DK | EN
Motiver i et H.C. Andersen-citat
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motiver i et H.C. Andersen-citat

Hop forbi menu og nyheder

Dette er et resultat af en søgning efter "fe". Fundene er markeret i teksten.

Siden uden markerede søgeord og uden denne boks.

Ny søgning

Tekststed fra "Nattergalen" (1843)

Endelig traf de en lille, fattig Pige i Kjøkkenet, hun sagde: »O Gud, Nattergalen! den kjender jeg godt! ja, hvor den kan synge! hver Aften har jeg Lov til at bringe lidt af Levningerne fra Bordet hjem til min stakkels syge Moder, hun boer nede ved Stranden, og naar jeg saa gaaer tilbage, er træt og hviler i Skoven, saa hører jeg Nattergalen synge! jeg faaer Vandet i Øinene derved, det er ligesom om min Moder kyssede mig!«

Registrerede motiver i dette tekststed:

  1. Døden
  2. From ydmyghed og taknemmelighed
  3. Tanken om sjælens regnskab for godt og ondt ved døden

Nøgleord: Natur, pige, fugl, sang, mor

Kommentar: Det er måske værd at bide mærke i, at pigens taknemmelighed mod Gud ("O Gud") for nattergalens skønne sang er knyttet, omend løst, sammen med tanken om moren - måske er moren betragtet ophav og på denne måde, ved lighed, en parallel til Gud, Faderen. Denne antydede forbindelse mellem det religiøse og en moder er mere markant i "Paradisets Have", hvor "Feernes Dronning" i Paradisets have forklarer prinsen, hvordan hun og feerne vil friste ham til en gentagelse af Adams og Evas forbrydelse og syndefaldet. Den guddommelige fristelse, de byder prinsen, er smuk og uimodståelig. Kombinationen af erotisk fristelse, de smukke kvinder og fe-dronningen selv, som prinsen ender med at kysse i lyksalighed, og moderens stemme i et religiøst sceneri er noget særligt andersensk, og det indbyder til overvejelser af disse fænomeners art og indbyrdes forhold:

»Nu begynde vore Dandse!« sagde Feen, »ved Slutningen, hvor jeg dandser med dig, vil du see, idet Solen synker, at jeg vinker ad dig, du vil høre mig tilraabe dig: følg med! men gjør det ikke! i hundred Aar maa jeg hver Aften gjentage det; for hver Gang den Tid er omme, vinder du mere Kraft, tilsidst tænker du aldrig derpaa. Iaften er det første Gang; nu har jeg advaret dig!«

Og Feen førte ham ind i en stor Sal af hvide gjennemsigtige Lilier, de gule Støvtraade i hver var en lille Guldharpe, som klang med Strængelyd og Fløitetoner. De skjønneste Piger, svævende og slanke, klædte i bølgende Flor, saa man saae de deilige Lemmer, svævede i Dandse, og sang om hvor herligt det var at leve, at de aldrig vilde døe, og at Paradisets Have skulde evig blomstre.

Og Solen gik ned, den hele Himmel blev eet Guld, der gav Lilierne Skjær som den deiligste Rose, og Prindsen drak af den skummende Viin, Pigerne rakte ham, og han følte en Lyksalighed, som aldrig før; han saae, hvor Salens Baggrund aabnede sig, og Kundskabens Træ stod i en Glands, der blændede hans Øie; Sangen derfra var blød og deilig, som hans Moders Stemme, og det var, som hun sang: »mit Barn! mit elskede Barn!«

  top Top