DK | EN
Om religiøse motiver i H.C. Andersens eventyr
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Om religiøse motiver i H.C. Andersens eventyr

Hop forbi menu og nyheder

Konkordans

"Konkordans" betegner oftest en fortegnelse over samtlige ord, der forekommer i én eller flere tekster med oplysninger om hvor og hvor ofte de forekommer. Her på netstedet har vi lavet en litterær konkordans, der udpeger religiøse motiver i H.C. Andersens eventyr og historier.

HCA-Centrets fortegnelse af eventyr er mere omfattende end gængse opgørelser. Man kan se hele listen i vores eventyrregister.

Redaktionelt

Arbejdet med at finde religiøse motiver i eventyrene er foregået ved systematisk læsning. Det har givet en langt større detaljeringsgrad end hukommelsen ("hvor var det nu, der var noget religiøst på færde?") ville have gjort. Det har givet et omfattende materiale at læse og søge i.

Næsten alle motiver er givet en beskrivelse, og det er tilstræbt også at kommentere H.C. Andersens anvendelse af hvert enkelt motiv. Der er desuden tilføjet nøgleord, der øger muligheden for at finde, hvad man søger med søgemaskinen, og i sig selv udgør en kommentar i stikordsform.

Motiver er eksemplificerede ved citater fra eventyrene. Særligt interessante eller karakteristiske tekststeder er kommenterede, og der er tilføjet nøgleord til de fleste.

Tekststeder er citeret fra H.C. Andersen: Eventyr 1-7, udgivet ved Erik Dal, kommentar ved Erling Nielsen og Flemming Hovmann, DSL/Hans Reitzel, Kbh. 1963-90. Det er en glimrende udgave, der desuden i denne sammenhæng har den fordel, at man kan linke direkte fra citater til enkelte sider i bogen, der er gengivet på netstedet Arkiv for Dansk Litteratur Åbn dette link i vinduet 'ny'.

Indholdet spænder meget vidt, og mange vil sikkert mene, at dette eller hint ikke hører til blandt religiøse motiver. Det er imidlertid en gave til de nysgerrige at inkludere så meget som muligt – indenfor rammerne af det relevante. Hvad der er relevant diskuteres nedenfor.

Hvorfor religiøse motiver?

Der er mange måder at sammenligne tekster på tværs, og mange former for motiver at rette sin interesse mod. Der har ikke været meget om HCA's religiøsitet på internettet. Forfatterskabet er gennemsyret af religiøsitet, og en registrering og kommentering af religiøse motiver i eventyr og historier synes på forhånd at være særdeles relevant.

Om udvælgelsen af motiver

Udvælgelseskriterierne kan beskrives ved at give uddybende svar på to spørgsmål: Hvad er religiøse motiver og hvad er ikke?

Hvad er religiøse motiver?

Ved religiøse motiver forstås, at religiøse fænomener beskrives eller benævnes, altså at noget religiøst finder sted i fortællingen eller nævnes i teksten.

Religiøse fænomener kan være mange ting. Opfattelsen af, hvad det religiøse er, sætter grænserne. I denne sammenhæng er bevidst valgt en ret bred opfattelse for ikke at udelukke for meget. Man kunne for eksempel have begrænset udvalget af motiver til hvad der kan genkendes i kristen eller endda kun protestantisk teologi. Det er imidlertid for snævert.

Begrebet kosmologi eller verdensorden er centralt i den opfattelse af religion, der er lagt til grund for dette projekt. Kosmologi anses for primært i dele af den moderne religionshistorie. Det betyder, at kosmologi, dvs. en måde at opdele og ordne verden på, regnes for den fælles grund, religioner og religiøse fænomener står på. Forskellige kosmologier menes at stå bag forskellige kulturers, religioners og/eller folks religiøse udtryk og former. Ritualer og myter udtrykker, begrunder og befæster således en forudgivet verdensorden.

Dette perspektiv er grundlagt i fransk sociologi, fra Emile Durkheim (1858-1917, jvf. Les formes élémentaires de la vie réligieuse, 1912), Henri Hubert (1872-1927), Marcel Mauss (1872-1950, jvf. Hubert & Mauss: Introduction à l'analyse de quelques phénomènes religieux, 1906), Georges Dumézil (1898-1986), Claude Lévi-Strauss (1908-) o.a. I denne tradition betragtes religion i nær sammenhæng med kultur og samfund. I den sammenhæng tilskrives religion en bærende funktion; religionen understøtter og udtrykker kulturens eller samfundets givne orden.

Disse forskeres teorier og analyser har haft stor betydning for eftertiden og er stadig forbløffende aktuelle. Blandt andre Michel Maffesoli har taget Durkheims og Mauss' opfattelse af det religiøse op i Le temps des tribus, Paris 1988 (eng: The Time of the Tribes, Sage, London 1996). Maffesoli fokuserer på fænomener som ritualer og ekstase i folkemasser og "stammer", dvs. allehånde grupperinger i det postmoderne samfund, og ser heri en "immanent transcendens", en iboende hellighed i fællesskabets fælles følelse, der ses som et religiøst fænomen – faktisk som dét grundlæggende religiøse fænomen. Det transcendentale betyder her det, der går ud over det enkelte individ. I forhold til denne opfattelse, der altså er en del af ovennævnte fortrinsvis franske tradition, er synsvinklen i dette Andersen-projekt begrænset til ikke at omfatte religiøs følelse eller religiøse stemninger i sig selv – med mindre disse eksplicit benævnes religiøse i teksten. I stedet er der anlagt en synsvinkel mere i overensstemmelse med "dagligdags fornuft" og tilstræbt objektivitet. Der fokuseres fortrinsvis på hvad man kan "se" udefra og på hvad der kan henføres til det religiøse i kraft af kosmologi og historie.

Det er længe siden, religionshistorien tog den sociologiske drejning, men det er stadig væsentligt at hæfte sig ved. Tidligere havde mænd som Friedrich Max Müller (1823-1900), Edward Burnett Tylor (1832-1917) og James G. Frazer (1854-1941) søgt religionens grund. Deres synsvinkler indebar, at samtidige "primitive" folks religioner blev betragtet som noget fortidigt, der i vores del af verden havde udviklet sig til religionens højeste stade, den moderne europæiske kristendom. Det er let at le overbærende ad denne eurocentriske evolutionisme i dag, men det er stadig en nærværende faldgrube at forstå religion snævert udfra ens egen kulturs religiøse begreber.

Man kan indvende imod det anlagte perspektiv, at religion reduceres til kultur. Det er imidlertid et rimeligt modargument at vende det om: religion har befrugtet opfattelsen af kultur og af det sociologiske felt. Argumentet for at anvende dette religionssyn her er som sagt dets bredde, muligheden for at genkende meget forskelligartede religiøse motiver.

Verdens religioner er så forskelligartede, at man ikke kan pege på konsekvent gennemgående specifikke træk, som f.eks. en eller flere guder.

Det, der er det allervæsentligste i den ene religiøse tradition kan være helt perifært eller ligefrem mangle i den anden. Fx kunne man ud fra en kristen tradition forestille sig, at troen på en eller flere guder måtte være konstituerende for religion; men det støder på den vanskelighed, at guder i mange kulturer ikke er centrale; i den klassiske buddhisme spiller de slet ingen positiv rolle. Ville man ud fra indisk tradition sætte et indre, åndeligt liv i centrum, kunne der nemt peges på andre religiøse traditioner, hvor noget sådant ikke spiller nogen fast rolle, eller hvor det ligefrem ses som ugudeligt sværmeri. Det er, som om enhver inddragelse af specifikke forestillinger eller handlinger begrænser definitionens gyldighed. (...) Det ser ud til, at religion kan anvendes i og danne ramme om de mest forskellige aktiviteter: undertrykkelse og frigørelse, fællesskab og ensomhed, orgier og askese, dans og filosofi, ekstase og moralprædiken. (...) Det er som om historien lærer os, at der er mere brug for elasticitet end for præcision i et religionsbegreb (...)

Tim Jensen, Mikael Rothstein & Jørgen Podemann Sørensen (red.): Gyldendals religionshistorie, 1994, s. 9f

Disse betragtninger skal i denne H.C. Andersen-konkordans danne baggrund for at opstille et kriterie for, at noget registreres som et religiøst fænomen: religiøse fænomener har en plads i en identificerbar kosmologi. Kan man identificere kosmologien, har den og fænomenet desuden en historie, og et religiøst fænomens historie er således også et kriterie. Også selvom fænomenet måtte have udviklet sig til noget tilsyneladende ikke-religiøst idag såvel som på H.C. Andersens tid.

Et eksempel er nisser: En nisse er en husgud fra dansk og norsk folketro med rødder tilbage til de romerske husguder lares. Nissen var engang en religiøs figur i folketroen. Derfor er motivet nisse medtaget så vel som f.eks. floden Lethe fra oldgræsk mytologi, der nok for mange er lettere at anerkende som et motiv fra religionens verden. Ingen af disse to motiver er centrale for at forstå H.C. Andersens religiøse anskuelser. Begge motiver har en tradition, der er mindst ligeså litterær som religiøs, både idag og på H.C. Andersens tid. Dette projekt skal imidlertid ikke postulere nogen endegyldig sandhed om eventyrenes eller forfatteren H.C. Andersens religion. Formålet er blot at vise, hvilke motiver der optræder, i hvilke eventyr de optræder og at citere fundene.

En snævrere definition af hvad religion er, baseret på forhåndsopfattelser af religion som sådan, H.C. Andersens religion eller eventyrenes religiøse kerne, ville lægge en begrænsning ned over stoffet og udelukke motiver, som nu er kommet med, bl.a folke- og "over"-troens.

Overtroiske elementer og kristent-religiøse motiver kan eksistere side om side i Andersens eventyr og historier. For eksempel i den dramatiske historie Dynd-Kongens Datter, hvor overtroiske, hedenske og kristne væsener og kræfter findes side om side på en fuldstændig besynderlig måde, som man ikke bør se hen over. Overtroens skikkelser spiller mange steder en særlig rolle – som er svær at blive klog på.

Hekse, nisser, alfer og trolde kan desuden ikke bare fejes af banen med stemplet "trivialitet", der bare er med for børnenes eller traditionens skyld. Havheksen i Den lille Havfrue spiller en markant rolle, det samme gælder alferne i Rosen-Alfen, Alferne paa Heden og Dødningen. Alfer, lygtemænd osv. besjæler i nogle af eventyrene naturen for den, der ser med åbne øjne, og som sådan spiller de en rolle i en form for religiøst verdensbillede, som måske er særligt andersensk.

Selvfølgelig skal man være opmærksom på, at hekse, trolde, nisser o.lign. er en del af folkeeventyrets og den fantastiske fortællings tradition, og det skal ikke nødvendigvis tages alt for alvorligt som nogen form for religiøsitet, for ikke at tale om okkultisme, når disse fænomener optræder – eller rettere, man skal nok tage det alvorligt, men man skal ikke forvente at finde ét svar eller én religiøsitet, der udspringer af et individ eller af en kerne, hvad enten man tænker på mennesket H.C. Andersen eller på teksterne selv. De overtroiske elementer spiller en symbolsk rolle og er ofte blot et element i et eventyrligt sceneri. Det gælder for dem som for andre motiver, at man ikke kan udlede noget sikkert om digterens eller "eventyrenes" trosforestillinger ud fra hvad der står skrevet.

Mange motiver, stort og småt, er registreret. Oversigten taler for sig selv.

Hvad er ikke religiøse motiver?

Udover alt, hvad der helt åbenlyst ikke har noget med religion at gøre, er der en del tilfælde, der kunne ligne, men som sorteres fra af forskellige årsager. Det er denne udvælgelse, der er den menneskelige redaktions fortrin fremfor computerbaseret fritekstsøgning. Ordet "Gud" er f.eks. sorteret fra, hvor det ikke betyder noget, og omvendt er tilfælde, hvor "Gud" spiller en rolle, men måske ikke benævnes "Gud", men f.eks. "vor herre", "vor skaber" eller "den højeste", opfanget.

Det er på den anden side ikke religiøst, hver gang der står "Gud". For eksempel registreres dette sted i "Keiserens nye Klæder" ikke:

Nu gik den gamle skikkelige Minister ind i Salen, hvor de to Bedragere sad og arbeidede med de tomme Væve. »Gud bevar' os!« tænkte den gamle Minister og spilede øinene op! »jeg kan jo ikke se noget!« Men det sagde han ikke.

Kilde: DSL: H. C. Andersens Eventyr (1963-1990) (herefter blot "H.C. Andersens Eventyr") bd. 1, s. 108 Åbn dette link i vinduet 'ny'

Her er påkaldelsen af Gud ikke en egentlig bøn. Det er en frase, et udråb, som ganske vist stammer fra noget religiøst, ligesom lignende udtryk: "du godeste", "du milde", "åh Gud" osv. Den slags er valgt fra, fordi der ikke er megen substans i det i denne sammenhæng. Det er ikke 100% religionsfrit, men det er under bagatelgrænsen.

Tilfælde som i slutningen af De vilde Svaner, hvor der står:

Ud af Byens Port strømmede det hele Folk, de vilde see Hexen blive brændt.

H.C. Andersens Eventyr bd. 1, s. 138 Åbn dette link i vinduet 'ny'

registreres ikke for motivet Heks, fordi "Hexen" i virkeligheden er prinsessen Elise, der nok er dømt til at brændes som heks, men faktisk ikke er en heks.

Der er vanskeligere tilfælde. Eventyret om den lille havfrue begynder med disse ord:

Langt ude i Havet er Vandet saa blaat, som Bladene paa den dejligste Kornblomst og saa klart, som det reneste Glas, men det er meget dybt, dybere end noget Ankertoug naaer, mange Kirketaarne maatte stilles ovenpaa hinanden, for at række fra Bunden op over Vandet. Dernede boe Havfolkene.

H.C. Andersens Eventyr bd. 1, s. 87 Åbn dette link i vinduet 'ny'

"Kirketårne" optræder her som et sammenligningsgrundlag for højde. Relevansen for et studie af det religiøse i Andersens eventyr er mildt sagt forsvindende. Det er derfor ikke registreret.

Grave er i nogle tilfælde medtaget, men ikke alle. I eventyrene Dødningen og Reisekammeraten spiller grave en rolle flere steder, fordi heltens far begraves og helten får et særligt forhold til grave. Han er ved grave flere gange i fortællingen, sætter kors op og ordner et fremmed gravsted.

I "Den lille Havfrue" fortæller den gamle bedstemoder den lille havfrue, at

[menneskene] maae ogsaa døe, og deres Levetid er endogsaa kortere end vor. Vi kunne blive tre hundrede Aar, men naar vi saa høre op at være til her, blive vi kun Skum paa Vandet, have ikke engang en Grav hernede mellem vore Kjære.

H.C. Andersens Eventyr bd. 1, s. 96 Åbn dette link i vinduet 'ny'

Som med kirketårnene tales der kun om fænomenet, det er ikke til stede. Det er ikke registreret i tekststedet, som er registreret for et andet motiv, nemlig Fortælling om opstandelse.

Dette eksempel illustrerer, at skellet mellem relevant og ikke-relevant ikke er så ligetil. Valgene er foretaget på grundlag af en vurdering af relevans. I dette tilfælde, hvor der i eventyret tales om havfolkenes mangel på grav skyldes fravalget motivets svaghed på flere punkter, som ikke hver for sig med nødvendighed udelukker et motiv, men tilsammen har udelukket dette tilfælde:

  1. Gravene omtales kun.
  2. Gravene, der omtales, findes ikke.
  3. Motivet grave betyder ikke noget særligt i sig selv; deres mangel belyser blot omstændighederne omkring havfruernes død, hvilket ikke i sig selv er et religiøst motiv - også fluer dør - men peger videre mod det centrale tema udødelighed. Motivet grav i sig selv er omtrent helt uden betydning.

Det sidste, at motivet betyder forsvindende lidt i teksten, tematisk, symbolsk og motivisk, er det mest afgørende. At det ikke er konkret til stede eller vil blive det i fremtiden, er ikke i sig selv afgørende. Det samme kan siges om mormor-englen i Den lille Pige med Svovlstikkerne: hun er der jo egentlig ikke, men hendes betydning i teksten og for pigen er stor, ligesom det juletræ, hun ser for sig. Det er altså ikke et motivs reale eksistens i fortællingens univers, der vejer tungest, men dets semantiske vægt: hvor meget betyder det?

H.C. Andersens religiøsitet

Hvorledes var da Andersens religiøsitet? Svaret er ikke enkelt, og konkordansen er tænkt som en samling af tekststeder og motiver, der lader læseren selv drage sine konklusioner. Johan de Mylius har givet emnet en kort introduktion i sin korte H.C. Andersen-biografi på netstedet: se www.andersen.sdu.dk/liv/minibio/index.html#rel og har desuden skrevet om emnet i flere bøger, jvf. litteraturlisten nedenfor.

Litteratur

Et udvalg, kronologisk opstillet:

  • Georg Brandes: "H. C. Andersen som Æventyrdigter", Illustreret Tidende 1869. Artiklen er gengivet som facsimile i Arkiv for Dansk Litteratur. (AAJ 71).
  • Edvard Lehmann: "H. C. Andersen hin primitive". Studenterhjemmets Julebog V, s. 93-106, optrykt i Edvard Lehmann: Almueliv og Eventyr. V. Pio, København. S. 157-74. (AAJ 229). Bestil i bibliotek.dk
  • H. St. Holbeck: H. C. Andersens Religion, 1947 (AAJ 1229). Bestil i bibliotek.dk
  • Christian Svanholm: H. C. Andersens ungdoms-tro. (Med henblikk på dens teologiske bakgrund), disputats, 1952 (AAJ 1414). Bestil i bibliotek.dk
  • Helge Topsøe-Jensen: "H. C. Andersens ungdomstro", opposition til Svanholms disputats, trykt i tidsskriftet Edda LIII 1953 (AAJ 1468), pp. 394-423, og i festskriftet til Topsøe-Jensen H. C. Andersen og andre Studier, 1966. Bestil i bibliotek.dk
  • Johan de Mylius: 'Hr. Digter Andersen' : Liv Digtning Meninger, Gad 1995. Især andet kapitel, s. 141-213. Bestil i bibliotek.dk
  • Jens Andersen: Andersen. En biografi, Gyldendal 2003. Især andet bind. Bestil i bibliotek.dk
  • Johan de Mylius: Forvandlingens pris. H.C. Andersen og hans eventyr, Aschehoug 2004. Indeholder tre kapitler om det religiøse: "Dødsøjeblikket" s. 309-333, "Mellemtilstanden" s. 334-342 og "Forvandling og genfødsel" s. 343-353. Se bogomtale. Bestil i bibliotek.dk
  • Carsten Bach-Nielsen og Doris Ottesen (red.): Andersen & Gud. Teologiske læsninger i H.C. Andersens forfatterskab, forlaget Anis, Kbh. 2004. Essaysamling. Bestil i bibliotek.dk