Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Beskrivelse af dette motiv: Guds nåde er, som hos Luther, hos Andersen kun virksom, hvis den modtages med tro, ja, den gives kun den, der tror og er ærefrygtig.

Eksempel 1:

Klosterbroderen Ignatius kom som Ven og Læge, kom med Religionens Trøsteord, talte om Kirkens Fred og Lykke, Menneskenes Synd, Naaden og Freden i Gud.

(...)

Nu først syntes han at have forstaaet sig, fundet Veien til Sandheden og Freden. I Kirken var Guds Lys og Klarhed, i Munkecellen den Ro, hvor Mennesketræet kunde voxe op gjennem Evigheden.

Broder Ignatius støttede hans Tanke, og Beslutningen stod fast. Et Verdensbarn blev en Kirkens Tjener, den unge Kunstner gav Afkald paa Verden, gik i Kloster.

Hvor kjærligt, hvor glad hilsedes han af Brødrene; hvor søndagsfestlig var Indvielsen. Gud, syntes han, var i Kirkens Solskin, straalede i det fra de hellige Billeder og fra det blanke Kors.

Eksempel 2:

Ja, en Drøm var Verden her, og Drømmen raader i Timer og kan komme igjen i Timer, men Klosterlivet er et Liv af Aaringer, lange, mange.

Indenfra kommer Meget, der gjør Mennesket ureent, maatte han sande! hvad var det for Flammer, der stundom gjennemblussede ham? Hvad var det for et Væld af det Onde, Det, som han ikke vilde, der bestandigt vældede frem. Han straffede sit Legeme, men indenfra kom det Onde. Hvad var det for en Aandens Deel i ham, der saa smidig, som Slangen, bøiede sig om sig selv og krøb med hans Samvittighed ind under Alkjærlighedens Kaabe og trøstede: de Hellige bede for os, Moderen beder for os, Jesus selv har givet sit Blod for os. Var det Barnesind eller Ungdoms lette Sind, der gjorde, at han gav sig hen i Naaden og syntes at føle sig løftet ved den, løftet over saa Mange; thi han havde jo stødt fra sig Verdens Forfængelighed, han var en Kirkens Søn.

En Dag, efter mange Aar, mødte han Angelo, der kjendte ham.

»Menneske!« sagde han, »ja, det er Dig! Er Du nu lykkelig? – Du har syndet mod Gud og kastet hans Naadegave fra Dig, forspildt din Sendelse i denne Verden. Læs Parablen om de betroede Penge! den Mester som fortalte den, han gav Sandhed! Hvad har Du nu vundet og fundet! Laver Du Dig ikke et Drømmeliv! laver Dig en Religion efter dit Hoved, som de nok Alle gjøre det. Om nu Alt var en Drøm, en Phantasie, smukke Tanker kun!«

»Viig fra mig, Satan!« sagde Munken og gik fra Angelo.

»Der er en Djævel, en personlig Djævel! jeg saae ham i Dag!« mumlede Munken. »Jeg rakte ham engang en Finger, han greb min hele Haand -! Nei«, sukkede han, »i mig selv er det Onde, og i dette Menneske er det Onde, men han knuges ikke af det, han gaaer med opreist Pande, har sin Velværen; – og jeg griber efter min Velværen i Religionens Trøst –! om den kun var Trøst! om Alt her, som Verden, jeg slap, var smukke Tanker kun! Bedrag, som de røde Aftenskyers Deilighed er det, som det bølgeblaanende Skjønne i de fjerne Bjerge! nærved ere de anderledes! Evighed, Du er som det store, uendelige, blikstille Ocean, der vinker, kalder, fylder os med Anelser, og stige vi derud, da synke vi, vi forsvinde, – døe, – høre op at være til! – Bedrag! bort! ned!«

Og uden Taarer, sjunken i sig selv, sad han paa sit haarde Leie, knælende – for hvem? Steenkorset, der sad i Muren? Nei, Vanen lod Legemet synke i denne Bøining.

Jo dybere han saae ind i sig selv, desmørkere syntes det ham. »Intet derinde, Intet derude! forspildt dette Liv!« Og denne Tankesneebold rullede, voxte, knuste ham – slettede ham ud.

»Ingen tør jeg betroe om den nagende Orm herinde! min Hemmelighed er min Fange, slipper jeg den, er jeg dens!«

Og Gudskraften i ham led og stred.

»Herre! Herre!« udbrød han i sin Fortvivlelse, »vær barmhjertig, giv mig Tro! – Din Naadegave kastede jeg fra mig, min Sendelse i denne Verden! jeg manglede Kraften, Du gav mig den ikke. Udødeligheden, Psychen i mit Bryst, – bort, ned! – begraves skal den som hiin Psyche, mit bedste Livsblink! – aldrig opstaaer den af Graven!«

Stjernen i den rosenrøde Luft lyste, Stjernen, der tilvisse skal udslukkes og henveires, medens Sjælene leve og lyse; dens zittrende Straale faldt paa den hvide Væg, men ingen Skrift satte den der om Herligheden i Gud, om Naaden, om Alkjærligheden, den der klinger i den Troendes Bryst.

»Psychen herinde aldrig døe! – Leve i Bevidsthed? – kan det Ufattelige skee? – Ja! ja! ufattelig er mit Jeg. Ufattelig Du, o Herre! hele din Verden ufattelig! – et Underværk af Magt, Herlighed – Kjærlighed!« –

Hans Øine lyste, hans Øine brast. Kirkeklokkens Klang var den sidste Lyd over ham, den Døde; og han kom i Jord, hentet fra Jerusalem, blandet med Støv af fromme Døde.

Efter Aaringer toges Beenraden frem, som de døde Munkes før ham, den iførtes den brune Kutte, fik en Perlesnor i Haanden og stilledes i Niche af Menneskeknogler, som de fandtes her i Klostrets Begravelse. Og Solen skinnede udenfor, og Røgelsen duftede derinde, Messerne læstes.

Kommentar til dette tekststed: "Parablen om de betroede Penge"; Matthæus 25.14-30
"Viig fra mig, Satan!"; Jesus' ord ved fristelsen i ørkenen; Matthæus 4.10