DK | EN
Motivet Kærlighed og tårer forløser i HCA : Den sidste Perle (1853)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Kærlighed og tårer forløser i HCA : Den sidste Perle (1853)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Kærlighed, udødelighed, hjerte, sjæl

Beskrivelse af dette motiv:

Kærlighed kan forløse sjælen til liv og skænke den udødelighed - for eksempel den lille havfrue eller "Alferne paa Heden", der kan vinde evigt liv af et menneskes kærlighed eller, i alfernes tilfælde, af "en Angerens eller Medlidenheds Taare fra det menneskelige Hjerte", englens kærlighed til Inger i "Pigen, som traadte paa Brødet", Gerdas tårer, der tør Kays frosne hjerte op i "Sneedronningen" eller Sorgens tåre i "Den sidste Perle", der løfter sjælen op mod evigheden.

Ifølge Flemming Hovmanns kommentar s. 95 i bd. 7 af H.C. Andersens eventyr, Dansk Sprog- og Litteraturselskab / Borgen 1990, er det et kendt motiv fra folketroen, at tårer har forløsende kraft.

Eksempel :

Midt paa Gulvet stod en aaben Liigkiste og i denne hvilede Liget af en Qvinde, endnu i sine bedste Aar; de deiligste friske Roser laae hen over hende, saa at kun de foldede, fine Hænder vare synlige og det i Døden forklarede, ædle Ansigt med Indvielsens høie, ædle Alvor i Gud.

Ved Kisten stode Mand og Børn, en heel Flok var det; den Mindste sad paa Faderens Arm, det sidste Farvel bragte de; og Manden kyssede hendes Haand, den, der nu var som et vissent Løv, og før med Kraft og Kjærlighed havde hygget om dem. Salte, tunge Taarer faldt i store Draaber paa Gulvet; men ikke et Ord blev sagt. Tausheden her rummede en Verden af Smerte. Og stille, hulkende gik de bort.

Der stod et Lys, Flammen vred sig for Vinden og skjød op sin lange, røde Tande. Fremmede Folk traadte ind, de lagde Laaget over den Døde, de slog Sømmene fast, stærkt lød Hammerslagene gjennem Husets Stuer og Gange, de lød til Hjerterne, der blødte.

»Hvorhen fører Du mig!« spurgte Skytsaanden, »her boer ingen Fee, hvis Perle hører med til Livets bedste Gaver!«

»Paa dette Sted boer hun, her i denne hellige Time,« sagde Skytsengelen, og pegede hen i Krogen, og der, hvor i Livets Dage Moderen havde siddet mellem Blomster og Billeder, hvor hun, som Husets velsignende Fee, nikkede kjærligt til Mand, Børn og Venner, hvor hun, som Husets Solstraale, udbredte Glæde og var det Heles Sammenhold og Hjerte, der sad nu en fremmed Qvinde, iført lange, side Klæder, Sorgen var det, Herskerinden her, Moder nu i den Dødes Sted. Der trillede en brændende Taare ned paa hendes Skjød, den blev en Perle; den funklede med alle Regnbuens Farver, og Engelen greb den, og Perlen lyste, som en Stjerne med syvfarvet Glands.

»Sorgens Perle, den sidste, som ikke kan savnes! ved den forhales de andres Glands og Magt. Seer Du Skjæret her af Regnbuen, den, der forbinder Jorden med Himlen. For hver af vore Kjære, der døe fra os, have vi een Ven meer i Himlen at længes efter. I Jordens Nat see vi opad mod Stjernerne, ud mod Fuldendelsen! betragt Sorgens Perle, i den ligge Psyche-Vingerne, de bære os bort herfra!«

  top Top