende; men da hun ikke kjendte andet Theater, end omreisende Skuespillere, rystede hun betænkeligt paa Hovedet og besluttede, hellere at lade sin Søn komme i Lære hos en Skrædder. Andersen havde nu allerede fyldt sit 12te Aar, var hjemme endnu stedse ganske overladt til sig selv, og slugte alle de Bøger, han kunde faae Fingre paa. Hans kjæreste Lecture bestod imidlertid i en gammel prosaisk Oversættelse af Shakspeare. Med Figurer, han havde gjort af Pap, spilte han hele Kong Lear og Kjøbmanden i Venedig. Paa Comoedie kom han kun meget sjeldent; men da han stod sig godt med Plakatbæreren, fik han alle Comoedieplakater af ham, satte sig saa om Aftenen ved Kakkelovnen, studerede de handlende Personers navne og underlagde derpaa alle de opførte Stykkeer en uægte Text. Andersens Læselyst og smukke stemme havde imidlertid tildraget sig Opmærksomhed hos flere fornemem Familier i Byen, af hvilke en lod ham kalde til sig. Drengens barnlige Væsen, hans stærke Hukommelse og smukke Stemme gav ham virkeligt noget ganske Eiendommeligt; man talte derom osg snart vilde man see ham i flere Huse. Dog holdt han stedse meest af den første Familie, der havde modtage ham med saa meget Deeltagelse, ja endogsaa engang forestillet ham for Prinds Christian: Det var hos Oberst Høegh-Guldberg, en ligesaa dannet som hjertensgod Mand, en Broder til den velkjendte Digter. – Paa denne Tid giftede Moderen sig igjen, og da Stedfaderen aldeles ikke vilde blande sig i Sønnens Opdragelse, saa fik vor Andersen derved endnu mere Frihed end tilforn. Legekammerater havde han ikke, og gik derfor tidt alene ud i Skoven, eller satte sig hjemme i en Krog for at sye Dukker til sit lille Theater. Moderen meente, at da han dog var bestemt til Skrædder, saa var det godt, at han øvede sig i at sye. Hvis det engang virkelig skulde skee – trøstede Drengen sig – saa maatte der falde mange deilige Lapper af, og han kunde da med dem om Søndagen sye nye Dragter til sin Theatergarderobe. – Saaledes nærmede sig da endelig hans Confirmation, hvortil han fik de første Støvler, han i sit Liv havde havt. Paa det at Folk kunde see dem, bleve de trukne over Beenklæderne, og da nu en gammel Syjomfru forfærdigede ham en Confirmationskjole af hans afdøde Faders Frakke, var den festlige Dragt complet. Aldrig før havde Andersen havt saa smukke Klæder. Glæden derover var saa stor, at Tanken derom endogsaa forstyrrede hans Andagt paa selve Confirmationsdagen, saa at han følte Samvittighedsnag derover og bad Gud om at tilgive ham den Synd at nære saa verdslige Tanker, og dog kunde han ikke unddrage sig fra, i samme Øieblik igjen at tænke paa de deilige knirkende Støvler. – Efter endt Confirmationsfest skulde Andersen da nu i Skrædderlære; men han bad sin Moder indstændig, dog at lade ham reise til Kjøbenhavn og gjøre et Forsøg paa at komme til det kongelige Theater; han forlæste hende Levnetsbeskrivelser af berømte Mænd, der havde været ligesaa fattige som han, og forsikrede hende, at han nok ogsaa vilde blive en berømt Mand. Alt i nogle Aar havde han lagt de Skillinger, han kunde faae tilovers, i en Sparebøsse, og disse vare nu voxede til den uudtømmelige Skat af 13 Rigsbankdaler. Synet af denne uventet store Sum blødgjorde ogsaa det moderlige hjerte; hun begyndte at give efter for sin Søns Ønsker, men vilde dog først høre en klog Kones Udsagn om hendes Søns tilkommende Skjæbne. Nu blev Sybillen hentet, og efterat hun havde seet i kort og Kaffee, lød Orakelsproget: ”Jeres Søn bliver en stor Mand, og til Ære for ham vil man engang illuminere Odense By.” – En saa lykkelige Spaadom matte vel rydde de sidste Hindringer af Veien. ”Saa reis da i Guds Navn!” sagde Moderen; men da Naboerne forestillede hende, hvor ubesindigt det var, at lade den 14aarige Dreng reise til den store Stad, hvor han ikke kjendte en Sjæl, svarede hun: han lod hende ikke have nogen ro, men hun var vis paa, at han nok vilde vende om igjen, naar han saae det store Vand, han skulde over. (Fortsættes).
s. 101. den 29de Juli 1838:
Man havde nævnet for den unge Andersen en vis Dandserinde som en meget formaaende Person ved det kongelige Theater. Han bevægede derfor en almeenagtet Mand i Odense til at medgive ham et Anbefalingsbrev til denne Dame, og nu tiltraadte han, forsynet med dette vigtige Papir og sine 13 Rbd., den skjæbnesvangre Reise. Moderen fulgte ham ud af Byen og udenfor Porten ventede den gamle Bedstemoder ham. Hendes før saa smukke Haar var i de sidste Uger blevet graat; grædende kyssede hun sin elskede Sønnesøn; hendes Smerte savnede Ord, og snart dækkede den kjøle Grav hendes Kummer. – Andersen reiste nu som blind Passageer med Posten til Nyborg, og ført paa de store Belt følte han, hvor eensom han dog nu stod i Verden. Saasnart han var kommen i Land paa Sjælland, gik han derfor hen paa et afliggende Sted, kastede sig her paa Knæ, og bad til Gud om Hjelp i sin forladte Stilling. Trøstet reiste han sig og nu gik den Dag og den paafølgende Nat uafbrudt videre gjennem Kjøbstæder og Landsbyer indtil han Mandag Morgen den 5te September 1819 øinede Kjøbenhavns Taarne. Udenfor Porten maatte han stige af og gik, med sin lille Reisebyldt under Armen, ind i den store Stad. Den bekjendte Jødefeide, som dengang, fra Syd til Nord strakte sig over hele Europa, var udbrudt her Aftenen iforveien og hele staden var i Bevægelse; ”Naomis” Begivenheder giver et tro Billede af Hovedstadens daværende Tilstand. – Tre Daler havde Reisen kostet; med de øvrige ti i Lommen tog den lille Eventyrer et logis i en Gjæstgivergaard. Hans første udflugt var til Comoediehuset; forbauset betragtede han den anseelige bygning, gik rundt omkring den og bad ret inderlig, at den dog snart maatte oplade sig for ham og at han maatte blive en dygtig Skuespiller. Dengang havde han vistingen Anelse om, at ti Aar efteret af hans dramatiske Arbeider skulde bliver optaget med Bifald og han for første Gang tale til Publikum. – Den næste Dag tog han nu sine Confirmationsklæder paa og begav sig paa Veien for at aflevere sit Anbefalingsbrev til den formaaende Dandserinde. Længe lod Damen ham vente paa Trappen,og da han endelig fik Audients mishagede Drengens keitede og naive Adfærd Konstnerinden i den Grad, at hun holdt ham for ikke rigtig i Hovedet, saameget mere som hun slet ikke kjendte den Herre, der have anbefalet ham. – Nu vendte Andersen sig til Theaterchefen og anholdt hos ham om Engagement, men ogsaa her var udfaldet kun daarligt. ”Han var for mager til Theatret,” lød Svaret. – ”O,” svarede Andersen, ”naar De giver mig 100 daler i Gage, vil jeg nok blive feed.” Chefen vilde imidlertid ikke indlade sig paa denne uvisse udsigt til en federe Rekrut til det kongelige Theater, og afviste Supplikanten med den Besked, at man ogsaa kun engagerede Folk af Dannelse. – Nedslagen stod den stakkels Dreng nu der; hen kjendte Ingen, der kunde have givet ham Raad og Trøst, ingen ved hvis Bryst han kunde græde. Da tænke han paa Døden, og netop dens Rædsler førte ham tilbage til Gud. "Naar Alting først gaaer ret ulykkeligt, vil han hjælpe mig," sagde han; "thi saaledes staaer der i alle de Bøger, jeg har læst." Han kjøbte sig en Galleriebillet og saae Paul og Virginie. Scenerne i 2den Akt, hvor det to Elskende adskilles, greb ham saa heftigt, at han brast ud i en lydelig Hulken og vakte alle de Omkringsiddendes Opmærksomhed. Beroliget ved deres venlige Tiltale, fortalte han nu Alle, hvem han var, hvorledes han var kommen her, at hans Kjærlighed til Theatret ikke var ringere end Pauls Kjærlighed til Virginie, og hvorledes han sikkert vilde blive ligesaa ulykkelig som Paul, hvis man ikke ansatte ham ved Theatret. Alle saae forundrede paa ham. – Den næste Dag bragte ingen glædeligere Udsigter, og hans Kasse var alt smeltet sammen til en Daler! Hvad var der at gjøre? Enten maatte han med en Skipper reise tilbage igjen for at blive udleet i sin Fødeby, eller gaae i Lære hos en eller anden Haandværker, hvilket dog vilde blive hans Lod i Odense, hvis han tog hjem igjen. En Snedker søgte netop en Læredreng; Andersen meldte sig, men snart blev han ogsaa her krænket af Svendenes letfærdige Tale, en Gjenstand for Alles Morskab, og det gik ligesom før i Fabrikken. Grædende tog han endnu samme Aften Afsked fra Mesteren.
Idet han nu bedrøvet vandrede gjennem Folkesværmen paa Gaderne, faldt det ham ind, at her endnu Ingen havde hørt hans smukke Stemme. Han opsøgte altsaa Prof. Siboni, Directeuren for det kongl. Conservatorium, hos hvem der netop var stort Middagsselskab, og deriblandt Digteren Baggesen og den berømte Componist Prof. Weyse. En munter Huusjomfru lukkede ham ind,
S 102
og hende fortalte han ganske aabenhjertigt, hvor forladt han var, og hvor stor Lyst han havde til at komem til Theatret, hvilket den unge Dame strax igjen forebragte Bordselskabet, som blev nysgjerrigt efter at kjende den lille Eventyrer, som Baggesen kaldte ham. Nu blev han kaldet ind og maatte synge for Selskabet og declamere Scener af Holberg. Da et Sted bragte ham til at erindre sin sørgelige Stilling og han brast i Graad, applauderede Selskabet. "Jeg spaaer, at der engang bliver Noget af ham!" sagde Baggesen; "men bliv for Alting ikke forfængelig, naar Publikum tilklapper Dig Bifald." Professor Sibonli lovede derpaa, at han vilde uddanne Andersens Stemme, saa at han kunde debutere paa det kgl. Theater, og sjæleglad forlod Drengen nu det lykkelige Huus. Dagen efter maatte han komme til Prof. Weyse, der ganske vidste at vurdere den arme ynglings forladte Stilling og ædelmodig samlede en Collect til ham, der indbragte 70 Rbd. Nu tog Prof. Siboni ham til sig og den første Underviisning medtog næsten et halvt Aar. Da var Andersens Stemme i Overgangsperioden og tabte sig næste ganske. Siboni radte ham nu, helelre at reise hjem og lære et Haandværk. Saaledes stod den stakkels Andersen nu igjen ligesaa forladt i Verden som før! Dog netop i denne tilsyneladende Ulykke laae Spiren til en bedre Skjæbne for ham. I sin Nød erindrede han sig, at der i Kjøbenhavn levede en Digter Guldberg, en Broder af den venlige Oberst i Odense. Til ham henvendte Andersen sig og fandt velvillig Modtagelse. Da Guldberg hørte, at den unge Odenseer kanp kunde skrive et Ord rigtigt, tilbød han ham sin Underviisning i det danske og tydske Sprog og skjænkede ham Udbyttet af et lidet, nylig udgivet Skrift. Ogsaa den ædelmodige Weyse, Kuhlau og andre anseete Mænd rakte ham igjen deres hjelpsomme Haand. – Nu skulde Andersen leie sig et Logis i Staden. Han fandt ogsaa en Enke, der var villig til at optage ham hos sig, men denne Dame boede i en berygtet Gade, og var omgiven af Damer, hvilke Digteren skildrer os med Victor Hugos Ord som 'les femmes échevelées qui vendent le doux nom d'amour'. Men hans Hjerte var altfor reent, hans Gemyt altfor barnligt til at han skulde kunne tænke over hvad der foregik omrking ham. Hans Værtinde var en haard, følelsesløs Kone, der ikke undsaae sig for at tage 20 Daler i Kostpenge om Maaneden for den arme Dreng, omendskjøndt hun kun anviste ham Logis i et forhenværende Spisekammer. Han gav hende imidlertid hvad hun forlangte, og fik nu og da nogle Skillinger af hende, naar han besørgede Byærinder for hende. Ingen kunde dog føle sig lykkeligere end den unge Andersen i sin nuværende Stilling, thi Professor Weyse havde formaaet Skuespiller Lindgreen til at instruere det unge Menneske, medens en af Soldandserne havde sat sig i Hovedet at gjøre en Dandser af ham. Andersen gik altsaa daglig i Dandseskolen, optraadte i nogle Balletter, og da hans Stemme igjen havde indfundet sig, maatte han ogsaa synge med i Chorene.
Saaledes var han da nu virkelig kommen til Theatret, og det gjaldt nu kun om at debutere og derved at erhverve fast Løn. Endnu stedse hildet af Overtro, tænkte han Nytaarsdag, at naar han den Dag kunde komme ind i Comoediehuset og der declamere et Stykke, vilde han ganske vist i Aarets Løb avancere til Skuespiller. Men desværre var Huset lukket den Dag, og kun tilfældigviis stod en lille Sidedør aaben. Gjennem denne listede Andersen sig, skjælvende, som om han havde noget Ondt i Sinde, op paa det mørke Theater, hvor intet Menneske rørte sig, traadte hen til Lampestilladsen, bad der knælende et Fadervor, det Eneste og Bedste, som her vilde falde ham ind, og gik saa trøstet hjem igjen. Bestandig haabede han endnu, at hans gode Stemme efterhaanden ganske vilde vende tilbage, hvilket dog neppe var at formode, da den arme Yngling af Mangel paa Penge næsten altid maatte gaae med Støvler, der vare itu, og vaade Fødder, og helelr ikke havde Vinterklæder. Skjøndt nu allerede 16 Aar gammel, var han dog endnu ganske Barn, saa at han hele Aftenen paa sti Kammer syslede med at sye Dukker til sit lille Theater, hvis Dragter han forfærdigede af Prøver, han havde tilbetlet sig i Boutikerne. Paa denne Maade gik de bedste Aar hen, i hvilke han kunde have lært Noget, og mange Kummerfulde Dage maatte han udholde, inden en mild Dag frembrød for ham. Guldberg øvede ham i dansk Stiil, og snart tilveiebragte Andersen en heel versificeret Tragoedie, der, paa Grund af den Færdighed, hvormed han deri havde vidst at behandle Sproget, vakte Oehlenschlägers, Ingemanns og Andres Opmærksomhed. Men ved Theatret lod man ham ikke komme til nogen Debut; man fritog ham endog for hans tidligere Forpligtelse til at freqventere Dandseskolen og synge i Choret, da man ønskede, at han vilde anvende sin Tid til videnskabelige Studier; men Ingen gjorde noget for ham i denne Henseende, og det faldt den stakkels Dreng tungt nok at erhverve det nødvendige til Livets Ophold. Da skrev han i sin store Nød et nyt dramatisk Stykke, i det Haab at det skulde blive antaget til Opførelse; men dette Haab slog feil, og ligedan gik det med et 2det og 3die Forsøg. – Paa denne Tid blev den ligesaa meget som udmærket Embedsmand høitskattede som for sin Hjertensgodhed almindelig agtede Conferentsraaad Collin Theaterdirecteur, og snart begreb denne kloge og klartskuende Mand hvad der slumrede i den unge Digter. Vel forkastede ogsaa han Andersens dramatiske Arbeider; men han gik strax til Kongen og udvirkede Tilladelse til at den unge Andersen paa Statens Bekostning maatte sendes til en lærd Skole i Provindserne, og blev fra dette Øieblik af en Fader for Ynglingen i dette Ords ædleste Betydning.
Nu gik Andersen fra Dandseøvelser, Romaner og Dukker over til mathematik, Latin og Græsk, og den 17aarige Yngling maatte finde sig i at lære de første Elementer blandt 10aarige Drenge. Rectoren behandlede ham imidlertid meget haardt, frakjendte ham alle Aandsevner, og glemte sig saa meget, miskjendte saa ganske en offentlig Lærers Pligter, at han gjorde den stakkels Yngling til Gjenstand for sine Meddisciplers Haan, og satte ham i en Tilstand af aandig Lidelse, der inden kort Tid vilde have tilintetgjort ham, hvis ikke den ædle Collin
S 103
og nogle andre trofaste Venner havde frelst ham af disse Qvaler. (Først efterat Andersens "Improvisatoren" var udkommen og optagen med udeelt Bifaldt erkjendte Rectoren sin Feil, rakte Andersen Haand til Forsoning og beklagede den Vildfarelse, han havde gjort sig skyldig i, ved at gjøre sig al umage for at ræde det den unge Digter af Gud givne Talent i Støvet (Side XI-XII).)
Da nemlig et Par Aar her vare forløbne reiste en af Lærerne til Kjøbenhavn og meldte Conferentsraaden, hvor slet og sorgløst den stakkels Andersen belv behandlet af Rectoren. Ikke saasnart havde Collin erfaret dette, før han ogsaa strax tog Andersen ud af Skolen og overgav ham til en Privatdocent. Et Aar efter (1828) blev Andersen akademisk Borger i Kjøbenhavn.
Faa Maaneder efter kom hans første literaire Arbeide i Trykken, hans "Fodreise til Amager," en Humoreske, der fandt saa stort Bifald, at der alt efter nogle Dages Forløb maatte foranstaltes et 2det Oplag og det 3die nu er under Pressen. Nu blev den unge Digter overalt optagen med forekommende Venlighed. Den danske Oversætte r af Shakespeare, Commandeur Wulff, den berømte Naturforsker, Etatsraad Ørsted, og mange ansete Familier og Lærde optoge ham som en Ven i deres Huus og Familien Collin skjænkede ham ganske et faderligt Hjem.
(Slutningen af Artiklen omhandler Andersens sildigere Productioner, hans Reiser etc., og indeholder neppe Noget, som jo torde være bekjendt for danske Læsere. Ogsaa hans Forhold til Hauch og H. Hertz ommeldes her, Begges Polemik imod ham, og hvorledes Begge siden venskabeligt have sluttet sig til ham, den Første ved skriftlig Tilnærmelse, efterat have læst Improvisatoren, den Sidste under deres fælleds Ophold i Rom. Om Molbechs Kritik over ham hedder det, "at den er saa haard, ukjærlig og uretfærdig, at den fortjener at kaldes Gjenklangen af en forudfattet Mening, men ikke en veltænkende Mands besindige Dom." "Uagtet alle disse Gjenvordigheder," tilføier J., "har Digterens egen Kraft og Forsynets kjærlige Haand med hver Dag ført ham sin bestemmelse imøde. Hans Personlighed og hans Værker have erhvervet ham mange Venner og Velyndere; hans Publikum er talrigere end hans Modstandere troe. Tydskland har imidlertid rigtigst opfaattet hans Værd og "das Conversationslexickon der Gegenwart" udtaler en dobbelt Sandhed, naar det kalder Andersen en af den nyeste Tids talentfuldeste danske Digtere, hvis Renommee imidlertid er mere erkjendt i Tydskland, end i hans Fædreland." – Slutteligen erfarer man, at Andersen arbeider paa et nyt Værk, som vil levere Frugterne af den Reise, han i Sommeren 1837 foretog gjennem Sverrig, ligesom og at hans "Eventyr for Børn" som "Mange i Danmark anssee for hans originaleste Arbeide," med det Første ville udkomme i tydsk Oversættelse hos Vieweg i Brunsvig. Paa Tydsk haves iforveien oversat hans "Skyggerids paa en Reise," "Improvisatoren," (ogsaa oversat paa Fransk), "O.T." og "Kun en Spillemand"; Chamisso har leveret et Fragment af hans "Agnete og Havmanden"; "Lykkens Kalosker" vil blive optaget i den tydske Udgave af Eventyrene; og en Mængde andre Digte af ham ere blevne oversatte af Chamisso, Gaudy, Gähler og nylig af Thomsen i hans "Harfe der Skalden").

(Bibliografisk kilde: HCAH, IMC G3)

Figaro 1841 , sp. 9-18: "Danmarks nyeste Digtere, omtalte i Sverrig" - spalte 15-16: H. C. Andersen. Hele artiklen er en gengivelse af Anmeldelse fra det svenske Blad "Nyeste Freja".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Almindeligt Forfatter-Lexicon for Kongeriget Danmark med tilhørende Bilande, fra 1814 til 1840, Ved Thomas Hansen Erslew. Første Bind. A-J. Kjøbenhavn Forlagsforeningens Forlag. 1843. S. 16-18: om H.C. Andersen. Ny forøget Udgave 1858, se: 17353

s.16:
Andersen (Hans Christian), f.d. 2den April 1805 i Odense, hvor hans Fader var Skomager. Kom paa Theatrets Dandse- og Syngeskole iblandt Eleverne, og blev i sit 18de Aar sat i Slagelse lærde Skole; 1838 privat dimitteret til Universitetet, og tog det følgende Aar Examen philologicum og philosophicum med bedste Characteer. Reise i Sommeren 1831 til Harzen og "det sachsiske Schweiz", og tiltraadte, med kongelige Understøttelse, i April 1844 en Reise til Tydskland, Frankrig, Schweiz og Italien, hvorfra han kom tilbage i Begyndelsen af August 1834; foretog i Sommeren 1837 en Reise gjennem Sverrig, og tiltraadte i October 1840 en Reise til Tydskland, Italien, Grækenland og Tyrkiet) – (Biographi, foran G.F. v. Jenssens tydske Oversættelse af Andersens: ”Kun en Spillemand” se: se: 11963 ; Conversations-Lexicon der Gegenwart, 1stes Heft, 1838; Revue de Paris, Octbr. 1837 (af Marmier; Marmier: historie de la littérature en Danemark & Suéde; Kbhvns Morgenblad 1838 Nr. 25-26. se: se: 10969 – Portrait, malet af C.A. Jensen, lithogr. 1847; ogsaa foran Holsts Nytaarsgave fra danske Digtere; i Portefeuillen 1837, Bd. II; og i Hertha, svensk-dansk Nytaarsgave for 1840).
Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829. Kbh. 1829. se: 22 (Prøver heraf iforvejen indf. I Kbh. flyv. Post. 1828. Nr. 90-95. se: se: 21 Rec. L.T. 1829. Nr. 4, S. 61-64; M.f.L. I. 169-72, af J.L. Heiberg). anmeldelse 2det forøgede Oplag. Kbh. 1829. 3die Udgave. Ibd. 1839.
Kjærlighed paa Nicolai-Taarn, eller hvad siger Parterret? Heroisk Veaudeville i een Act. Kbh. 1839. (r. af C.N. David. I M.f.L. I, 543-52). anmeldelse
Digte. Kbh. 1830. se: 51 (L.T. 1830 Nr. 6, S. 81-88. M.f.L. III. 162-72. R. af C. Molbech) anmeldelse
Phantasier og Skizzer. Kbh. 1831. se: 109 (M.f.L. VI. 126-32) anmeldelse
Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweiz, c. i Sommeren 1831. Kbh. 1831. 162 (R. af C. Molbech i M.f.L. VI. 483-92). Paa Tydsk overs.; udg. af F.W.Genthe, Breslau 1836 se: 15996
Skibet Vaudeville i een Act. Bearbejdet efter Scribes og Mazères "la Quarantaine". Kbh. 1831. se: 166
Vignetter til danske Digtere. Kbh. 1832. se: 174 (Udtogsviis og frit overs. paa Tydsk af A. Martini i Thaarups Kopnh. Børsenhalle. II. 1832. Nr. 25). se: 15989
Bruden fra Lammermoor. Originalt romantisk Syngestykke i fire Acter. Kbh. 1832. se: 183 (M.f.L. IX. 191-95), r. af C. Wilster. Skilderiet 1832 Nr. 94). anmeldelse
Ravnen, eller Broderprøven. Trylle-Opera i tre Acter (efter Gozzis tragicomiske Eventyr). Kbh. 1832. se: 196 (Mf.L. IX 195-97, r. af C. Wilster) anmeldelse
Aarets tolv Maaneder. Tegnede med Blæk og Pen. se: 199 Kbh. 1833. (M.f.L. X. 870-79, r. af C. Molbech). anmeldelse
s. 17:
Samlede Digte. Kbh. 1833. se: 224 (M.f.L. X. 879-82, r. af C. Molbech; Kbhpost. 1833, Nr. 169.
Dronningen paa sexten Aar. Drama i to Acter; overs. efter Bayards "La reine de seize ans." Kbh. 1833. se: 222 (Udgjør Nr. 47 af det kgl. Theaters Repertoire).
Agnete og Havmanden. Dramatisk Digt. Kbh. 1834. se: 250 (M.f.L. XII. 109-117, anm. af D.G. Monrad). anmeldelse
Improvisatoren. Original-Roman i to Dele. Kbh. 1835. 2det Oplag. ibd. 1837. se: 264 (L.T. 1835, Nr. 17-18, S. 261-65; 282-91; M.f.L. XVIII. 61-79; J.N.Høst's Dannora I. 60-74; Dagen 1835, Nr. 119, 131). anmeldelse Oversat paa Tydsk af L. Kruse. I.-II. Theil. Hamburg. 1835. se: 15995 Ogsaa overs. paa Fransk. se: 16577
Eventyr, fortalte for Børn. I-II. Bd. 2det Hefte. Kbh. 1835-1839. se: 266 (L.T. 1836 Nr.1, S. 10-14; J.N. Høst's Dannora I. 74-76). anmeldelse Overs. paa Tydsk af G.F. v. Jenssen. Braunschweig, 1839 se: 16007 u. 1840. m. Kupf.; se: 16009 og paa Svensk. se: 13620
O.T. Original-Roman i to Dele. Kbh. 1836. se: 292 (M.f.L. XVIII. 79-87). Overs. paa Tydsk af W. Christiani. Leipzig, 1837; se: 15999 paa Svensk, 1840. se: 17355
Sangene i "Festen paa Kenilworth". Kbh. 1836. se: 285
Skilles og mødes. Original dramatisk Digtning i to Afdelinger. Første Afdeling: Spanierne i Odense; Vaudeville i een Act. Anden Afdeling: Fem og tyve Aar derefter; Vaudeville i een Act. Kbh. 17836 (Udgjør Nr. 76 af det kgl. Theaters Repertoire). se: 291
Kun en Spillemand. Original-Roman i 3 Dele. Kbh. 1837. se: 308 Paa Tydsk. overs. af G.F. v. Jenssen. Braunschweig, 1838; se: 16002 paa Svensk, 1838. se: 12019
Tre Digtninger Kbh. 1838. (T.f.L. v. K. II. 73-79) se: 320
Den Usynlige paa Sprogø, dramatisk Spøg i een Act. Kbh. 1839. (Udgiør Nr. 113 af det kongl. Theaters Repertoire.) se: 359
Mulatten. Originalt, romantisk Drama i fem Acter. Kbh. 1840 (Fædrel. I. 1840, Nr. 70). Andet Oplag. ibid. eod. se: 368 Oversat paa Svensk af Djurstrøm, 1840. se: 17356
Billedbog uden Billeder Kbh. 1840. se: 360 (Fædrel. I. 1840, Nr. 78, S. 507-8). Oversat paa Tydsk. se: 16030
Cantate ved Sørgefesten i Studenterforeningen for Kong Frederik VI. Kbh. 1840. se: 367
En Comedie i det Grønne Vaudeville i een Act. kbh. 1840. se: 390
Maurerpigen. Original Tragoedie i fem Acter. Kbh. 1840. se: 393 (Fædrel. I. 1840, Nr. 385.

Af ham findes Bidrag i forskjellige Tidsskrifter, saasom i Harpen (f.Ex. Scene af Røverne i Vissenberg i Fyen, et dram. Digt; 1822 Nr. 32); Flyveposten 1828. 1830; Kjøbenhavnsposten 1829 o. ff.; Elmquist's Læsefrugter Bd. 43, 46, 49, 50, 52; Liunges Hertha Aarg. 2; Valkyrien I. og III. (heri S. 255-60; Fornuftgiftermaalet Nr. 2, en dramatisk Drøm paa Skagens Rev); Repertorium f. Moerskabslæsning; F.J. Hansens Læsning f.d. fine Verden 1829; Lahdes Nornen; Skandinavisk Nytaarsgave; Nytaarsgaverne fra danske Digtere; Holst's Søndagsblad 1835 (f.Ex: Blade af min Dagbog, Nr. 1-3; italiensk Musik, Sang og Theatervæsen, Nr. 7); dansk Folkelblad 2den Aarg. (Smaahistorier, efter det Tydske, S. 139, 143-44, 160); Ursins Almeenlæsning 1836; Kbhvns. Morgenblad 1838; Klubvisebogen 1838; Portefeuillen 1839. 1840; J.H. Hansens Maigave 1839; Hjorts danske Børneven; Hertha, svensk-dansk Nytaarsgave f 1840; Salonen Bd. I. (Mikkels Kjærlighedshistorie, Vaudevillemonolog). Forord til J. H. Hansens gyldne Alphabet, 1840.
s. 18:
Af hans Digte ere endeel oversatte paa Tydsk af Chamisso, Gaudy, Gähler og af Thomsen i hans "Harfe der Skalden"; nogle af disse tydske Oversættelser i Thaarups Mittheil.a.d.N.

Møller, P.L.: Arena, et polemisk-æsthetisk Blad, redigeret af P.L. Møller. Nr. 1-6 Juni 1843. "Kjøbenhavnernes litterære Spidsborgerlighed (p. 1-48), heri p. 29 om Hauch og Andersen. "Om Poesi og Drama" og p. 90: om "Vignetter til danske Digtere".

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Fem og tresindstyve Stambogsblade fra fyrretyve nulevende danske Digtere, samlede og udgivne af Frederik Barfod. Kjøbenhavn 1845. p. 120: "Det døende Barn" og p. 121 "Til Thorvaldsen i Studenterforeningen: October bliver man Student".
P. 163: "Bogstavordnet Fortegnelse paa Forfatterne, samt Liste paa Deres æstetiske Arbejder: Andersen, Hans Christian" (= den første bibliografi).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Goldschmidt: Nord og Syd. Bd. 3, 1850, pp. 205-07: "Dagbog 16. Februar": "Iaftes blev da endelig 'Liden Kirsten' opført ..."
"Ligesom Andersen blandt alle vore nulevende Digtere har det meest poetiske gemyt, saaledes er Hartmann vor meest nationale Componist ...". Thalia 16.2.1850.
Foromtale ... paa ugens Repertoire ..." Thalia 4.1.1850.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-733e)

Schwartz, Athalia: "Vandring med Danmarks Digtere". Heri p. 230: Kort H. C. Andersen-biografi.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Smudstitelblad: Samlede Skrifter. Femtende Bind. - Titelblad: ovenfor beskrevet).

Digte / af / H. C. Andersen. / - / Første Deel. / - / Kjøbenhavn. / Forlagt af C. A. Reitzels Bo og Arvinger. / Bianco Lunos Bogtrykkeri. / 1854.

Titelblad. - Indholdsfortegnelse. - Tekst: 211 Sider. - 8vo. - Pris 48 Sk. (Udkom 19. 12. 1854).

Indhold.

Poesien (se Nr. 555). p. 1
Recension (se Nr. 56). p. 2
Til min Moder (se Nr. 34). p. 3
Sjælen (se Nr. 17). p. 4
Det døende Barn (se Nr. 13). p. 6
Nytaarsnat (se Nr. 23). p. 7
Rimedjævelen (se Nr. 20). p. 8
Rabbi-Meyer (se Nr. 342). p. 13
Aftenlandskab (se Nr. 36). p. 17
Avis aux lectrices (se Nr. 80). p. 18
Tanker ved en ituslagen Jydepotte (se Nr. 14). p. 19
Hjertetyven (se Nr. 116). p. 21
Mai (se Nr. 204). p. 24
Sommerflugt og Hvile (se Nr. 206). p. 27
August (se Nr. 207). p. 33
Gefion (se Nr. 181). p. 37
Aarets Børn (se Nr. 365). p. 38
En Reisende (se Nr. 347). p. 40
Et Digt om Konerne (se Nr. 357). p. 40
Skovbal (se Nr. 271). p. 42
Klintekorset paa Møen (se Nr. 57). p. 43
Slaaentjørnen (se Nr. 556). p. 48
Rosen paa Kisten (se Nr. 557). p. 49
Kjærlighed (se Nr. 130). p. 49
Den fremmede Fugl (se Nr. 111). p. 50
Fædrelandet (se Nr. 380). p.54
Moderen med Barnet (se Nr. 38). p. 55
Mosters Skjærmbræt (se Nr. 65). p. 56
Nogle Viser:
I. Paa en Faders Fødselsdag, afsjunget af hans Børn (se Nr. 373). p. 59
670. II. Ved en Vens Afreise til Paris! (Hør Venners Stemme: drik og spiis!) (Saml. Skr. XII, 54). p. 60
671. III. (Vi er i Marts, men Martsviol) (Saml. Skr. XII, 55). p. 61
672. IV. (Hæv Dig vor Sang! her synger Stort og Smaat) (Saml. Skr. XII, 56). p. 62
V. Det er Liv at reise (se Nr. 418). p. 63
VI. Sang, skreven og afsjungen paa Fregatten Bellona (se Nr. 383). p. 64
VII. Ved Botanikeren Liebmanns Afreise til Mexico 1840 (se Nr. 391). p. 65
673. VIII. Ved Festen for Architekt Bindesbøll (Som Du tænkte det staaer nu Museet) (Saml. Skr. XII, 60). p. 66
Barnet ved Kirken (se Nr. 172). p. 66
En Guddoms Tanke er Du, Poesi! (se Nr. 202).p. 68
Martsviolerne (se Nr. 62). p. 71
Ørkenens Søn (se Nr. 136). p. 72
Hjertets Melodier:
I. (To brune Øine jeg nylig saae) (se Nr. 131). p. 72
II. (Min Tanke er et mægtigt Fjeld) (se Nr. 132). p. 73
III. (Du gav mig Blomster; hvis de læge kunde) (se Nr. 133). p. 73
IV. (Min Tankes Tanke ene Du er vorden) (se Nr. 242). p. 73
V. (Henvisned' er' de Blomster, Du mig gav) (se Nr. 135). p. 73
VI. (Du fatter ei Bølgernes evige Gang) (se Nr. 107). p. 74
VII. (Jeg elsker Dig - Dig, som jeg ei tør sige!) (se Nr. 137). p. 74
VIII. (Man har et Sagn - et Eventyr:) (se Nr. 105). p. 74
Livet en Drøm (se Nr. 141). p. 75
Studenten (se Nr. 43). p. 78
Stakkels Mary Anne (se Nr. 601). p. 80
Manden fra Paradiis (se Nr. 81). p. 81
Prolog og Epilog:
674. (En Aftenunderholdning med Bevilling) (Saml. Skr. XII, 78). p. 86
(Høistærede! - jeg tror De vil mig kjende) (se Nr. 497). p. 87
Elbkongens Brud (se Nr. 163). p. 87
Til J. P. E. Hartmann:
I. (Hvad Herligt ude Du har seet og hørt) (se Nr. 298). p. 89
675. II. Den 14de Mai. (Maimaaned pynter med Grønt vore Skove)(Saml. Skr. XII, 82). p. 90
Den rædselsfulde Time (se Nr. 12). p. 91
Phantasistykke i min egen Maneer (se Nr. 53). p. 93
Hjertesuk til Maanen (se Nr. 15). p. 95
Kometen (se Nr. 55). p. 96
Kometen 1835 (se Nr. 78). p. 100
Rosenknoppen (se Nr. 300). p. 104
De to Fugle (se Nr. 212). p. 105
Spillemanden (se Nr. 117). p. 106
Bøgetræet (se Nr. 96). p. 107
Pjat, Pjat! (se Nr. 100). p. 108
Studie efter Naturen (se Nr. 82). p. 109
Sange af: Ravnen. 1832.
1. Matrosernes Sang. (Naar Bølgerne dandse om Merset lidt) (se Nr. 196). p. 110
2. PantalonesVise.(Mo'erlille sidder med Briller paa) (se Nr. 196). p. 111
Sange af: Bruden fra Lammermoor. 1832.
1. (Fuldmaanen skinner paa Busk og Krat) (se Nr. 183). p. 112
2. (Mandens dybe, bittre Sorg) (se Nr. 183). p. 113
3. (Stem gamle Minstrel Harpen nu) (se Nr. 183). p. 113
4. (Der sidder to Ravne paa Træet hist) (se Nr. 183 og Nr. 230). p. 114
Sange af: Festen paa Kenilworth. 1836.
1. (Brødre, meget langt herfra) (se Nr. 285). p. 114
2. (Hvad Hjertet her sig klynger til) (se Nr. 285). p. 116
3. Drikke Sang. (Bacchus er den største Mand) (se Nr. 285). p. 117
4. Romance. (Hyrden græsser sine Faar) (se Nr. 285). p. 118
Skildvagten (se Nr. 88). p. 119
Kong Frederik den Sjette:
I. (Danmark, deiligst Vang og Vænge) (se Nr. 346). p. 123
II. Sørge-cantate over høisalig Kong Frederik den Sjette (se Nr. 367). p. 124
III . Sang ved Afsløringen af Mindestøtten (se Nr. 478). p. 127
IV. Sang ved Indvielsen af Frederik den Sjettes Asyl (se Nr. 420). p. 128
Havfruen ved Samsø (se Nr. 92). p. 130
Jagtsang (se Nr. 337). p. 132
Veirmøllen paa Bakken (se Nr. 98). p. 133
Weyse. (Ved hans Jubilæum) (se Nr. 444). p. 135
Holger Danske (se Nr. 59). p. 135
Taaren (se Nr. 97). p. 137
Bruden i Rørvig Kirke (se Nr. 112). p. 138
Formens evige Magie (se Nr. 173). p. 142
Oldtids huuslige Liv (se Nr. 42). p. 146
Amors Spillekort (se Nr. 68). p. 146
Svinene (se Nr. 19). p. 147
Varulven (se Nr. 171). p. 149
Min Vise (se Nr. 182). p. 150
Indledende Smaavers til Hartmanns sex Characteerstykker (se Nr. 543 / 548). p. 152
Vandrerliv (se Nr. 54). p. 153
Rosen (se Nr. 188). p. 154
Fyen I (se Nr. 140). p. 155
Fyen II (se Nr. 129). p. 155
Phantasus (se Nr. 32). p. 155
Min Undskyldning (se Nr. 108). p. 157
Herregaarden og Børnene (se Nr. 201). p. 158
September (se Nr. 208). p. 165
October (se Nr. 209). p. 169
Paaskesang (se Nr. 290). p. 172
Billeder fra Jylland:
I. (Da Oldtid kun var nyfødt Skum) (se Nr. 115). p. 175
II. Den jydske Hede i Regnveir (se Nr. 94). p. 176
III. Hvile paa Heden (se Nr. 122). p. 177
IV. Længsel med Potterne (se Nr. 124). p. 180
V. Drengen og Moderen paa Heden (se Nr. 123). p. 181
VI. Maleri fra Jyllands Vestkyst (se Nr. 90). p. 182
VII. Phantasi ved Vesterhavet (se Nr. 125). p. 184
VIII. Reise-Capriccio (se Nr. 128). p. 185
Vignetter til danske Digtere (se Nr. 174). p. 186

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/84)

Trykt i Nye Digte af danske Digtere. Udgivne af Christian Winther. 1863, 52-55. (Udkom December 1862).

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/9, 1980/1682)

Trykt i Nye Digte af danske Digtere. Udgivne af Christian Winther. 1863, 52-55. (Udkom December 1862).

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/9, 1980/1682)

Trykt i Nye Digte af danske Digtere. Udgivne af Christian Winther. 1863, 52-55. (Udkom December 1862).

(Bibliografisk kilde: HCAH 2000/9, 1980/1682)

855. Brev til Christian Winther. [I Samlede Skrifter Brev til Digteren Christian Winther. LBJ, HCA-Centret] (Et Digt forlanger De! jeg eier intet) p. 52-53 (Saml. Skr. I, M. L. E.\'s Fortsættelse, 79-80).
I Cartagena p. 54-55
856. 1. (I Africaner-Byen, i Cartagena jeg boer) (Optaget i I Spanien 1863. - Saml. Skr. VIII, 313)
857. 2. (De dandse med Castagnetter, det er den hele Musik) (Optaget i I Spanien 1863. - Saml. Skr. VIII, 316).
858. 3. (Hvor Himlen har Stjerner! jeg kjender jo hver). (Optaget i I Spanien 1863. - Saml. Skr. VIII, 317).

Trykt i Nye Digte af danske Digtere. Udgivne af Christian Winther. 1863, 52-55. (Udkom December 1862).

(Bibliografisk kilde: HCAH A-763, 1980/1682, 2000/9)

Arentzen, Kristian, "Hans Christian Andersen". I hans: Danske Digtere i det 19de Aarhundrede, literaturhistorisk Haandbog . Chr. Steen & Søn, København 1864. Pp. 169-85.

(Bibliografisk kilde: Dal)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

F. Dahlerup Oversigt over Danmarks Literatur- og Sprog-Historie. Udarbeidet til Skolebrug. Kjøbenhavn. Fr. Wøldikes Forlag 1866. Heri p. 137: [..] Talrige Reiser have ført ham til næsten alle Europas lande og baaret rige Frugter for den danske Literatur, i hvilken der ved ham er skabt en Digtart, der er lige original i Aand og Form, og som bestemt adskiller ham fra alle Tidens reflekterende Digtere. [..]

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Smudstitelblad: Kjendte og glemte Digte af H. C. Andersen - Titelblad (ovenfor beskrevet). - Paa Bagsiden af Titelbladet Bianco Lunos Bogtrykkeri ved F. S. Muhle. - Tilegnelse til Fru Dorothea Melchior. - Indholdsfortegnelse VII-XIV. Tekst: 378 Sider. - 8vo. - Pris 2 Rbd. (indbundet 2 Rbd. 72 Sk.). Paa Omslaget Digterens Portræt i Relief. Indbundet hos Bogbinder Clement. (Udkom 12. 12. 1867).
Anm. Berlingske Tidende 10. 12. 1867, Nr. 288. - Dagbladet 16. 12. 1867, Nr. 292. - Dags-Telegrafen 11. 12. 1867, Nr.336. - Figaro, Nr. 90, 15. 12. 1867. - Folkets Avis 13. 12. 1867, Nr. 290. - Fædrelandet 10. 12. 1867, Nr. 287 og 9.1.1868, Nr. 7. Illustreret Tidende , Nr. 429, 15. 12. 1867.

Indhold.

Romanzer og lyriske Digte.
Poesien (se Nr. 555). p. 3
Snee-Dronningen (se Nr. 25). p. 5
Det døende Barn (se Nr. 13). p. 7
Soldaten (se Nr. 52). p. 9
Hyrden græsser sine Faar. (Af Festen paa Kenilworth, 1836) (se Nr. 285). p. 11
941. Agnetes Vuggevise (Sol deroppe ganger under Lide) (Af Agnete og Havmanden, 1833, se Nr. 250. Saml. Skr. XI, 524). p. 13
942. Møllerens Datter. (Bag Ellekrattet nede, hvor Møllehjulet gaaer) (Af Agnete og Havmanden, 1833, se Nr. 250.- Saml. Skr. XI, 476). p. 15
Langelandsk Vise (se Nr. 659). p. 18
Taaren (se Nr. 97). p. 19
Ørkenens Søn (se Nr. 136). p. 20
Rabbi Meyer (se Nr. 342). p. 22
I Hytten hos min Moder (se Nr. 126). p. 28
Aftendæmring (se Nr. 95). p. 30
Martsviolerne (se Nr. 62). p. 31
Jeg er en Skandinav! (se Nr. 364). p. 32
Gurre (se Nr. 416). p. 35
Spillemanden (se Nr. 117). p. 38
Lille Viggo (se Nr. 197). p. 40
Hvad jeg elsker (se Nr. 110). p. 42
Jeg drømte jeg var en lille Fugl (se Nr. 225). p. 43
Drengen og Moderen paa Heden (se Nr. 123). p. 46
Rosenknoppen (se Nr. 300). p. 48
Vandring i Skoven (se Nr. 603). p. 50
Spillemand, spil paa Strænge (se Nr. 167). p. 52
Juletid (se Nr. 319). p. 54
Det har Zombien gjort (se Nr. 323). p. 56
943. Negerkongens Datter. (Nøgen, uden Guld og Brillanter). (Af Mulatten, 1840, se Nr. 368. - Saml. Skr. IX, 312). p. 68
Romanze (se Nr. 526). p. 70
Tyveknegten (se Nr. 48). p. 71
Holger-Danske (se Nr. 59). p. 72
Digteren og Amor. (se Nr. 104). p. 75
944. Lotus og Granatblomst. (Som en Lotus paa den stille Sø) (Af I Spanien,1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 331). p. 77
I Afrika (se Nr. 853). p. 78
En Stemning (se Nr. 916). p. 80
Vignetter til danske Digtere (se Nr. 174). p. 81
Humoristiske Digte.
Rime-Djævelen (se Nr. 20). p. 109
Hjertetyven (se Nr. 116). p. 116
Den nye Sprøite (se Nr. 119). p. 120
Avis aux lectrices (se Nr. 80). p. 122
Tanker ved en ituslagen Jydepotte (se Nr. 14). p. 124
Aftenen (se Nr. 11). p. 127
Bøgetræet (se Nr. 96). p. 130
Brødre, meget langt herfra (af Festen paa Kenilworth, 1836) (se Nr. 285). p. 131
Mo'erlille sidder med Briller paa (af Ravnen, 1832). (se Nr. 196). p. 134
Oldtids huuslige Liv (se Nr. 42). p. 136
Slaaentjørnen (se Nr. 556). p. 137
Morten Lange (se Nr. 69). p. 138
Manden fra Paradiis (se Nr. 81). p. 143
Kometen (se Nr. 55). p. 151
Konen med Æggene (se Nr. 299). p. 157
Pandebeen, Øiesteen, o. s. v. (se Nr. 466). p. 160
Recension (se Nr. 56). p. 162
Maleriske Digte.
Aftenlandskab (se Nr. 36). p. 165
Lille Lise ved Brønden (se Nr. 86). p. 167
Moderen med Barnet (se Nr. 38). p. 169
Veirmøllen paa Bakken (se Nr. 98). p. 171
Vandrerliv (se Nr. 54). p. 174
Studenten (se Nr. 43). p. 175
I Skjærsommer (se Nr. 205). p. 177
Graat Veir (se Nr. 39). p. 188
945. Reise-Længsel (Ned til Rhinen!) (Af Skilles og mødes. 1836, se Nr. 291. - Saml. Skr. IX, 232). p. 189
Sommerflugt (se Nr. 206). p. 191
Herregaarden og Børnene (se Nr. 201). p. 197
I August (se Nr. 207). p. 205
October (se Nr. 209). p. 210
Studie efter Naturen (se Nr. 82). p. 214
Bjerg-situation i Harzen (se Nr. 245). p. 215
Jylland (se Nr. 805). p. 217
Den jydske Hede i Regnveir (se Nr. 94). p. 219
Hvile paa Heden (se Nr. 122). p. 221
Maleri fra Jyllands Vestkyst (se Nr. 90). p. 225
Italien:
I. Beatrice Cenci (se Nr. 255). p. 228
II. Vandring paa Vesuv (se Nr. 281). p. 230
III. Farvel til Italien (se Nr. 251). p. 233
IV. Tredie Gang i Italien (se Nr. 491). p. 234
Brev til Digteren Christian Winther (se Nr. 855). p. 235
Spanien.
I. (Spanien, hvilken Rigdom har Du) (se Nr. 866). p. 237
II. (Af Rhythmer i Castagnetter) (se Nr. 865). p. 238
946. III. (Man siger, at i Spanien Qvinden) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 385). p. 238
IV. (I Norden, i Kakkelovnskrogen) (se Nr. 861). p. 239
I Cartagena.
I. (I Afrikanerbyen) (se Nr. 856). p. 240
II. (De dandse med Castagnetter) (se Nr. 857). p. 241
III. (Hvor Himlen har Stjerner!) (se Nr. 858). p. 241
Toledo (se Nr. 863). p. 243
947. I Malaga. (Flodlejet ligger udtørret) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. Vlll. 326). p. 245
948. Cigaren. (Cigarens Glød er et Ildsted) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. Vlll, 414). p. 247
Granada.
949. I. (Held mig! Granada jeg seer) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 355). p. 249
950. II. (Ja havblaae er hendes Øine) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 355). p. 249
951. III. (I Granada er det Maaneskin) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 356). p. 250
952. IV. (Jeg leve vil i Granada) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 356). p. 251
Alhambra (se Nr. 864). p. 252
Fædrelandske Digte.
Danmark, mit Fædreland (se Nr. 563). p. 255
De Danske og deres Konge (se Nr. 67). p. 257
Sørge-Cantate over høisalig Kong Frederik den Sjette (se Nr. 367). p. 260
Kong Christian den Ottende (se Nr. 528). p. 265
Kong Frederik den Syvende (se Nr. 870). p. 266
Hjemmet (se Nr. 598). p. 267
De tre nordiske Rigers Skaal for Adam Oehlenschläger (se Nr. 406). p. 269
Til Thorvaldsen, da han første Gang kom i Studenterforeningen (se Nr. 330). p. 27l
Jonas Collin (Familiesang) (se Nr. 732). p. 274
B. S. Ingemann (se Nr. 501). p. 277
Christian Winther (se Nr. 747). p. 278
Componisten Weyse (se Nr. 423). p. 279
Ved Thorvaldsens Kiste (se Nr. 441). p. 280
Adam Oehlenschläger (se Nr. 561). p. 282
†H. C. Ørsted (se Nr. 588). p. 284
†Jonas Collin (se Nr. 827). p. 285
†Oberst Læssøe (se Nr. 568). p. 286
Ved Efterretningen om Michael Wiehes Død (se Nr. 885). p. 287
Fædrelandske Digte under Krigen 1848-51.
I. For Danmark (se Nr. 535). p. 288
II. Den Frivillige (se Nr. 536). p. 289
III. Soldaternes Sang til Danebrog (se Nr. 550). p. 290
IV. Til Landsoldaten (se Nr. 569). p. 291
V. Landsoldatens Hjemkomst (se Nr. 578). p. 292
Fædrelandske Digte under Krigen 1863-64.
I. Fortrøstning (se Nr. 871). p. 294
II. Forvisning (se Nr. 878). p. 295
III. Trøst i Tro (se Nr. 881). p. 296
Det Skjønne, Sang for de unge Konstnere (se Nr. 809). p. 299
Danske Poeter i Bouquet (se Nr. 915). p. 301
Til Enkedronning Caroline Amalie (se Nr. 628). p. 304
Farvel! (se Nr. 908). p. 306
Paa Sølvbryllupsfesten (se Nr. 929). p. 307
Smaavers.
Hjertets Melodier.
I. (To brune Øine jeg nylig saae) (se Nr. 131). p. 311
II. (Min Tanke er et mægtigt Fjeld) (se Nr. 132). p. 311
III. (Du gav mig Blomster; hvis de læge kunde) (se Nr. 133). p. 312
IV. (Min Tankes Tanke ene Du er vorden) (se Nr. 242) p. 312
V. Henvisned' er' de Blomster, Du mig gav) (se Nr. 135). p. 312
VI. (Du fatter ei Bølgernes evige Gang) (se Nr. 107). p. 312
VII. (Jeg elsker Dig - Dig, som jeg ei tør sige!) (se Nr. 137). p. 313
VIII. (Man har et Sagn - et Eventyr) (se Nr. 105). p. 313
Ung Elskov.
953. I. (I Kjærlighed er ingen Sorg for tung) (Af Liden Kirsten. 1846, se Nr. 487. - Saml. Skr. X, 283.- Saml. Skr. XII, 381). p. 314
II. (Man har et Sagn om Nøkken) (se Nr. 450). p. 314
Stemninger.
954. I. (Hvil sødt, som var Du lagt i Dødens Skrin) (Af M. L. E. Saml. Skr. I, 380). p. 315
955. II. (Du Pebersvend, vor Sang Du veed) (Af M. L. E. Saml. Skr. I, 380). p. 315
956. III. (Den som jeg gav af mit Hjerteblod) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 359). p. 316
957. IV. (Bibelens Job, ham kjender Du vel?) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 358). p. 317
958. V. (Giv af dit Hjerte til Folk og til Slægt) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII. 358). p. 317
959. VI. (Du stærke Død, din Tavshed vækker Gru) (Af Lykkens Kalosker. 1838, se Nr. 321. Saml. Skr. XIII, 123). p. 317
Alphabet-Bouquet (se Nr. 509). p. 319
Deviser med Presenter paa et Juletræ.
I. Med et Dame-Gulduhr (se Nr. 449). p. 319
II. Med Hegels Philosophi der Geschichte (se Nr. 460). p. 324
III. Med en Pidsk (se Nr. 678). p. 325
IV. Med Thieles Folkesagn (se Nr. 451). p. 325
V. Med en Ragekniv (se Nr. 142). p. 325
VI. Med Goethes Skrifter (se Nr. 448). p. 325
VII. Med en Lygte uden Lys (se Nr. 144). p. 326
VIII. Med en Østers (se Nr. 143). p. 326
IX. Med Rückerts Gedichte (se Nr. 461). p. 326
Stambogsblade i Efternævntes Stambøger.
I. Oehlenschläger (se Nr. 413). p. 327
II. Felix Mendelsohn-Bartholdy (se Nr. 493). p. 328
III. Jenny Lind (se Nr. 483). p. 328
IV. Anton Melby (se Nr. 484). p. 329
V. Herman Løvenskjold (se Nr. 690). p. 329
VI. Georg Carstensen (se Nr. 691). p. 330
VII. B. v. Beskov (se Nr. 693). p. 330
Til Forskjellige.
I. Corfitz Ulfeldt (se Nr. 443). p. 331
II. H. C. Ørsted (se Nr. 570). p. 331
III. Lindgreen (se Nr. 374). p. 332
IV. Impromptu til Thorvaldsen (se Nr. 349). p. 332
V. Christian Winther (se Nr. 351). p. 332
VI. Til Maleren Gertner (se Nr. 485). p. 333
VII. Med Jomfru Grahns Portrait (se Nr. 361). p. 333
VIII. Med L. Phisters Portrait (Nr. 350) p. 333
IX. Til Jomfru Petersen (nu Fru Phister), som Holbergs Pernille (se Nr. 379). p. 334
X. Til A. Bournonville (se Nr. 415). p. 334
XI. Til Fru J. L. Heiberg (se Nr. 721). p. 335
XII. Johanne Louise Heibergs Statue (se Nr. 832). p. 335
XIII. Til Jenny Lind (se Nr. 504). p. 336
XIV. Til Axel Fredstrup (se Nr. 714). p. 336
XV. Foran i et Exemplar af Eventyr (se Nr. 718). p. 337
XVI. Til H. C. Lumbye (se Nr. 709). p. 337
XVII. Alexander Dreyschock (se Nr. 839). p. 338
XVIII. Maleren Sonne (se Nr. 565). p. 338
XIX. Bjørnstjerne Bjørnson (Tilegnelsesdigt til Nye Eventyr og Historier. 2. Rk. 2. Sml. 1862. - se Nr. 828). p. 339
XX. Til en ung Billedhugger da han reiste til Italien (se Nr. 702). p. 339
XXI. Til en ung Dame med et Exemplar af Billedbog uden Billeder (se Nr. 378). p. 340
XXII. Til en ung Ægtemand med hans Mors Portrait (se Nr. 377). p. 340
XXIII. Med en Bouquet af gule Aakande-Blomster (se Nr. 503). p. 340
XXIV. Med en Bouquet Violer (se Nr. 445). p. 341
Flere Smaavers.
I. Paa Brocken (se Nr. 227). p. 342
960. II. (I Vel og Vee) (Saml. Skr. XII, 416. - Nr. 48 af Smaavers) p. 342
III. Da jeg saae hende igjen (se Nr. 462). p. 343
IV. Indskrift paa en ny Bygning (se Nr. 713). p. 343
961. V. Israels Børn ved Kongegravene. (Vi give vort Guld med Glæde) (Af Ahasverus. 1847, se Nr. 522. - Saml. Skr. XI, 611). p. 344
VI. (Bruus, Orgel, med din stærke Klang) (se Nr. 433). p. 344
VII. Den medicæiske Venus (se Nr. 256). p. 345
VIII. (Derud i Verden Hjertet maa) (se Nr. 213). p. 345
IX. (Af Faa et velmeent Raad jeg fik) (se Nr. 214). p. 346
X. (Jeg slutter snildt af min Natur) (se Nr. 152). p. 346
XI. Flyttedagen i April (se Nr. 60). p. 346
XII. I Dandsen (se Nr. 723). p. 347
XIII. Hvad den lille Hund siger (se Nr. 514). p. 347
XIV. Storken (se Nr. 708). p. 348
XV. Epilog (se Nr. 497). p. 348
XVI. Efter en dramatisk Forestilling (se Nr. 505). p. 349
XVII. Ved en Tragedies Dødsfald (se Nr. 37). p. 349
XVIII. Broderet paa et Guitarbaand (se Nr. 717). p. 349
XIX. Cavaleren til sin Dame (se Nr. 722). p. 350
XX. (Ja Navnet Fyen betyder fiin) (se Nr. 140). p. 350
XXI. Inscriptioner i Basaren for Sygehjemmet 1854 (se Nr. 724). p. 350
XXII. Snegle-Spyt (se Nr. 935). p. 351
Religiøse Digte og Mindevers.
Psalme (se Nr. 631). p. 355
962. Bøn. (Du evige Gud, saa kjærlig og god!) (Af I Spanien. 1863, se Nr. 869. - Saml. Skr. VIII, 436). p. 356
Jeg har en Angst som aldrig før (se Nr. 882). p. 357
Dødsøieblikket (se Nr. 45). p. 359
En Digters sidste Sang (se Nr. 459). p. 361
Til min Moder (se Nr. 34). p. 362
Mimi Thyberg (se Nr. 309). p. 364
Peter Erasmus Müller (se Nr. 252). p. 366
Digteren Adelbert Chamisso (se Nr. 324). p. 367
Til den lille Gerda Collins sørgende Forældre (se Nr. 473). p. 369
Fru Collin, født Hornemann (se Nr. 476). p. 370
Fru Emma Hartmann (se Nr. 589). p. 372
Digteren Frederik Høegh-Guldberg (se Nr. 613). p. 374
Sophie Gade, født Hartmann (se Nr. 744). p. 375
Henriette Wulff (se Nr. 777). p. 377

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/266, XX-21, Anm.: A-700a, )

Vi hidsætte et Brudstykke af den: "Billedbog uden Billeder", den bedst oversatte Del af Andersens Arbejder, er tillige den, der røber det største Geni; og dette ægte poetiske lille Værk fortjener en særlig Omtale. Andersen har i det udviklet hele sin rige Phantasi. Billederne ere afvexlende; her har man en varm orientalsk farve; hist en Finhed og Blødhed som hos en engelsk Aquarel; saa igjen er han naiv, sørgmodig eller dramatisk; saa atter lunefuld og humoristisk. Man kommer til at tænke paa Heine og undertiden ogsaa - man tillade os Sammenligningen - paa Schumann, der har adskilligt tilfælles med Andersen. De ere Begge paa en gang Digtere og Musikere og have fremfor Alt Begge en Rigdom af Billeder til deres Raadighed; Begge besidde en overordenlig Lethed, en Frihed, der overskrider alle Regler, og en Freidighed, der fortryller. Begge ere i høj Grad fortrolige med Naturen; fra Stjernen og til den lille Blomst kjende og forstaae de Alt og kunne fortælle de yndigste Ting om Rosens og Sommerfuglens Kjærlighed. De elske og kjende Børnene som Faa; de tale deres Sprog og vide Besked med alle deres smaa Affairer, i hvilke der undertiden ligger en større Betydning, end man skulde troe. Figaro 26.7.1868

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Berg, A.: Danske Digtere. Haandbog i Literaturen for Folket, med Forfatternes Levnetsbeskrivelse og udvalgte Digte. Kjøbenhavn 1869. Heri pp. 476-79: Biografi samt gengivelse af digte.

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Trykt i Fra Nordiske Digtere. Et Album, 29-37. (Udkom November). (Saml. Skr. XV, 208).

(Bibliografisk kilde: HCAH 1971/434, 1980/1675)

[leder, uddrag:]

... the poet, who perhaps touches a wider circle of admirers than any other living man of letters. [...]
[...] he has given the world his best already. This best - his admirable stories for children - is known and read by all men, and the poet has aquired what is the only true popularity. He is dear to the children of every European country, and has established his fame in the hearts of future generations. [...]
The races of the North were among those which started best in the literary race [Eddaen og Sagaerne omtales, og det nævnes, hvordan andre lande senere har taget føringen.] Hence a Danish poet like Andersen finds it no easy matter to pass the wall of ice which severs the genius of the North from that of England and France, as Brynhild was guarded from her lovers by the fence of fire. only the fame of Ibsen is vaguely rumoured, only Thorwaldsen is videly known in plastic art. But Hans Andersen , the son of the cobbler of Odensee, is a houshold word, and the creations of his fancy have passed into the great Pantheon where Shakespeare 's poople, and Homer 's and Scott 's, enjoy a life less perishable thant hat of mortal men. [...]
It has been given to Hans Andersen to fashion beings, it may almost be asaid, of a new kind, to breathe life into the toys of childhood, and the forms of antique superstition. The tin sldier, the ugly duckling, the mermaid, the little match girl, are no less real and living in their way than Othello , or Mr. Pickwick, or Helen of Troy. It seems a very humble field in which to work, this of nursery legend and childish fancy. Yet the Danish poet alone, of all who have laboured in it, has succeeded in recovering, and reproducing, the kind of imagination which constructed the old world fairy tales. [...]
It is the speciality of the genius of Hans Andersen that the persons of his stories are as naïve and simple as the Sleeping Beauty or as Cinderella [...]
It is only a writer who can write for men that is fit to write for children. [...]
It is a great prize that the Danish poet has won in being the poet and the storyteller of childhood. There are more glorious crowns, but none so innocent or so untarnished as this that binds the white hair of the illustrious Hans Christian Andersen .

HCAs dagbog: 10. april 1875: I Torsdag fik jeg fra B Adler et Nummer af Evening [fejl for Daily] news i London hvor jeg paa det allerdristigste stilles op som den meest læste af alle nu levende Digtere og mine Eventyr gives Plads i det Pantheon hvor Homeer og Schackspear evigt leve.

(Bibliografisk kilde: Bredsdorff p 483)

Nordahl Wolfsen (udg.) Nordisk Tidsskrift, bd. 2, Kbh. 1877, Heri p. 179-192: Rudolf Schmidt: "En Række Domme om Publikum af danske Digtere."

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH A-758)

Nordiske Digtere i vort Aarhundrede. En skandinavisk Anthologi. Udgivet af PETER HANSEN. 2. forøgede udg. Forlagsbureauet, København. Pp. 297-300, hvortil 1 pl.
En biografisk skitse, efterfulgt (pp. 300-09) af en række tekster. - 1. udg., 1870, pp. 297-300 med portræt.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-751)

"hidtilutrykte Smaavers af danske Digtere, I: Smaavers af H.C. Andersen". Jule-Kalender, 1, 1885, pp. 94-95.

Kjøbenhavn. Bianco Lunos Kgl. Hof-Bogtrykkeri. 1897. Om Wads Fornøielsestur i Selskab med Caroc og Schow til Tyskland. Pa Gaden i Berlin mødte han en Dag H.C. Andersen, som i sin Naivitet begejstret fortalte, hvorledes Talen ved Bordet i det Hôtel, hvor han logerede, havde dreiet sig om, at der i Danmark var opstaaet en ung Digter, der var større end Oehlenschläger, ja større end alle andre danske Digtere; Andersen havde ret nydt denne Conversation, og først da denne forstummede, rejste han sig og erklærede, at han var den omtalte danske Digter.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

BÆK, H., H. C. Andersen. I hans: Læsestykker om danske Digtere. Jul. Gjellerup, København. Pp. 85-92.
Adskillige senere oplag (betitlet Danske Digtere. Læsestykker).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

BRANDES, GEORG, H. C. Andersen som Æventyrdigter. I hans: Fem danske Digtere. Gyldendal, København. Pp. 183-240.
Optryk af 1869-afhandlingen, cf. nr. 71 ovf.

Politiken 2. apr.: H. C. Andersen Numer.
Indhold: [a:] Georg Brandes, H. C. Andersen. Romanerne om Geniet (optrykt 1910, cf. nr. 310 ndf.); [b:] Emil Hannover, H. C. Andersens Illustratorer; [c:] August Strindberg, Andersen (optrykt 1920, cf. nr. 398 ndf.); [d:] Franske og portugisiske Digtere om H. C. Andersen. Endvidere mindre bidrag af Clemens Petersen, Frederik v. Eeden og George R. Sims, digte af Holger Drachmann og Ludv. Holstein og en fortegnelse, H. C. Andersen paa Teatrene, ved A. Aumont.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-744, A-736b)

ØSTERGAARD, VILHELM, Illustreret dansk Literaturhistorie , II: Danske Digtere i det 19de Aarhundrede. Gyldendal, København og Kristiania. Pp. 350-72.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

B., U. [BIRKEDAL], Vore store Digtere og det religiøse. Protestantisk Tidende V, spec. pp. 153-54.
Hertil F. M., H. C. Andersens Religion, smst. , pp. 188-89.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

KNUDSEN, CHRISTIAN, Danske Digtere i det 19. Aarhundrede. P. Brandts Boghandel, Svendborg. Pp. 104-16.
: Kapitlet Hans Christian Andersen. - 2. udg., med et tillæg om faglitteraturen, 1914.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

KIRCHHOFF-LARSEN, CHR., Andersens Eventyr. I hans: Digtere og Kærlighed. Danske Digteres Kærlighedshistorie, ny Samling: Fra Oehlenschläger til Drachmann. Levin & Munksgaard, København. Pp. 94-114.
Optryk af nr. 426 ovf. - Påny optrykt 1967 (nr. 2184 ndf.).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

BRIX, HANS, H. C. Andersen. I hans: Danmarks Digtere. Fyrretyve Kapitler af dansk Digtekunsts Historie. H. Aschehoug & Co., København. Pp. 268-93.
2. udg., 1944 (der pp. 287-313); 3. forøgede udg., 1951 (der pp. 309-35); 4. udg., som billigbog, 1962 og 1965 (der pp. 290-317).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

HOLBECK, H. ST., Fra 1770 til vore Dage. I: H. St. Holbeck (udg.), Odense Bys Historie. Hempelske Boghandel, Odense. Se reg.
Spec. henvises til pp. 354-59 (i afsnittet Digtere).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Bogormen: For 100 Aar siden - 1828 - skrev H.C. Andersen sin Nytaarsfantasi. Han rejste 300 Aar frem i Tiden. Nu er de 100 Aar gaaet, og vi anfører nogle af H.C. Andersens Fantasier for at vise, hvordan Tiden selv har været langt mere fantasifuld end den mest fantasifulde af alle danske Digtere. Søndags B.T., 1. januar 1928.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Samtale med den kendte H.C. Andersen-Fortolker, der nu har fortalt H.C. Andersen Eventyr i 30 Aar, sidst i Amerika. Hus og Hjem, 10. marts 1938. Oplæsninger også omtalt i Berlingske Tidende, 3.4.1930 og "Ambulante Digtere" (af Ærbødigst), Berlingske Tidende, 14.6.1940.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

H. C. Andersen-Manuskripter. Udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab med Indledning af PAUL V. RUBOW. Kejserens nye Klæder. Historien om en Moder. Levin & Munksgaard, København. 30 pp. (Danske Digtere ved Arbejdet, I.)
Indledning pp. 5-10; facsimiler af manuskripterne til de to eventyr. - Anm.: H. B. [Hans Brix], Dagens Nyheder 3. jul. - Se tillige: Den Forargede, Statsunderstøttet Ligrøveri, Politiken 16. jun.; Lis Jacobsen, Om Værdien af litterære Manuskripter, smst. 17. jun.

(Bibliografisk kilde: HCAH A-134)

Berlingske Tidende 7.12.1933: "Carsten Hauchs Breve". Af Professor Dr.phil. Paul V. Rubow. Med Udgangspunkt i en nylig udkommen Bog: "En Brevveksling" (Gyldendal 1933), skriver Professor Dr.Phil. Paul V. Rubow om de to Digtere og et Par af deres samtidige.

(Bibliografisk kilde: Skjerk)

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Dr. Rank: Frau Doktor fra Wiens Radio priser H.C. Andersen og fordømmer de bloddryppende Eventyr. Brdr. Grimm var Samlere - ikke Digtere. Ekstrabladet, 2.2.1935.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

KRUUSE, JENS, Fransk eventyrdigtning paa H. C. Andersens tid. I hans: Digtere og traditioner. Studier i europæisk litteratur. Ejnar Munksgaard, København. Pp. 239-79 (hvortil noter pp. 304-13).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Marie Kornbeck: Det er ikke altid i poetiske Omgivelser, de Steder, der er opkaldt efter Digtere, er beliggende. Fyns Tidende, 22. juni 1941.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

TOPSØE-JENSEN, HELGE, H. C. Andersen. I: Hakon Stangerup (red.), Danmarks store Digtere. Dansk Litteratur-Haandbog , I. Skandinavisk Bogforlag, Odense. Pp. 381-408.
Optrykt i nr. 2155 ndf. (pp. 11-41).

(Bibliografisk kilde: HCAH)

William Haste: En Litteraturkritiker skrev for nylig, at af alle danske Digtere var H.C. Andersen den, man lettest kunde genkende gennem hans Stil og Fortællemaade. Mon han har kendt de tre samtidige danske Forfattere, som nedenstaaaende Artikel - med prøver af deres Produktion - handler om? Brugsforenings Bladet, 6.7. 1943.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Paa Herregaarden Nysø ... Henrik Stampe, var nærmest sindssyg,men en flink og gæstfri Mand, der gerne saa Digtere i sit Hjem, da han selv skrev Vers og komponerede Melodier til dem ... se brev . Skive Folkeblad, 25. Apr. 1945.

(Bibliografisk kilde: HCAH)

Da Silkeborg fejrede sit 100-Aars Jubilæum, havde Byen faaet Digterne H.C. Andersen og Jens Chr. Hostrup med i det historiske Optog. Byens Historiker, Overretssagfører Otto Bisgaard indflettede forleden i et Rotaryforedrag nogle Afsnit om de to Digtere. Viborg Stifts Folkeblad, 13. Aug. 1946. - Om Silkeborg-jubilæet: Berlingske Tidende, 24. Jul. 1946; Fyns Social-Demokrat, 29. Jul. 1946.

(Bibliografisk kilde: HCAH)