Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver
Se også Begravelse, Kirkegård
Nøgleord:
Død, kirkegård, kors
Storken gav hende Tag over sig til hendes Død! jeg sang ved hendes Grav! sagde Vinden, jeg sang ved hendes Faders Grav, jeg veed, hvor den er og hvor hendes Grav er, det veed ellers Ingen!
Nye Tider, andre Tider! gammel Alfarvei gaaer op i lukket Mark, fredede Grave blive færdet Landevei, - og snart kommer Dampen med sin Vognrække og bruser hen over Gravene, glemte som Navnene, hu- u- ud! fare hen!
Eksempel 1:
»»O! o!«« – ja, Menneskene kunne sukke, som Vinden kan det i Siv og Rør. »»O! – der ringede ingen Klokker over din Grav, Valdemar Daae! de fattige Skoledrenge sang ikke, da Borrebys fordums Herre blev lagt i Jorden! – O! Alt faaer dog Ende, ogsaa Elende! – Søster Ide blev en Bondes Viv! det var vor Fader den haardeste Prøvelse! Datters Mand, en usselig Træl, der af Herremanden kunde sættes til at ride paa den haarde Fjæl! – Nu er han vel under Jorden? og Du med? Ide! – O ja! o ja! det er ikke forbi endda, jeg gamle Stakkel! jeg fattige Stakkel! løs op for mig, rige Christ!««
Det var Anna Dortheas Bøn i det ynkelige Huus, der havde Lov at staae for Storkens Skyld.
Eksempel 2:
»Det var en Paaskemorgen, som da Valdemar Daae troede, at han fandt det røde Guld, da hørte jeg under Storkens Rede, mellem de skrøbelige Vægge, Psalmesang, Anna Dortheas sidste Sang.
Der var ingen Rude, der var kun et Hul i Væggen; – Solen kom, som en Guldklump, og satte sig deri; det var en Glands! hendes Øine brast, hendes Hjerte brast! det havde de gjort alligevel, om Solen ikke den Morgen havde skinnet paa hende.
Storken gav hende Tag over sig til hendes Død! jeg sang ved hendes Grav!« sagde Vinden, »jeg sang ved hendes Faders Grav, jeg veed, hvor den er og hvor hendes Grav er, det veed ellers Ingen!
Nye Tider, andre Tider! gammel Alfarvei gaaer op i lukket Mark, fredede Grave blive færdet Landevei, – og snart kommer Dampen med sin Vognrække og bruser hen over Gravene, glemte som Navnene, hu- u- ud! fare hen!
Øjeblikket, hvor solen skinner ind ad hullet i muren til den sidste af Valdemar Daaes døtre, Ide, er en genklang af øjeblikket, hvor vinden puster til gløden i glasset med hans alkymistiske forsøg på at skabe guld en tidligere påskemorgen. Heller ikke dét var guld. Ide er den i familien med det bedste hjerte, og solens hilsen kan være en tak for hendes godhed – optimismen er dog vanskelig at fastholde, netop fordi det er en gentagelse af en illusion, og fordi det hedder, at
Solen kom, som en Guldklump, og satte sig deri; det var en Glands! hendes Øine brast, hendes Hjerte brast! det havde de gjort alligevel, om Solen ikke den Morgen havde skinnet paa hende.
(Mine fremhævninger – LBJ)
Optimisme og påsketro blæses bort af denne nihilistiske histories fortæller, vinden.
Det må dog samtidig nævnes, at døden i det lysende øjeblik er centralt andre steder i forfatterskabet, hvor det netop ikke er endelig død, men forvandling til en anden eksistensform, en opstigning som den lille havfrues.
Top