DK | EN
Motivet Djævel, Satan i HCA : Pigen, som traadte paa Brødet (1859)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Djævel, Satan i HCA : Pigen, som traadte paa Brødet (1859)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Se også Helvede

Nøgleord:

Ond, helvede, overjordisk, underjordisk

Beskrivelse af dette motiv:

Det ondes personifikation. Hebraisk "satan" betyder modstander. På græsk er det gengivet som "diabolos", hvilket på dansk er blevet til "djævel". Oprindeligt var Satan Jahves hjælper eller en af Guds sønner, men i den antikke jødedom blev han udskilt som en selvstændig modstander af Gud, og sådan opfattes han også i Det Nye Testamente.

Nogle af de morsomste steder, H.C. Andersen fremstiller Djævlen, er i starten af eventyret "Sneedronningen" og første kapitel af hans debutbog Fodreise, hvor Satan som et modtræk til Guds renselse af jorden ved syndfloden: "Og Satan kaldte paa alle sine Vasaller og sagde: Messieurs! drager ud over den hele Verden og forfører Adams Sønner til at blive slette Skribenter; fra dem selv skal da Vandfloden udgaae, der fordærver Jorden." Planen lykkedes, og forfattere i hele verden hælder vand ud af ørerne, inklusive den debutbog, Andersen indleder med denne "Syndfloden No. 2."; han ville helst lade være med at skrive dene tåbelige og unødvendige bog: "Endnu engang forsøgte jeg at slaae en Pæl i Kjødet og bekjæmpe de onde Lyster, men den slemme Plageaand inden i mig raabte: Marche! - Hvad skulde jeg Stymper da gjøre?". Jævnfør digtet "Rime-Djævlen":

ak! alle dage
ser jeg en lille djævel mig ledsage;
han lever i mig, om mig, alle vegne,
dog kan jeg ej hans skikkelse betegne,
skønt vågen og i drømme, hver en time
han gør at jeg må – rime. –

Dette syn på digtningen står i modsætning til den romantiske om poesien som en gnist af det guddommelige.

Eksempel :

Og Inger tog sin bedste Stads paa og sine nye Skoe, og hun løftede sine Klæder og gik saa forsigtig, for at være reen og peen om Fødderne, og det var jo ikke at bebreide hende! men da hun kom, hvor Stien gik over Mosegrund og der stod Vand og Søle et langt Stykke Vei, saa smed hun Brødet i Sølen, for at træde paa det og komme tørskoet over, men i det hun stod med den ene Fod paa Brødet og løftede den anden, sank Brødet med hende dybere og dybere, hun blev ganske borte og der var kun at see et sort boblende Kjær.

Det er Historien.

Hvor kom hun hen? Hun kom ned til Mosekonen, der brygger. Mosekonen er Faster til Elverpigerne, de ere bekjendte nok, der er skrevet Viser om dem, og de ere afmalede, men om Mosekonen veed Folk kun det, at naar Engene om Sommeren dampe, saa er det Mosekonen, som brygger. Ned i hendes Bryggeri var det, at Inger sank, og der er ikke til at holde ud længe. Slamkisten er et lyst Pragtgemak mod Mosekonens Bryggeri! hvert Kar stinker, saa at Menneskene maa daane derved, og saa staae Karrene knugede op paa hverandre, og er der et Sted en lille Aabning mellem dem, hvor man kunde klemme sig frem, saa kan man det dog ikke for alle de vaade Skruptudser og fede Snoge, som her filtre sig sammen; her ned sank lille Inger; alt det ækle, levende Filteri var saa isnende koldt, at hun gøs gjennem alle Lemmer, ja hun stivnede ved det meer og meer. Brødet hang hun fast til og det trak hende, ligesom en Ravknap trækker en Smule Straa.

Mosekonen var hjemme, Bryggeriet blev den Dag beseet af Fanden og hans Oldemo'er, og hun er et gammelt, meget giftigt Fruentimmer, der aldrig er ledig; hun tager aldrig ud, uden at hun har sit Haandarbeide med, det havde hun ogsaa her! Hun syede Bisselæder til at sætte Menneskene i Skoene, og saa havde de ingen Ro; hun broderede Løgn og hæklede ubesindige Ord, der vare faldne til Jorden, Alt til Skade og Fordærvelse. Jo, hun kunde sye, brodere og hækle, gamle Oldemo'er.

Hun saae Inger, holdt saa sit Brilleglas for Øiet og saae endnu engang paa hende: »Det er en Pige med Anlæg!« sagde hun, »jeg udbeder mig hende til en Erindring om Besøget her! hun kan blive et passende Postament i mit Barnebarnsbarns Forgemak!«

Og hun fik hende. Saaledes kom lille Inger til Helvede. Der fare Folk ikke altid lige lukt ned, men de kunne komme af en Omvei, naar de have Anlæg.

Det var et Forgemak i en Uendelighed; man blev svimmel der ved at see fremad og svimmel ved at see tilbage; og saa stod her en Forsmægtelsens Skare, der ventede paa at Naadens Dør skulde blive lukket op; de kunde vente længe!

Kommentar til dette tekststed:

Indledningen af H.C. Andersens "Pigen, der traadte paa Brødet" er i detaljer en gendigtning af et folkesagn, Thiele har registreret i Just Mathias Thiele: Danmarks Folkesagn (1843-60), bd. 2, s. 17, i udgaven udgivet af Rosenkilde og Bagger 1968:

Pigens Vadested

På vejen mellem Tøving og Flade på Mors er der et lille mosehul, der kaldes Pigens Vadested. En fattig pige fra Tøving kom til at tjene hos fornemme folk, der forsynede hende med tøj og behandlede hende som deres eget barn. Derved blev hun i tidens løb hovmodig og ville knap nok kendes ved sine fattige slægtninge. Engang ville hun dog for et syns skyld besøge sine forældre og iførte sig da sin bedste stads for rigtig at gøre sig til. Midtvejs standsede hun ved mosen, og da hun nu så, at hun ikke kunne komme tørskoet over, tog hun det brød, som hun skulle give sine fattige forældre, og kastede det ud i mosen for at træde på det. Men da hun satte sin fod på brødet, sank det, og hun sank med, og der blev intet tilbage, men stedet er siden den tid blevet kaldt Pigens Vadested.

Den videre fortælling om pigens ophold i Helvede, hendes omvendelse og opstigning er Andersens originale tildigtning.

  top Top