DK | EN
Motivet From ydmyghed og taknemmelighed i HCA : "Noget" (1858)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet From ydmyghed og taknemmelighed i HCA : "Noget" (1858)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Beskrivelse af dette motiv:

Ydmyghed har hos Andersen næsten altid at gøre med om man er orienteret mod verden, oftest også dens skaber, Gud, eller om man er orienteret mod en selv. Den selvglade og selvtilstrækkelige personlighedstype udstilles mange steder hos Andersen. Kendetegn er smålighed, intolerance, et lukket sind, ufølsomhed, utilfredshed og arrogant stolthed. Den stolte mener, alt godt skyldes ham/hende selv. Den ydmyge ser derimod verdens indretning og egne livsomstændigheder som en gave fra Gud, og stiller sig tilfreds med livet, ja takker (Gud) for alt.

Rosen i "Sneglen og Rosenhækken" er, i modsætning til sneglen, den fromt taknemmelige og udadvendte type. "Sneglen og Rosenhækken" er et skoleeksempel på motivet og er desuden usædvanligt ved ikke direkte at nævne Gud som den, gaverne kommer fra.

Eksempel 1:

»Jeg har saamænd slet ikke udrettet Noget i denne Verden! ikke Noget, der kan lukke op for mig her! det er en sand Naadens Gjerning, om jeg faaer Lov at komme indenfor Døren!«

Eksempel 2:

Snart vilde Veiret bryde løs, Isen gaae istykker og Alle derude synke igjennem uden Frelse. Høre mig kunde de ikke, naae ud til dem mægtede jeg ikke; kunde jeg dog faae dem i Land! Da gav vor Herre mig den Tanke at stikke Ild i min Seng, heller lade Huset brænde af, end at de Mange saa ynkeligt skulle døe. Jeg fik Lyset tændt, saae den røde Flamme – ja, jeg naaede ud af Døren, men der blev jeg liggende, jeg kunde ikke mere; Luen stod ud efter mig og ud af Vinduet, hen over Taget; de saae den derude fra og de løb Alle, hvad de kunde, for at hjelpe mig arme Stakkel, som de troede brændte inde; der var ikke Een, som jo løb afsted; jeg hørte de kom, men jeg hørte ogsaa, hvor det med Eet susede i Luften; jeg hørte det dundrede som svære Kanonskud, Springfloden løftede Isen, der brødes itu; men til Diget naaede de, hvor Gnisterne fløi hen over mig; jeg fik dem Alle i Behold; men jeg har ikke maattet kunne taale Kulden og den Forskrækkelse, og saa er jeg kommet herop til Himmeriges Port; de sige, den bliver lukket op ogsaa for saadan en Stakkel, som jeg! og nu har jeg jo ingen Huus mere dernede paa Diget, dog det giver mig da ingen Adgang her.«

Da aabnede sig Himmeriges Port og Engelen førte den gamle Kone ind; hun tabte et Sengehalm udenfor, et af de Straa, der havde ligget i hendes Seng, den hun tændte for at frelse de Mange, og det var blevet til det pure Guld, men et Guld, der voxede og slyngede sig i de deiligste Forsiringer.

»See, det bragte den fattige Kone!« sagde Engelen. »Hvad bringer nu Du? Ja, jeg veed nok, Du har Ingenting udrettet, ikke engang lavet en Muursteen; kunde Du bare gaae tilbage igjen og bringe idetmindste saameget; den duede sagtens ikke, naar Du havde gjort den, dog gjort med en god Villie, det var altid Noget; men Du kan ikke gaae tilbage, og jeg kan ikke gjøre Noget for Dig!«

Da bad den fattige Sjæl, Konen fra Digehuset, for ham: »hans Broder har gjort og givet mig alle Steen og Stumper, hvoraf jeg klinede mit usselige Huus, det var grumme meget for mig arme Stakkel! kan nu ikke alle de Stumper og Stykker gjælde som een Muursteen for ham? Det er en Naadens Gjerning! nu trænger han til den og her er jo Naadens Hjem!«

»Din Broder, den, Du kaldte den Ringeste,« sagde Engelen, »den, hvis Dont i al Ærlighed var Dig nedrigst, giver Dig sin Himmeriges-Skjerv. Du skal ikke vises bort, Du skal have Lov til at staae herudenfor og tænke over, see at ophjelpe dit Liv dernede, men ind kommer Du ikke, før Du i god Gjerning har udrettet – Noget!«

»Det kunde jeg have sagt bedre!« tænkte Raisonneuren, men han sagde det ikke høit, og det var nok allerede Noget.

Kommentar til dette tekststed: Kritikerens synd er en undladelsessynd. Han har intet gjort for andre, og det er netop fejlen.
  top Top