Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver
Nøgleord:
Kirke, død
Eksempel 1:
Een Nat, Manden lyttede efter hendes Aandedrag og troede forvist, at hun fandt Hvile og Lettelse, foldede han derfor sine Hænder, bad og sov snart sundt og fast, mærkede ikke, at hun reiste sig, kastede sine Klæder om sig og gik saa stille ud af Huset, for at komme derhen hvor hendes Tanker Nat og Dag søgte, til Graven, der gjemte hendes Barn. Hun gik gjennem Husets Have, ud paa Marken, hvor Stien førte uden om Byen hen til Kirkegaarden; Ingen saae hende, hun saae Ingen.
Det var deiligt stjerneklart, Luften endnu saa mild, det var først i September. Hun kom ind paa Kirkegaarden, hen til den lille Grav, den var som en eneste stor Bouquet af Blomster, de duftede, hun satte sig ned, bøiede sit Hoved imod Graven, som skulde hun gjennem det tætte Jordlag kunde see sin lille Dreng, hvis Smiil hun saa levende huskede; (...) Som hun havde siddet ved hans Seng sad hun nu ved hans Grav, men her havde Taarerne frit Løb, de faldt paa Graven.
»Du vil ned til dit Barn!« sagde en Stemme tæt ved, den lød saa klar, saa dyb, den klang ind i hendes Hjerte, hun saae op, og der stod hos hende en Mand, hyllet i en stor Sørgekappe med Hætte ned om Hovedet, men hun saae ind under den i hans Ansigt, det var strengt, men dog saa tillidsvækkende, hans Øine straalede som var han i Ungdoms Aar.
»Ned til mit Barn!« gjentog hun og der laae en Fortvivlelsens Bøn deri.
»Tør Du følge mig?« spurgte Skikkelsen. »Jeg er Døden!«
Og hun nikkede bekræftende; da var det med Eet, som om alle Stjerner ovenover lyste med Fuldmaanens Glands, hun saae den brogede Farvepragt i Blomsterne paa Graven, Jorddækket her gav blødt og sagte efter, som et svævende Klæde, hun sank, og Skikkelsen bredte sin sorte Kappe om hende, det blev Nat, Dødens Nat, hun sank dybere end Gravspaden trænger ned, Kirkegaarden laae som et Tag over hendes Hoved.
Kappens Flig gled til Side, hun stod i en mægtig Hal, der bredte sig stor og venlig; det var Skumring rundt om, men foran hende, og i samme Nu, tæt op til sit Hjerte, holdt hun sit Barn, det tilsmilede hende i en Skjønhed, større end nogensinde før; hun udstødte et Skrig, dog hørligt blev det ikke, thi tæt ved, og derpaa igjen langt borte og atter nær, lød en svulmende, deilig Musik, aldrig før havde saa saligstemmende Toner naaet til hendes Øre, de klang hin Side det natsorte, tætte Forhæng, der skilte Hallen fra det store Evigheds-Land.
(...)
»Saa deiligt er der ikke oppe paa Jorden! seer Du, Moder! seer Du dem Allesammen! det er Lyksalighed!«
Men Moderen saae Intet, der hvor Barnet pegede, Intet, uden den sorte Nat; hun saae med jordiske Øine, saae ikke saaledes som Barnet, det Gud havde kaldt til sig, hun hørte Klangen, Tonerne, men hun fornam ikke Ordet, det hun havde at troe.
»Nu kan jeg flyve, Moder!« sagde Barnet, »flyve med alle de andre glade Børn lige derind til Gud! jeg vil det saa gjerne, men naar Du græder, som Du nu græder, kan jeg ikke komme fra Dig, og jeg vilde saa gjerne! maa jeg dog ikke nok! Du kommer jo derind til mig om ganske lidt, søde Moder!«
Idet moderens tårer falder på barnets grav, dukker Døden op. Det er et eksempel på tårers forvandlende kraft.
Mødet med barnet i underverdenen har flere paralleller i forfatterskabet. Barnets indsigt i det hinsidige og halve engle-status finder man også i digtet Det døende Barn, hvori moderens sorg-tårer også brænder og holder barnet tilbage fra den næste verden, hvortil det faktisk hellere vil, fordi det ser lyksaligheden.
Barnets evighedsperspektiv på moderens liv gør, at han kan sige, at hun kommer til ham "om ganske lidt". Dette anderledes perspektiv på tid er et overordnet motiv i eventyret Kometen (1869), hvori et menneskes liv indrammes af kometens genkomst, som et klokkeslag, en kosmisk, himmelsk tid, i hvis perspektiv jordelivet er ganske kort. Se også et kommenteret eksempel på evighed kontra jordelivets tid fra "Dynd-Kongens Datter".
Endelig har "Barnet i Graven" stor tematisk lighed med Historien om en Moder. Også den histories moder mister sit barn og forfølger det hinsides denne verdens grænser. I begge historier stopper moderens rejse, der udspiller sig et sted mellem overnaturlig virkelighed og drøm, ved dødsrigets/himlens tærskel, men Historien om en Moder er ikke trøsterig som Barnet i Graven, idet moderen ikke ser sit barn og ikke gives nogen form for fortrøstning eller tro. Dén moder tror på trods af en radikal uvished, i fortvivlelse lægger hun alt i Guds hænder. I begge tekster optræder Døden selv som en slags hjælper, og der gøres opmærksom på, at den ikke er ond.
Eksempel 2:
»Moder, nu ringer Himmeriges Klokker!« sagde Barnet. »Moder, nu staaer Solen op!«
Og der strømmede et overvældende Lys mod hende; – Barnet var borte, og hun løftedes – det blev koldt rundt om hende, hun hævede sit Hoved og saae, at hun laae paa Kirkegaarden paa sit Barns Grav; men Gud var i Drømmen bleven en Støtte for hendes Fod, et Lys for hendes Forstand, hun bøiede sine Knæ og bad:
»Tilgiv mig, Herre min Gud! at jeg vilde holde en evig Sjæl fra sin Flugt, og at jeg kunde glemme mine Pligter mod de Levende, Du her gav mig!« Og ved disse Ord var det som om hendes Hjerte fandt Lettelse! Da brød Solen frem, en lille Fugl sang over hendes Hoved, og Kirkeklokkerne ringede til Morgensang. Der blev saa helligt rundt om, helligt som i hendes Hjerte! hun kjendte sin Gud, hun kjendte sine Pligter, og i Længsel skyndte hun sig til Hjemmet. Hun bøiede sig over Manden, hendes varme, inderlige Kys vækkede ham, og de talte Hjertets, Inderlighedens Ord, og hun var stærk og mild som Hustruen kan være det, fra hende kom Fortrøstningens Væld.
»Guds Villie er altid den bedste!«
Og Manden spurgte hende: »hvorfra fik Du med Eet denne Kraft, dette trøstende Sind?«
Og hun kyssede ham og kyssede sine Børn:
»Jeg fik det fra Gud, ved Barnet i Graven!«
Top