DK | EN
Papers from the previous international HCA conferences
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Papers from the previous international HCA conferences

Skip over navigation and news

H. C. Andersens eventyr på hollandsk - børne- og / eller voksenlitteratur?

Indledning

I november 1843 udkom et hæfte med eventyr, hvor H. C. Andersen for første gang havde udeladt ordene "fortalte for Børn". Han forklarede dette i et brev til Ingemann:

Nu fortæller jeg af mit eget Bryst, griber en Idee for den Ældre - og fortæller saa for de Smaa, medens jeg husker paa, at Fader og Moder tidt lytte til, og dem maa man give Lidt for Tanken!

(Bredsdorff, 1979, s. 196)

Andersens opfattelse af eventyrenes læserskare har altså ændret sig gennem tiderne. Hvor han først skrev for børn, fandt han, efter 1843, at eventyrene også egnede sig for voksne.

Han ønskede at overskride, ja måske endda at slette grænsen mellem børne- og voksenlitteratur. I Andersens øjne blev disse to litteraturgenrer til én, men der må på én eller anden måde være en forskel; hvorfor bruges de to begreber ellers inden for litteraturvidenskab? Mit udgangspunkt er, at de to teksttyper i og for sig ikke adskiller sig væsentligt fra hinanden, men at der i børnelitteraturen er en tilbøjelighed til at forenkle sproget, handlingen og strukturen. Når man skriver en tekst for børn, tilpasses den børnenes interesser, behov, oplevelsesverden, kundskaber, læsefærdighed osv. Denne tilpasning kaldes, bl.a. ifølge børnelitteraturforskeren Göte Klingberg, adaption (Klingberg, 1972). En børnebog adskiller sig endvidere ofte i det ydre fra en bog for voksne, idet bl.a. bogens format og antallet og arten af illustrationer straks giver læseren et indtryk af, hvem bogen er skrevet for.

Dette er dog ikke stedet at fordybe sig i spørgsmålet, om Andersens tekster i sig selv er børne- og/eller voksenlitteratur, selvom de fleste danskere nok betragter Andersen som forfatter for voksne i lige så høj grad som forfatter for børn. Jeg vil her beskæftige mig med, hvordan de hollandske tekster forholder sig til den danske originaltekst. Med andre ord: opfattes Andersens eventyr i det hollandske sprogområde som læsning for både børn og voksne? Og er de blevet oversat således, eller er der tale om en adaption af teksterne med henblik på børn?

Jeg vil ikke beskæftige mig med læsernes opfattelse af eventyrene, men derimod prøve ud fra bibliografiske og tekstuelle fakta at påvise, at Andersens eventyr på hollandsk betragtes mere og mere som børnelitteratur. Måske kan situationen i en vis forstand sammenlignes med den engelske situation. Viggo Hjørnager Pedersen påpeger i sin artikel Oversættelse eller parafrase? (1989), at de engelske udgaver i meget stor udstrækning er adapteret. Derfor er det ikke underligt, at Andersen i England hovedsagelig er kendt som forfatter for børn. I denne præsentation af problematikken får et enkelt eventyr lov at tjene som eksempelmateriale.

Bibliografiske fakta

Holland stiftede først bekendtskab med Andersen som eventyrforfatter i 1841, da "Keiserens nye Klæder" udkom i et tidsskrift, bearbejdet efter en tysk oversættelse. Den første eventyrsamling med 20 eventyr, oversat fra tysk, udkom i 1846. Eventyrgenren var på dette tidspunkt ikke på mode i Holland, hvor romantikken ikke havde sat sig særligt dybe spor, mens den i en stor del af Europa var en respektabel voksengenre. I Holland blev eventyret kritiseret for at indeholde elementer af angst, overtro og usandhed, som gav næring til den frygtede obskurantisme. Derimod (og heldigvis) fandtes der flere litterater, hvis arbejde bevirkede, at Andersen blev almindeligt kendt inden for det hollandske sprogområde (Reeser, 1976). Efter 1858 udkom hans eventyr i forskellige samlinger, og i 1931 fik de hollandske læsere mulighed for at læse hans samlede eventyr i ét stort værk.

I alt er Andersens eventyr udgivet på hollandsk omkring 250 gange op til 1990. Eventyrene er udkommet i særudgaver og samlinger, bearbejdelser og oversættelser fra dansk eller et andet sprog. Til særudgaver har jeg regnet både eventyr, der er udkommet som et selvstændigt værk, og eventyr der er udkommet for sig i tidsskrifter eller indlemmet i samlinger med blandede historier. Jeg går ud fra, at en særudgave må betragtes som en børnebog, da det ikke er almindeligt særskilt at udgive en enkelt historie for voksne. Dette kan på sin vis sammenlignes med forkortede udgaver af voksenlitteratur for børn. Tænk f.eks. på forkortede børneudgaver af Defoes Robinson Crusoe og Swifts Gullivers rejser. I Holland findes der, så vidt jeg ved, ingen eksempler på det modsatte, en børnebog omskrevet for voksne. De fleste hollandske særudgaver af Andersens eventyr kan ligefrem betragtes som billedbøger. I en billedbog handler det ikke om et antal løse billeder eller illustrationer, som er et kunstværk for sig. Alle billeder bør stå i historiens tjeneste. På den måde lærer barnet at læse, selvom det ikke kan læse ord endnu. Barnet 'læser' billederne, men uden historien ville det ikke umiddelbart forstå disse billeder. I de sjældne tilfælde, hvor illustratoren er en kendt kunstner, får en billedbog kunstnerisk værdi uanset teksten og er derfor i lige så høj grad interessant for voksne som for børn. Et eksempel herpå er Hoytemas "Den grimme Ælling", hvor hele tekstafsnit udelades af hensyn til illustrationerne.

De fleste eventyr, som er blevet udgivet selvstændigt, er bearbejdede eller genfortalte. Eksempler på adaptioner i disse tekster vil jeg give senere.

Bibliografiske undersøgelser viser, at der er en stigende tendens til at trykke særudgaver. Op til 1968 udgjorde særudgaverne lidt mindre end halvdelen af alle udgivelser, op til 1982 udgjorde de allerede mere end halvdelen, og i perioden fra 1982 til 1990 er der næsten udelukkende udgivet særudgaver. Her spores altså en tendens til mere og mere at udgive eventyrene med henblik på et børnepublikum.

Jeg har opdelt Andersens eventyr på hollandsk i to hovedgrupper: bearbejdelser og oversættelser. Udtrykket 'bearbejdelse' angiver, at der er tale om en friere gengivelse af originalteksten, end tilfældet er ved en oversættelse. Med andre ord, den bearbejdede hollandske tekst er en tilpasning af originalteksten, mens den oversatte tekst er en mere eller mindre tro gengivelse af originalteksten. I praksis er sagen ikke helt så enkel. For det første viser nærmere undersøgelser, at en udgave, der beskrives som værende en bearbejdelse, i nogle tilfælde må betragtes som en oversættelse og omvendt; originalteksten er i disse tilfælde gengivet så nøjagtigt på hollandsk, at teksten må betragtes som en oversættelse, eller den er ændret i så stor udstrækning, at den må betragtes som en bearbejdelse. For det andet er begreberne ikke tydeligt afgrænsede og anvendes derfor forskelligt af forlagene og bearbejderne/oversætterne, ligesom der bruges flere omskrivninger. På grundlag af de fakta, bibliografierne kunne give, har jeg anbragt alle andre omskrivninger end 'oversat fra dansk', som f.eks. 'bearbejdet af', 'sammensat af', 'genfortalt af', under gruppen bearbejdelser. Det gælder også oversættelser fra et andet sprog end dansk, for jo større afstanden mellem originalteksten og den endelige tekst bliver, jo større er muligheden for ændringer. Desværre angiver bibliografierne ikke i alle tilfælde, om bogen er bearbejdelse eller oversættelse, så der opstår en tredje hovedgruppe: 'ukendt'. Det ville være mere end et livsværk at finde alle udgaver for at undersøge, om de er bearbejdelser eller oversættelser af Andersens tekst. Takket være et par bibliografier (Juel Møller, 1968, og Grit, 1986) er det alligevel muligt at fastslå, at der op til 1982 stort set er oversat og bearbejdet lige mange eventyr (ca. 1000), mens omkring 600 eventyr falder i gruppen 'ukendt'. At denne gruppe er så stor, er en begrænsning, man desværre må affinde sig med. I perioden fra 1982 til 1990 er de fleste eventyr blevet oversat fra et andet sprog end dansk, og som sagt har jeg derfor anbragt dem i gruppen bearbejdelser. I denne periode findes der kun syv oversættelser direkte fra dansk til hollandsk. Det faktum, at en stor del af eventyrene er blevet bearbejdede, i særdeleshed i det sidste årti, bekræfter den tidligere præsenterede hypotese, at Andersens eventyr på hollandsk mere og mere betragtes som børnelitteratur.

At ikke alle eventyr er lige yndede af forlag og oversættere, fremgår af følgende figurer. Figur 1 viser for hvert eventyr (gengivet i eventyrkode), hvor mange gange eventyret udkom på hollandsk, enten som særudgave eller indlemmet i en samling, i perioden 1845 til 1990. De ca. 250 udgaver, særudgaver såvel som samlinger, indeholder omkring 1600 eventyr.

Figur 1, 1. del

Antal hollandske udgaver af hvert eventyr i perioden 1845-1990.

Antal
Figur 1,1. del
Eventyrkode
Antal
Figur 1,1. del, fortsat
Eventyrkode

Figur 1, 2. del

Antal hollandske udgaver af hvert eventyr i perioden 1845-1990.

Antal
Figur 1,1. del
Eventyrkode
Antal
Figur 1,1. del, fortsat
Eventyrkode

Hvis man ser nærmere på figur 2 i det følgende, springer det i øjnene, at de fleste udgivne eventyr befinder sig i eventyrrækken med koder fra 1 til 50, med nogle få undtagelser hist og her. Det handler konkret om følgende eventyr, der er blevet udgivet mindst 30 og højst 80 gange.

Eventyr Antal Eventyrkode
Den grimme Ælling 80 25
Keiserens nye Klæder 74 9
Den lille Pige med Svovlstikkerne 70 37
Nattergalen 64 23
Prindsessen paa Ærten 62 3
Den standhaftige Tinsoldat 62 12
Fyrtøiet 60 1
Svinedrengen 58 20
Tommelise 57 5
Sneedronningen 57 27
De vilde Svaner 46 13
Grantræet 46 26
Hyrdinden og Skorsteensfeieren 45 32
Den lille Havfrue 43 8
Den lille Idas Blomster 42 4
Den flyvende Koffert 41 16
Lille Claus og Store Claus 37 2
Engelen 37 22
Historien om en Moder 37 47
Klods-Hans 39 71*
Ole Lukøie 34 19
Storkene 33 17
Det er ganske vist 33 58*
Sneemanden 32 103*
Hvad Fatter gjør 31 102*
Paradisets Have 30 15
Fem fra en Ærtebælg 30 64*


Er det rent tilfældigt, at disse eventyr er blevet udgivet mest? Er der noget, de har til fælles? Svaret er ja. Alle umarkerede eventyr er nemlig skrevet før 1850. Mon det er et tilfælde, at tidspunktet falder sammen med den ændring i Andersens eventyrstil, som Johan de Mylius har kaldt hans anden revolution (de Mylius, 1985)? Denne revolution består i, at der i den senere periode af forfatterskabet sker en bevidst og radikal omlægning af selve grundprincipperne for stilen. Der er tale om en litterær stil i modsætning til børneeventyrenes stil. Er det mon ikke troligt, at de mere litterært prægede eventyr i mindre grad er egnede for børn, og at man i hvert fald i det hollandske sprogområde synes, at de ikke rigtigt egner sig for det publikum, man har for øje?

Tekstuelle fakta

Lad os nu se på selve teksterne. Hvordan forholder de hollandske tekster sig til den danske originaltekst? Er der tale om en adaption af teksterne af hensyn til børn? Jeg har forudsat, at en bearbejdelse er mere adapteret end en oversættelse. Skønt adaptionerne teoretisk kunne være for voksne, er de efter al sandsynlighed foretaget af hensyn til børnene.

Der er utvivlsomt en sammenhæng mellem de mange bearbejdelser og eventyrgenren. Tidligere blev folkeeventyr mundtligt genfortalt og tilpasset efter fortællerens forgodtbefindende. Hvad Andersen angår, har vi med kunsteventyr at gøre, hvor hvert eventyr må betragtes som et selvstændigt kunstværk. Hvis man omarbejder Andersens eventyr, er man af den opfattelse, at teksten kan ændres på en måde, som Andersen ikke fandt fornøden. Hans eventyr erklæres fredløse.

Vi vil begynde med at se, hvad der kan ske i en bearbejdelse. I de følgende eksempler fra nutidige udgaver af "Keiserens nye Klæder" får man et indtryk af, hvilke friheder man tager sig, når man genfortæller det danske eventyr på hollandsk.

Eventyret "Keiserens nye Klæder" begynder med følgende afsnit:

For mange Aar siden levede en Keiser, som holdt saa uhyre meget af smukke nye Klæder, at han gav alle sine Penge ud for ret at blive pyntet. Han brød sig ikke om sine Soldater, brød sig ei om Comedie eller om at kjøre i Skoven, uden alene for at vise sine nye Klæder. Han havde en Kjole for hver Time paa Dagen, og ligesom man siger om en Konge, han er i Raadet, saa sagde man altid her: "Keiseren er i Klædeskabet!" [Eventyr, I, 1963, s. 107; sidste ord dér er dog: Garderoben.]

I en bearbejdelse af Ineke Ris fra 1979 begynder historien med : "For mange år siden var der engang to skurke." Der fortælles i ca. otte sætninger, at skurkene hellere vil narre ærlige folk end arbejde for penge. Kejseren kommer først ind i billedet, da de to skurke kommer til byen og hører om hans forfængelighed.

Dels har man ændret på indholdet ved at gøre skurkene til hovedpersoner i stedet for kejseren, dels har man ændret på strukturen, bl.a. ved at begynde med skurkene. I historiens slutning er der tilføjet endnu et afsnit om skurkenes færden; de betaler en billedhugger for at lave en statue af den nøgne kejser, som vi stadig kan beundre. Handlingen er blevet anderledes end i originalteksten. Har bearbejderen været af den opfattelse, at historien ikke var spændende nok for børn? Eventyrets stil er også blevet anderledes, noget der hænger sammen med den frie behandling af stoffet. Sprogbrugen er moderne og talesprogsagtig og kan ses som en adaption for børn. Som eksempel kan her nævnes ordvalget: skurke i stedet for bedragere, brugen af verbet snyde og udtrykket få udbytte af noget/have fordel af noget. Modsvarende derimod er brugen af ordet dukater, som er gammeldags.

I Mary Goedhart-Alberts' bearbejdelse fra 1980 gengives det første afsnits indhold i omdannede og korte sætninger. Stilen ændres, mens indholdet stort set bibeholdes. Adaptionen henvender sig til børn, hvilket fremgår af de korte sætninger og brugen af et talesprogspræget idiom som f.eks. dol zijn op, som på dansk betyder være vild med/efter. De korte, nemme sætninger, som M. Goedhart-Alberts har brugt til at genfortælle Andersens eventyr, passer til den tidligere anførte opfattelse, at man adapterer en tekst til børns læsefærdighed og opfattelsesevne.

I en bearbejdelse af Rik van Steenbergen (1989) støder vi på noget modstridende. Det første afsnit af "Keiserens nye Klæder" har fået dobbelt længde. Der tilføjes en detaljeret beskrivelse af kejserens smukke slot, dets prægtige udsigt, de kostbare tæpper og havens dejlige blomster. Det ekspliciteres, at han skifter tøj tyve gange om dagen. Sprogbrugen er ikke særlig enkel, og sætningerne er temmelig lange, men selve handlingen bibeholdes. Hvis R. Steenbergen har bearbejdet teksten med henblik på børn, har han ikke taget meget hensyn til deres læsefærdighed og opfattelsesevne.

I de nævnte eksempler på bearbejdelser griber adaptionerne voldsomt ind i den oprindelige tekst, som er blevet næsten ukendelig. Der kan påvises ændringer, både hvad angår tekstens indhold, struktur og stil. Der findes også adaptioner, som er mere subtile, og de forekommer for det meste i oversættelser. Det handler bl.a. om ekspliciterende tilføjelser og udeladelser på grund af didaktiske overvejelser. Dette illustreres ved hjælp af følgende eksempler fra "Den lille Pige med Svovlstikkerne".

I en oversættelse af Riemens-Reurslag fra 1978, som indgår i en eventyrsamling med eventyr af Andersen, Grimm og andre, tilføjes bl.a. sætningen: "Den spredte så meget lys, at barnet lukkede øjnene et øjeblik" i teksten, hvor den lille pige tænder den tredje svovlstik. Oversætteren har åbenbart syntes, at Andersens tekst ikke var overbevisende nok. Når pigen lidt længere fremme i forløbet råber til mormoren: "oh, tag mig med!", tilføjes sætningen: "og hendes stemme lød skrigende af længsel". Igen har oversætteren fundet det fornødent at forstærke originalteksten. Andersens forklaring, at pigens far ville slå hende, hvis hun kom hjem uden penge, mildnes til: "hendes far ville sikkert være meget vred på pigen" Skal de hollandske læsere skånes for så megen grusomhed?

I forbindelse med R. Steenbergens bearbejdelse nævnte jeg, at ændringer af Andersens tekst og målgruppen godt kan være i modstrid med hinanden. Det samme ses, hvad angår Andersens brug af korte, konjungerede sætninger. Ved brug af konjunktioner som og eller så, hver for sig eller sammen, opnås en vis fart i handlingen, og desuden virker polysyndese børneagtig. Oversætternes og bearbejdernes tilbøjelighed til at skifte konjunktionerne ud med et punktum er altså i uoverensstemmelse med de eventuelle unge læsere. Med andre ord, man adapterer teksten på forskellige måder til børn, men opretholder ikke det børneagtige og så. Samme tendens spores, hvad angår Andersens ualmindelige og livlige tegnsætning. Hvor Andersen bruger udråbstegn midt i en sætning, udelades det ofte i den hollandske tekst, eller der begyndes en ny sætning. Udråbstegn, som afslutter et spørgsmål, skiftes ofte ud med et spørgsmålstegn.

Vi har set, at Andersen i Holland først og fremmest betragtes og udgives som forfatter af børneeventyr, en tendens der ser ud til at være stigende. Dette fremgår af det store antal særudgaver, som er udkommet, navnlig i det sidste årti. Også forlagenes og oversætternes tilbøjelighed til kun at udgive et bestemt udvalg af eventyr, nemlig Andersens tidligste og mest 'barnlige' eventyr, er en bekræftelse på den nævnte tendens. Derudover er en stor del af alle hollandske udgaver blevet bearbejdet, og som vi har set i eksemplerne fra "Keiserens nye Klæder", er de efter al sandsynlighed blevet adapteret i større eller mindre grad med henblik på børn. Også i oversættelserne er der tale om lignende adaptioner, men de er mere subtile og vil formodentlig ikke engang blive bemærket af en voksen læser, der ikke kender originalteksten. Andersens eventyr læses måske lige så lidt af de hollandske som af de engelske voksne, men H. C. Andersen har alligevel opnået det højeste, en forfatter kan, nemlig at bestemte personager og ideer har løsnet sig fra selve teksten og er blevet til begreber inden for det hollandske sprogområde.

Bibliografi

Andersen, H. C. 1978: De oude sprookjes. Verzameld en vertaald naar de oorspronkelijke teksten door J. Riemens-Reurslag. Baarn: Hollandia.

Andersen, H. C. 1979: De nieuwe kleren van de keizer. Nederlandse tekst Ineke Ris. Amsterdam: Kosmos.

Andersen, H. C. 1980: De nieuwe kleren van de keizer. Naverteld door Mary Goedhart-Alberts. Den Haag: Omniboek. Averbode: Altiora.

Andersen, H. C. 1989: Sprookjes en vertellingen. Naverteld door Rik van Steenbergen. Sassenheim: Rebo Productions.

Bredsdorff, E. 1979: H. C. Andersen - Mennesket og Digteren. København: Fremad.

Brinkman 1982-90: Brinkmans cumulatieve catalogus van boeken en tijdschriften verschenen in Nederland en Vlaanderen en in de Nederlandse taal elders. Alphen aan den Rijn.

Grit, D. C. 1986: Dansk skønlitteratur i Nederland og Flandern 1731-1982. Bibliografi over oversættelser og studier. Udg. af Det kongelige Bibliotek. Ballerup: Bibliotekscentralen.

Juel Møller, S. 1968: Bidrag til H. C. Andersens bibliografi. II. København: Det kongelige Bibliotek.

Klingberg, G. 1972: Barnlitteraturforskning - en introduktion. Stockholm: Almquist & Wiksell.

Mylius, J. de 1985-86: Andersens anden revolution. Anderseniana, 3. række, bind IV, s. 311-30.

Pedersen, V. H. 1989: Oversættelse eller parafrase? Odense: H. C. Andersen-Centret.

Reeser, H. 1976: Andersen op reis door Nederland. Zutphen: De Walburg Pers.


  top Top

Bibliographic information about the text:

Koenders, Edith: "H. C. Andersens eventyr på hollandsk - børne- og / eller voksenlitteratur?", pp. 217-27 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.

  top Top