Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Højtid, fest, liv, død, forår

Beskrivelse af dette motiv: Den jødiske påske, pesach, som i Det Nye Testamente kaldes jødernes påske, fejres til minde om udvandringen fra Ægypten (Exodus, 2. Mosebog). Påsken har også rod i en tradition for forårsfest til fejring af byghøsten og kvæget. I kristendommen er påsken en højtid til minde om Jesus' død og opstandelse, der ifølge evangelierne fandt sted under påsken i Jerusalem. (Gads Religionsleksikon, 1999)

Eksempel 1:

»»Paa Vinter kommer Foraar!«« sagde han, »»paa Trang komme gode Tider! – men de lade vente paa sig, vente! – Nu er Gaarden Gjeldsbrev! nu er det den yderste Tid – og saa kommer Guldet! til Paaske!««

(...)

Det var Paaskemorgen, Klokkerne klang, Solen legede paa Himlen.

Kommentar til dette tekststed: Valdemar Daae forsøger at skabe guld ved alkymi. Hans gerrighed har frataget ham klarsyn og fornuft. Hans håb er en illusion.

Eksempel 2:

»Det var en Paaskemorgen, som da Valdemar Daae troede, at han fandt det røde Guld, da hørte jeg under Storkens Rede, mellem de skrøbelige Vægge, Psalmesang, Anna Dortheas sidste Sang.

Der var ingen Rude, der var kun et Hul i Væggen; – Solen kom, som en Guldklump, og satte sig deri; det var en Glands! hendes Øine brast, hendes Hjerte brast! det havde de gjort alligevel, om Solen ikke den Morgen havde skinnet paa hende.

Storken gav hende Tag over sig til hendes Død! jeg sang ved hendes Grav!« sagde Vinden, »jeg sang ved hendes Faders Grav, jeg veed, hvor den er og hvor hendes Grav er, det veed ellers Ingen!

Nye Tider, andre Tider! gammel Alfarvei gaaer op i lukket Mark, fredede Grave blive færdet Landevei, – og snart kommer Dampen med sin Vognrække og bruser hen over Gravene, glemte som Navnene, hu- u- ud! fare hen!

Kommentar til dette tekststed:

Øjeblikket, hvor solen skinner ind ad hullet i muren til den sidste af Valdemar Daaes døtre, Ide, er en genklang af øjeblikket, hvor vinden puster til gløden i glasset med hans alkymistiske forsøg på at skabe guld en tidligere påskemorgen. Heller ikke dét var guld. Ide er den i familien med det bedste hjerte, og solens hilsen kan være en tak for hendes godhed – optimismen er dog vanskelig at fastholde, netop fordi det er en gentagelse af en illusion, og fordi det hedder, at

Solen kom, som en Guldklump, og satte sig deri; det var en Glands! hendes Øine brast, hendes Hjerte brast! det havde de gjort alligevel, om Solen ikke den Morgen havde skinnet paa hende.

(Mine fremhævninger – LBJ)

Optimisme og påsketro blæses bort af denne nihilistiske histories fortæller, vinden.

Det må dog samtidig nævnes, at døden i det lysende øjeblik er centralt andre steder i forfatterskabet, hvor det netop ikke er endelig død, men forvandling til en anden eksistensform, en opstigning som den lille havfrues.