DK | EN
Motivet Bryllup, vielse i HCA : Iisjomfruen (1861)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Bryllup, vielse i HCA : Iisjomfruen (1861)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Motivet Bryllup, vielse er en del af: Ritual

Nøgleord:

Ritual, kærlighed, ægteskab, vielse

Beskrivelse af dette motiv: Brylluppet baseres på kirkens vielsesritual af to mennesker i ægteskabet, hvis bånd er indstiftede af Gud og således er hellige. Hos Andersen ser man oftest brylluppet i folkeeventyrets form: helten får prinsessen til sidst, og de lever lykkeligt til deres dages ende.

Eksempel 1:

Og de bleve heller ikke færdige til Julen. Vinden hvirvlede det brune Løv, Sneen fygede i Dalen som paa de høie Bjerge; Iisjomfruen sad i sit stolte Slot, der tog til i Vintertid; Klippevæggene stode med Iisslag og favntykke, elephanttunge Iistappe der hvor i Sommeren Fjeldstrømmen lod sit Vandslør vaie; Iisguirlander af phantastiske Iiskrystaller skinnede over de sneepuddrede Graner. Iisjomfruen red paa den susende Vind hen over de dybeste Dale. Sneetæppet var lagt heelt ned til Bex, hun kunde komme der og see Rudy inden Døre, mere end han var vant til, han sad hos Babette. Til Sommer skulde Brylluppet staae; det ringede tidt for deres Øren, saa ofte talte Venner derom. Der var Solskin, den deiligste Alperose glødede, den muntre, leende Babette, deilig som Foraaret der kom, Foraaret der lod alle Fugle synge om Sommertid, om Bryllupsdag.

Eksempel 2:

Den største Lykke for Rudy og Babette var just i sin Opgang, den skjønneste Dag, som den kaldes, havde de ivente, Bryllupsdagen.

Men ikke i Kirken i Bex, ikke i Møllerens Huus, skulde Brylluppet staae; Gudmoder vilde, at Brylluppet feiredes hos hende og at Vielsen fandt Sted i den smukke lille Kirke i Montreux. Mølleren holdt paa at dette Forlangende skulde opfyldes; han alene vidste hvad Gudmoder havde bestemt for de Nygifte; de fik af hende en Brudegave, der nok var en saadan lille Føielighed værd. Dagen var bestemt. Allerede Aftenen forud vilde de reise til Villeneuve, for med Skibet om Morgenen at sætte saa betids over til Montreux, at Gudmoders Døttre kunde pynte Bruden.

»Der bliver vel anden Dags Bryllup her i Huset!« sagde Stuekatten. »Ellers giver jeg ikke et Miau for det Hele!«

(...)

Udenfor var Alpegløden, Aftenklokken klang, Solstraalernes Døttre sang: »Det Bedste skeer!«

Eksempel 3:

Syner derude, Syner derinde. Babette drømte en underlig Drøm.

Det forekom hende, som om hun var gift med Rudy, og det allerede i mange Aar. Han var nu paa Gemsejagt, men hun var i sit Hjem, og der sad hos hende den unge Englænder med de forgyldte Bakkenbarter; hans Øine vare saa varme, hans Ord havde en Trolddoms Magt, han rakte hende Haanden, og hun maatte følge ham. De gik bort fra Hjemmet. Bestandigt nedad! – og det var for Babette som laae der en Byrde paa hendes Hjerte, den blev altid tungere, en Synd var det mod Rudy, en Synd mod Gud; og pludselig stod hun forladt, hendes Klæder vare revne itu af Tjørne, hendes Haar var graat, hun saae i Smerte opad, og paa Fjeldranden øinede hun Rudy; – hun strakte sine Arme imod ham, men vovede ikke at kalde eller bede, og det vilde heller ikke have hjulpet, thi snart saae hun, at det ikke var ham, men kun hans Jægertrøie og Hat, der hang paa Alpestokken, som Jægerne stille hen for at skuffe Gemserne! Og i grændseløs Smerte jamrede Babette: »O, var jeg død paa min Bryllupsdag, min lykkeligste Dag! Herre, du min Gud, det havde været en Naade, en Livsens Lykke! da var det Bedste skeet, der kunde skee for mig og Rudy! Ingen veed sin Fremtid!« og i gudløs Smerte styrtede hun sig ned i den dybe Fjeldkløft. Der brast en Stræng, der klang en Sørgetone -!

Babette vaagnede op, Drømmen var endt – og udslettet, men hun vidste, at hun havde drømt noget Skrækkeligt og drømt om den unge Englænder, som hun i flere Maaneder ikke havde seet, ikke tænkt paa. Mon han var i Montreux? Skulde hun faae ham at see ved Brylluppet. Der gled en lille Skygge hen om den fine Mund. Brynene rynkede sig, men snart kom et Smiil og Blinket i Øiet, Solen skinnede saa smukt udenfor, og imorgen var det hendes og Rudys Bryllup.

Kommentar til dette tekststed: Senere i fortællingen udlægger først Babette, siden fortælleren Rudys dødsulykke som en følge af denne, ifølge fortælleren gudsgivne, drøm, hvori hun ønsker sig døden på bryllupsdagen, på lykkens ubesmittede tinde.
  top Top