DK | EN
Motivet Majstang, Valborgaften i HCA : Suppe paa en Pølsepind (1858)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Majstang, Valborgaften i HCA : Suppe paa en Pølsepind (1858)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Sommer, fest, ritual

Beskrivelse af dette motiv:

Valborgaften falder dagen før Valborgdag 1. maj, hvor man bl.a. dansede om majstangen. Sankt Valborg blev helgenkåret 1. maj.

Festen Valborgaften har navn efter Sankt Walburga (I Skandinavien kendt som Valborg; alternative former ere "Walpurgis", "Wealdburg" eller "Valderburger"), født i Wessex i 710, en niece af Sankt Boniface. Ifølge en legende var hun datter af den saksiske prins Skt. Richard. Valborg rejste sammen med sine brødre til Württemberg i Tyskland, hvor hun blev nonne og levede i klostret i Heidenheim, som var oprettet af hendes broder Wunibald. Valborg døde d. 25. februar 779, og den dag bærer stadig hendes navn i den katolske kalender. Hun blev ikke helgenkåret før 1. maj samme år – Valborgdag. Valborgnat mellem 30. april og 1. maj er i tysk tradition den aften, hvor heksene fester på Bloksbjerg (Brocken) og venter på Satans komme. (Min oversættelse af oplysninger fra Wikipedia: http://en.wikipedia.org/wiki/Walpurgis_Night 17. januar 2005).

Flemming Hovmann skriver om det at "ride sommer i by" (Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre) i bd. 7 af H.C. Andersens eventyr, Dansk Sprog- og Litteraturselskab / Borgen 1990, s. 196: "man anså gerne de nyudsprungne bøgegrene som et værn mod onde magter, og udover at fejre sommerens komme med at tænde bål, ligeledes et værn mod det onde, fejrede man den også ved at hente grene i skoven til at pynte huset med, hvorpå man næste dag red i optog fra hus til hus for om aftenen at danse om majstangen. Allerede i Maj i Aarets tolv Maaneder har A skildret denne skik (1832; SS XII 23f)."

Eksempel :

I Skovkanten, mellem tre fire Huse var reist en Stang høi som en Stormast, og øverst paa den hang Krandse og Baand, det var Maistangen; Piger og Karle dandsede rundt om den og sang dertil omkap med Spillemandens Violin. Det gik lystigt til ved Solnedgang og i Maaneskin, men jeg tog ikke med, hvad skal en lille Muus paa Skovbal! jeg sad i det bløde Mos, og holdt paa min Pølsepind. Maanen skinnede især paa een Plet, hvor der var et Træ med et Mos, saa fiint, ja, jeg tør sige saa fiint, som Musekongens Skind, men det havde en grøn Farve, saa at det var en Velgjerning for Øinene. Da kom der lige med Eet opmarscherende de yndigste smaa Personer, ikke større end at de kunde naae mig til Knæet, de saae ud som Mennesker, men de vare bedre proportionerede, de kaldte sig Alfer og havde fine Klæder af Blomsterblade med Flue- og Mygge-Vinge-Besætning, slet ikke galt. Det var strax som om de søgte efter Noget, jeg vidste ikke hvad, men saa kom der et Par Stykker hen til mig, den Fornemste af dem pegede paa min Pølsepind og sagde: »det er netop saadan een vi bruge! den er tilskaaret, den er udmærket!« og han blev meer og meer henrykt, idet han saae paa min Vandrestav.

»Nok laane, men ikke beholde!« sagde jeg.

»Ikke beholde!« sagde de Allesammen, toge om Pølsepinden, som jeg slap og de dandsede med den hen til den fine Mosplet, reiste Pølsepinden der, midt i det Grønne. De vilde ogsaa have en Maistang og den de nu havde var jo ogsaa for dem, som skaaret dertil. Nu blev den pyntet; ja da fik den Syn!

Smaa Edderkopper spandt Guldtraad om den, ophængte vaiende Slør og Paner, saa fine vævede, saa sneehvide blegede i Maaneskin, at det skar mig i mine Øine; de tog Farver af Sommerfuglens Vinger og dryssede paa de hvide Lin og der skinnede Blomster og Diamanter, jeg kjendte ikke igjen meer min Pølsepind; saadan en Maistang, som den var blevet, fandtes der vist ikke Mage til i Verden. Og nu først kom det rigtige store Alfe-Selskab, det var ganske uden Klæder, finere kunde det ikke være, og jeg blev indbudt til at see paa Stadsen, men i Afstand, for jeg var dem for stor.

  top Top