DK | EN
Indlæg fra de internationale HCA - konferencer
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Indlæg fra de internationale HCA - konferencer

Hop forbi menu og nyheder

H. C. Andersens karneval

Kingdoms are clay: our dungy earth alike
Feeds beast as man.
Anthony and Cleopatra

1

I maj 1841 er H. C. Andersen på hjemvejen fra sin lange rejse til Italien, Grækenland og Tyrkiet. Onsdag den 26. er han, sejlende op ad Donau, nået til Ungarn. Han har det ellers ikke altfor godt, selvfølgelig ikke; i sin Dagbog kedes og irriteres han, så dagens notat til sidst går op i en aggressiv spids: "Jeg var i et inderligt ærgerligt Humeur og havde lyst at slaae alle Folk paa Snuden". Men uanset, hvordan Andersen nu måtte være til sinds, er han alligevel, som vi alle ved, lutter øjne; næste dag hefter han sig bl.a. ved de "Mange Vandmøller ude i Donau. [...] det er her en Skik, at Folk tage deres Hat og male rundt, det betyder: Møllerne stjæle Meel; ved hver Mølle morer Pasagerne sig hermed og Mølleren vender da Rumpen ud, sætter en Kost mellem Benene og spille med den, ja enkelte knappe Buxerne ned og vise os den bare." Tydeligvis et udtryk for ungarsk folklore - der dog på bunden turde være såre internationalt. Hvad Andersen også godt ved; da løjerne gentager sig dagen efter, anfører han summarisk: "Atter Ugelspils Spadsen med Mølleren." Men med Uglspil, nedertysk litteraturs mest vitale figur, er møllefolkets grovhed også placeret. For sjov er det jo altsammen: de forbisejlendes gestus, der hævder, at mølleren stikker mel til side i sin hat, og den anklagede, der mimisk replicerer, at han vil skide dem en hatfuld.

Karnevalistisk kalder vi den slags efter den russiske litteraturforsker Mikhail Bakhtin - fra hvis berømte monografi om Rabelais og hans verden jeg har hentet teoretiske forudsætninger for disse betragtninger. Andersens dagbogsnotat er en eksemplarisk fremstilling af konstituerende træk ved karnevallet, som Bakhtin definerer det. Der er for det første degraderingen: den grovkornede skæmt bevæger sig oppefra og ned. Der begyndes for oven ved hovedet (hatten) og sluttes for neden ved finalen, den bare, som Andersen siger. Men lad mig straks indskyde, at her dur eufemismer overhovedet ikke: med fine fornemmelser ved karnevallet nemlig ikke bedre end at konfrontere dem med det filtrat af såkaldt uhumskhed, de har måttet lægge fra sig under deres bestræbelser på at kvalificere sig som fine. Pointen er da, hvad eufemismerne søger at fortrænge, medens de taler udenom det - for dét er, hvad karnevallet interesserer sig for og søger at rehabilitere.

Møllerne er begribeligvis ikke blottere; at de tager bukserne ned har intet (eller i hvert fald kun et meget nedtonet) sexuelt motiv, bagdelens provokationsværdi ligger her frem for alt i konfrontationen med det uæstetiske, som har sæde her, hvor den kropslige kloak udmunder. Det rigtige ord at bruge i vor sammenhæng må da blive den folkelige betegnelse røv, der med sin etymologi (oldnordisk rauf) gør just hullet, åbningen, til det væsentlige. For det andet bliver der således insisteret på en materiel kropslighed, som er så fundamental, at den går dybere end alle sociale roller, og altså sletter forskellen mellem møllere og andre. Ringeagten ytres ikke verbalt, men analt, og når møllerne slet ikke går ind på passagerernes insinuationer, men suverænt vil skide på deres præmisser, er det fordi de henholder sig til en elementær legemlig vitalitet, som spotter enhver samfundsmæssig skelnen. For det tredje: degraderingen er derfor også en invertering, dvs. en omvending, hvorved det kendte værdihierarki stilles på hovedet; det nederste - røven, som er ens for alle - overtrumfer det der skal hoved til, og som derfor sætter skel mellem mennesker (arbejdsdeling og ejendom, handel, jura og al anden kultur). Som i et glimt eksponerer de hvide møllerrumper fødeemnernes vej nedad gennem en lang, skjult og slynget fordøjelseskanal, påminder os om ernæringens livsbetingende transformation fra føde til ekskrement. Hvad inverteringen hjælper til eklatant men kortvarig triumf, er da det synspunkt, at den alt og alle samlende reproduktion går frem for individualitet, at krop vurderes højere end sjæl - at the material bodily lower stratum (som Bakhtin kalder kønnets og fødeoptagelsens organiske sæde) sættes over det fysiognomiske, som er sjælens spejl. At defækation ikke er det daglige brøds unævnelige følge men dets velkomne forudsætning: som gødning til markens grøde. Vi må derfor også sige, at som karnevallet bytter om på oppe og nede, gør det også opfattelsen af begyndelse og afslutning arbitrær: er lortet en pinlig ende eller en god start i livet? I den karnevalistiske optik må den individbaserede og -baserende lineære tidsopfattelse med dens entydige og umisforståelige skelnen mellem fødsel og død derfor også vige for slægtsreproduktionens cirkulære tid, hvor liv og død er hinandens forudsætning.

Hvad jeg her har opridset i betænkelig forkortelse er hovedlinjer i den karnevalistiske kropslogik, som mine læsere enten allerede kender fra eller efterfølgende kan gå i detaljer med hos Bakhtin - lad mig blot henvise til den mesterlige fortolkning i Rabelais and His World, 1968, s. 371-81) af Gargantuas eksperimenter med at tørre sig i rumpen (Gargantua og Pantagruel, I. bog, kap. 13).

Jeg påstår naturligvis ikke, at sådan har Andersen tænkt hin majdag på Donau. Men jeg tør sige, at det dog er sådanne baner, der bevidst og ubevidst indgår i hans oplevelse af uglspilleriet. Han reagerer med sym- og antipati: pantomimen appellerer umiddelbart til sansen for det komiske, og der er naturligvis også noget befriende ved den pludselige tilsynekomst af en ellers tildækket vital sandhed. Dét rører ved endnu en ejendommelighed ved vort emne: karnevallet er system-immanent, dvs. at det kan takke systemet for sit liv, thi uden feudalismens rigide sociale lagdeling og arbejdets hårde nødvendighed ville karnevallet selvsagt ikke have meget at byde på. Undtagelsen er afhængig af regelen, den omvendte verden af den rette: det er sjovt hvad mølleren gør - for sådan gør man ikke! På den anden side må Andersens egen korporlige generthed sætte grænser for morskaben - og så passer grovheden heller ikke altfor godt til den dannelseskonception, digteren lader gælde for sit officielle forfatterskab, jfr. dagbogsnotatets anvendelse i En Digters Bazar (1842), hvor det bl.a. hedder, at møllerne "blottede en Deel af Legemet, som ikke her vil være passende at nævne" (s. 333).

2

Men selv om digteren H. C. Andersen ikke med rene ord har sagt det urene, kan hans tekster naturligvis godt dreje sig om det, og jeg røber ingen hemmelighed, når jeg siger, at nogle af hans mest slidstærke eventyr henter deres energi fra spændingen mellem det acceptable og det utilladelige: mellem den borgerligt indrettede hverdag og det, den ikke har plads til. Det kan derfor heller ikke undre, at han har følt sig tiltrukket af spillet mellem den herskende dannelsesoffentlighed og karnevalistisk modoffentlighed.

Legemligt set er passende og upassende et spørgsmål om oppe og nede. Det passende, ja favoriserede, er det øverste: hovedet, det fysiognomisk rene, og i "Hyrdinden og Skorsteensfeieren" (1845) er den mandlige part uagtet sin bestilling "saa reen og peen [...] med et Ansigt saa rødt og hvidt som en Pige, og det var egentlig en Feil". For det er jo ikke nok: som elsker at begrænse sig til det rene og pæne, når man tager i betragtning hvordan verden som helhed er indrettet - og fra spejlhylden, hvor Hyrdinden og Skorstensfejeren er stillet, slipper de ikke for døgnet rundt at tage i betragtning, hvad Andersen kalder en heel Mand: "han var rigtignok griinagtig at see paa, og grine gjorde han, man kunde ikke kalde det at lee, han havde Gjedebukkeben, smaa Horn i Panden og et langt Skæg. Børnene i Stuen kaldte ham altid Gjedebukkebeens-Overogundergeneralkrigskommandeersergeanten, for det var et svært Navn at sige, og der ere ikke mange der faae den Titel; men at lade ham skjære ud det var ogsaa noget. Dog nu var han der jo!" Dannelseskulturelt omsvøb draperet som genuin børnesnak: en grotesk ordrig manifestation af sexualitetens manglende italesættelse! For der kan vist ikke være tvivl om, at vi her står over for en herre med både Overogunder-krop: at det ikke er med ham som med Skorstensfejeren - eller som i de ukomplette spil kort, hvor "Knægtene [...] havde Hoved, baade foroven og forneden, saaledes som Spille-Kort have det". Den upsykologisk grinende maske og bukkeattributterne (der vidner om karnevallets rødder i de antikke satyrspil) gør ham til en - set fra spejlhylden - skræmmende fremtoning, hvis groteske titulatur forråder en liderlighed, der regerer lige så meget foroven som forneden, og som - idet den lader general og sergeant komme ud på ét - forvandler den militære kommandostruktur til indifferens. Kyst ved udsigten til denne gejle satan er den lille hyrdinde unægtelig skidt stillet - i den borgerlige stue, med en porcelænskineser til metronomagtigt at angive takten, medens hun er henvist til en kavaler, som er intet andet end hensynsfuldheden selv. Hun klarer det som bekendt heller ikke: "'Det er alt for meget!', sagde hun, 'Det kan jeg ikke holde ud! Verden er altfor stor!'"

Men nu til et helt andet gedebukkebensforløb. Ikke en resignationshistorie, men eventyret om den kroniske uskylds nederlag, idet pigen her ikke flygter, men falder for manden med bukkenaturen. En tekst der i øvrigt spiller på alle de førnævnte karnevalselementer.

"Klods-Hans" (1855) er bl.a. om hovedernes - de prestigegivende abstrakte studiers og den åndrige akademiske snakkesaligheds eftertrykkelige degradering. Det er de kultiverede brødre, der regnes med, de har faderens bevågenhed og ser et vældigt lys i sig selv, fordi de har "Forkundskaber, og de ere nyttige". Dog, hvad de har fyldt deres hoveder med er dem til ingen som helst nytte, når det gælder, fordi de aldrig har forbundet lærdommen med konkret virkelighed - den virkelighed den tredje broder har et så sikkert instinkt for. Eventyret forløber da også som en invertering: de lærde hoveder skal dukkes eftertrykkeligt og the material bodily lower stratum tilsvarende ophøjes.

Det overraskende ved "Klods-Hans" er egentlig ikke, at de ellers så belæste brødre må gå rejekt - ved eksamen kan det jo ske, at den berømte klap går ned. Nej, det mærkelige, forbløffende, som er et kors for tanken, straks barnet hører eventyret for første gang, og som vel aldrig helt er holdt op med at provokere os, er hvordan man kan bestå på Klods-Hans' forudsætninger: hvordan dén kan vinde kongedatteren, som disker op med det værdiløseste og mest nedslående af alt!

Der er to slags friere til prinsessen: brødrene der sidder højt til hest og udelukkende kvalificeres ved det, de har mellem ørerne, og Klods-Hans der sidder lavt og har sin rigdom mellem benene: "'Gedebukken, den er min egen, og den kan godt bære mig!' og saa satte han sig skrævs over Gedebukken, stak sine Hæle i Siden paa den og foer afsted hen ad Landeveien." Men han gør sig ikke til ét med sit satyriske ridedyr. Klods-Hans er ingen hæsblæsende buk, hans hensigter er reelle, og derfor sætter han sin frierfærd ind i den større sammenhæng, den skal ses i; medens brødrene har destilleret sig ovenud af materien, så er Klods-Hans' vej til prinsessen kantet af en række upopulære men ubestridelige jordiske sandheder. Hans ydmyge fund udløser regelmæssigt brødrenes foragt, men begejstrer ham selv, fordi de er fordybelser i the material bodily lower stratum.

Med den døde krage får bukkeridtet sit perspektiv: dødens. Nu behøver man rigtignok ikke udtrykke sig karnevalistisk for at mene, at alt liv her på jorden udfolder sig på dødens betingelser. Men den karnevalistiske vinkel på døden er en ganske anden end i den herskende kristne dualisme, som karnevallet er i opposition til. I karnevallet er døden ikke et skrækindjagende ultimatum til terrorisering af gemytterne, for efter døden kommer hverken himmel eller helvede: karnevalistisk set fører døden overhovedet ikke ud af den jordiske tilværelse men ind i den, som en forudsætning for livets/slægtens fornyelse. Det hører derfor også til sand forståelse af frierfærden, at døden medreflekteres. Med det andet fund, "en gammel Træsko, som Overstykket er gaaet af", har degraderingen bragt os så langt ned, vi næsten kan komme. Det gælder kropsligt - vi er ved foden, ja hvor sålen træder på jorden - og det gælder socialt: den defekte træsko taler sit stumme sprog om nedslidningen, det arbejdsfyldte livs tunge gang på jorden.

Fælles for krage og træsko er, at vi kan se, hvad de er (har været). Deres former er endnu genkendelige, men de er under nedbrydning og vidner f.s.v. om den indifferens, som er enhver organisk strukturs udgangspunkt og mål. De er som alt liv hjemfalden til jorden. Men nu bliver det med Klods-Hans' egne ord "værre og værre", for med det tredje fund konfronteres vi med jorden selv: "'Uh!' sagde Brødrene, 'det er jo Pludder der er kastet lige op af Grøften!'. 'Ja det er det!', sagde Klods-Hans, 'og det er den fineste Slags, man kan ikke holde paa den!' og saa fyldte han Lommen."

De tre fund, der i alle henseender ligger længst muligt under brødrenes kanoniserede kundskaber, demonstrerer de levende organismers ufrakommelige skæbne: strukturens nedbrydning til indifferens. Klods-Hans er på frierfærd og har drøn på, men tre momenter fastfryses og viser, hvad projektet indebærer. Til jord skal du blive! Det er budskabet til den udkårne. Men dét kan ikke stå alene - som i den borgerlige individualisme med dens mistrøstige "hvorfor leve når vi dog skal dø" - for lige så sandt er det også, at af jord skal livet igen opstå og altid leves til træskoene ikke vil mere. Og sådan kan prinsessen lide det: for medens brødrene hver især er optaget af at gøre en god figur, så er Klods-Hans reproduktionens agent, står som bejler i dødens og livets tjeneste: frieri er begyndelsen til enden - som igen er det nyes forudsætning. Det er eventyrets karnevalistiske kup at gøre frieriet til et gastronomisk anliggende (jfr. at der jo står "Hanekyllinger" på menuen). Hermed zoomes der fra den største reproduktionscyklus (generationsfornyelsen) til den mindste (kroppens daglige energitilførsel). Og nu skal vi ikke længere ryste på hovedet, når prinsessen med stigende hengivelse applauderer Klods-Hans' køkkenkunst. For har begyndelse og ende hinanden som indhold i det store kredsløb, har de det også i det lille. Det bliver et måltid til ihukommelse af dødens og strukturnedbrydningens betydning for kroppens, livets, daglige opbygning. Dyppelsen kommer fra grøften, javist, men nået så langt har den karnevalistiske kropslogik efterhånden fået impliceret hele the material bodily lower stratum, inclusive den bare røv og hvad den ellers måtte give fra sig. Som sagt, Andersen træder ikke i det, men er nogen i tvivl om at vor helt vil skide på autoriteterne: "'Det er nok Herskabet!' sagde Klods-Hans, 'saa maa jeg give Oldermanden det Bedste!' og saa vendte han sine Lommer og gav ham Pluddren lige i Ansigtet."

Andersen har digtet i karnevalsbaner, lige så længe han har skrevet eventyr, jfr. de to forreste fortællinger i første hæfte. "Fyrtøiet" (1835) fejrer slægtsreproduktionen: kongen sidder på datteren men må vige pladsen for "en simpel Soldat". Fyrtøjet er den ild der varmer i ovn og mave, og som her tænder mellem kønnene: livet der så let glemmes for de statusgivende penge. Hundene er fra samme lodne og driftige bodily lower stratum som gedebukken, og soldaten er Klods-Hans' (mere middelbare) fætter - på bunden "en rigtig Soldat", der integrerer det fortrængte: får hundene op af jorden og med til højbords ved bryllupsmiddagen. "Lille Claus og Store Claus" (1835) tager udgangspunkt i karnevallets altid problematiske afgrænsning fra dagligdagen. Allerede titlen konfronterer magthaveren, der præsiderer over den rette (normale, hverdagslige) verden, med den undertrykte, der regelmæssigt kommer til tops, når verdens orden på syvendedagen stilles på hovedet. Sådan har det altid været. Men dette eventyr interesserer sig også for den på profit og privatejendom fixerede magthavers afmagt: at den store for at blive stor har måttet tage alting ganske bogstaveligt og følgelig overlade ironi, humor og fantasi til den lille. Han har derfor også svært ved at affinde sig med narrens karnevalistisk disponible rigdom - og griber altså ind, hvor han intet har at gøre. Men da Store Claus blander sig i søndagen, mister han de mange søgnedage, der rettelig var hans: hestedrabet udløser den kædereaktion, der ender med at tage livet af ham og gøre narren til herre over hverdagen! Den i et og alt forudsigelige Store Claus bliver det taknemmelige offer for den lilles filuragtige lammefromhed og dæmoniske opfindsomhed. Lille Claus er en lige så hård banan over for Store Claus, som titelpersonen i "Skyggen" (1847) er over for Den lærde Mand.

Vi har det ikke helt godt med at lade Lille Claus få så megen latter på sin side, men ellers er munterheden en så indlysende kvalitet ved de eventyr, jeg her taler om, at den ikke har kommentarer nødig, og tiden tillader heller ikke excurser om Andersens humor. Men en ting bør endnu nævnes: at teksterne altså ser en klar forbindelse mellem karneval og lingvistisk kompetence; den grænsesprængende, normbrydende invertering i "Klods-Hans" sætter sig - hvad især dialogen mellem Klods-Hans og prinsessen demonstrerer - igennem som sproglig rigdom, fantasikraft, åndsnærværelse. Mit bedste, eller kæreste, eksempel herpå er i øvrigt "Hvad Fatter gjør, det er altid det Rigtige" (1861).

Det er et af Andersens mest gennemførte inverteringseventyr. Den herskende orden, som her stilles på hovedet, er den kapitalistiske økonomi, udtrykt ved imperativen: køb billigt og sælg dyrt. Holder man sig den lov efterrettelig, kommer man til penge. Det er en lov der fremmer bjergsomhed og egoisme og gør livet til et spørgsmål om bytteværdi. Og derfor også et system, der gør mennesker fremmede for livets egentlige rigdom. Den værdibetragtning, den herskende økonomi således ikke vil vide af - og som det derfor bliver karnevallets opgave at søge genindsat i dens rettigheder - har naturligvis brugsværdi som det centrale: du skal ikke trække penge ud af livet, men leve det efter dets bestemmelse. Det turde være lettere sagt end gjort. Se verden som den er, kan du kun ved at stille den herskende økonomi på hovedet, mener eventyret og fanger i lige grad børn og voksne ved sin konsekvente invertering - loven om at handle med overskud erstattes af underskudsprincippet: køb dyrt og sælg billigt. Hør blot den foragtede brugsværdi triumfere over den officielle bytteværdi: "'skulle vi To ikke tale lidt sammen! seer Du, en Hest, troer jeg nok, koster mere end en Ko, men det er det Samme! jeg har mere Gavn af Koen'."

Gavn af koen: véd vi det ikke, så kan eventyret fortælle, hvor righoldigt det ord gavn er (som er Andersens ord for brugsværdi); det betyder nytte, anvendelse, brug for - og mere endnu: husvalelse, vækst, fylde og forløsning. Det lyser ud af de små livsbilleder, der som perler på snor fremlægger Bondemandens ræsonnement før hver handel. Ved hver transaktion, dvs. ved hver krænkelse af den kapitalistiske rationalitet, frigøres en livsalig verden med dyret som midtpunkt. Her er hverken romantik eller sentimentalitet (og for den sags skyld heller ingen splittelsesramt poets dyrkelse af dyrene, fordi disse nu engang altid er, hvad de skal være). Til gengæld er der mælk, uld, fedt, fjer og æg - og balance mellem ydelse og fodring: fåret "ville ikke komme til at savne Græsning paa vor Grøftekant", gåsen "var Noget for Moder at samle Skrællinger til", og "en Høne finder altid et Korn, den kan næsten sørge for sig selv". Små selvbærende enheder, hvor økonomi og økologi går hånd i hånd, og det æstetiske ikke skal søges men gives i tilgift: koen "var saa nydelig, som en Ko kan være", hønen "blinkede med det ene Øie [og] saae godt ud [...] hun er den skjønneste Høne, jeg endnu har seet, hun er kjønnere end Præstens Liggehøne". Og sådan går det ellers hele vejen - på det hjerteligste dansk (fynsk?) og med hastigt svind i værdierne - nedad til bunden er nået og kapitalen gået i ét med en sæk rådne æbler til svinene.

Fødeindtagelse er også her en flittigt noteret side af tilværelsen: alle skal have noget for at kunne give noget, alle er vi her for hinandens skyld - materielt kropsligt og fundamentalt hænger verden sammen som en fødekæde, og intet går til spilde. Æbler vokser, modnes, plukkes, gemmes, sprækker og rådner; om deres vej til indifferens lægges om ad en tarmkanal eller ej gør ingen forskel, lort er de i alle tilfælde og til jord skal de blive. Det er ikke det ringeste tragisk; i de rådne æbler, som er den karnevalistiske modøkonomis kulmination, er der undergang og genopstandelse. Som Klods-Hans' liv med prinsessen indstiftedes på en bundprøve af fordærvet krage i mudder, således bliver også de rådne æbler til nyt liv. For her - hvor alt er tabt og Bondemandens fiasko ligeså indlysende som de rige englænderes succes - slutter historien ikke, men genopstår i al sin glans: vi får hele det kendte forløb en gang til. Og herved bliver fortællingen alt andet end kedelig, men tværtimod dobbelt så spændende. For jo værre det går med Fatters handeler, des hjerteligere bliver Mutter i sit musikalske parlandos perlerække af frie virkelighedsbilleder: rådne æbler giver "Kys og ikke Knubs".

3

Hvad det har med H. C. Andersens kunst at gøre?

Sagt sammentrængt, så har degraderingen givet åndeligheden materialistisk ballast. Skønt eventyrene generelt holder kammertonen, betyder sådanne biotoper som f.eks. gødningsbillens i "Skarnbassen" (1861) og gadedrengens i "Stoppenaalen" (1846) selvsagt en håndgribelig udvidelse af genrebilledets selektive realisme. I karnevallet skaffes derfor også rum til en række af digterens ellers uanbringelige proletariske erfaringer. Og såmænd også til hans velkendte forkærlighed for ordspil, brandere: det er sproglig karnevalisme, når en semantisk sammentrækning får to betydninger til at mødes i en pun. Uden at gøre karnevallet til Andersens mageløse opdagelse tør jeg hævde, at det har givet sprogligt løft og kunstnerisk stramning til den gruppe eventyr, der er hans mest læste. At tage det rådne med ind giver tekster, der holder; griseri betyder så godt som altid eventyr, der er rene i tonen: usentimentale og fri for fromhed. Andersens kritiske briller har karnevalsfilter, jfr. inverteringens forløsende moment i "Keiserens nye Klæder" (1837): det ubestikkelige barns "Men han har jo ikke Noget paa!"

Hvilket bringer os tilbage til de nøgne kendsgerninger, der var vort udgangspunkt. Men nu må det have en ende. Ét enkelt billede kan afslutningsvis antyde karnevallets appel til Andersens person. I "Hvad Fatter gjør" hedder det, at "Bagerovnen strutter frem ligesom en lille tyk Mave". Sammenligningens to led er betydningsfulde stadier i en reproduktionscyklus: i ovnen bliver brændeknuder til aske og korn til brød for den lille tykke mave, hvori det nedbrydes og bliver til - ja. Ovn og mave er lige vitale forbrændingsanlæg i en bestandig vekselvirkning mellem struktur og indifferens (og reproduktionsaspektet er ikke mindre udtalt, fordi Andersen i "Hyldemoer" (1850) ligner bageovnen ved "et kjæmpestort Æg i Muren"). Sammenligningen med maven er, gætter jeg, foranlediget af, at den veloplagte fiktive fortæller inden for syns- og rækkevidde tænkes at have en barnlig tilhører, hvis lille tykke mave samtidig kan få sit gemytlige klap. Under alle omstændigheder et billede, der gasser sig og strutter af velvære, en lystfuld sammentrækning af begyndelse og afslutning - to herligt runde og dejligt varme størrelser, der for en primærproces-betragtning bliver ét og det samme: et nærende kondensat som er lige, hvad den tynde og kringlede Andersen har trængt til!

Litteraturhenvisninger

Andersen, H. C., Eventyr. Kritisk udgivet efter de originale Eventyrhæfter af Erik Dal. I-V. Hans Reitzels Forlag, København 1963-67.

Bakhtin, Mikhail, Rabelais and His World. M. I. T. Press, Cambridge, Mass., 1968.


  top Top

Bibliografisk information om teksten:

Doctor, Jens Aage: "H. C. Andersens karneval", pp. 410-19 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.

  top Top