DK | EN
Papers from the previous international HCA conferences
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Papers from the previous international HCA conferences

Skip over navigation and news

Replikkunsten i H. C. Andersens roman 'O.T.'

Der har været en del diskussion om genrebestemmelsen af H. C. Andersens roman O.T. (1836). Jeg regner romanen for at tilhøre en hybrid genre, som inkluderer den realistiske og den romantiske fortælling, karakter- og dannelsesromanen, spændingsromanen og rejseskildringen. Desuden indgår der et stærkt autobiografisk element i O.T. I mit indlæg foreslår jeg yderligere et karakteriserende element: replikkunsten i romanteksten.

Betragter vi O.T. med udgangspunkt i den fiktive forfatter, kan vi sige, at denne fremstilles som et "vi". I dette "vi" indgår den alvidende og allestedsnærværende fortæller og hans kun i fortællingens nutid nærværende selskab, den fiktive tilhører/læser. De to er de "usynlige Aander" som styrer den narrative tekst. De belurer og rapporterer det der sker og udveksler kommentar, dvs. at det drejer sig om en fiktiv kommunikationssituation. I sin totalitet kan romanen karakteriseres som både "showing" og "telling".

Teksten består af følgende elementer:

  1. beretning af samtidige og fortidige begivenheder i skiftende rum, hvorved prolapser og tilbageholdt viden øger spændingen.
  2. personfremstilling og da særlig de fremstillede personers tale, som i forbindelse med rumbeskrivelser danner sammenhængende sekvenser og scener.
  3. en rig kommentartekst, hvor der gives fortællebundet, fri og meta-narrativ kommentar til den implicitte læser.
  4. en reportertekst, hvor den fiktive fortæller giver steds- og seværdigheds- og folklorebeskrivelser, som ligeledes har den implicitte læser som adressat.

Som sagt bliver der ført en vedvarende dialog mellem fortælleren og den fiktive og implicitte læser. Den sidstnævnte manifesterer sig også i de mange forklarende noter, ved det høje dannelsesniveau som fortællerteksten, kapitelmottoerne samt hele allusionsteknikken forudsætter, og desuden i pegepind til visse miljøer og personer og i ironiske situationer. Denne dialog bliver overbygget af dialogen mellem den reelle forfatter H. C. Andersen og hans læserpublikum i ind- og udland. Fortælleteknisk består romanen for en meget væsentlig del af gengivelse af de fremstillede personers tale.1 Det sker i form af dækket tale, anført talereferat, indirekte tale og direkte tale. Direkte tale, dvs. dialoger, polyloger og monologiske replikker, er helt overvejende. Dog forekommer ofte en kombination af disse forskellige udsagnsformer. Udsagnet ledsages næsten altid af et anførelsesverbum. Herved forekommer "at sige" og "at udbryde" mest, ofte kombineret med para- og ekstralingvistiske signaler.

Dækket tale (i de fleste tilfælde ledsaget af et udsagnsverbum) og anført talereferat bruges ofte. I det følgende vil jeg dog koncentrere mig om forekomsten af direkte tale, dens form og funktion. Desuden vil jeg undersøge forholdet mellem det fortalte handlingsforløb og de fremstillede personers tale, samt forholdet mellem disse personers replikker og den implicitte læser.

Påfaldende er de mange polyloger i romanen. De er ikke indskrænket til de mange familieselskabelige situationer. Allerede i kap. 2 introduceres hovedpersonen Otto Thostrup ved studenterkammeraternes polylogiske omtale af ham. Foruden at du-problematikken kommer på tale, fungerer polylogen hovedsageligt som miljøskildring, hvorved informationsaspektet tillægges stor vægt. I kap. 4 skiftes der fra en dialog mellem Otto og vennen baron Vilhelm til en selskabelig polylog under juleaften. Otto lærer Vilhelms søster Sofie at kende og forelsker sig i hende. Den selskabelige konversations ironiske afslutning danner kapitlets fine slutpointe med den implicitte læser som adressat. De fornemme damers snerpede og hykleriske forhold til ungdommen afsløres med let hånd. Skt. Hans-fejringen i Dyrehaven ender med en dramatisk polylog i forbindelse med Ottos næsten katastrofale svømmetur i Øresund. Her har replikkerne direkte handlingsaspekt. Selve handlingsforløbet udtrykkes ikke ved beskrivelse, men ved replikveksling. Også besøget hos kammerjunkeren består for størstedelen af en polylog. Den har i høj grad informationsaspekt, særlig om alle hoved- og bipersoners karakter og attitude. Den giver også mange oplysninger om sted og miljø. Lemvigkapitlet (kap. 19) danner en glimrende kombination af beskrivelse og polylog med information og samfundskritik som mål. Humoren og satiren blomstrer frodigt. For selve handlingsforløbet er kapitlet overflødigt. I en meta-narrativ kommentar læser vi dog, at "Scener af Hverdagslivet ingen Udskeielser ere fra Hovedbegivenheden, eller noget Episodisk der kunde overspringes" (kap. 3, anden del). Kap. 14 (anden del) viser et andet eksempel på en polylog, som hovedsagelig står i handlingsaspektets tegn. Det drejer sig om, hvordan nogle herregårdspiger bliver narret til at tro at en farlig tyr er ude efter dem. I kap. 17 (anden del) får Otto i en polylog de oplysninger han behøver for at kunne befri den foregivne søster Sidsel fra arresten. En polylog fuld af turistisk information finder man i kapitlerne 5 og 19 (anden del). I flere tilfælde afveksler disse kortere eller længere polyloger med fyndige, korte beskrivelsesfragmenter samt replikker i dækket tale, anført referat eller tankereplik.

Sammenfattende kan man sige, at det frem for alt er informations- og handlingsaspektet, der er vigtigst i polylogerne. Sproget er talesprogsnært med velanbragte udråbstegn og interjektioner og en ganske flittig brug af ja, jo og nej. Det er særlig i polylogerne, at H. C. Andersen demonstrerer sin humor og underfundige ironi. Her glimrer han også ved sine såkaldte miniportrætter af bifigurerne. Der findes et tydeligt slægtskab med eventyrene her.

Monologer i betydning af mundtlig enetale uden interaktionselement forekommer ikke i O.T. De erstattes af tankemonologer ledsaget af udsagnsverbum. Dog indgår der mange monologiske replikker i både poly- og dialogerne, dels som led i en diskussion og dels for at introducere vigtigt episk stof. Når fætter Joachim eller Vilhelm kommer i deres "veltalenhedslune", excellerer de i monologiske replikker om teater, kunst, litteratur og politik. Rosalie har en episk monologisk replik om bedstefarens død og en lang erindringsreplik om sit hjemland, mens præstens monologiske replik i kap. 15 har et gudfrygtigt belærende budskab.

De mange kortere og længere dialoger i romanen knytter sig i hovedsagen til handlingsforløbet, til romanens tematik og til karakterskildringen. I en meta-narrativ kommentar siges at "vore Characterer træder frem ved gjensidig Tale" (kap. 3, anden del). I de første længere dialoger mellem Otto og Vilhelm hører vi meget om deres baggrund; flere romanmotiver kommer på tale (klassemodsætningerne, du-problematikken, kærlighedstematikken og ikke mindst Ottos "hemmelige Sorg"). De unge mænds karakter kommer tydeligt frem. En anden dialogserie er koncentreret omkring Ottos besøg i Jylland. Særlig samtalerne med Rosalie og den gamle fiskerkone kaster lys over Ottos "hemmelighed". Den bliver dog ikke røbet i sin fulde udstrækning. Det forbliver antydninger, ikke via en fortælletekst, men i direkte tale via dialog med lange episke replikker. Kapitlerne 23 og 24 (anden del), som endelig afslører hele hemmeligheden angående Otto og hans tvillingesøster Evas fødsel, bliver præsenteret i en velafvejet fortælle- og dialogtekst.

Under studentermaskeraden får vi i kort dialogform en fint anbragt hentydning om, at Ottos øjne minder om Evas, og i en dialog med Louise bliver Eva endelig klar over sin identitet som Ottos tvillingesøster. Det er en dialog, som bliver suppleret med et længere anført referat.

Handlingsmæssigt vigtige episoder som Sidsels befrielse fra arresten ved Louises hjælp og den forudgående scene, hvor Heinrich bilder Otto ind, at Sidsel er hans søster, også disse scener har dialogisk form, og ligeledes scenen med Heinrichs forsøg på afpresning.

Karakteriserende forskelle mellem søstrene Sophie og Louise får deres fint nuancerede udtryk i et antal dialoger, kulminerende i kap. 18 (anden del). Kærlighedstematikken kommer bedst frem i dialogerne mellem Otto og Vilhelm.

Stilistisk set udvikler H. C. Andersen en ualmindelig fin nuanceringsevne til at differentiere og individualisere personernes sprog i dialogerne, noget som også sker i polylogerne. Andersen skyr ikke at bruge jargon, dialekt eller lavstil, lige så lidt som han skyr litterært, lyrisk eller retorisk talesprog. I almindelighed drejer det sig om et efter behov hverdagsnært eller skriftsprogsnært talesprog. Emotionelle udråb og kraftudtryk forekommer ofte. Gentagelser og afbrudte, ufuldstændige sætninger - typiske for autentisk talesprog - forekommer derimod sjældent. Småartikler som vel, og altså mangler stort set, ligesom konjunktionen for, der er så typisk i eventyrene. Det vrimler derimod med udråbstegn - som i eventyrene.

Det ville føre for vidt at analysere i detaljer interaktionselementer i talegengivelsen. Det drejer sig som oftest om normale tovejsreplikker, hvor den ene part spørger, påstår eller anmoder, mens den anden part reagerer. Både poly- og dialogen spejler deltagernes indbyrdes forhold og viser, hvordan man med mere eller mindre succes får hinanden til at handle verbalt eller fysisk. En detaljeret analyse af replikkernes sammenføjning ville også føre for vidt her. I polylogerne er den ganske løs, i dialogerne betydeligt stærkere.

Til sidst noget om forholdet mellem de fremstillede personers tale og den implicitte læser, samt om fortællerkommentarens tekst. Kun to gange manifesterer læseren sig eksplicit. I kap. 4 skriver Andersen: "Dog dette Huus var et af de aandrige. Du, som gjenkender det…". Det andet sted finder vi i kap. 19 (anden del) i anledning af Skt. Knudsmarkedet i Odense: "Var Læseren et Barn der levede i Odense…".

Det er navnlig i de talrige prolapser og Leerstellen, at der udvikler sig en skjult dialog mellem de fremstillede personers tale og den implicitte læser, f.eks. de to gange da der bliver sagt, at Ottos og Evas øjne ligner hinanden. I diskussionerne om kunst, religion, litteratur og politik forudsættes som nævnt en implicit læser. Et typisk Leerstelle som vækker læserens nysgerrighed finder man i slutningen af kap. 6. Efter den dramatiske og gådefulde svømmetur i Øresund kommer Otto hjem: "Han kastede Kjolen, og blottede sin Overkrop - - - - ". (Det er det eneste sted hvor Andersen bruger tankestreg.) Samtalen mellem de ældre damer som afslutter kap. 4 har i sit ironiske oplæg ligeledes den implicitte læser som adressat. Det samme gælder for den ofte forekommende aforistiske kommentar med didaktisk undertone.

Fortællerkommentaren har, hver gang det gælder forflyttelse fra et sted eller tidspunkt til et andet, den direkte tales form. Det er dialogiske henvendelser til den fiktive læser, repræsenteret i "vi"-et. Interessant er navnlig den meta-narrative kommentartekst i kap. 3 (anden del). Den begrunder hele romanens virkelighedsaspekt, dens sceniske struktur og gengivelsen af tale som karakteriseringsinstrument. Også denne tekst danner en dialog med læseren. Kapitlet slutter med den berømte "hattescene" hos familien Berger i København. Med mesterhånd udøver Andersen her sin samfundskritik, "sæbeboblelet" som han skriver til Henriette Hanck. Han gør det ved et par tilsyneladende uskyldige, men i virkeligheden afslørende replikker, kombineret med en meget underfundig kommentardialog mellem fortælleren og hans selskab, den fiktive tilhører/læser.

Til slut vil jeg minde om, at hele romanen i sit oplæg som realistisk samtidsskildring, selvbiografisk dokument og kulturhistorisk, landskabsmalende rejsefører over Danmark retter sit budskab til Andersens læserpublikum i ind- og udland.

Sammen med den kvalitativt og kvantitativt stærkt repræsenterede gengivelse af tale og den skjulte dialog i fortæller- og kommentarteksten danner det her fremførte materiale grundlaget for min tolkning af O.T. som en dialogiserende roman, noget som dog ikke udelukker tidligere forskeres genrebestemmelser.

Note

1. Gengivelse af tanke forekommer også. Det sker i tankereplikker og tankemonologer (Ottos og Vilhelms), de allerfleste ledsaget af et udsagnsverbum og igen i direkte tale. I enkelte tilfælde har tankegengivelsen dialogisk form, idet hovedpersonen Otto henvender sig til sin far, sin mor eller til Gud. Stilniveauet er litterært og bæres af en lyrisk, patetisk eller kritisk tone. Det sidste f.eks. når Otto i tankerne sammenligner selskabslivet i Lemvig og København. back

Litteratur

Seymour Chatman, Story and Discourse, Ithaca/London 1978.

Aage Jørgensen, "Studier i H. C. Andersens roman O.T", Danske Studier, 1963, s. 26-54.

Birger Liljestrand, Tal i prosa, Umeå 1983.

Johan de Mylius, Myte og Roman, København 1981.

Villy Sørensen, Hverken - Eller, København 1961.


  top Top

Bibliographic information about the text:

Marken, Amy van: "Replikkunsten i H. C. Andersens roman 'O.T.'", pp. 289-94 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.

  top Top