En nyoversættelse af H. C. Andersens eventyr - hvilket tjekkisk?

Oversættelsesarbejde kompliceres i forhold til afstanden på tids- og stedsakse. I H. C. Andersens tilfælde drejer det sig selvfølgelig først og fremmest om tids-afstand, fordi stedet oftest er ubestemt og altså universelt i - skal vi sige - fælles europæisk eventyrramme. I den forstand er oversættelsen af en H. C. Andersen-eventyrtekst en opgave, der ligger på samme niveau som oversættelsen af andre tidsprægede tekster, hvilket ved oversættelsen til tjekkisk yderligere kompliceres af den forholdsvis hurtige og radikale udvikling og forandring af det normaliserede tjekkiske litterære sprog og dets kodifikationsrammer i de sidste ca. 150 år.

En anden ting, som skal tages i betragtning, er dette, at selve eventyrgenren synes at være hævet over eller sat hinsides konkret tid; dette gælder i en ret udvidet ramme: i denne forstand kan Kong Lear og/eller Som man behager ligeledes beskrives som hørende til eventyrgenren. Dog vil enhver oversættelses sproglige udformning lokalisere teksten på den sproglige tidsakse eller tidsfæste den, hvad der i sammenligning med originalen både er en fordel og en ulempe. En fordel i den forstand, at det tidsprægede på originalsproget før eller senere bliver til uvedkommende semantisk eller stilistisk ballast, som forsvinder i oversættelsen; træk, der i dag ses som mere eller mindre stærkt tidsprægede, var selvfølgelig ikke tænkt som sådanne af forfatteren, og en oversættelse har den fordel, at den smertefrit kan klare akavede sproglige problemer. Når man i dag læser f.eks. Herman Bangs roman Ved Vejen på originalsproget, kan man måske studse lidt over ordet "bøsse", der bruges her som ironisk kærligt ord: det problem skaffes behændigt og naturligt væk i en oversættelse. Og når f.eks. Leif Ludwig Albertsen i sin analyse af "Prindsessen paa Ærten" (Litterær oversættelse, København 1972) taler om "den hyggelige gamle retskrivning", så er det et typisk tilfælde af anakronistisk bedømt tidsballast: der var i Andersens tid ikke noget hyggeligt over retskrivningen, den var ikke gammel, den var simpelthen retskrivningen - og som sådan neutral. Det var kun primære stilistiske træk, dvs. forfatterens egen personlige stil, der gjorde sig gældende dengang, ikke noget sekundært tidspræg - og det er en selvfølge, at det er den primære tekst, der bliver oversat. I en vis forstand er tidsafstanden for læseren af originalen altså en ulempe, fordi den på originalsproget forstyrrer opmærksomheden ved at føre den væk fra primære til uvedkommende sekundære træk. Det samme gælder forresten gamle oversættelser: et ekstremt tilfælde af sekundær misbrug af en gammel tekst var et tjekkisk teaters brug for flere år siden af en Shakespeare-oversættelse fra 1850'erne, hvor så hele den komiske effekt kun bestod i det sekundære, mens selve teksten, Shakespeares semantiske gestus, var så godt som uforståelig. Et andet tilfælde er tekster, der bevidst bruger tidspræget - det være sig retskrivningen, leksikale eller andre sproglige træk - som æstetisk relevante elementer og bevidst spiller på forskellen mellem fortællerens egen tid og sprog og tiden, hvortil teksten er lokaliseret: f.eks. brevene i Fru Marie Grubbe eller – et mere eklatant og individuelt eksempel - sproget i William Heinesens roman Det gode Håb. Her bør en oversætter selvfølgelig rette sig efter forfatteren og producere en lige så mærket, tidspræget pastiche-tekst.

En oversættelses tidsfæstelse af en H. C. Andersen-tekst, som altså i dag for en dansk læser både er sekundært-tidspræget og -bestemt og samtidig tidløs, er også en ulempe i den forstand, at oversættelsen ved at tidsfæste teksten sprogligt i moderne tid - hvor skønsomt og forsigtigt man end gør det, udvisende en fin sans for hvad der ville være uakceptabel sproglig modernisering - fjerner denne dobbelthed, der for læseren af den danske original er en væsentlig del af tekstens charme og effekt.

Når nu H. C. Andersen siger, at "Man skulde i Stilen høre Fortælleren, Sproget maatte derfor nærme sig det mundtlige Foredrag; der fortaltes for Børn, men ogsaa den Ældre skulde kunne høre derpaa," - eller, med anmelderen i Dansk Litteraturtidendes ord: "Andersens Methode indeholder en Stræben efter at slaae ind paa den mundtlige Fortællings livligere og mindre ordnede Foredrag," - må dette for en oversætter altid klart betyde, at han eller hun ikke vil tilstræbe en 1800-tals farvet, arkaiseret tekst, men en samtidig, moderne tekst, hvor oversætteren må koncentrere sig om præcist og effektivt at ramme Andersens særlige personlige stil. Tidløsheden findes så i uvoldsomt og skønsomt moderne sprog; det er ikke uden grund, at man siger, at hver generation (eller hver anden) skal oversætte de store klassikere igen, på sin egen måde.

Hvad nu den tjekkiske sprogudformning angår, så har oversætteren et valg mellem tre stilistiske registre eller niveauer. For det første "skriftsproget", det traditionelle stilistiske register med strenge grammatiske regler, som gør, at den slags tekst på moderne, især unge læsere kan virke hyperkorrekt og altfor formelt, især i sammenligning med tjekkiske folkeeventyr dels samlet og dels skrevet omkring midten af 1800-tallet af Karel Jaromír Erben, Bozena Némcová og andre, hvor det mundrette folkesprog stort set er bevaret, omend i stiliseret form, og hvor det grammatiske system heller ikke er så regelbundet og formaliseret som i det moderne skriftsprog. Skriftsproget har været det eneste tænkelige stilistiske register, når det gjaldt det trykte ord, hvilket har medført, at gamle oversættelser af H. C. Andersens eventyr i konsekvent skriftsprog nu ofte forekommer uvilkårligt komiske, ikke mindst fordi de ofte er præget af oversætternes alt for ringe kendskab til dansk og til oversættelsesteknik. Det andet stilistiske register hedder "talesproget" og har fået indpas i litteraturen siden Prager-skolens virke midt i 1930'erne, takket være forfattere som Karel Capek og andre. Efterkrigstiden har så langsomt åbnet litteraturens dør - faktisk først eller i hvert fald i videre omfang i oversættelser - for det tredje stilistiske register, som lingvisterne kalder "generel tjekkisk": det faktisk talte, "udannede" sprog, som dog bruges til daglig selv af højt uddannede folk, og som går på tværs af samfundsmæssige eller sociale forskelle. Dette sprog, de fleste tjekkers modersmål (i Mæhren er situationen lidt anderledes), synder mod en mængde grammatiske regler, mest i kongruens og morfologi; det har selvfølgelig også sit, delvis vulgære, folkelige ordforråd og et forholdsvis rigt idiomatisk register. Det bør dog siges, at denne stilistiske tredeling er et forsøg på at kategorisere og indramme en levende organisme, dvs. sproget, og at grænserne, især mellem de to sidstnævnte registre, er ret flydende. Men størstedelen af ordforrådet, grammatiske former og sproglige former i det hele taget er ganske klart afmærket, og hele systemet udgør en potentiel stilistisk rigdom i hænderne på en behændig sprogkunstner. Langt den største del af al skriftlig kommunikation foregår på skriftsproget.

Det siger sig selv, at også en nutidig nyoversættelse af H. C. Andersen til tjekkisk må bygge på skriftsproget, men bestræbe sig for at undgå alle hyperkorrekte og forældede udtryk og konstruktioner; med andre ord vil gribe efter "talesproget" og den rigdom af idiomatiske udtryk, der kan hentes både dér og i det "generelle" sprog, for at ramme Andersens mundrette fortællemåde. Dog må man her træde meget varsomt, for ikke at gøre sig skyldig i grov sproglig anakronisme.

En hel række små, detaljerede, men væsentlige problemer vil opstå. Jeg vil eksempelvis kun nævne ét eller to: i det tjekkiske tempussystem, som er væsentligt løsere end det danske, med færre tempusplaner, men med et højt udviklet aspektsystem, bruger man hyppigt den historiske præsens, især i dynamiserende, talesprogspræget prosa og i mundtlig fremstilling. Det vrimler således med historisk præsens i de nævnte tjekkiske folkeeventyr, hvor man, ligesom i det talte sprog, ubesværet springer mellem den rolige datidsfortælling og den mere dramatiske og nærværende historiske præsens. Når det f.eks. i "Prindsessen paa Ærten" hedder: "Saa bankede det paa Byens Port, og den gamle Konge gik hen at lukke op," ville det i et tjekkisk eventyr sikkert hedde: "En aften blev det da et frygteligt vejr; det lynede og tordnede, regnen skyllede ned, det var ganske forskrækkeligt! Så banker det på byens port, og den gamle konge går hen at lukke op. Det var en prinsesse ..." osv. Nu har dansk prosa selvfølgelig også grammatisk præsens - faktisk er der, takket være det tjekkiske aspekt-system, ikke noget så vanskeligt som at oversætte en dansk tekst fortalt konsekvent i nutid eller historisk præsens, og dem er der som bekendt mange af - men den historiske præsens bruges ikke nær så hyppigt eller skiftende som i tjekkisk, og slet ikke hos H. C. Andersen. Jeg synes, at en tjekkisk oversætter vil være berettiget til at bruge den historiske præsens her og på andre lignende steder, for at ramme det aktions- og forløbsprægede i eventyrene. Det sidste kan ganske vist stedvis være ret svækket hos H. C. Andersen, og oversætteren må altså have en fin sans for, hvor det vil være passende med historisk præsens, og hvor ikke.

Og nu den dobbelte virkning af en H. C. Andersen-tekst på en dansk læser, især vel nok den voksne: giver man helt afkald på den i en moderne tjekkisk oversættelse, som så næsten udelukkende ville appellere til et barn som modtager? Slet ikke: det tidsprægede, som for en dansk læser mest beror i selve sproget, i alle tekster, altså ikke bare hos H. C. Andersen, ligger ikke mindst i den måde historien bliver fortalt på, i den litterære teknik, som i forhold til læsende stund er klart tidspræget og altså skaffer det tidspræg, som oversætteren har brug for, og som står i kontrast - men i en skønsom og uvoldsom kontrast - til det moderne sprog man uundgåeligt oversætter til. Det er den slags spænding - hvor især det humoristiske element har en væsentlig effekt - der især bliver værdsat af den voksne læser.

Min sidste bemærkning angår en leksikal detalje. Hos H. C. Andersen danser ("dandser") børn af glæde: næsten en slags verbal epiteton konstans, som udtrykker glæde, og hvis hyppige brug muligvis til en vis grad også blev betinget af forfatterens optagethed af dans. Oversat bogstaveligt virker det uvilkårligt lidt komisk: et uønsket tidspræget element, der muligvis til en vis grad er person- eller forfatterbetonet. Jeg vil fremsætte den dristige påstand, at som oversætter og formidler, hvis opgave det er at tjene forfatteren, er jeg berettiget til på tjekkisk at lade børnene springe i stedet for at danse. Det er dynamisk, funktionel ækvivalens, og det er jo den, alt oversættelsesarbejde drejer sig om: that's what translating is all about.


Bibliographic information about the text:

Fröhlich, František: "En nyoversættelse af H. C. Andersens eventyr - hvilket tjekkisk?", pp. 192-96 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.