DK | EN
Papers from the previous international HCA conferences
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Papers from the previous international HCA conferences

Skip over navigation and news

Jødiske elementer i H. C. Andersens skrifter

De første jøder kom til Danmark i det 17. århundrede. De måtte kun leve i København og enkelte andre byer. En menighed stiftedes 1684, den første synagoge 1766. Den brændte i 1795, og G. F. Hetsch's nuværende er fra 1833.1

I 1814 fik de danske jøder, efter tidligere tilløb, fuld borgerret, og Grundloven af 1849 ophævede alle forskelsbehandlinger. Men voksende rettigheder fremmede assimilation, omvendelse og dåb, traditionstab.

Jødernes stilling var tålelig. Måske kaldte de mindst assimilerede på smilet ved klæder, vaner eller sprog, men det er en undtagelse, at der i 1819 var pøbeloptøjer rettet mod jøderne i København - hvor der var ca. 2000. Det var en udløber af pogromer i Hamburg, og det var naturligvis netop, da H. C. Andersen ankom fra Odense. Den naive fjortenårige opfattede ikke straks grunden til uroen - at menneskeskarer strømmede rundt, så det var svært at arbejde sig igennem en hovedgade, var egentlig hvad han havde ventet af en hovedstad. Det nævnes selvfølgelig i hans tre selvbiografier.

Kun en Spillemand. Der var i dansk digtning en tradition for at gøre jøder til komiske bipersoner: i Holbergs Ulysses, i Oehlenschlägers Aladdin, i Heibergs Kong Salomon og Jørgen Hattemager. Men siden Lessings Nathan der Weise (1779, dansk 1799) var tonen også en anden, og i 1830rne var jødiske fortællinger nærmest på mode (Blicher, Th. Gyllembourg). I 1845 kommer M. A. Goldschmidts En Jøde - ligesom Blichers jyske noveller en slags exotisme midt i Danmark.2

Det er i to af H. C. Andersens seks romaner, man kan finde væsentlige jødiske figurer, begge kvinder. Kun en Spillemand fra 18373 modstiller den fattige Christian i den lille fynske købstad med den exotiske nabo Naomi, den gamle jødes datterdatter. Hun kommer i huset hos Christians forældre, men som bekendt gennemføres kontrasten, lige til spillemandens fattige ligfølge viger ned i grøften for at give plads for den byron'sk mondæne marquise, der nådigt stikker hovedet ud af kareten og hilser. Det er H. C. Andersens eneste konsekvent disharmoniske romanslutning og visselig ingen tidstypisk dannelsesroman.

Naomi står, som disse antydninger viser, ikke for noget specielt jødisk, og desuden er hendes far, viser det sig, en mærkelig troldsk nordmand - Andersen var aldrig helt tryg ved nordmænd! Hun står for noget sydlandsk, fascinerende, på godt og ondt passioneret, for alt hvad der er forskelligt fra en provinsiel dansk dagligdag. Og hun står for en emancipation, som også talte en del fremtrædende kvinder af jødisk slægt i datidens mondæne Europa; hun holder salon og dyrker den moderne attitudekunst. Men hun står desuden for vandremotivet, som Naomi i Ruts Bog. Og som sin far ender hun som en fortabt sjæl, der må spille sin rolle.

"Jødepigen"

Blandt de 156 eventyr og historier er i virkeligheden kun een af betydning her. Den står i Dansk Folkekalender 1856 (udg. 1855) og bærer den umisforståelige titel "Jødepigen". Pigens navn er vel en mindelse om skolekammeraten Sara Heimann i Odense.

Historiens Sara er det flinkeste barn i fattigskolen. Hendes far har aftalt med læreren, at hun på den ene side ikke skal lytte til kristendomsundervisningen, men læse andre lektier - men på den anden side ikke udeblive fra religionstimerne for ikke at vække tanker og stemninger i de andre børn. Hun følger imidlertid så intenst med i hvad læreren fortæller, at han meget redeligt forlanger, at hun enten døbes eller bliver borte fra timerne. Hun tages da ud af skolen.

Som ung voksen tjener Sara i et beskedent provinshjem. Sabbaten kan hun kun overholde i sit hjerte, men under de kristnes kirkegang læser hun i sit Gamle Testamente og mindes faderens løfte til den døende moder: at Sara skulle blive i sin tro. Dybt indtryk gør imidlertid en historie, som hendes husbond læser højt - om en tyrkisk pasha, hvis brutalitet mod en fangen kristen ridder siden gengældes med kristen tilgivelse og fred. Pigen føler storheden heri, men bliver ved forældrenes løfte og tro.

Åringer efter er husbonden død, Sara tjener uden løn og må læse af Bibelen for den syge enke. Mere og mere føler hun, at Gud står over religionskløften, men også, at det er hans Søn, der fører os gennem døden. Ved denne erkendelse bryder hun sammen og dør. Hun begraves udenfor den kristne kirkegård, men Guds sol lyser også der, og ved begravelser lyder den kristne opstandelsestro ud over gærdet.

Digteren er her ude i et vanskeligt ærinde. Han må blive ved sin egen tro, men respekten både for den fremmede religion og for løftemotivet er dyb og konsekvent, slutningen altså et i og for sig realistisk kompromis.

Historien er efter en del stikprøver at dømme ikke indgået i udenlandske eventyrudvalg, hvad formen og emnet måske gør forståeligt. Undtagelser vil dog kunne findes.4

At være eller ikke være

Et skridt videre går Andersen i denne sin mindst kendte roman, udgivet i 1857, halvandet år efter at "Jødepigen" havde stået i en almanak, men længe før historien indgik i Eventyr og Historier II 1867.

På dette tidspunkt debatteredes også i vort land forholdet mellem tro og viden med bibelkritiske, materialistiske og naturvidenskabelige hovedværker, hvoraf Andersen især læste Friedrich Fabri: Briefe gegen den Materialismus fra 1856. Han skrev da sin roman med den Shakespeare'ske titel. Og det er en dannelsesroman, så det klodser, henimod slutningen absolut mere dannelse end roman efter det mønster, som i nutidig dansk forskning etiketteres med M. A. Goldschmidts overskrifter Hjemme - Hjemløs - Hjem.

Niels Bryde går fra barnetro og teologistudium gennem krise til en sameksistens af Gud og videnskab og tilsidst med forståelse af udødeligheden som vejen til retfærdighed. Men heri påvirkes han af den smukke unge jødinde Esther, der læser begge religioners bøger og lader sig døbe, men dør under koleraepidemien 1853. Dette fører til Niels' krise og sluttelige udødelighedstro. Men allerede 1851 havde Andersen i sin indholdsrige rejsebog I Sverrig, i kapitlet "Tro og Videnskab", udtalt, at sandhed aldrig kan stride mod sandhed, videnskaben derfor aldrig mod troen - de mødes og bestyrker menneskets herligste tanke: Udødelighed.

Lad Niels og Esther være mindre vellykkede som romanfigurer - Andersen kæmper her med tidens hovedspørgsmål, som nødvendigvis trængte ind både i kristen og i ortodoks mosaisk tankeverden. Esther-handlingen skildrer en ypperlig ung kvindes religionsskifte med tidstypisk motivering.

Lykke-Peer

H. C. Andersens sjette og sidste roman fra 1870 er i begyndelsen en elskværdigt distanceret reprise af det fattige barns historie, blot at Andersen lader ham blive ved musikkens kunst som sanger og operakomponist, indtil han dør i successen under fremkaldelsen efter sin Aladdin-opera. Bag hans uddannelse står syngemesteren - fagligt og som det tilsidst viser sig: som mæcen. Der er i høj grad sociale spændinger i Peers verden, men om religion tales kun ganske traditionelt. Helt overraskende er derfor en lille scene hos syngemesteren. Han er ædel, ildfuld, af sydlandsk temperament, "et Eksempel for enhver"; en enkelt gang kommer det frem, at han aldrig går i kirke, og derefter følger denne samtale (kapitel Xl):

Om Aftenen læste han høit af Aviserne om et Par navngivne Mænds Goddædighed, og kom derved til at yttre sig om gode Gjerninger og deres Løn.

"Den skal Ingen tænke paa, den kommer! Lønnen for gode Gjerninger er som Dadler, staaer der i Talmud, de modnes sildig og blive søde!"

"Talmud," spurgte Peer, "hvad er det for en Bog?"

"En Bog," var Svaret, "hvorfra er groet mere end eet Tankefrø ind i Christendommen."

"Hvem har skrevet den Bog?"

"Vise Mænd i de ældste Tider! Vise i forskjellige Folkeslag og Religioner. Her er Viisdom gjemt i faa Ord, som i Salomons Ordsprog. Hvilke Kjærne-Sandheder! man lærer her, at Menneskene rundt om paa Jorden, i Aartusinder, altid have været de Samme. 'Din Ven har en Ven, og din Vens Ven en Ven, vær forsigtig i din Tale!' staaer der. Det er en Lærdom for alle Tider. 'lngen kan springe over sin egen Skygge', staaer der ogsaa, og 'tramp Tjørnen, medens Du har Skoe paa!' Du bør læse denne Bog! Du vil i den finde Cultur-Aftryk tydeligere end i Jordlagene. For mig, som Jøde, er den dertil et Arvegods fra Fædrene!"

"Jøde!" sagde Peer, "er De en Jøde!"

"Veed Du ikke det! hvor underligt at vi To, ikke før i Dag, har talt herom!"

Moder og Farmoer vidste heller ikke herom, havde aldrig tænkt herover, men altid havde de vidst at Syngemesteren var en hæderlig, mageløs Mand. Det var en Guds Styrelse at Peer havde truffet ham paa sin Vei, næst Vorherre skyldte han ham al sin Lykke.

Syngemesteren som figur er digterens sene tak til den ikke-jødiske italienske syngemester Siboni, der et halvt århundrede før havde taget sig af den mærkelige Odense-dreng, som håbede at blive noget ved teatret. Men når manden her - uden episk funktion - viser sig at være jøde, kan det kun forstås som et respektfuldt signal til og om de fremragende mennesker, Andersen var knyttet til som ældre, først og fremmest familierne Melchior og Henriques. En søster til Melchior skal have givet udtryk for, at en anden broder mand og mand imellem omtaltes som model for Lykke-Peers velgører.

Andersens kilde til de talmudiske ordsprog er tidligere noteret af forskningen. De stammer fra et skrift om Talmud, anonymt oversat af M. A. Goldschmidt efter anmodning af den ligeledes anonyme forfatter til en afhandling i Quarterly Journal 1868: den tyskfødte engelske bibliotekar Emanuel Deutsch.5

Jeg har naturligvis ikke finkæmmet hele Andersens produktion for jødiske referencer, men spredte ting kan nævnes:

Oplevelsen af Jødegaden i Frankfurt a.M. 1833 afsætter en af de korte fine skitser i Billedbog uden Billeder (2. udg. 1845, 25. Billede) - om Rothschild'ernes moder, der trods al rigdom vil blive i det hus, hvor hun har født sine sønner. 14.5.1843 besøgte digteren igen stedet, en gammel beboer viste Rothschild-huset frem og sagde: "ja i Magtens Tid vare vi behandlet, som Qvæg, men Gud er ogsaa her!"

I Improvisatoren fra 1835 kan man pege på en lille scene, hvor en biperson i bogen ydmyger en karl af pøbelen, der har villet ydmyge en jøde; denne viser sig at have en meget smuk datter, men kapitlet om hende har ingen rigtig funktion i bogen.

Man kan også nævne, at Andersen i 1839 skriver et digt over legenden om Rabbi Meyer, der kommer glad hjem fra sin Talmud-forelæsning og spørger efter sine to sønner. Hustruen slår det hen og spørger: "Jeg fik betroet et klenodie for nogle dage, og nu vil ejeren have det igen. Det falder mig svært - skal jeg give det tilbage?" Rabbien undrer sig over, at en Israels datter kan komme i tvivl om noget så selvfølgeligt, men da viser hun ham de netop indbragte lig af de to druknede drenge. Det bevægende digt munder ud i, at den, Gud vil velsigne, giver han en trofast og prøvet hustru.

Ikke mange går rundt og husker, at tidens måske største komponist, Andersens ven J. P. E. Hartmann, bad ham skrive libretto til en helaftens opera, og at han gjorde det. Han fik ideen til at skrive Kong Saul, mens han lyttede til Donizettis opera Lucia di Lammermoor 15.2.1864!

H. C. Andersens ti bind Dagbøger, der indtil 1860 kun blev ført på rejserne, har i registerbindet yderst få referencer til relevante emner, når vi ser bort fra talrige møder med forskellige delvis meget kendte personligheder Europa over. Frankfurt er nævnt, og i 1847 og 1866 konstaterer han, at både den rige og den mere jævne del af jødekvarteret i Amsterdam er luftig og smuk; men han må tage til orde i flere samtaler med den danske konsul, hvis holdning hertil er uvenlig. I 1868 findes en taktløs artikel i en dansk avis, redigeret af en ven af både Andersen og Melchior; det lykkes ham med nogen ulejlighed at genoprette forholdet mellem de to parter.

Ahasverus

Det sidste værk, jeg skal omtale, står isoleret og næsten glemt i H. C. Andersens produktion, men det indgår i en stor og mærkelig og til tider smertelig kristen litterær tradition. Faktisk udgav H. C. Andersen i 1847 et over 150 sider stort læsedrama på vers med titlen Ahasverus.

Det er mig fjernt her at ville gå ind på traditionen om Ahasverus, den Evige Jøde, Jerusalems Skomager, eller hvad han er kaldt - den mærkelige mand, som, da Jesus på smertensvejen støttede sig til hans hus, jog ham væk, hvortil Jesus sagde: "Jeg går, men du skal blive, til jeg kommer!" Min afdøde kollega dr. Rafael Edelmann gav mig en vigtig oplysning i forbindelse med et arbejde om de danske folkelige Ahasverus-viser:6

Dr. Edelmann knyttede opfattelsen af den evigt omflakkende Ahasverus til det indtryk, man i nordeuropæiske lande kunne have af de meget få jøder, der faktisk flakkede om, selvom nogle af dem var almindelige handelsmænd. Talmud har udtryk for hjemløshed som sonemiddel, og i middelalderen opstod især blandt ashkenasiske jøder halvt mystiske tanker om, at den elendighed, som svære forfølgelser udsatte dem for, måske kunne sones, ved at de som Kain blev ustadige og landflygtige og gik på vandring. Sådanne mennesker måtte kunne påvirke en fastboende befolknings fantasi.

I den føromtalte ualvorlige tradition for jøder i digtningen havde Andersen fat i Jerusalems Skomager allerede i kapitel 11 af sin debut, Fodreise 1829. Anderledes går det til i Ahasverus-digtningen, som optog ham senest fra 1839 og var genstand for mange forstudier og megen korrespondance. Scener blev trykt i P. L. Møllers fornemme litterære årbog Gæa for 1845 (udg. 1844); men allerede forinden havde rygterne om Andersens ambitiøse forehavende sat spor i C. Hostrups stadig levende komedie Genboerne, skrevet 1843 (udg. efter originalversionen 1944).

Den færdige digtning er enormt lagt an. Ahasverus ses som personifikation af tvivlens engel Ahas, og han passerer et utroligt galleri af personer og milieuer. Judas og den hellige Veronika, modpolerne til Jesus og Ahasverus, er de første, og så går det middelalderen igennem til Johann Hus og Johann Gutenberg, indtil Ahasverus går i land i Amerika med Columbus. Efter den oprindelige plan skulle kavalkaden være ført frem til Andersens egen tid.

Lægger man hertil kor af dyr og mennesker og overnaturlige væsener, så vil man forstå, at digteren har stillet sig en umulig opgave. Nogle sceners kontrasteffekt eller lyriske styrke kan fremhæves, og Goldschmidt skrev om sådanne steder, at de lyser og glimrer ved fantasi og følelse. Andersen skrev i et utrykt brev til fru Lina Eisendecher i Oldenburg, at han stiller værkets originalitet ved siden af eventyrenes og dets fylde over alle sine skrifters - men hvordan verden vil optage dem, derom har han endnu ingen forestilling. Faktisk blev modtagelsen ret hård, hvad Andersen senere ikke savnede forståelse for.

Bag det mærkelige værk gemmer sig flere impulser: nysgerrigheden over for historiske begivenheder, en respekt for både vandreren og nogle af hans modpoler, men dybest set en solidaritet med ham. Driften til rejser, til oplevelser, simpelthen til turisme, var karakteristiske for denne ekspanderende tid, men særlig for H. C. Andersen. Han rejste som bekendt så langt som til Lilleasien og Algier og mødte i Tanger både rige og fattige jøder (I Spanien, 1862, kap. 11).

I H. C. Andersens kristne religiøsitet spiller forsyn og nåde en væsentlig rolle. Hans syn på fortabelse og udødelighed er mindre klart; impulser udgik fra hans sen-rationalistiske skolebog og fra H. C. Ørsteds naturfilosofi. Men han fastholdt den kristne grundtanke, at Gud er åbenbaret i sin Søn, som er vejen til forløsning. Udødeligheden har den væsentlige egenskab at kunne oprette livets uretfærdighed og stemmer derfor med tanken om den almægtige, retfærdige og alkærlige Gud. En samtale med Oehlenschläger herom er udførligt gengivet i Andersens egne bemærkninger til "En Historie fra Klitterne".7 Den ældre digter fandt den yngre noget forfængelig og fordringsfuld i dette spørgsmal, og Andersen havde selv til tider svært ved at fastholde tanken. Han kendte selvfølgelig den rige mand og Lazarus, men vidste næppe, at de sidste ord i den Nicænske Trosbekendelse næsten er afskrevet efter jødisk dogmatik: Jeg forventer de dødes opstandelse og et liv i den kommende verden.

Christian Svanholm har fremdraget et sent og ufærdigt udkast til en Kristushymne med en stillingtagen til jødedommen, og med nogle linier herfra vil jeg slutte.8 Digtets tanke er: Jeg fornemmer Gud og mennesket i Jesus Kristus, Ordet, som jeg kan forstå. Og så hedder det:

Du vilde ei Omstyrtelse
Af Loven og Profeterne
Det gamle Jødedom du vilde
Udstraale skulde Livets Kilde
Guds Herlighed Guds Kjærlighed.

Åbenbaringen er nødvendig og gælder for alle folk, tider og lande, men den har sin forudsætning i det Gamle Testamente. Derfor skal Loven og Profeterne ikke ophæves, men opfyldes.

Jødiske elementer i H. C Andersens værker er, som vi har set, ikke centrale udfra en æstetisk afvejning af den store produktion, men dukker op hist og her, dog i væsentlige værker og nogle gange som væsentlige træk i deres konstruktion. Digteren går aldrig på akkord med sin egen tro, men viser respekt til det yderste. Hele spørgsmålet om de jødiske elementer er mere digterisk og psykologisk, end det er intellektuelt eller religiøst. Men at de findes i H. C. Andersens værker som i hans liv, er et enkelt faktum og kan ses som en af de rige impulser, hvormed jødiske danskere gennem århundreder har beriget deres landsmænd og deres land.

Noter

1. Emnet er valgt til et foredrag i Jerusalem 1990, holdt efter indbydelse af The Israel Academy of Sciences and Humanities. Her er en række almene oplysninger om Danmark og H. C. Andersen bortforkortet. Om jøderne i Danmark se fx: Indenfor Murene. Jødisk liv i Danmark 1684-1984. Udg. af Selskabet for dansk-jødisk historie. - Kings and Citizens. The History of the Jews in Denmark. I-II. The Jewish Museum, New York 1983, som er en udstillingskatalog med artikler i samarbejde med Det kongelige Bibliotek. back

2. F. J. Billeskov Jansen: Danmarks digtekunst III 1958, 309ff. back

3. Sidst udgivet af Det danske Sprog- og Litteraturselskab i serien Danske Klassikere 1986ff. Denne omfatter fem Andersen-titler: Fodreise og Skyggebilleder ved Johan de Mylius, Improvisatoren, O.T. og Kun en Spillemand ved Mogens Brøndsted. back

4. Der kan nu også henvises til en udførlig artikel af Bruce Kirmmse, "Hans Christian og Jødepigen. En historisk undersøgelse af noget 'underligt'", i Rambam, Tidsskrift for jødisk kultur og forskning, 31, København 1992, 59-66. Prof. Kirmmse ser mere kritisk på H. C. Andersens "nedladende tolerance" og respekt for jødedommen end her udtrykt. Jeg takker førstebibliotekar Ulf Haxen for at have muliggjort krydshenvisning mellem de to artikler. back

5. Talmud, 1868, se H. Topsøe-Jensen i note til Romaner og Rejseskildringer V 1944, 290. Prof. E. E. Urbach i Jerusalem oplyste, at artiklen fik stor betydning for kendskabet til Talmud, skønt den var forældet ved sin fremkomst; genudgivet 1911 af Jewish Publication Society med supplerende artikel af Arsene Darmesteter. I dansk privateje findes et lille uudgivet håndskrift af Andersen med ordsprog, de fleste fra dansk tradition, men derefter også de talmudiske ordsprog, der bruges i romanen. back

6. "Ahasverus in Dänemark. Volksbuch, Volkslied und Verwandtes", i: Jahrbuch für Volksliedforschung IX 1964, 144-70 (= Festschrift für Erich Seemann), hvori nogle linier af R. Edelmann; senere forkortet og med selvstændig artikel af Edelmann: "Ahasverus, den evige Jøde", I-II i: Fund og Forskning XII 1965, 31-46. [Redaktionel korrekturtilføjelse: George K. Anderson, The Legend of the Wandering Jew, Providence 1965, 221-22, indsætter H. C. Andersens Ahasverus i den omfattende tradition.] back

7. DSLs udgave af Eventyr VI 1990, 17. back

8. Disputatsen H. C. Andersens ungdoms-tro, Trondheim 1952, 202. back


  top Top

Bibliographic information about the text:

Dal, Erik: "Jødiske elementer i H. C. Andersens skrifter", pp. 444-52 i Johan de Mylius, Aage Jørgensen & Viggo Hjørnager Pedersen (red.): Andersen og Verden. Indlæg fra den første internationale H. C. Andersen-konference, 25.-31. august 1991. Udgivet af H. C. Andersen-Centret, Odense Universitet. Odense Universitetsforlag, Odense 1993.
Privattryk: English version translated by David Stoner: Jewish elements in the Writings of Hans Christian Andersen.

(Bibliografisk kilde: HCAH)


  top Top