Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Bibelen dækker bl.a. over: Esters Bog

Se også Koranen

Nøgleord:

Bog, hellig skrift, profetier, evangelium, kristendom, jødedom, Nye Testamente, Gamle Testamente

Beskrivelse af dette motiv: Græsk "Biblia" betyder bøger. Bibelen er den kristne kirkes hellige skriftsamling, bestående af Det Gamle Testamente og Det Nye Testamente. Det Gamle Testamente består af den jødiske bibel, men også nogle yngre skrifter, den kristne kirke har tilføjet.

Eksempel :

»Lad os bede Vor Herre at han maa slippe! han bliver aldrig Menneske!«

(...)

Det var ham, som under sin Moders Hjerte blev baaren til et Jordliv, rigt og lykkeligt, saa at det var »et Overmod, en forfærdelig Stolthed« at ønske, end sige troe paa et Liv efter dette! Alle de store Evner i Sjælen altsaa spildte? Kun haarde Dage, Smerte og Skuffelse var tildeelt ham; en Pragt-Svibel var han, reven ud af sin rige Jordbund og kastet hen i Sandet for at henraadne! det i Gud skabte Billed havde intet bedre Værd? Kun et Spil for Tilfældigheder var og er det Hele, nei! Alkjærlighedens Gud maatte og vilde give ham Erstatning i et andet Liv for hvad han her led og savnede. »Herren er god mod Alle og hans Barmhjertighed er over alle hans Gjerninger.« De Ord af Davids Psalme udtalte i Tro og Fortrøstning den fromme, gamle Kjøbmands Hustru, og hendes Hjertes Bøn var at Vor Herre snart vilde løse op for Jørgen, at han kunde indgaae til »Guds Naadegave«, det evige Liv.

Paa Kirkegaarden hvor Sandet fygede hen over Muren var Clara begravet; det syntes som om Jørgen ikke havde Tanke derom, det hørte ikke til hans Tankesum, den løftedes kun i Vragstykker fra en Fortid. Hver Søndag fulgte han Familien til Kirke og sad stille med tankeløst Blik; en Dag, under Psalmesangen, udstødte han et Suk, hans Øine lyste, de vare vendte mod Alteret, mod det Sted, hvor han for meer end Aar og Dag siden havde knælet med sin døde Veninde, han nævnede hendes Navn, og blev hvid som et Klæde, Taarer trillede ned over hans Kinder.

Man hjalp ham ud af Kirken, og han sagde dem, at han følte sig vel, syntes ikke, at der havde feilet ham Noget, han havde ingen Erindring derom, den af Gud Prøvede, Henkastede. – Og Gud, vor Skaber, er viis og alkjærlig, hvo kan tvivle? vort Hjerte og vor Forstand erkjender det, Bibelen bekræfter det: »Hans Barmhjertighed er over alle hans Gjerninger!«

Kommentar til dette tekststed: Hovedpersonen Jørgen er blevet retarderet efter at have slået hovedet hårdt mod galionsfiguren på det skib, hans spanske moder forulykkede på kort før hun som den eneste overlevende fødte Jørgen og derefter døde i barselssengen. Ulykken skete under hans fortvivlede forsøg på at redde hans Clara fra druknedøden under et andet skibsforlis.