DK | EN
Indlæg fra de internationale HCA - konferencer
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Indlæg fra de internationale HCA - konferencer

Hop forbi menu og nyheder

H. C. Andersen set med moderne danske briller

Stillet over for den umulige opgave på en snes minutter at skulle indkredse dansk H. C. Andersen-forsknings aktuelle situation har jeg gjort den antagelse, at de fleste hér - også selvom de kommer langvejs fra - har fingeren så meget på pulsen, at jeg kan begrænse mig til de seneste par års bidrag, - af hvilke mange end ikke vil kunne findes via det "Supplement 5" til min H. C. Andersen-bibliografi, som p.t. er i trykken.1 Først et par ord om udgaver, siden adskilligt flere om sekundærlitteraturen.

Øverst på ønskelisten står fortsat en kommenteret tekstkritisk udgave af H. C. Andersens samlede skønlitterære forfatterskab. Mogens Brøndsted pegede i 1988, da H. C. Andersen-Centret åbnede, på Det danske Sprog- og Litteraturselskabs udgivelser, senest i serien "Danske Klassikere", som "tilløb" til et sådant projekt.2 Hvorom alt er, så er det selvfølgelig vigtigt, at værkerne vedblivende er tilgængelige - og i den nævnte serie drejer det sig jo altså om udgaver af de tre første romaner ved Brøndsted og de to første rejsebøger (Fodrejsen og Harzrejsen) ved Johan de Mylius.3 De seneste år har også, tak til Elias Bredsdorff, bragt optryk af pålidelige udgaver af Billedbog uden Billeder og Mit eget Eventyr uden Digtning.4

Ellers er hovedbegivenheden naturligvis fuldbyrdelsen af DSL's kritiske eventyrudgave.5 De udgivelseshistoriske omstændigheder er meddelt i kommentarbindets forord og skal ikke repeteres hér. Men det skal nævnes, at et nyt navn har føjet sig til de to på tekstbindenes titelblade: Flemming Hovmann, - som på grundlag af Erling Nielsens forarbejder har bragt kommentaren i syvende bind i stand, og som også har redigeret sjette bind, der ud over H. C. Andersens egne bemærkninger til eventyrene og enkelte supplerende tekster rummer Erik Dals undersøgelse af tekstvarianternes vidnesbyrd om udgavernes historie og tidens sprog, samt Erling Nielsens udblik over eventyrenes modtagelseskritik, både den "offentlige", i samtidens aviser og tidsskrifter, og den "private", i breve og på anden vis.

DSL har også, som en art videreførelse af tolvbindsudgaven af dagbøgerne, publiceret H. C. Andersens Almanakker 1833-1873,6 - der er fyldigst dér, hvor dagbøgerne er mindre fyldige. Efter Erik Dals opgørelse: årene før 1861 optager fire af dagbøgernes ti tekstbind, men 282 af almanakudgavens 327 tekstsider. Som pointeret af udgiveren Helga Vang Lauridsen giver de i al kortfattethed et indblik i "Andersens københavnerliv i hans modne år", en række glimt vedrørende "humøret, helbredet, vejret, ærgrelserne og glæderne, forholdet til vennerne og mylderet af bekendtskaber, den flittige teatergænger, den roterende middagsgæst, landliggeren på de danske herregårde, lejlighedsdigteren og den professionelle forfatter".7

De seneste års vigtigste bidrag til forståelse af sidstnævnte er nok Klaus P. Mortensens Svanen og Skyggen - historien om unge Andersen,8 en psykologisk studie, hvis synspunkt er, at livseventyret ikke er frugten af en god og kærlig Guds styrelse, men af Andersens egen seje vilje til social opstigen, - hvorfor han kom til at betale en høj pris. Når han trods alle forelskelser (i Riborg Voigt, i Louise Collin, i Jenny Lind) afholdt sig fra at realisere det almene, var jegsvaghed og seksualforskrækkelse opblandet med en klar fornemmelse af, at han derved ville afskære sig fra at realisere det exceptionelle: at opnå social erkendelse via litterær produktion. Han foretog et valg, og det bragte ham over krisen i 1834, men ikke fri af dens årsag (oplevelse af splittelse og selvtab). Det gav succes - eventyrene også revanche: i dem kunne han "uden at slå benene væk under sig selv i social forstand, gøre op med opdragerne og indsætte sin egen værdiorden". Prisen blev menneskelig isolation og følelsesmæssig kulde - og værre endnu: en tiltagende bevidsthed herom, efterhånden som forsøgene på omdigtning og bortforklaring måtte opgives.

En anderledes bog, Eventyrbroen,9 præsenterer sig som "psykoanalytiske essays", skønt forfatteren, overlæge i psykiatri Martin Lotz faktisk giver en sammenhængende, kronologisk fremadskridende skildring af H. C. Andersens liv, - ud fra, hvad bagomslaget benævner "den freudianske, psykoanalytiske erfaring og teori". Der lægges luft til Ejgil Nyborgs Jung-inspirerede skitsering af en indre linie gennem eventyrene, og den norske psykiatiske overlæge Arne Duves gennemgang af deres symbolik affærdiges som et "grelt eksempel på teoretisk forvirring og fortolkningsmæssig naivitet".

Trods det kronologiske princip inddrager Lotz ret tidligt i fremstillingen "Hyrdinden og Skorsteensfeieren" til en art metodeopvisning. I den forbindelse pointerer han, at hvad han blotlægger er "en psykisk struktur", og i en note tilføjes: "Jeg har hverken her eller senere villet give mig i kast med nogen egentlig litterær analyse af eventyret", - skønt han dog mener, "at den psykoanalytiske undersøgelse kan levere originale bidrag til forståelse ikke blot af kunstnerens vilkår, men også til forståelse af kunstværket". Det er med andre ord personen, der fokuseres på, og metoden er, i analogi med analytikerens indkredsning af træk i analysandens ubevidsthed, "at læse de forskellige tekster sammen fra selvbiografier, breve, dagbøger og digterværker". En nøjere betragtning af f.eks. analysen af "Hyrdinden og Skorsteensfeieren" gør det klart, at der er større dybder i teksten, end den psykoanalytiske optik formår at opfatte. Som Søren Baggesen har bebrejdet Klaus P. Mortensen en forglemmelse af, "at H. C. Andersen er interessant på grund af sit forfatterskab, ikke omvendt",10 - således har Jørgen Dines Johansen (efter min mening med større ret) bebrejdet Martin Lotz, at han ikke præsterer "en større indtrængen i Andersens kunst".11 Hvad Lotz har fremlagt er "et vederhæftigt og interessant arbejde, der bygger på omfattende læsning og drager sine konklusioner med skønsomhed og omdømme", - men netop "ingen udfordring", når det gælder læsningen af det fiktive forfatterskab.

Overlægen i psykiatri og lektoren i nordisk filologi er ikke uden videre at ligne ved kongesønnen og den fattige dreng, der kommer sammesteds hen ad hver sin vej. Men i hvert fald er de enige om ikke at nævne Jens Jørgensens opgør med den "traditionelle" myte om proletardrengen fra Odenses slum, der takket være medfødt genialitet blev verdensberømt, endog i Danmark. I stedet lancerede Jørgensen - i bogen H. C. Andersen - en sand myte12 såvel som i efterskriften til en ny udgave af den 27-årige digterspires såkaldte Levnedsbog13 - sin "sande" myte om det illegitime prinsebarn (faderen skulle være den senere Christian VIII og moderen komtesse Elise Ahlefeldt-Laurvig), som på yderst diskret vis blev hjulpet gennem trængsler til stjernerne så at sige på understøttelse. Digteren skulle efter denne opfattelse have fået kendskab til forholdet "senest omkring prinsens tronbestigelse i 1839", altså inden han skrev "Den grimme Ælling" med de i argumentationen tungtvejende ord: "[..] de kongelige Fugle [..] neiede for den". Ud fra denne datering bliver det ganske vist besværligt at forstå, at det i november 1848, adskillige måneder efter Christian VIII's død, pludselig kunne berøre Andersen stærkt, at "De har opdaget, at De er det Prindsebarn, vi talede om forleden", som der står i et brev fra Henriette Wulff.14

Der er tegn på, at udgivelsen af dagbøgerne har øget interessen for det biografiske aspekt. Således har kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen i en smuk bog, Jeg saae det Land,15 om rejseskitserne fra den afgørende Italiens-rejse sammenholdt oplevelsernes og indtrykkenes umiddelbare nedslag i dagbøgerne med deres ofte mere taktisk bestemte videreformidling i brevene og tillige med den kunstneriske forarbejdning i Improvisatoren. Også Martin Lotz jævnfører dagbogsnotater, breve og digterværker, men tilsyneladende ud fra den forestilling, at H. C. Andersen ikke magtede at udtrykke oplevelserne "helt og fuldt på ét sted", men så at sige delte dem op og skrev dem ud i forskellige sammenhænge "uden at tænke nærmere over det".

Den gængse forklaring er jo, at digteren benyttede dagbøgerne som reservoirer for den kunstneriske udfoldelse. Imidlertid er det ubestrideligt, hvad Klaus P. Mortensen bemærker i en biblioteksfolder,16 at "de mest forrygende iagttagelser" står side om side med "det kæbeknusende trivielle". Jørn Lund har sammen med Torben Brostrøm udgivet en bog med den finurlige titel Flugten i sproget,17 hvori han rejser problemet i forbindelse med dagbogen fra den sene Norges-rejse (først i 1871 nåede den vidtberejste vidt!). Den dagbog - næppe ført med henblik på efterfølgende udarbejdelse af en rejseskildring - bulner af trivialiteter, f.eks. om tilfældige møder, hotelærgrelser og forstoppelsesproblemer, - og spørgsmålet er altså: hvortil skal det altsammen tjene? Lunds svar lyder, at dagbogen skal gøre det ud for "skriftestol og medvider", - "dokumentation for, at der har levet et menneske, H. C. Andersen, som blev fejret i Norge, men som havde stadig sværere ved at glæde sig over, at digteren i ydre forstand havde nået sit mål, berømmelsen".

Synspunktet ligger på linie med Klaus P. Mortensens: H. C. Andersen måtte, "kort før lukketid", erkende, at "en fortvivlende kulde" var berømmelsens pris. Trods mange adresser fik han ikke etableret et hjem i verden. Til gengæld fik han - og det er bogens pointe - et hjem i sproget. Jeg skriver, altså er jeg til!

H. C. Andersen prægede som bekendt udtrykket "At rejse er at leve", og hvad der drev ham ud var præcist hjemløsheden i det hjemlige, - og svarende hertil en følelse af at være hjemme i det fremmede. Poul Houes artikel om "Et Besøg i Portugal 1866" har ligefrem titlen "Ude er hjemme".18 Skønt naturligvis mest hjemme i modersmålet måtte digteren på sine rejser gebærde sig på fremmedsprog. Den side af sagen kaster Torben Brostrøm et underfundigt sidelys over i et afsnit om digterens "aktionsradius" (andetsteds trykt under overskriften "Digterens muse"),19 som udmunder i følgende spidsformulering af bogens synspunkt: "Det var sprogets kvinde, århundredets muse, han viede sin dybeste kærlighed". Hende er det, som i "Tante Tandpine" lægger masken og kommer os i møde som den skinbarlige Satania Infernalis, ophav til søde stunder, men også til tiltagende og vedvarende smerte.

Mens vi er ved rejseriet: Nørregård-Nielsens nævnte bog om den italienske dannelsesrejse skrider kronologisk frem og lader langthen H. C. Andersen føre ordet, forsåvidt som skitsetegningerne akkompagneres af fyldige citater fra de skriftlige kilder. I en mere "afhandlingsbetonet" efterskrift etableres en videre kunsthistorisk forståelsesramme, hvor omgangen med de danske billedmagere i Rom bl.a. ses i forlængelse af en af Walter Scott vakt interesse for det "maleriske", som Andersen jo - ansporet af Henriette Wulff - udfoldede allerede under rejsen til Harzen og Dresden. En af bogens trykfejl findes i den afsluttende sætning, efter nogle bemærkninger om kilderne: "Det hele begynder og ender med H. C. Andersens selv". På et andet plan er den dybt meningsfuld: netop med digterens "selv" - om hans "kommen til sig selv" efter alle årene i dannelsesmaskineriet - drejer bogen sig. Også den bog!

Som man ved var første punkt på den romerske dagsorden et besøg hos Bertel Thorvaldsen. Venskabet mellem billedhugger og digter har Niels Oxenvad belyst i kataloget til en udstilling, som Thorvaldsens Museum og H. C. Andersens Hus samarbejdede om i 1990.20 Oxenvad refererer ikke til Erik Lassens afhandling om Thorvaldsen og Andersen i Dyveke Helsted-festskriftet På klassisk grund,21 - som til gengæld ganske vist refererer til, men er skrevet uden kendskab til Oxenvads afhandling om Andersen og Thorvaldsen i Anderseniana 1984.22 De to arbejder belyser "hele" forholdet og lægger vægt på paralleliteten, baserer sig naturligvis også langthen på de samme kilder,23 mens artiklen i udstillingskataloget koncentrerer sig om det romerske samvær (og gør det hovedsageligt på basis af de samtidige kilder for at undgå interferens fra bakspejlsomtalen deraf i de "officielle" selvbiografier).

På klassisk grund rummer også et bidrag af Ejner Johansson om Andersen som kunstbetragter og om Albert Küchlers portrætmaleri.24 Titlen citerer digterens kommentar til billedet: "Jeg er godt og smukt opfattet". De facto foretrak han Küchlers tegning; den er "langt smukkere, Stillingen mere ædel", betroede han sin pukkelryggede brevveninde. Det er en pointe hos Nørregård-Nielsen, at Andersen som "kunstteoretiker" befandt sig på romantisk grund: portrættørens opgave var at få det indre til at træde idealsk frem.25

Skønt med fokus på Italiens-opholdet griber Nørregård-Nielsen fat i Andersen, mens han endnu befinder sig i Le Locle (det var dér, han fik gang i skitseblyanten). På samme vis griber Lotte Eskelund fat i ham akkurat i det øjeblik, da han i Neapel tiltræder hjemrejsen. Det sker i bogen Da Andersen var i Wien, som belyser digterens rejser i Østrig 1834-72.26 Alles in allem blev det til seks besøg, - alle "led i længere rejser med andet hovedformål", som Erik Dal skriver i en kort forbemærkning. Suppe på en pølsepind? Nej, slet ikke, - bogen er spækket med kultur- og litteraturhistorisk baggrundsstof og solidt forankret i kildematerialet. Men Østrig var ikke "Farvernes og Formernes skjønne Land"...

Torben Brostrøm bemærker i Flugten i sproget, at det i tilfældet H. C. Andersen virker "kunstigt" at forsøge at "slippe uden om kunstneren som person", også selvom man sætter fokus på "kunstens udtryk og sproglige væren". Og ganske rigtigt - skønt jeg nu overgår til en omtale af forskellige litteraturhistorisk orienterede arbejder, forbliver kunstneren som person inden for rækkevidde.

Kun et af disse arbejder er i bogform, nemlig Ivy Möller-Christensens genreundersøgelse Den danske eventyrtradition 1800-1870,27 - hvori H. C. Andersen naturligvis oftere er på spil. Möller-Christensen studerer kunsteventyrets "fundamentale strukturer" - "som et kort over erkendelsens veje". Hun tilskriver selve eventyrformen (og dermed genrevalget) en identitetsformidlende kraft, - med glidning i periodens forløb over imod det identitetssøgende. Efter indledende manøvrer, bl.a. en sammenknytning af dannelsestænkning og eventyrform, omtales højromantikkens udnyttelse af kunsteventyret til formulering af en alt-omfattende harmoni ("Klokken"), og derefter senromantikkens såkaldte virkelighedseventyr ("Reisekammeraten") og symbolske splittelseseventyr ("Skyggen").

Flere gange undervejs diskuterer afhandlingen forholdet mellem folke- og kunsteventyr. "Folkeeventyret er grundstammen i den kunsteventyrlige tradition", finder Ivy Möller-Christensen, - uden dog at komme nøjere ind på, hvad dette konkret indebærer f.eks. i H. C. Andersens tilfælde. Den sag belyses fra folkloristisk vinkel af Else Marie Kofod i en specialundersøgelse med fokus på "sidestykker til syv af H. C. Andersens eventyr",28 - de syv nemlig, som allerede Georg Christensen udpegede som egentlige "gendigtninger". De modsvarende folkeeventyr meddeles i to versioner hver, mens den kommenterede registrant omfatter ialt 207 optegnelser.

Nævnes bør det i denne forbindelse, at Torben Brostrøm i Folkeeventyrets moderne genbrug har beskæftiget sig med den litterære traditions - også H. C. Andersens - forvaltning af det folkloristiske grundstof,29 - samt at Bengt Holbek i et konferenceindlæg har problematiseret digterens forståelse af folkeeventyrene.30 (Torben Brostrøms unægtelig tammere indlæg i samme odenseanske konferencesammenhæng, om forholdet til kunsteventyret, er indarbejdet i Flugten i sproget.31 )

Ganske ambitiøst er sigtet i Finn Barlbys artikel "Poesien og det splitte(n)de liv",32 der karakteriserer det andersenske eventyrunivers som gennemtrængt af én - idealistisk, regressivt-utopisk - fortællerbevidsthed. Teksterne virker "som en arabesk, som en gigantisk og repeterende koncentration af det store i det små", en fortløbende konfrontation af naturlighed og kulturlighed i en uafsluttet "søgen tilbage til tabte værdier", - "ud af historien - og ud af samfundet". - Barlbys betragtningsmåde ligger på linie med Peer E. Sørensens og Søren G. Hansens. Hans tale om "det splitte(n)de liv" refererer socialhistorisk til den overgangssituation, som også Ivy Möller-Christensen omtaler, - og også for Barlby er "Skyggen" et afgørende udtryk (som han tilmed har helliget en selvstændig analyse33 ).

Hans Henrik Møller har en anden vinkel på "Skyggen".34 Eventyret relateres fiktionsteoretisk til E. T. A. Hoffmanns "Sandmanden" og E. A. Poes "Berenice". I den fantastiske skrift forsøges den splittelse mellem tabt fortid ("ikke-mere") og utopisk fremtid ("endnu-ikke"), som "det problematiske subjekt" konfronteres med på den moderne virkeligheds scene, elimineret. H. C. Andersen holder sig "i det store og hele" på "den sikre side" af grænsen til skyggernes rige, - som også er selverkendelsens grænse. Men længselen efter transcendens lever videre "i selve tekstens form, i den handling den er som udsigelse og skrift".35

Hos Finn Hauberg Mortensen er tilgangen socialhistorisk. I "Slægten og familierne, 'den dumme Phantasie' og døden"36 positionsbestemmer han "Den lille Idas Blomster" i forhold til biedermeierkulturen, konkret med udgangspunkt i Just Mathias Thieles slægts- og familiehistorie i hjertet af 1830'rnes borgerlige offentlighed og som et stykke "sorgarbejde" i forhold til datteren Idas følelsesmæssige situation ved moderens død i det tidlige forår 1835, - og dermed også indirekte som take-off fra traditionskulturens eventyr.

Hvad Hauberg Mortensen nærmer sig, er H. C. Andersens første revolution. Johan de Mylius har i artiklen "Andersens anden revolution"37 gennem en nærlæsning af "Bispen paa Børglum og hans Frænde" argumenteret for, at digteren dér og i andre lignende sene tekster - i en "poesifremmed og poesihæmmende tid" - bringer en ny æstetik til verden (og "til ligesom på trods at springe op som en geysir").

Til den danske forskning tør jeg også henregne Hauberg Mortensens A Tale of Tales, skønt arbejdet er fremkommet på engelsk i USA.38 Med udgangspunkt i en omtale af "naivitetens tronbestigelse" (belyst bl.a. ud fra "statuesagen") sætter forfatteren sig for "to restore Andersen's image through critical evaluation". Hauberg Mortensen udgår fra, at Andersen "did write for children or, more precisely, he used them to enter into the new bourgeois culture's sphere of intimacy which bonded children with adults, especially with their mothers". I Part II gives et udblik over dansk børnelitteraturs udvikling før Andersen. Part III belyser "H. C. Andersen and his Fairy Tales", bl.a. på baggrund af digterens egen udlægning af sit liv som et eventyr. Endelig analyseres i Part IV tre eventyr nøjere, - nemlig "Den lille Idas Blomster", "Hyrdinden og Skorsteensfeieren" og "Nissen hos Spækhøkeren", der er fælles om at være selvopfundne og om at være henvendt til og handle om "the bourgeois sphere of intimacy" - og endelig om at være bearbejdet for TV-mediet med henblik på udsendelse ved juletid (og disse moderne dramatiseringer inddrages sluttelig: "On H. C. Andersen in the Family Medium of Our Time").

Som bekendt har der været en tilbøjelighed til at betragte H. C. Andersens religiøsitet som konventionel og overfladisk. Denne opfattelse problematiseres i et par artikler fremkommet i teologiske tidsskrifter. Kathrine Lilleør39 finder eventyrene "bestemt af et kristent menneskesyn". Når H. C. Andersen omtaler sit liv som "et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt", er det, fordi Gud styrer det i medgang og modgang, og i den forstand er alt menneskeligt liv eventyrligt og "eventyr" ikke blot en genrekategori, men "snarere et eksistentielt begreb". Følgelig må "Grantræet" fortolkes som "en psykologisk thriller, der skildrer menneskets mest deprimerende forestillinger, når det tvivler på Gud og er dødsangst", - mens "Sneedronningen" atter tænder håb. "Krøblingen" og "Tante Tandpine" læses ligeledes "som par", sidstnævnte som illustration til Anti-Climacus-ordene om digtereksistensen (som "den Synd: at digte istedet for at være").

Også den græsk-ortodokst opfostrede Monica Papazu40 opfatter den af troldspejlet i "Sneedronningen" forårsagede forvrængning som en sygdom til døden. For hende er eventyret et middel til "at reflektere over, påpege og i metaforisk form gengive tidens åndelige krise", og i medfør af den stræben indtager H. C. Andersen "sin markante plads i den åndelige modstands historie i det 19. århundrede". I "Klokken" ses ikke blot "billeder og symboler af arketypisk art", de har "en klar kristen betydning". Initiationsforløbet (kongesønnen går ad hjertets vej, den fattige dreng ad forstandens) slutter med, at de "indtager deres plads i det religiøse fællesskab [..] rede til at påtage sig det sociale ansvar". Hvor dette eventyr er en eskatologisk vision, er "Skyggen" en førapokalyptisk. Skyggen opfattes som "et rystende, profetisk billede på det totalitære samfund", som kun virkeliggøres, når menneskene benytter deres frihed til at lade det ske. Den lærde mand er ikke en fremskrivning af den fattige konfirmand, men netop den, der ikke påtager sig "ansvar for verden". Hans initiation slår fejl allerede i det afgørende korte øjeblik: "Løgnens monstrøse verden gror ud af [..] den lærdes søvn".

Endelig skal opmærksomheden henledes på H. C. Andersen-Centrets småskrifter, der reflekterer sider af den forskning, som centret holder paraply for. Først udkom naturligt nok i Johan de Mylius' redaktion et hæfte med de taler, der blev holdt ved åbningen i 1987 (af Elias Bredsdorff, Fritz Paul og Mogens Brøndsted).41 Siden er udkommet arbejder af Johan de Mylius om "naturens stemme" i eventyrene,42 af Viggo Hjørnager Pedersen om H. C. Andersen i engelsk oversættelse43 og af Heinrich Detering om den seksuelle problematik i forfatterskabet44 . De tre sidstnævnte er tosprogede: dansk tekst og engelsk oversættelse.

På dette sted må der sættes punktum. H. C. Andersen-forskningen går naturligvis videre. På bedding befinder sig allerede bøger af Niels Kofoed, Ivy Möller-Christensen og Finn Hauberg Mortensen. Det er, hvad vinden foreløbig har fortalt. Men som bibliograf er man jo ofte den sidste, der får besked!45

Noter

1. Aage Jørgensen, H. C. Andersen-litteraturen 1875-1968. En bibliografi. Aarhus: Akademisk Boghandel, 1970; 394 s. Hertil supplementshæfter 1973, 1978, 1982, 1986 og 1991 (separattryk af bidrag til Anderseniana 1973, 1977, 1981, 1985-86 og 1990). [1990-årbogen udkom få uger efter konferencen, men muligheden for at tilføje nye henvisninger bortfaldt ved læsningen af anden korrektur et årstid før.] tilbage

2. Mogens Brøndsted, "Andersen und kein Ende", i: Johan de Mylius (red.), Udsyn over H. C. Andersen. Tre forelæsninger ved H. C. Andersen-Centrets åbning d. 12. september 1988. Odense: H. C. Andersen-Centret, 1989. S. 29-33. tilbage

3. Romaner i serien "Danske Klassikere" (København: Borgen): Improvisatoren (1987, 2. opl., 1991; 329 s.); O.T. (1987; 283 s.); Kun en Spillemand (1988; 315 s.), alle med tekstudgivelse, efterskrift og noter af Mogens Brøndsted. Rejseskildringer: Fodreise fra Holmens Canal til Østpynten af Amager i Aarene 1828 og 1829 (1986; 156 s.); Skyggebilleder af en Reise til Harzen, det sachsiske Schweitz etc. etc., i Sommeren 1831 (1986; 177 s.). De to sidstnævnte indgår ikke i den kritiske udgave af H. C. Andersens Romaner og Rejseskildringer (I-VII, 1943-44), men er indføjet som bind I i den japanske oversættelse af samme (I-X, 1986-87). - DSL's klassikerstempling af netop disse værker har givet Jørn Erslev Andersen og Hans Henrik Schwab anledning til refleksion over selve klassikerbegrebet ("Klassikere? En jøde på fodrejse gennem litteraturhistoriens auditorier", Passage, nr. 8, 1990, s. 7-32). Med udgangspunkt i debutbogens receptionshistorie skitseres en "fodrejse-poetik", som genfindes i Improvisatoren: "[De traditionelle genrekonventioner reduceres til] en formel ramme for udfoldelsen af en improviserende, situationsspecifik og ganske frit fabulerende 'poetisk kolorit', der har sig selv som det primære formål". I fortsættelsen problematiseres det af Brandes en passant lancerede dannelsesromanbegreb, som i 1960'erne blev ophøjet til genreparadigme, gennem en analyse af M. A. Goldschmidts En Jøde (hvis hovedperson trods sluttelig hjemkomst forbliver hjemløs). Artiklen advokerer således en genlæsning af de førnaturalistiske romaner, f.eks. som udtryk for "de vilkår, som de synes at kende og ikke synes at forsøge at unddrage sig: helhedssynets og harmoniens uundgåelige forbundethed med fragmentaritet og splittelse". tilbage

4. Billedbog uden Billeder, 1988; 84 s. Mit eget Eventyr uden Digtning, 1989; 124 s. Med nye efterskrifter af Elias Bredsdorff, men tekstmæssigt baseret på eksisterende udgaver. tilbage

5. H. C. Andersens Eventyr. Kritisk udg. efter de originale Eventyrhæfter med Varianter ved Erik Dal og Kommentar ved Erik Dal, Erling Nielsen og Flemming Hovmann. I-VII. København: Hans Reitzel, 1963-67 [I-V], og C. A. Reitzel, 1990 [VI-VII]; ialt 1984 s. tilbage

6. H. C. Andersens Almanakker 1833-1873. Udg. af Helga Vang Lauridsen og Kirsten Weber. København: G. E. C. Gad, 1990; xiv, 388 s. tilbage

7. DSL har markeret de to projekters afslutning med et bibliografisk akavet "præsentationsdobbelthæfte" (nr. 19-20, 1991); 2 x 16 s. tilbage

8. Klaus P. Mortensen, Svanen og Skyggen - historien om unge Andersen. København: G. E. C. Gad, 1989; 204 s. tilbage

9. Martin Lotz, Eventyrbroen. Psykoanalytiske essays om H. C. Andersen. København: Gyldendal, 1988; 378 s., 12. pl. tilbage

10. Søren Baggesen, [Anmeldelse af Svanen og Skyggen], Bogens Verden, 1990, s. 26-28. tilbage

11. Jørgen Dines Johansen, [Anmeldelse af Eventyrbroen], Nordica, VI, 1989, s. 252-58. tilbage

12. Jens Jørgensen, H. C. Andersen - en sand myte. Århus: Hovedland, 1987; 191 s. (2. udg., "gennemset og let korrigeret", 1989; 174 s.) tilbage

13. H. C. Andersen, Erindringer. Udg. af Jens Jørgensen med noter ved Jørn Ørum Hansen. Århus: Hovedland, 1988; 192 s. tilbage

14. Jens Jørgensens teori har mødt afvisning af snart sagt alle H. C. Andersen-kendere (Dorrit Andersen, Elias Bredsdorff, Mogens Brøndsted, Johan de Mylius, Niels Oxenvad, Jørgen Skjerk, m.fl.). Se senest: Leif Ludwig Albertsen, "War Andersen ein Märchenprinz?", Der Ginkgo Baum, X, 1991, s. 103-14. tilbage

15. Hans Edvard Nørregård-Nielsen, Jeg saae det Land. H. C. Andersens rejseskitser fra Italien. København: Gyldendal, 1990; 248 s. (Anm.: Aage Jørgensen, Janus, VIII, 1992, s. 73-75.) (På italiensk: Quadri di viaggio dall'Italia di H. C. Andersen, Rom: Fratelli Palombi, 1991; 223 s. På engelsk: That Land I Saw. Hans Christian Andersen's Sketches during His Travels in Italy 1833-34, Copenhagen: Gyldendal, 1992; 223 s. [Efterskriften er udeladt begge steder.]) tilbage

16. Klaus P. Mortensen, H. C. Andersen. Ballerup: Bibliotekscentralen, 1990; 8 s. tilbage

17. Torben Brostrøm & Jørn Lund, Flugten i sproget. H. C. Andersens udtryk. København: Gyldendal, 1991; 158 s. (Lunds afsnit om Norgesrejsen er også offentliggjort i Dansk-Norsk [Årsberetning for Fondet for Dansk-Norsk Samarbejde 1989], 1990, s. 16-25.) tilbage

18. Poul Houe, "Ude er hjemme. Om H. C. Andersens 'Et Besøg i Portugal 1866'", Danske Studier, 1988, s. 115-32. tilbage

19. Flugten i sproget [cf. note 17]. S. 52-63. Også fremkommet under overskriften "Digterens muse" i Information 15.3.1991. tilbage

20. Jeg er i Italien! H. C. Andersen på rejse 1833-34. København: Thorvaldsens Museum/Odense: H. C. Andersens Hus, 1990; 89 s. (Anm.: Aage Jørgensen, Bogens Verden, 1992, s. 258-59.) tilbage

21. Erik Lassen, "Thorvaldsen og H. C. Andersen". I: På klassisk grund. Meddelelser fra Thorvaldsens Museum 1989. Tilegnet Dyveke Helsted. København: Christian Ejlers, 1989. S. 119-46. [Skrevet 1986.] tilbage

22. Niels Oxenvad, "Andersen og Thorvaldsen", Anderseniana, 3. rk., IV, 1982-85, s. 169-204. tilbage

23. Et par forskelligheder kan noteres. Lassen mener at kunne spore "en direkte påvirkning" fra Thorvaldsens kunst i "Den lille Havfrue" (eventyret "kredser om det erotiske") og "Psychen" ("røber uforvarende endnu engang Andersens længsel efter kvinder"). Oxenvad citerer det brev af 10.5.1838, som Andersen lod fregatten Rota medbringe til Thorvaldsen ("en ajourføring"), og han omtaler den biografiske Thorvaldsen-skitse ret grundigt. tilbage

24. Ejner Johansson, "Jeg er godt og smukt opfattet". I: På klassisk grund [cf. note 21]. S. 261-70. tilbage

25. Også Niels Oxenvad har beskæftiget sig med en samtidig kunstners indsats på dette felt: "Carl Hartmanns H. C. Andersen-portrætter", Nordslesvigske Museer, XV, 1988, s. 53-64, og Anderseniana, 1990, s. 43-56. tilbage

26. Lotte Eskelund, Da Andersen var i Wien. H. C. Andersens rejser i Østrig i årene 1834-1872. København: Spektrum, 1991; 330 s., 16 pl. [Talen er om en "ny" bog, ikke blot om en dansk version af ...sah ich zum erstenmal die Donau. Hans Christian Andersen in Österreich. Wien/München: Jugend und Volk, 1979; 192 s.] tilbage

27. Ivy York Möller-Christensen, Den danske eventyrtradition 1800-1870. Harmoni, splittelse og erkendelse. Odense: Odense Universitetsforlag, 1988; 148 s. tilbage

28. Else Marie Kofod, De vilde Svaner og andre folkeeventyr. Sidestykker til syv af H. C. Andersens eventyr. København: Forlaget Folkeminder, 1989; 197 s. tilbage

29. Torben Brostrøm, Folkeeventyrets moderne genbrug eller Hvad forfatteren gør ... København: Gyldendal, 1987; 221 s. H. C. Andersen-omtalen (s. 43-58) indgår i kapitlet "De små og de store former", der fra "Dynd-Kongens Datter" foretager et kækt længdespring til Birgitta Trotzigs roman Dykungens dotter, 1985. (Til bogen knytter sig en af Brostrøm redigeret antologi, Danske digtere fortæller eventyr, København: Gyldendal, 1987, som kan siges at have udgangspunkt i det forhold, at H. C. Andersen "personliggjorde folkeeventyret". Udvalget spænder fra Oehlenschläger til Peer Hultberg, Per Højholt og Preben Major Sørensen, og af H. C. Andersen indgår "Hvad Fatter gjør" og "Lygtemændene ere i Byen". Peter Seebergs "Drømmen om folket" er underfundigt sat forrest; bagest, s. 243-54, uddestillerer Brostrøm genrens "potens som protest". tilbage

30. Bengt Holbek, "Hans Andersen's Use of Folktales". I: The Telling of Stories. Approaches to a Traditional Craft. Odense: Odense University Press, 1990. S. 165-82. tilbage

31. Torben Brostrøm, "Hans Christian Andersen und die literarische Märchentradition". I: The Telling of Stories [cf. note 30]. S. 183-92. På dansk (med visse justeringer mod slutningen) i: Flugten i sproget [cf. note 17]. S. 78-88. tilbage

32. Finn Barlby, "Poesien og det splitte(n)de liv - om H. C. Andersens eventyrunivers". I: Plys 4 - en bog om børne- og ungdomslitteratur. Rødekro: Arnis, 1989. S. 130-56. tilbage

33. Finn Barlby, "'Idealisten er død! Sælgeren leve!' Om H. C. Andersens 'Skyggen' fra 1847". I: Den fantastiske fortælling. Rødekro: Arnis, 1989. S. 15-24. tilbage

34. Hans Henrik Møller, "I skyggernes rige", Anderseniana, 1990, s. 15-33. tilbage

35. Cf. tillige Hans Henrik Møller, "H. C. Andersen til hest", Bogens Verden, 1989, s. 300-05. Den underfundige titel refererer ikke til den slagels'ske krikke med lamme sider, som forfulgte digteren helt til Italien, men til en mere potent Pegasus: artiklen drejer sig om, hvad "den dumme Phantasie", som kancelliråden siger i "Den lille Idas Blomster", kan afstedkomme; den forsøger med egne ord "at eftervise drømmen om at fastholde tiden i nogle af H. C. Andersens eventyr, nemlig 'Hyldemor', 'Paradisets Have' og 'Sneedronningen'". tilbage

36. Finn Hauberg Mortensen, "Slægten og familierne, 'den dumme Phantasie' og døden. 'Den lille Idas Blomster' i biedermeierkulturen", Danske Studier, 1986, s. 72-94. (På tysk i: Skandinavisztikai füzetek/Papers in Scandinavian Studies, IV, 1990, s. 96-126.) tilbage

37. Johan de Mylius, "Andersens anden revolution". I hans: Litteraturbilleder. Æstetiske udflugter i litteraturen fra Søren Kierkegaard til Karen Blixen. Odense: Odense Universitetsforlag, 1988. S. 37-60. (Optrykt efter: Anderseniana, 3. rk., IV, 1983-86, s. 311-30.) tilbage

38. Finn Hauberg Mortensen, A Tale of Tales. Hans Christian Andersen and Danish Children's Literature. Parts I-IV. (= The Nordic Roundtable Papers, udg. af The Center for Nordic Studies, University of Minnesota, Minneapolis, nr. 4-5, 1989 [udk. 1990]; 57 og 52 s.) tilbage

39. Kathrine Lilleør, "Det guddommelige Eventyr. Eventyr og Virkelighed hos H. C. Andersen", Fønix, XV, 1991, s. 53-65. tilbage

40. Monica Papazu, "Den lærdes ansvar for verden i H. C. Andersens eventyr", Tidehverv, LXV, 1991, s. 114-22. (Forfatteren har tidligere på fransk beskæftiget sig med "Sneedronningen" og "Den lille Havfrue", - nemlig i Université Catholique de l'Ouest's tidsskrift Impacts, 1988, nr. 3, s. 3-20, og 1989, nr. 4, s. 37-54.) tilbage

41. Udsyn over H. C. Andersen [cf. note 2]. Indeholder ud over Mogens Brøndsteds bidrag: Elias Bredsdorff, "H. C. Andersen - den forsigtige rebel", s. 5-14, og Fritz Paul, "Utsynet fra toppen - et litterært motiv hos Baggesen, Goethe, Heine og Andersen", s. 15-28. tilbage

42. Johan de Mylius, Naturens stemme i H. C. Andersens eventyr. Odense: H. C. Andersen-Centret, 1989; 37 s. tilbage

43. Viggo Hjørnager Pedersen, Oversættelse eller parafrase? Om forskellige versioner af 'Fyrtøjet', 'Den grimme Ælling' og 'Den lille Havfrue'. Odense: H. C. Andersen-Centret, 1990; 41 s. (Forfatteren har også bidraget med lignende arbejder til forskellige konferencer, cf. bl.a. Translation Theory in Scandinavia, Oslo, 1990, s. 229-42, og Translation, a Means to an End [= The Dolphin, nr. 18], 1990, s. 7-20; et ældre konferencebidrag, "Hans Andersen as an English Writer", er optrykt i hans Essays on Translation, Copenhagen: Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck, 1988, s. 95-108.) tilbage

44. Heinrich Detering, 'Åndelige amfibier'. Homoerotisk camouflage i H. C. Andersens forfatterskab. Odense: H. C. Andersen-Centret, 1991; 70 s. tilbage

45. Korrekturtilføjelse foråret 1993. Efter manuskriptets afslutning er bl.a. følgende arbejder fremkommet: H. C. Andersen, H. C. Andersen og Thalia. Fantasiens teater, Odense: H. C. Andersen-Centret, 1992, 55 s.; Maria Davidsen, "På sporet af H. C. Andersens kunstkonception", Synsvinkler, nr. 5, 1993, s. 13-36; Mogens Davidsen, "'Øine kunne aldrig døe'. Om H. C. Andersen og billeder", Synsvinkler, nr. 1, 1992, s. 69-91; Ole Egeberg, "H. C. Andersens ironier", Spring, nr. 3, 1992, s. 128-37; Jørgen Elbek, "Giraffens muser", i hans: På sporet efter enhjørningen, Århus: Husets Forlag, [1992], s. 33-38; Lars Handesten, "Den originale turist", i hans: Litterære rejser - poetik og erkendelse i danske digteres rejsebøger, København: C. A. Reitzel, 1992, s. 27-47; Jørgen Bonde Jensen, H. C. Andersen og genrebilledet, København: Babette, 1993, 254 s.; Ib Johansen, "Poesiens hus og den djævelske skrift. H. C. Andersen som fantastisk fortæller - fra romantisk ironi til borgerlig tristesse", Edda, LXXXXIII, 1993, s. 75-88; Ejner Johansson, Andersens ansigter, København: Spektrum, 1992, 116 s.; Aage Jørgensen, "O at være en svane ... Om nogle nyere danske bidrag til H. C. Andersen-forskningen", Edda, LXXXXIII, 1993, s. 89-96; Niels Kofoed, H. C. Andersen og B. S. Ingemann. Et livsvarigt venskab, København: C. A. Reitzel, 1992, 275 s., 8 pl.; Leif Marwitz, H. C. Andersens tandkvaler, København: Rhodos, 1992, 96 s.; Johan de Mylius, "Kierkegaard og Andersen eller de umage tvillinger", i: Kierkegaard inspiration. En antologi, København: C. A. Reitzel, 1991, s. 54-69; id., H. C. Andersen, liv og værk. En tidstavle, København: Aschehoug, 1993, 245 s.; Ivy York Möller-Christensen, "Eventyr og historier. En læsning af H. C. Andersens 'Hyldemoer'", Nordica, VIII, 1991, s. 149-59; id., Den gyldne trekant. H. C. Andersens gennembrud i Tyskland 1831-1850, Odense: Odense Universitetsforlag, 1992, 401 s.; id., "Mulatten", Odense: H. C. Andersen-Centret, 1992, 61 s.; Jakob Rod, "Var H. C. Andersen folkereligiøs?", Dansk teologisk Tidsskrift, LV, 1992, s. 217-31; Erik Ulrichsen, H. C. Andersen og hjertetyven. Et essay, København: Samleren, 1992, 176 s.; Niels Birger Wamberg, "H. C. Andersen og hans spejlbillede", i hans: Erindringens indvielse. Fem radioforedrag, København: G. E. C. Gad, 1991, s. 9-21. tilbage


  top Top

Bibliografisk information om teksten:

Jørgensen, Aage: "H. C. Andersen set med moderne danske briller", pp. 464-76 (cf. nr. 1486 ovf.) i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.

  top Top