Tekststed fra "Metalsvinet" (1842)

Registrerede motiver i dette tekststed

Mange vandre vist dette Billede let forbi, og dog omslutter det en Skat af Poesie: det er Christus, som stiger ned i Underverdenen, men det er ei de Piinte, man seer om ham, nei, det er Hedningerne; Florentineren Angiolo Bronzino har malet dette Billede; meest herligt er Udtrykket af Børnenes Vished om, at de skulle i Himlen; to Smaa omfavne allerede hinanden, een Lille rækker Haanden til en Anden nedenfor og peger paa sig selv, som om han sagde: »Jeg skal i Himlen!« alle Ældre staae uvisse, haabende, eller bøie sig ydmygt bedende for den Herre Jesus.

Registrerede motiver i dette tekststed:

  1. At dø og stige til himmels
  2. Hedninge
  3. Helvede
  4. Jesus Kristus
  5. Mellemtilstand

Nøgleord: Børn, frelse, håb, kærlighed

Kommentar:

Ifølge Inge Lise Rasmussen Pin: »H. C. Andersens 'Metalsvinet': Fra dagbog til poetisk billede«. Anderseniana, 3. rk., 4:1, 1982, pp. 1-16, hører Bronzinos "Cristo al Limbo"; "Christus stiger ned i underverdenen", til i kirken Santa Groce i Firenze. Værket er afbildet i artiklen, der desuden gennemgår Andersens Firenzebesøg og deres nedskrift i dagbøger og breve samt brug i Improvisatoren og Metalsvinet/En Digters Bazar.

Ifølge http://cgfa.sunsite.dk/bronzino/bronzino_bio.htm var Bronzino rigtige navn Agnolo di Cosimo. Han var hofmaler i Firenze og malede både portrætter og billeder med religiøse motiver. Hans stil, som i høj grad var hans læremester Jacopo da Pontormos ære, er kølig, forfinet, aristokratisk og teknisk brilliant i gengivelsen af forskellige overfladers detaljer og farver.