DK | EN
Indlæg fra de internationale HCA - konferencer
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Indlæg fra de internationale HCA - konferencer

Hop forbi menu og nyheder

Drømme i H. C. Andersens Eventyr og Historier

Drømme optræder i omtrent en tiendedel af eventyrene. Opregningen er ikke interessant i og for sig, men det er drømmene selv, idet de er udtryk for såvel nogle fortælletekniske greb som forfatterens opfattelse af, hvad stof drømme er gjort af. Desuden er de udtryk for H. C. Andersens bevidste og ubevidste psykologi.

Med hensyn til det fortællemæssige er der flere muligheder. Drømmen udgør selve fortællingen, helt eller delvist. Det er tilfældet for "Lille Tuk", "En Historie", "Det gamle Egetræs sidste Drøm", "Ole Lukøie" og for de syv indlagte blomsterdrømme i "Sneedronningen".

Lille Tuk skal læse sin geografilektie, men han får ikke lejlighed, idet han skal passe sin lillesøster og hjælpe nabokonen med at bære vand. Derefter er det for mørkt, der findes ikke lys i det fattige hus til at læse ved, så han lægger bogen under hovedpuden, "for han havde hørt at det skulde hjælpe betydeligt til at huske sin Lexie, men det er ikke til at stole paa" (II;128). Det er denne folkelige overtro historien bygger på. I den her følgende drøm kysser den gamle vaskekone ham og lover ham hjælp. Nu følger to drømme. I den første får Tuk lært sin lektie ved at drømme den, idet han møder skikkelser eller dyr fra alle de sjællandske byer han skal kunne til næste dag: en høne fra Køge, en papegøje fra Præstø, en ridder til hest der viser ham et Vordingborg med knejsende tårne, en kadet fra Korsør, kong Hroar ved kilderne og endelig en lugekone fra Sorø hvor frøerne ellers er så kedelige at Tuk falder i søvn ved det, denne gang en "ordentlig" søvn.

Når Tuk nu drømmer sin anden drøm, er den af en anden kvalitet end den første. I H. C. Andersens eventyrunivers findes der drømme og drømme, en almindelig slags der fortæller en historie eller skal hjælpe historien på gled, og en speciel slags der peger hen til sexualønsker der ikke må komme ud ved højlys dag og egentlig næsten heller ikke i en drøm. Derfor tages der forbehold for drømmens kvalitet, eller også omtales drømmen som en drøm i en drøm, hvad der tyder på mere end almindelig fortrængning. "Men ogsaa i denne Søvn kom en Drøm, eller hvad det nu var..." (II;128).

Den anden drøm kan opfattes som en belønning for den første, idet det er en ønskedrøm, hvor Tuk, sammen med sin søster, som i drømmen har fået en passende alder, flyver hen over det Sjælland som geografilektien handlede om. En sexualdrøm som belønning for lektiedrømmen der i sig selv var en belønning for hans hjælp til nabokonen.

I "En Historie" er det en præst der får lært sin lektie om menneskets iboende godhed, ved hjælp af en drøm som skyldes hans afdøde kone, der ikke kan finde ro i graven, sålænge hendes mand er misantropisk.

"Ole Lukøie" er en samling løse godnathistorier hvor drømmen bruges som samlende instans og som ramme. Det mest påfaldende ved Hjalmars drømme er, at de sikrer søvnens fortsættelse ved at alle sanser tages i brug: der lugtes, ses, høres, føles og smages i drømmene.

Det gamle Egetræs drøm tjener til at få træet til at opgive livet. Egetræets dejlige drøm om varm solskin og duftende sommerdage fornægtes brat i det følgende afsnit, hvor det meddeles at der, "mens det drømte gik en voldsom Storm hen over Hav og Land" (III;55), så at træet rykkes op med rode. Forsoningen mellem den hårde realitet og den forskønnende drøm (som vi også finder et eksempel på i "Reisekammeraten") sker i skibsfolkenes omtale af træet som et godt sømærke og i deres opløftende salmesang.

Drømmen som middel til at forsones med døden møder vi i "Iisjomfruen", i "Barnet i Graven" og mere eller mindre i "Anne Lisbeth" hvor moderfølelsen i det hele taget først skal vækkes for derefter at kunne opgives igen.

Med undtagelse af drømmene i "Iisjomfruen" og "Sneedronningen", udgør de nævnte drømme selve historien eller kernen i den. Uden drøm ingen historie. Både formålet med drømmen og indholdet i den er at beskytte søvnen og døden.

En drøm, som både fortælleteknisk og poetikalt er spændende, og som udgør en halv fortælling, forekommer i "Hyldemoer". Fortællingen har form som en æske med et djævlespil i, ikke en lille djævel, men et stykke legetøj, som ved hjælp af to pinde og en snor kastes op i luften og fanges igen.

Æsken udgør rammefortællingen om en lille dreng, der er blevet syg; den gamle nabo kommer på besøg og bedes om at fortælle et eventyr. Det lover han, men han vil først have en samtale med drengen om årsagen til de våde fødder. Derefter fortæller naboen en historie, som udgør første del af djævlespillet eller første indlagte fortælling. Denne del, som ifølge den lille helt i teksten ikke er et eventyr, men en historie, handler om et gammelt ægtepar der på guldbryllupsdagen ser tilbage på deres liv med arbejde, mandens sørejser, børn og børnebørn, og den afsluttes ved mindet om at de som unge plantede det selvsamme hyldetræ de nu som gamle sidder under.

Her i midten af fortællingen griber rammen - æsken - ind, idet fortællesituationen stilles til diskussion. På barnets protesterende bemærkning om at dette ikke er et eventyr, giver den gamle digter der har fortalt det, ham ret, mens han forklarer at eventyr skal komme af sig selv og banke på, og det gør de ikke altid. Han omtaler eventyr som om det var drømme, hvorefter han sender drengen et eventyr, der er en drøm. Denne drøm er en ønskedrøm, der til slut af den syge drengs moder bortforklares som en feberdrøm eller en hallucination forårsaget af den varme hyldete drengen har drukket.

Rammen fungerer som illustration af fortællesituationen: i begyndelsen introduceres den syge dreng, moderen og den gamle nabo, et Andersensk selvportræt. Midt imellem de to dele af fortællingen stilles første del af den til diskussion, mens til sidst anden del bortforklares: det er ikke et eventyr, det er blot en drøm.

Drømmeeventyret i "Hyldemoer", der udgør anden halvdel af djævlespillet, er tids- og indholdsmæssigt det omvendte af historien i første halvdel. To unge planter et hyldetræ, oplever derefter et helt liv sammen for at ende under samme hyldetræ den første historie begyndte med.

Strukturen er under læsningen dog ikke helt så klar, som min model antyder; det skyldes ikke at modellen er forkert, men snarere at teksten tilslører hvad den kan. Den blander oplevelser og udvisker forskelle i den grad at man som læser glemmer i hvilken del af teksten man befinder sig.

Hyldemoer siger om sig selv at hun er erindringens gudinde, og halvdelen af teksten udgøres da også af erindringer, mens anden halvdel er en lille drengs ønskedrøm om at flyve sammen med sin (hylde)mor der på forunderlig vis er blevet ung igen. Stilistisk set er teksten en demonstration af den tilsløring der sker i erindringens smukke lys. Også denne drøms kvalitet stilles til diskussion:

Den lille Dreng laae i sin Seng, han vidste ikke, om han havde drømt, eller om han havde hørt det fortælle [...]. (II;177)

Citatet viser den førnævnte form for tilsløring der forekommer i forbindelse med drømme. For mange af drømmene i H. C. Andersens tekster gælder at det ikke er helt sikkert de er drømme, således i "Lille Tuk": "[...] han sov og sov dog ikke [...]" (II;128).

Der forekommer et par fortællerudtalelser om hvad drømme egentlig er, men de kan være modstridende:

Og Egetræet stod afklædt alt sit Løv for at gaae til Ro hele den lange Vinter og i den at drømme mangen Drøm, altid noget Oplevet, ligesom i Menneskenes Drømme. (II;52)

Andre fortællerudtalelser går ud på, at man ikke må kende sin drøm. De forekommer dog i forbindelse med en helt anden slags drøm, - det er kun ønskedrømme med et sexuelt indhold som fortælleren mener det er bedst ikke at kende. Det gælder Lille Tuks anden drøm:

[...] han kunde ikke huske det mindste af sin Drøm, men det skulde han heller ikke for man maa ikke vide hvad der kommer. (II;128)

Det er dog nok så uskyldige ønskedrømme, som drengen i "Hyldemoer" og Lille Tuk ikke må kende, en drøm om at flyve ud i verden sammen med en pige, som ligner henholdsvis moderen og søsteren, og der at blive lykkelig, stor og rig.

Indtil nu har vi altså set forsonende drømme hvis formål det er at forlige den drømmende med livets foreteelser, såsom fødsel, død og søvn. Desuden var der ønskedrømme, af hvilken slags der også findes en i begyndelsen af "Reisekammeraten", hvor Johannes sidder ved sin døde fars seng og drømmer at faderen er levende igen og giver ham en smuk prinsesse. Denne drøm skal forsone Johannes med døden, idet den giver løfte om et nyt liv for Johannes efter faderens død. Samtidig forenes her den forsonende drøm og ønskedrømmen.

Efter at Johannes er faldet i søvn ved sin faders dødsseng, drømmer han en ønskedrøm, der består af tre dele:

Sol og måne nejer for ham, ligesom for Joseph i Det gamle Testamente, og som dér er drømmen udtryk for et ønske om storhed og magt.

Faderen lever og smiler til ham: udtryk for et ønske om at den døde må komme til live igen og hjælpe ham.

En dejlig pige med guldkrone rækker Johannes hånden, mens faderen siger: "Ser du hvilken Brud du har fået?" (I;67)

Denne drøm udtrykker det en eventyrhelt normalt antages at være på jagt efter, nemlig prinsessen og det halve kongerige. Forsåvidt har eventyret ingen drøm behov for at udtrykke det der i eventyr forudsættes bekendt. Men foruden disse almindelige ønsker er der et tredje der ikke er så almindeligt, nemlig ønsket om hjælp fra den døde fader. I folkeeventyr forlader helten netop det faderlige hjem for på egen hånd at erobre prinsessen og det halve kongerige.

Til Johannes' treleddede drøm svarer Reisekammeratens tre drømme, hvorved han gradvis hjælper Johannes i sit forehavende. Her finder vi igen drømme som ikke er rigtige: "Prindsessen vilde tænke paa sin Hanske, og det fortalte han til Johannes, ligesom om det var en Drøm." (I;81) Anden gang sker det samme, mens tredje gang, når prinsessen vil tænke på troldens hoved, slet ikke omtales som nogen drøm. Her overrækker hjælperen bare corpus delicti i sit silketørklæde. Reisekammeratens status som overnaturlig hjælper afdækkes gradvis, idet påstanden om drømmene ikke kan opretholdes længere, når han har den konkrete genstand for drømmen i hånden.

Johannes sover trygt og stoler på Guds hjælp, hvad der her både er en religiøs farvning af den naive eventyrhelts stolen på lykken, der nok skal komme, og en tro på den fraværende faders hjælp. Forvisningen om at faderen vil hjælpe, stammer fra den gode fader som Johannes har internaliseret.

Reisekammeraten kan også være tryg, da han er i besiddelse af de magiske hjælpemidler: sabel, ris og svanefjer. Prinsessens forløsning går for sig uden nogen henvisning til hverken Gud eller drømme. Her er det ren eventyrmagi der er tale om. Det religiøse islæt er borte, og eventyret kan klare sig ved egen kraft med kun eventyrets almindelige hjælpemidler.

De tre genstande prinsessen har i sine tanker, hendes egen handske og sko og troldens hoved repræsenterer fallos, ikke forstået som et konkret maskulint attribut, men som udtryk for magt.

Fallos, d.v.s. magten tages fra prinsessen ad tre gange, og for hver gang opnår Johannes en del af den magt han endelig ønsker sig, magten over kongeriget, men tillige over prinsessens tanker. Hele gætteriet er iscenesat af prinsessen for at beholde sin autonomi; det er intet under at hun falder i afmagt, når end ikke hendes tanker er sikre.

Troldens magt fratages ham, idet hovedet skilles fra kroppen, hvorved han definitivt berøves fallos-magten. Men efter brylluppet er prinsessen ikke helt frarøvet sin magt, idet hun endnu er under troldens indflydelse. For at befries fra den skal hun gennem det rensende vand, hun skal regrediere for at finde sig selv, sin oprindelige kvindelighed igen. Hun må holdes nede med vold og står imod, og det lykkes heller ikke straks at omtrylle hende til det bedårende væsen hun skal ende som. Først bliver hun til en sort svane, et arrigt dyr, som Johannes ikke kan stille noget op med. Derefter bliver hun til en hvid svane. De to svaner repræsenterer hendes ambivalens, den sorte udtrykker raseri, den hvide uskylden og det uberørte, mens svanen i sig selv kan stå for bisexualitet. Prinsessen er virkelig i regression og hun er både den lille arrige pige og den uskyldsrene, hun må endnu befri sig fra de præødipale bindinger, der i eventyret, som så ofte, er forklædt som trolddom. Men hun ender som hun skal, som den ydmyge prinsesse der med tårer i øjnene takker Johannes for sin befrielse.

Han kan nu være enevældig, enerådende konge. Den officielle magthaver, faderen til prinsessen, skal dog først af med den lille rest magt som han kan være i besiddelse af. Den var ikke så stor i forvejen, idet Faderens Lov - la Loi du Père - var overtaget af den onde trold. Tilbage var en lidt løjerlig fader-konge der ikke gjorde meget mere end med tårer i øjnene at omtale sin datters arrigskab og sørge over den én dag om året.

Kongen ytrer sin glæde over datterens nederlag på barnlig måde ved at slå kolbøtter og få hele hoffet til at gøre det samme næste dag. Han reagerer ikke ved at kræve sin kongelige magt tilbage, så den er til rådighed for hvem der vil træde i faders sted. Det gør Johannes ved hjælp af Reisekammeraten, som i virkeligheden er en død mand. Gennem forskydninger i eventyret, hvor Johannes' godhed over for de døde stammer fra hans ønske om at være god mod sin afdøde fader, repræsenterer Reisekammeraten denne sidste. Ved hjælp af sin døde og sin himmelske fader bryder Johannes den faderlige magt og kan overtage den. Derfor får han ikke som ellers i eventyr kun det halve kongerige, han bliver konge over hele riget. Den gamle konge fungerer som illustration på frarøvelsen af fallos' magt, idet han sidder og lader sit barnebarn ride ranke på sit knæ. Han kan sidde og lege, mens Johannes er i besiddelse af den rigtige vare.

I "Den lille Idas Blomster" dækker blomsterne over en anden slags fantasi. Ida tænker i den grad på blomsterne der skal til bal, at det ikke er noget under hun drømmer om dem: "Ud paa Natten vaagnede hun igjen, hun havde drømt om Blomsterne og Studenten [...]." (I;46)

I og for sig fremstilles de følgende begivenheder ikke som en drøm, men som noget hun virkelig er med til, ligesom det sker for Hjalmar i "Ole Lukøie". Men det er altid når teksten lader det stå åbent, om der er tale om en rigtig drøm eller ej, at de interessante ting sker. Ida drømmer altså først, hvorefter hun vågner for at deltage i blomsterballet, men det tør hun ikke straks, bange som hun er for at vække far og mor. Det næste der fremstilles som en ikke-drøm, har dog karakter af en drømmesekvens, hvad også Martin Lotz peger på i en anden forbindelse (Lotz 1983;14).

Blomsterne beskrives indgående, med samt røgmanden og kancelliråden på fastelavnsriset, den fornærmede dukke Sophie der belønnes for lånet af sin seng, blomsterne fra Kongens Have og den klaverspillende Frøken Lilje. Først da blomsterne går i seng, gør Ida ligeså:

Tilsidst sagde Blomsterne hinanden god Nat, saa listede ogsaa den lille Ida sig hen i Sengen, hvor hun drømte om alt, hvad hun havde seet. (I;49)

Her er der tale om en drøm, der både gentager hvad der er sagt om dagen, derefter en natlig oplevelse (der dog også kan opfattes som drøm) plus endnu en drøm hvor det oplevede opleves på nyt. En tredobling der både peger bagud til samtalen med studenten (første drøm), er selvstændig i midterpartiet der udgør den egentlige fortælling (anden drøm), og peger fremad mod afslutningen af fortællingen (tredje drøm). Ida kontrollerer i sin drøm, om det der skete om natten var rigtigt. Blomsterne er ganske vist døde og skal begraves, mens dukken Sophie lader som ingenting. Begravelsen er en både munter og ironisk afslutning.

En smuk, "rund" fortælling om et barns sexualfantasier hvor studenten er den vidende der fortæller den nysgerrige lille pige hvad han ved om blomster og sommerfugle.

Blomsterne på deres lange stilke, der måske har været sommerfugle engang, står for en fantasi om bisexualitet eller rettere sagt, for den fase i barnets udvikling hvor den sexuelle differentiering endnu er uklar: hvad er hvad? Ida er nysgerrig og spørger, mens den stive kancelliråd udtrykker forbehold ved at sige at man ikke må støtte barnet i dets fantasier. Han er samvittighedens eller modstandens instans.

Efter en indledende drøm hvor det fortalte gennemgås, går Ida på opdagelse om natten. Først er hun musestille, bange for at vække far og mor, men snart giver hun efter for sin lyst og ser da virkelig blomsterne inklinere for hinanden, de stive tulipaner og hyacintherne. Selv fastelavnsriset, det ris der bruges før fastens begyndelse, afholdenhedens tid, synes det hører med, og den modvillige kancelliråd i toppen må danse med. Tilsidst krones ballet af dejlige roser med guldkroner på hovedet, en konge og en dronning. De dansende (bevægende) blomster symboliserer den sexuelle aktivitet. Det er ikke bare en sexuel fantasi, men en direkte masturbationsfantasi. Bagefter falder Ida i søvn.

Næste morgen ser det ud som om ingenting er hændt. Ida fortæller ikke noget til far og mor, idet hun forstår at det her må man hellere holde mund om, ligesom dukken Sophie ser dum ud og holder tæt om det skete.

Blomsterne skal begraves. Døden er her lig med den forsvinden der er en følge af den sexuelle ophidselse. Men løftet om deres endnu smukkere opblomstring næste år er sikkerheden om at også sexualiteten vil blomstre igen og igen. Det er derfor denne død er så lidet sørgelig; det er også derfor det ikke er sandsynligt, som Finn Hauberg Mortensen mener i sin smukke behandling af eventyret, at fortællingens formål er at vænne en lille pige til tanken om døden (Mortensen, 1986).

De norske fætre med deres flitsbuer, hvis komme meget vel kan have været anledning til de højspændte forventninger i det hele taget, opliver ceremoniet og skyder så godt de nu kan, selv om de ikke har geværer og kanoner endnu.

Den sidste type drøm i H. C. Andersens eventyr er minimal i fortællehenseende, idet den bare gentager hvad der er sket eller forudsiger hvad der vil ske. I "En Rose fra Homers Grav" drømmer en rose om at der vil komme folk nordenfra, hvoriblandt en digter, som vil plukke rosen, lægge den mellem bladene i en bog for senere, efter at han er kommet hjem, at vise den til folk og sige: "her er en Rose fra Homers Grav." (IV;43)

Efter denne drøm, der kun udgør en lille del af teksten, sker der i næste afsnit nøjagtigt hvad rosen drømte. Punktum, det er hele teksten, der ikke ser ud til at være mere end et indfald, et stemningsbillede.

Historien starter med en implicit jegfortæller: "Ikke langt fra Smyrna [...] saae jeg en blomstrende Rosenhæk [...]" (IV;43). Dette jeg omtales dog senere som "Digteren" og som "han". Nattergalen, som også er digteren, føler kærlighed for rosen, som ifølge sin natur forholder sig tavs. Men den siger dog at føle sig for fornem til at blomstre for den fattige nattergal der ender med at synge sig til døde. Hvis nattergalen virkelig er lig med digteren, er dette måske en tekst om magt igen, hvor digteren, nattergalen, kunsten vinder over kærlighedens rose.

Det er dog snarere en spejlingsdrøm. Tænk Dem en opslået bog, hvor på venstre side drømmen står noteret og på højre opfyldelsen af drømmen. Og tænk Dem endnu en bog med på venstre side Homer som forfatter og på højre H. C. Andersen. Digteren vinder over kærligheden ved at blive en forfatter af Homers klasse.

At H. C. Andersen er blevet en klassiker i lige så høj grad som Homer, skyldes dog ikke just denne fortælling, det er ganske vist.

Litteratur

Andersen, H. C., Eventyr, I-VII. Kritisk udgivet efter de originale eventyrhæfter ved Erik Dal og Erling Nielsen. København 1963-90.

Hees, Annelies van, "Verleden en toekomst in het Andersen-sprookje 'Het Vliermoedertje'". Tijdschrift voor Skandinavistiek, 12, 1991, s. 147-51.

Mortensen, Finn Hauberg, "Slægten og Familierne, 'den dumme Phantasie' og døden. 'Den lille Idas Blomster' i biedermeierkulturen". Danske Studier, 1986, s. 72-94.

Lotz, Martin, "The Object World of Hans Christian Andersen". The Scandinavian Psychoanalytic Review, 6, 1983, s. 3-19.


  top Top

Bibliografisk information om teksten:

Hees, Annelies van: "Drømme i H. C. Andersens Eventyr og Historier", pp. 376-84 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.

  top Top