Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver
Se også At dø og stige til himmels, Forvandling
Nøgleord:
Liv, død, genopstandelse, forvandling, genfødsel, sjæl, rejse
Mellemtilstanden er et centralt begreb i H.C. Andersens religiøse univers. Døden er ofte ikke bare døden, men en forvandling eller en overgang til en anden eksistenssfære for sjælen, et trin på vejen mod den højeste ånd, Guds rige. Et prominent og oplysende eksempel er eventyret om den lille havfrues kompromisløse stræben efter solen (lys, ånd og udødelighed) og kærligheden, der bringer hende nede fra havets dyb op til menneskenes sfære, derfra overraskende til den mellemtilstand blandt luftens døtre, læseren efterlader havfruen i. Fra denne kan hun siden hen stige op til til Guds rige, solens og det absolutte lys' element. Inger i Helvede i "Pigen, der traadte paa Brødet" er også i en mellemtilstand. Også hun stiger via en forvandling op til jordens sfære og siden til lyset, "lige ind i Solen".
Tanken om sjælens trinvise forvandlinger havde Andersen til fælles med sin nære ven B.S. Ingemann. De anså begge sjælen for principielt udødelig. De var fælles om at afvise tanken om sjælens evige fortabelse i helvede og var på den måde uenige med datidens danske kirke. Forestillingen om evig straf i helvede stred for dem imod tanken om Guds uendelige kærlighed – og magt.
Johan de Mylius har viet et kapitel til emnet i Forvandlingens pris (2004), s. 334-342.
Eksempel 1:
Nu slog ogsaa hans Time, han døde og kom til Himmeriges Port. Her komme altid To og To! her stod han med en anden Sjæl, der ogsaa gjerne vilde ind, og det var netop den gamle Mo'er Margrethe fra Digehuset.
Eksempel 2:
Snart vilde Veiret bryde løs, Isen gaae istykker og Alle derude synke igjennem uden Frelse. Høre mig kunde de ikke, naae ud til dem mægtede jeg ikke; kunde jeg dog faae dem i Land! Da gav vor Herre mig den Tanke at stikke Ild i min Seng, heller lade Huset brænde af, end at de Mange saa ynkeligt skulle døe. Jeg fik Lyset tændt, saae den røde Flamme – ja, jeg naaede ud af Døren, men der blev jeg liggende, jeg kunde ikke mere; Luen stod ud efter mig og ud af Vinduet, hen over Taget; de saae den derude fra og de løb Alle, hvad de kunde, for at hjelpe mig arme Stakkel, som de troede brændte inde; der var ikke Een, som jo løb afsted; jeg hørte de kom, men jeg hørte ogsaa, hvor det med Eet susede i Luften; jeg hørte det dundrede som svære Kanonskud, Springfloden løftede Isen, der brødes itu; men til Diget naaede de, hvor Gnisterne fløi hen over mig; jeg fik dem Alle i Behold; men jeg har ikke maattet kunne taale Kulden og den Forskrækkelse, og saa er jeg kommet herop til Himmeriges Port; de sige, den bliver lukket op ogsaa for saadan en Stakkel, som jeg! og nu har jeg jo ingen Huus mere dernede paa Diget, dog det giver mig da ingen Adgang her.«
Da aabnede sig Himmeriges Port og Engelen førte den gamle Kone ind; hun tabte et Sengehalm udenfor, et af de Straa, der havde ligget i hendes Seng, den hun tændte for at frelse de Mange, og det var blevet til det pure Guld, men et Guld, der voxede og slyngede sig i de deiligste Forsiringer.
»See, det bragte den fattige Kone!« sagde Engelen. »Hvad bringer nu Du? Ja, jeg veed nok, Du har Ingenting udrettet, ikke engang lavet en Muursteen; kunde Du bare gaae tilbage igjen og bringe idetmindste saameget; den duede sagtens ikke, naar Du havde gjort den, dog gjort med en god Villie, det var altid Noget; men Du kan ikke gaae tilbage, og jeg kan ikke gjøre Noget for Dig!«
Da bad den fattige Sjæl, Konen fra Digehuset, for ham: »hans Broder har gjort og givet mig alle Steen og Stumper, hvoraf jeg klinede mit usselige Huus, det var grumme meget for mig arme Stakkel! kan nu ikke alle de Stumper og Stykker gjælde som een Muursteen for ham? Det er en Naadens Gjerning! nu trænger han til den og her er jo Naadens Hjem!«
»Din Broder, den, Du kaldte den Ringeste,« sagde Engelen, »den, hvis Dont i al Ærlighed var Dig nedrigst, giver Dig sin Himmeriges-Skjerv. Du skal ikke vises bort, Du skal have Lov til at staae herudenfor og tænke over, see at ophjelpe dit Liv dernede, men ind kommer Du ikke, før Du i god Gjerning har udrettet – Noget!«
»Det kunde jeg have sagt bedre!« tænkte Raisonneuren, men han sagde det ikke høit, og det var nok allerede Noget.
Top