DK | EN
Papers from the previous international HCA conferences
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Papers from the previous international HCA conferences

Skip over navigation and news

H. C. Andersen og den klassiske sprognorm - eventyrene i fransk oversættelse

1. Andersen skal høres

I The Uses of Enchantment, en bog, der på kort tid kom på bestsellerlisten i Frankrig (nærved 70.000 eksemplarer solgt i løbet af to måneder), bestræber Bruno Bettelheim sig som bekendt for at bevise - i psykoanalytisk belysning - hvorledes eventyr hos unge tilhørere og læsere udløser en katarsis-effekt, der efter hans skøn har en positiv indvirkning på deres psykiske udvikling.

Interessant er det at se, at han lægger stor vægt på, at eventyr for det første skal læses højt og for det andet i deres oprindelige form. "Hvad enten det gælder Lille Rødhætte eller Askepot, eller hvilket som helst andet eventyr, er det kun den originale version, der kan sætte én i stand til at vurdere deres poetiske værdi og samtidig forstå, på hvilken måde de kan berige et ungt og modtageligt sind." (B. B., Psychanalyse des contes de fées, Laffont, 1979, s. 38)

Rigtig nok beskæftiger Bettelheim sig hovedsageligt med de eventyr, han - som østriger - havde hørt i sin barndom, dvs. brødrene Grimms, men det er indlysende, at hans bemærkning gælder hele eventyrgenren. Der er ingen grund til, at H. C. Andersens eventyr og historier skulle afvige fra denne regel, selv om de kun indtager en meget beskeden plads (nogle få sider) i Bettelheims bog, under påskud af at de er for triste og næsten udelukkende er blevet skrevet for voksne. Det kunne for resten være spændende at drøfte dette spørgsmål, men det skal jeg ikke komme ind på her. Vi skal jo koncentrere os om oversættelsesproblematikken.

At eventyret som litterær genre har sit udgangspunkt i den mundtlige tradition er oplagt, men i hvor høj grad Andersens eventyr gengiver den mundtlige sprogtone har oversætterne for mig at se ikke taget tilstrækkeligt i betragtning, i hvert fald ikke i Frankrig. Sine første eventyr udgav Andersen som bekendt med undertitlen "fortalte for Børn", men vi ved, at han - selv efter at han havde strøget den - fortsatte med at læse eventyrene op i alle mulige kredse. "H. C. Andersen skal høres" lyder en af overskrifterne i Johannes Møllehaves essay H. C. Andersens salt. Om humoren i H. C. Andersens eventyr, en bog, der, efter eget sigende, er blevet skrevet "efter aflytning på aflytning" (s. 30).

I den henseende er danskerne af gode grunde priviligerede. Hvor meget Andersen vinder ved oplæsningen, blev jeg først klar over, da jeg for første gang hørte "Elverhøi" læst op af Erik Mørk, eller "Tommelise" i Jens Okkings gengivelse. Mange fremragende danske skuespillere har faktisk "givet eventyrene stemme", men lad mig igen citere Johannes Møllehave:

Man må ikke glemme, at han [Andersen] begyndte som skuespiller og at han var skuespiller livet igennem. Derfor går han ikke fra det hørte til det skrevne, da han forlader børnestueeventyret. Han vil fortsat høres, han skriver for skuespillere! De talrige replikker skal høres, de lunerige overgange, pauserne, stemmeskiftene, de levende småord, udbrud, de ramsaltede bemærkninger, ondskabsfuldhederne, tvetydighederne - alt sammen er det skrevet for at blive hørt. (s. 17)

Et meget kendt citat fra H. C. Andersen selv bekræfter dette:

Man skulde i Stilen høre Fortælleren, Sproget maatte derfor nærme sig det mundtlige Foredrag; der fortaltes for Børn, men ogsaa den Ældre skulde høre derpaa.

Edvard Collins beskrivelse af digterens stil hører også med i denne sammenhæng:

I flere af de Kredse, hvor han daglig kom, fandtes Smaabørn, som han gav sig af med; han fortalte dem Historier, som han deels selv lavede i Øjeblikket, deels hentede fra bekjendte Eventyr; men hvad enten han fortalte sit eget eller gjenfortalte, var Fortællemaaden saa udelukkende hans egen og saa levende, at den henrykte Børnene.

En lille en passant bemærkning i dagbogen fra Italien 1846 kunne tyde på, at Andersen til og med "talte sine perioder ned på papiret" (Erling Nielsen, H. C. Andersen, Gyldendal, 1963, s. 90). Han skriver nemlig et sted: "Hele Dagen skrevet" og lidt senere: "Øm i Tungen", sådan at man fristes til at "betragte ømheden som en følge af skriveriet".

H. C. Andersen har selv (i Mit Eget eventyr uden Digtning, Reitzel, 1959, s. 80) gjort opmærksom på, at der findes en udviklingslinie i hans eventyrdigtning:

Man vil vist, følger man den Orden hvor i mine Eventyr ere skrevne, føle en Fremadskriden, see en mere klar fremtrædende Idee, en større Modehold [!] i at benytte Midlerne og nu tør jeg sige det, mere Sundhed og Naturfriskhed.

Den andersenske tone er rigtignok umiskendelig, men stilen er langtfra ens i de 156 eventyr, som hele samlingen består af. Den er tværtimod "sammensat og varieret (og derfor svær at gengive) ... bevidst og raffineret, selv om den indeholder tilsyneladende naive træk" (P. Høybye, i Andersen et la France, Maison du Danemark, Paris, 1971, s. 13). For den, som skal oversætte Andersens eventyr, er det, efter mit skøn, afgørende at lægge mærke til, at der ligger et bevidst stilistisk arbejde bag den tilsyneladende så "naturlige" tone der præger dem. Med andre ord: det er med vilje, at eventyrdigteren skrev som han gjorde, ja, til og med de grammatiske "fejl" og de ulogiske syntaktiske ejendommeligheder er tilsigtede. Det fremgår af Andersens kladder og manuskripter, at han filede på sit sprog med stor nøjagtighed.

At han kunne skrive anderledes - dvs. i en mere klassisk stil - er en kendsgerning som man skal tage i betragtning. En sammenligning mellem to versioner af et og samme eventyr ("Dødningen" og "Reisekammeraten") er i den henseende særdeles overbevisende. Forskellen kommer klart frem allerede i optakten. Stilen i den første, i 1830 udgivne version svarer til datidens tradition i episke værker. Tonen er "pedantisk litterær" (N. Kofoed, Studier i H. C. Andersens fortællekunst, Munksgaard, 1967, s. 31), mens "Reisekammeraten", der blev udgivet seks år senere, er kendetegnet ved en stramning og en forenkling, der forandrer hele stemningen, idet det hele er mere levende og fremkalder et indtryk af spontaneitet. "Så let og ubesværet, så uafhængig af latinsk-tysk retorik og akademisk form havde ingen tidligere mestret det danske sprog ... [Han] lærte danskerne at skrive deres sprog på en ny måde." (E. Nielsen, s. 90). Den "revolution" han således har indført i dansk, ja i skandinavisk prosa, har - som bekendt - haft en uvurderlig betydning for eftertiden. Den heftige reaktion, hans første eventyrhæfter udløste, er i denne sammenhæng meget betegnende. Lad mig kun citere to udtalelser. Den ene stammer fra C. Molbech, den kendte litteraturkritiker, og blev skrevet i 1842. Det er tydeligt at forstå, at Molbech refererer til en helt anden opfattelse af eventyret end Andersens. Dets stil og sprogform, mener Molbech, burde

være saa reen, correct og dannet, som Sprogets Genius og Udviklingsgrad paa det givne Punct i Tiden tillader det. At ville fortælle Eventyr for Børn eller Almuen paa en eller anden særegen Viis, eller med en konstig Efterligning af Almuens naturlige, men tidt ogsaa omstændelige og ikke altid lige heldige og tydelige Fortællingsmaade, eller i saakaldt barnlig Stiil og Tone, er kun at fordærve dem paa en smagløs eller uforstandig Maade. Ordret at følge den mundtlige Fortælling i det skriftlige, medfører ofte en utydelig og slæbende Vidtløftighed eller Plathed; det er Aanden, Characteeren og Heelheden i den nationale stilistiske Form, som skal bevares, ikke Mangler og Formløshed i Foredraget. (E. Bredsdorff, H. C. Andersen. Mennesket og digteren, Fremad, 1985, s. 393)

Den anden udtalelse, jeg gerne vil nævne her, stammer fra Dansk- Litteratur-Tidende og findes i en anonym anmeldelse, der beskæftiger sig med de to første hæfter af Andersens eventyr og C. Molbechs eventyrsamling, Julegave for Børn, 1835. Kritikken gælder igen stilens formentlige "mangler":

Det er ikke nogen tom Convenients, at man ikke maa føie sine Ord paa samme uordnede Maade paa Tryk, som det meget godt kan gaae an, at føie dem i det mundtlige Foredrag. (E. Bredsdorff, s. 138-39)

Så vidt nogle reaktioner i Andersens samtid. Jeg er fuldstændig klar over, at det jeg her har fremstillet refererer til forhold, som forlængst er blevet udforsket og beskrevet, men min tese er netop, at Andersens oversættere - i det mindste de franske af dem - ikke tilstrækkeligt har taget højde for omfanget af den stilistiske revolution, som den danske eventyrdigter har forårsaget. "Af uvidenhed eller med vilje har oversætterne og bearbejderne forandret på originalteksten, ikke bare fordi de ikke har forstået nogle finesser som de således har forrådt, men også for at tilpasse eventyrene til de vedtagne normer, i moralsk eller pædagogisk henseende, eller for at imødekomme praktiske eller kommercielle krav." (E. Dal, i: Andersen et la France, Maison du Danmark, Paris, 1971, s. 11)

Det er nu et stort ord, men E. Dal har alligevel ret - det er vi nok alle enige om - når han beskylder en del oversættere og bearbejdere for at have "forrådt" Andersens oprindelige tekst. Idet Bo Grønbech fremhæver, at en af grundene til eventyrenes sejrsgang nok er deres "universelle livsvisdom", afsiger han en ganske lignende dom: "Det må for en stor del være den der har bragt dem frelst gennem oversættelsernes og bearbejdelsernes skærsild." (B. Grønbech, H. C. Andersens Eventyrverden, Branner, 1945, s. 203)

I en tid hvor der foreligger flere oversættelser af dele af Kierkegaards forfatterskab på det franske bogmarked, hvor franske filosoffer har lært dansk for at sætte sig rigtigt ind i Kierkegaards originaltekster, har man al mulig grund til at tro, at det stadig er lige aktuelt at nyoversætte Andersens Eventyr og Historier. Jeg kan i hvert fald oplyse, at to velrenommerede franske forlag synes at have indset, at den danske eventyrdigter fortjener en bedre skæbne end hidtil. En Andersen-udgave i to bind (eventyrene indgår i den som en del af det store hele) med omfattende videnskabeligt noteapparat er under opsejling på et meget kendt forlag, mens en nyoversættelse af samtlige eventyr forberedes på andet hold.

2. Oversættelser i Andersens levetid

I en lille bog (Andersen et la France, Munksgaard) udgivet i 1960 på grundlag af en forelæsning holdt samme år på Sorbonne og ved universiteterne i Strassbourg, Nancy og Caen, gør Poul Høybye rede for Andersens rejser i Frankrig og de kontakter, som han knyttede i Paris med berømte franske forfattere og kunstnere. I det samme essay giver Poul Høybye også en pålidelig orientering om de franske oversættelser af eventyrene, der fremkom i Andersens levetid.

Den korte "kavalkade" jeg nu vil give, baserer sig i første omgang på disse oplysninger og endvidere på Sv. Juel Møllers omfattende H. C. Andersens bibliografi (1970). Jeg har bestræbt mig for at følge linien helt op til i dag.

Allerede i 1837 lærte Andersen Xavier Marmier, en fransk forfatter, at kende i København. Denne blev hans første oversætter på fransk med en gendigtning af "Det døende Barn". Desuden skrev han samme år en kortfattet levnedsbeskrivelse af den danske digter til La Revue de Paris, der - uden at nævne eventyrene - ganske tidligt grundlagde hans berømmelse i Frankrig.

Først i 1847 blev Improvisatoren udgivet på fransk. Året efter udkom to udgaver af udvalgte eventyr. Den ene indeholdt 14 tekster og dens oversætter (François Garay) foretrak at udgive den under et pseudonym (V. Caralp). I virkeligheden baserede den franske version sig på en dårlig tysk oversættelse. Høybye gør opmærksom på en af de fejl, som disse to oversættere - som en del andre - gjorde sig skyldige i: de "forbedrede" eller udsmykkede Andersens sprog. Der, hvor tyskeren bruger to banale tillægsord, bruger franskmanden tre!1

Den anden af de to nævnte oversættelser indeholdt 17 eventyr og var i følge Poul Høybye bedre end den første, selv om den også blev til på grundlag af en tysk tekst.

1853 udkom tre nye franske udgaver af Andersens eventyr. Alle tre var igen oversat fra tysk, ved: Charles Brandon, en fransklærer i Leipzig, Caralp (!), og anonym.

Den bedste oversættelse, der kom i Andersens levetid (uden tvivl en af de bedste på fransk), og som siden er blevet genoptrykt i utallige eksemplarer, var den som David Soldi udgav i 1856. Soldi(n) var dansk, men bosat i Paris. Blandt de 23 eventyr, han har oversat, findes den for danske læsere ukendte titel: "Storhertugens nye klæder". På det tidspunkt havde Napoleon den 3. hersket i Frankrig i fire år, og det var ikke tilrådeligt at gøre nar af en kejser, selv i et eventyr oversat fra dansk! Fem år senere udkom en ny udgave af eventyr (23 nye) oversat af Soldi. Af en eller anden grund indeholdt samlingen også seks eventyr, der ikke var af Andersen.

I 1859 udkom i Paris en oversættelse af Billedbog uden Billeder fra tysk, af J. F. Minssen.

En svejtser, Jules-F. Jürgensen, der var søn af en dansk urmager bosat i den lille by Le Locle, udgav i 1861 en oversættelse "efter det danske" (imitée du danois) af flere eventyr, under titlen Fantaisies danoises. Andersen synes selv at have deltaget i denne "oversættelse". Resultatet var alligevel skuffende. Jürgensen havde kun meget dårlige danskkundskaber. Han skal have brugt en ordret oversættelse, som hans far (U. Jürgensen) havde lavet. Hans gengivelse svarede til franske stilistiske kriterier og tog ikke hensyn til Andersens ejendommelige sprogtone.

I 1873, 1875 og 1880 udgav Ernest Grégoire og Louis Moland en lang række eventyr (i alt 90) Da Andersen hørte om denne oversættelse, kort tid før sin død, skrev han i sin dagbog: "I Aften glædede jeg mig over den franske Udgave af mine Eventyr, men kunde derved ikke falde i Søvn." Til dette bemærker Høybye ironisk, at hvis digteren havde vidst, hvor unøjagtig denne udgave var, var han måske "død af sorg" (s. 40). Grégoire og Molands oversættelser er alligevel blandt dem, der i lang tid er blevet mest brugt i Frankrig. Nogle af dem bliver endda stadigvæk trykt, til trods for deres åbenlyse mangler. Det bør være nok at nævne nogle særdeles iøjnefaldende fejl.

"Kejserens nye Klæder"s så fine slutning er f.eks. totalt forfejlet, ja fordrejet, idet Grégoire og Molands version lader kejseren påberåbe sig "statshensynet": "Jeg må ofre mig selv og holde processionen ud". Den moraliserende tone i "Elverhøi"s slutning er også en slags "forræderi". Den morsomme og tvetydige bemærkning: "Den kunde jo ikke see, det elendige Dyr" er blevet forfladiget til: "Det er da sandt, at mange af dem, der har øjne, dømmer lige så forkert". Til gengæld har Grégoire og Moland åbenbart ikke forstået Andersens moraliserende hensigt i "Den lille Havfrue"s sidste del. Deres oversættelse gør havfruerne ansvarlige for børnenes opførsel. De skal sørge for, at de små tilhørere glæder deres forældre, mens det var Andersens mening at vække børnenes medynk med havfruerne, så børnene selv føler sig forpligtet til at være gode og artige. Så langt mine "rettelser". Stilen er gennemgående korrekt og behagelig, men den som kender originalteksten, savner det "springske" og letbevægelige, der er en så væsentlig bestanddel af Andersens fortælletone.

Det sidste udvalg af eventyr, som udkom i Andersens levetid (1874), er næsten ukendt. Det indeholdt kun syv eventyr og blev næppe solgt i boghandelen. Høybye oplyser, at oversætteren (en vis Louis Demouceaux) har benyttet en "god tysk oversættelse". Han roser arbejdet og synes, det er en "meget smagfuld" oversættelse. I forbigående fremhæver han også, at forordets forfatter (Eugène Bazin) foretrækker Andersen frem for Perrault og understreger, at den danske digters eventyr "ikke udelukkende er skrevet for børn". Bazin er således måske den første franskmand, der har givet udtryk for en finere forståelse af Andersens kunst.

3. Oversættelser i nyere tid

Det fremgår af den lille brochure, som Dansk Litteraturinformationscenter udgav i anledning af forårets bogmesse i Paris, at bortset fra en mængde enkelte eventyr (de 10 eller 12 mest kendte), der uafbrudt genoptrykkes eller udgives med nye, til tider meget smukke illustrationer, dominerer tre oversættelser det franske bogmarked: de to allerede omtalte fra det 19. århundrede (Soldi og Grégoire-Moland) og én, der udkom for ca. 50 år siden (La Chesnais). Næsten alle andre forsøg på at gengive Andersens Eventyr og Historier på fransk har altså ikke været levedygtige. Det viser sig, at forlagene helst bruger de mest omfattende udvalg. Jeg skal her nævne nogle andre, som - for mig at se - af forskellige grunde fortjener opmærksomhed.

I 1901 udkom Les contes d'Andersen, et udvalg af 41 eventyr, oversat af Etienne Evenard. Jeg kan desværre ikke udtale mig om dets kvalitet, men Sv. Juel Møller har registreret flere oplag og delvise genoptryk indtil 1957. Men udgaven er nu gået ud af handelen.

En samling, der udkom i 1929, indeholder 10 eventyr, som giver et indtryk af forfatterens forskellige stilarter. Pierre Mélèse, som stod for tilrettelæggelsen af denne udgave og står anført som "oversætter", har "delvis benyttet flere allerede eksisterende oversættelser, idet han har foretaget de rettelser og tilføjelser, en mere dybtgående beskæftigelse med teksten har gjort nødvendige". Man har imidlertid grund til at tvivle på, hvorvidt han har taget hensyn til originalteksten, når man ser, at han gengiver vindens lyd i "Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre" med "Whir-r-r, whir-r-r-r" ("Hu-u-ud! fare hen!"), hvilket ikke betyder noget som helst på fransk og sandsynligvis er hentet direkte fra en engelsk oversættelse! Mere opløftende er Emmanuel Handrichs forsøg på at gengive Andersens stil på fransk i en samling, der blev udgivet i 1950. Forordet røber allerede, at han rejste nogle af de mest presserende spørgsmål, der gælder forståelsen af den danske eventyrdigter. Han skriver således til at begynde med: "Har danskeren Andersen skrevet sine eventyr for børn eller for voksne?" Han bemærker bl.a. med en stænk af ironi, at "dette problem ... ikke synderligt synes at have beskæftiget digteren selv". Ellers viser den karakteristik, som han giver af Andersens stil, at han er opmærksom på de farer, som enhver oversætter nødvendigvis bliver konfronteret med: "Eventyrenes stil er åbenbart med vilje blevet forenklet med tanke på børnene, der skal forstå dem uden besvær. I modsætning til det, som sædvanligvis er sket, prøver vores oversættelse at tage højde for denne enkelhed, som består i et ordforråd, der er så begrænset, at udtryksformen synes fattig, og tillige tålmodige gentagelser, lange rækker af uafhængige sætninger, uden bisætninger, kun skilt fra hinanden ved hjælp af kommaer, eller de samme bindeord: og, så, nu osv." Til sidst mener oversætteren - ikke uden grund - at "så ufuldkomment det endnu var", burde hans arbejde alligevel betegne et fremskridt sammenlignet med de forrige oversættelser. Resultatet er efter mit skøn overbevisende. Samlingen består imidlertid kun af 14 eventyr og Billedbog uden Billeder. Året efter (1951) udkom J.-J. Gateaus oversættelse af 14 eventyr i samarbejde med Poul Høybye. I 1955 blev denne udgave udvidet med nogle få nye eventyr i en lille bog, der blev udgivet af Samvirkerådet for dansk kultur i udlandet i anledning af 150-årsdagen for Andersens fødsel. Den - så vidt jeg ved - i Frankrig sidst udkomne oversættelse af H. C. Andersen (1991) er et smukt illustreret udvalg af 13 eventyr oversat af J.-J. Gateau (bl.a. også Kierkegaard-oversætter) og Poul Høybye (kun tre af dem har ikke tidligere været publiceret i deres oversættelse). Det er tydeligt at mærke, at de har bestræbt sig for at efterligne originalens stil uden at føle sig bundet af den klassiske sprognorm, som det er tilfældet i de ældre oversættelser. Interessant er det at se, at det har taget så lang tid, før man kom så langt.

Lignende kriterier synes at ligge til grund for Anne-Mathilde Parafs oversættelse af 26 eventyr, der blev udgivet i 1962 i Praha.

Den måske vigtigste oversættelse af H. C. Andersens eventyr vil jeg omtale sidst, til trods for at dens første del udkom allerede i 1937. Det er nemlig den til dags dato eneste fuldstændige udgave, som vi har på fransk. Den er blevet flittigt brugt, både i samlede udgaver (den foreløbig sidste i 1988) og i mere eller mindre omfattende udvalg. Det er et samvittighedsfuldt arbejde, men den kritik, som kan rettes mod P. G. La Chesnais' oversættelse af Ibsens teater i en udgave i 16 bind (i øvrigt med udmærkede indledninger til de enkelte stykker), er desværre også aktuel her: han har ikke lagt tilstrækkelig afstand til originalen. Den franske tekst er af og til en næsten ordret gengivelse af den danske. Stilistisk set har den derfor åbenbare mangler.

Hermed har jeg omtalt de for mig at se vigtigste franske oversættelser af eventyrene.

Om det lille udvalg, jeg har udgivet i 1987, vil jeg af gode grunde kun sige, at jeg har forsøgt at opfylde nogle af de krav, som en god oversættelse af Andersens eventyr og historier efter mit skøn skal tilfredsstille. Dette vil jeg komme videre ind på i den sidste del af mit indlæg.

4. Om at oversætte H. C. Andersens eventyr til fransk

Det er en kendsgerning, at Andersen-forskningen i længere tid har ligget brak i Frankrig. Alle og enhver mener at kende den danske eventyrdigter, men de færreste er klar over, hvor mange historier han har skrevet, og hvor omfattende hans produktion er. De har dannet sig et indtryk ud fra et begrænset antal eventyr, og væsentlige sider af forfatterskabet går de således glip af; her tænker jeg specielt på de indholdsmæssigt "dybere" eventyr og sidst, men ikke mindst, "saltet" i det hele, den for Andersen så typiske humor.

Lad os derfor håbe på, at den store udgave i to bind, der er under forberedelse, vil kunne skabe en fornyet interesse for Andersen i akademiske kredse. På denne måde vil man få anledning til at opdage, at Andersen ikke er den børnebogsforfatter, han ofte uden videre regnes for at være. I betragtning af, at der indtil videre kun findes én fuldstændig udgave af eventyrene på fransk, er det også en fordel, at et andet forlag samtidig planlægger en nyoversættelse af Andersens Eventyr og Historier for en bredere læserkreds.

Erling Nielsen mener med rette, at udlændinge "ofte er henvist til pauvre oversættelser og derfor ude af stand til at begribe originaliteten i Andersens skrivemåde" (s. 8). Netop dette savn skulle en god oversættelse kunne afhjælpe. Det er fremfor alt tonen, stilen i eventyrene, som det gælder om at gengive. I det efterord, Leif Ludwig Albertsen har skrevet til den fine Reclam-udgave af Andersens eventyr, bemærker han at "oversættere er sjældent modige nok til fuldt og helt at opretholde de eksotismer, der findes i originalen og skyldes andre kulturelle forudsætninger, en anden sprogstruktur og forfatterens egenart, overfor et publikum som først skal overtales til at acceptere det fremmede navn" (s. 442). Denne bemærkning beskriver meget godt situationen i Frankrig. Manglende kendskab til det danske sprog og den i Frankrig i lang tid næsten forgudede "akademiske stil" er skyld i, at franskmændene længe har måttet tage til takke med mangelfulde - "forræderiske" - oversættelser.

En franskmand, der går i gang med at oversætte eventyrene, må af og til "fortvivle", når han kigger på tyske gengivelser og konstaterer, at han - på grund af selve sproget - er adskilligt dårligere stillet. Lad os f.eks. tage et meget vellykket ordspil, som Andersen har fundet på i "Elverhøi". Om Trold-Gubben hedder det, at hans kone var en datter af Klintekongen på Møen, og så fortsætter Andersen underfundigt: "Han tog sin Kone paa Kridt, som man siger!" Dette volder ikke den tyske oversætter meget hovedbrud. Han skriver nemlig ordret: "Er nahm seine Frau wirklich auf Kreide" og tilføjer måske kun en kort orienterende fodnote, sådan at læseren forstår, at Møn er kendt for sine kridtklinter. Et andet eksempel blandt så mange andre: den velklingende slutning i "Klods- Hans" (Kone, Krone og Throne) kan man næsten uden forandring "redde" ind i den tyske tekst: "Und so wurde Tölpelhans denn König, bekam eine Frau und eine Krone und sass auf einem Throne ...". Sådan kunne man fortsætte næsten i det uendelige. Ærligt talt: af og til (forhåbentlig ikke alt for ofte!) må den franske oversætter ganske enkelt melde pas. Han er simpelthen ude af stand til at gengive en eller anden finesse, som han fornemmer i originalteksten.

"Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre" slutter med vindens advarende bemærkning (i overensstemmelse med hele eventyret, som viser at det hævner sig at være hovmodig og stolt): "Fortæl den bedre, I andre! om I kunne det!" Dette kunne gælde de nye oversættere af eventyrene! Dermed mener jeg, at vi bør være beskedne nok til at indrømme, at det ikke er nemt at oversætte H. C. Andersen på en tilfredsstillende måde. Selv om ens kendskab til det danske sprog er godt nok, føler man ofte behov for at konsultere en eller flere danskere, og da helst sådanne som har en fin sprogfornemmelse og er sproghistorisk orienterede. Jeg tvivler ikke på, at netop dette aspekt af forfatterskabet kan give anledning til et meget frugtbart samarbejde på tværs af landegrænserne.

Note

1. ANDERSEN: Og Piletræet nikkede med Hovedet, ligesom det vilde sige ...
FRITZ PETIT (den omtalte tyske oversættelse): Und der morsche Stamm nickte mit dem bemoosten Haupte, als ob er sagen wollte...
CARALP: Et la tige dépérissante du vieil arbre agita sa tête moussue comme pour dire ... (P. Høybye, s. 34) back


  top Top

Bibliographic information about the text:

Auchet, Marc: "H. C. Andersen og den klassiske sprognorm - eventyrene i fransk oversættelse", pp. 243-53 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.

  top Top