H.C. Andersen centret

Beskrivelse af dette motiv:

Ifølge ægyptiske kilder sås der af og til en hellig fugl ved templet i Heliopolis, Solgudens by. På nogle af de ældste og bedste afbildninger ligner føniksen en hejre. Fuglen blev symbol for den opgående sol, dvs. dagen og den evige genfødsel. Ifølge en ægyptisk myte forvandlede Osiris sig til en føniks i Heliopolis. Fuglen blev undertiden afbildet i et træ ved siden af Osiris' kiste og symboliserer således Osiris', den dødes, genopstandelse efter døden. I græske kilder, bl.a. Herodot, er føniksfuglens periodiske fornyelse i centrum. Senere fortællere har udviklet historien om Føniks-fuglen. Ovid og Mela fortalte, at Føniks byggede sig en rede af røgelse og døde i den. Ifølge Artemidor brændte fuglen op i sin rede af røgelse og myrra, hvorpå der opstod en ny Føniks-fugl ud af asken. Denne fortælling om Føniks blev udbredt og har holdt indtil i dag, blandt andet overleveret af middelalderens kristne munke, der kunne bruge Føniks som Kristus-symbol pga. dens frivillige død, genfødsel efter døden og dens ubesmittede fødsel.

Kilder: Salmonsens Konservationsleksikon, 1920, Gads Religionsleksikon, 1999.

I Andersens eventyr "Paradisets Have" (1839) er Prindsessen i Paradisets Have, en fe, der frister eventyrets prins til synd, som Eva i sin tid Adam, overordentlig interesseret i nyt om Fugl Føniks:

Østenvinden gav hende det skrevne Blad fra Fugl Phønix, og hendes Øine funklede af Glæde;

Senere, i 1850, viede Andersen fuglen sin egen historie, en kort prosahymne kaldet "Fugl Phønix". I "Fugl Phønix" knyttes Føniks-fuglen sammen med Paradisets have og syndefaldet:

I Paradisets Have, under Kundskabstræet, stod en Rosenhæk; her, i den første Rose, fødtes en Fugl, dens Flugt var som Lysets, deilig dens Farve, herlig dens Sang.

Men da Eva brød Kundskabens Frugt, da hun og Adam joges fra Paradisets Have, faldt fra Straffe-Englens Flammesværd en Gnist i Fuglens Rede og antændte den. Fuglen døde i Flammerne, men fra det røde Æg fløi en ny, den eneste, den altid eneste Fugl Phønix. Sagnet melder, at den bygger i Arabien, og hvert hundrede Aar brænder sig selv op i sin Bede, og at en ny Phønix, den eneste i Verden, flyver ud fra det røde Æg.

Andersen placerer altså her Fugl Føniks midt i Guds oprindelige skaberværk. Han identificerer den desuden med poesien selv:

– I Paradisets Have, da Du fødtes under Kundskabstræet, i den første Rose, kyssede Vor Herre Dig og gav Dig dit rette Navn – Poesien.

Poesien er således gudskabt, men dens guddommelige gnist er ikke, som det var tanken i romantisk æstetik, en del af skabelsens lys, men af "Straffe-Englens Flammesværd" (jvf. hertil motivet Djævel, Satan). Fuglens og poesiens lod er det samme som Adam og Evas efter fordrivelsen fra Haven, med Johan de Mylius ord i Forvandlingens pris, Høst & Søn 2004, s. 225: "en poesi i modernitetens tegn, vildfarende og ensom". Føniks-fuglens eksistensform, altid ensom og unik, altid på rejse mellem død og fødsel i ild, gør den til en figur, Andersen kunne bruge til at skabe billeder af individer i forvandlende ødelæggelse, ligesom f.eks. den lille havfrue og egetræet i "Det gamle Egetræes sidste Drøm".