DK | EN
Motivet Forsynstro i HCA : "Hun duede ikke" (1852)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Forsynstro i HCA : "Hun duede ikke" (1852)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Tro, tillid, guddommeligt forsyn, skæbne

Beskrivelse af dette motiv: Forsynet er Guds indsigt i og direkte indgriben i jordiske begivenheders gang. Forsynstro er tro på og tillid til, at Gud eller en skytsengel hjælper en på vej i svære situationer og hjælper en til at træffe de rigtige valg.

Eksempel 1:

»Tak, du gode Sjæl!« sagde hun til Maren, »Alt vil jeg ogsaa sige Dig, naar Drengen sover! jeg troer allerede, han gjør det! hvor sød og velsignet seer han ud! med de lukkede Øine! han veed ikke, hvorledes hans Moder har det. Vor Herre lade ham aldrig prøve det! –

Eksempel 2:

Jeg agter den Fattige, sagde hun, hos Gud kan han maaskee faae en høiere Plads, end mange Rige, men man maa ikke paa Jorden gaae over i et galt Spor, naar man kjører fremad, ellers vælter Vognen og I To ville vælte! Jeg veed, at en brav Mand, en Haandværksmand har friet til Dig, det er Erik Handskemager, han er Enkemand, har ingen Børn, staaer sig godt, tænk derover!« Hvert Ord, hun sagde, var som Knive gjennem mit Hjerte, men Konen havde Ret! og det knugede mig og tyngede mig! – jeg kyssede hendes Haand og græd mine salte Taarer, og det endnu mere, da jeg kom ind i mit Kammer og lagde mig over min Seng. Det var en tung Nat, som fulgte, vor Herre veed, hvad jeg led og stred. Saa gik jeg om Søndagen til Herrens Bord, for at faae Lys i mig. Da var det ligesom en Tilskikkelse: idet jeg gik ud af Kirken, mødte jeg Erik Handskemager. Saa var der ikke længer nogen Tvivl i mit Sind, vi passede for hinanden i Stilling og Vilkaar, ja, han var endogsaa en velhavende Mand! og saa gik jeg lige hen til ham, tog hans Haand og sagde: er dine Tanker endnu til mig? – Ja evig og altid! sagde han. – Vil Du have en Pige, der agter og ærer Dig, men ikke holder af Dig, men det kan vel komme! – Det vil komme! sagde han, og saa gav vi hinanden Haanden. Jeg gik hjem til min Madmoder; Guldringen, som Sønnen havde givet mig, bar jeg paa mit bare Bryst, jeg kunde ikke sætte den paa min Finger ved Dagen, men kun hver Aften, naar jeg lagde mig i min Seng. Jeg kyssede Ringen, saa at min Mund blødte ved det, og saa gav jeg den til min Madmoder, og sagde, at i næste Uge vilde der blive lyst fra Prædikestolen for mig og Handskemageren. Saa tog min Madmoder mig i sine Arme og kyssede mig – hun sagde ikke, at jeg ikke duede, men den Gang var jeg maaskee ogsaa bedre, skjøndt jeg ikke endnu havde prøvet saa megen Verdens Modgang. Og saa stod Brylluppet ved Kyndelmisse; og det første Aar gik godt, vi holdt Svend og Dreng, og Du, Maren, tjente os.«

»O, I var en velsignet Madmoder!« sagde Maren, »aldrig glemmer jeg, hvor mild I og Jer Mand var!«

»Det var i de gode Aar, Du var hos os! – Børn havde vi da ikke. – Studenten saae jeg aldrig! – Jo, jeg saae ham, men han saae ikke mig! han kom her til sin Moders Begravelse. Jeg saae ham staae ved Graven, han var saa kridhvid og saa bedrøvet, men det var for Moderens Skyld.

Eksempel 3:

»(...) – Jeg har slidt og slæbt, stridt og stræbt for Barnets Skyld, vasket Trapper, vasket Linned, grovt og fiint, men jeg skal ikke have det bedre, vil vor Herre! men han løser nok op for mig og sørger for Drengen.«

Eksempel 4:

»Der har været noget Mikmak med min Broder og hende!« sagde Byfogden, »godt, at hun er af Veien; Drengen faaer nu det Hele, og jeg skal sætte ham til brave Folk, en god Haandværker kan han blive!« – Og i de Ord lagde vor Herre sin Velsignelse.

(...)

Til Kirkegaarden blev hun bragt, de Fattiges Kirkegaard. Maren plantede et lille Rosentræ paa Graven, Drengen stod ved Siden.

»Min søde Moder!« sagde han, og Taarerne strømmede:

»Er det sandt: hun duede ikke!«

»Jo, hun duede!« sagde den gamle Pige og saae op imod Himlen. »Jeg veed det fra mange Aar og fra den sidste Nat. Jeg siger Dig, hun duede! og vor Herre i Himmeriges Rige siger det med, lad Verden kun sige: hun duede ikke!«

  top Top