DK | EN
Motivet Mellemtilstand i HCA : Den lille Havfrue (1837)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Mellemtilstand i HCA : Den lille Havfrue (1837)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Se også At dø og stige til himmels, Forvandling

Nøgleord:

Liv, død, genopstandelse, forvandling, genfødsel, sjæl, rejse

Beskrivelse af dette motiv:

Mellemtilstanden er et centralt begreb i H.C. Andersens religiøse univers. Døden er ofte ikke bare døden, men en forvandling eller en overgang til en anden eksistenssfære for sjælen, et trin på vejen mod den højeste ånd, Guds rige. Et prominent og oplysende eksempel er eventyret om den lille havfrues kompromisløse stræben efter solen (lys, ånd og udødelighed) og kærligheden, der bringer hende nede fra havets dyb op til menneskenes sfære, derfra overraskende til den mellemtilstand blandt luftens døtre, læseren efterlader havfruen i. Fra denne kan hun siden hen stige op til til Guds rige, solens og det absolutte lys' element. Inger i Helvede i "Pigen, der traadte paa Brødet" er også i en mellemtilstand. Også hun stiger via en forvandling op til jordens sfære og siden til lyset, "lige ind i Solen".

Tanken om sjælens trinvise forvandlinger havde Andersen til fælles med sin nære ven B.S. Ingemann. De anså begge sjælen for principielt udødelig. De var fælles om at afvise tanken om sjælens evige fortabelse i helvede og var på den måde uenige med datidens danske kirke. Forestillingen om evig straf i helvede stred for dem imod tanken om Guds uendelige kærlighed – og magt.

Johan de Mylius har viet et kapitel til emnet i Forvandlingens pris (2004), s. 334-342.

Eksempel :

Nu steeg Solen frem af Havet. Straalerne faldt saa mildt og varmt paa det dødskolde Havskum og den lille Havfrue følte ikke til Døden, hun saae den klare Sol, og oppe over hende svævede hundrede gjennemsigtige, deilige Skabninger; hun kunde gjennem dem see Skibets hvide Seil og Himlens røde Skyer, deres Stemme var Melodie, men saa aandig, at intet menneskeligt Øre kunde høre den, ligesom intet jordisk Øie kunde see dem; uden Vinger svævede de ved deres egen Lethed gjennem Luften. Den lille Havfrue saae, at hun havde et Legeme som de, det hævede sig meer og meer op af Skummet.

  top Top