DK | EN
Motivet Lygtemænd i HCA : Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen (1865)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Lygtemænd i HCA : Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen (1865)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Natur, overtro, illusion, lygtemand

Beskrivelse af dette motiv: "Lygtemænd er genfærd af uretfærdige mennesker, som ved deres lysskær søger at få de vejfarende til at fare vild og at lokke dem ud i moser og sumpe." – J.M. Thiele: Danmarks Folkesagn (1843-60), 1968, bd. 2, s. 238. Lygtemænd er for det meste blot interiør fra overtroens verden hos H.C. Andersen. I eventyret "Lygtemændene ere i Byen, sagde Mosekonen" spiller de dog en hovedrolle.

Eksempel 1:

Solen gik ned, rød og stor; Engen dampede, Mosekonen bryggede.

(...)

Idet han saaledes stod og tænkte, slog Noget ganske stærkt paa Vinduet. Var det en Fugl? En Flaggermuus eller en Ugle? Ja, dem lukker man ikke ind, om de banke paa. Vinduet sprang op af sig selv, en gammel Kone saae ind paa Manden.

»Hvad behager!« sagde han. »Hvem er Hun? Lige ind i første Etage seer Hun. Staaer Hun paa Stige?«

»De har en Fiirkløver i Lommen,« sagde hun, »ja De har hele syv, hvoraf den ene er en Sexkløver!«

»Hvem er Hun?« spurgte Manden.

»Mosekonen!« sagde hun. »Mosekonen, som brygger; det var jeg ifærd med; Tappen sad i Tønden, men en af de smaa Moseunger rev i Kaadhed Tappen af, kylede den lige herop imod Gaarden, hvor den slog mod Vinduet; nu løber Øllet af Tønden og det er Ingen tjent med.«

»Siig mig dog!« sagde Manden.

»Ja, vent lidt!« sagde Mosekonen, »nu har jeg Andet at tage vare!« og saa var hun borte.

Manden var ved at lukke Vinduet, saa stod Konen der igien.

»Nu er det gjort!« sagde hun, »men det halve Øl kan jeg brygge om imorgen, om det bliver Veir dertil. Naa, hvad har De saa at spørge om? Jeg kom igjen, for jeg holder altid mit Ord, og De har i Lommen syv Fiirkløver, hvoraf den ene er en Sexkløver, det giver Respect, det er Ordenstegn, som groe ved Landeveien, men ikke findes af Enhver. Hvad har De saa at spørge om? Staa nu ikke der som en løierlig Tip, jeg maa snart afsted til min Tap og min Tønde!«

Og Manden spurgte om Eventyret, spurgte om Mosekonen havde seet det paa sin Vei.

»Ih, du store Brygning!« sagde Konen, »har De endnu ikke nok af Eventyret? Det troer jeg da rigtignok at de Fleste har. Her er Andet at tage vare, Andet at passe paa. Selv Børnene ere komne ud over det. Giv Smaadrengene en Cigar og Smaapigerne en ny Crinoline, det holde de mere af! Høre paa Eventyr! Nei her er sandelig Andet at tage vare, vigtigere Ting at udrette!«

»Hvad mener De med det?« sagde Manden. »Og hvad veed De om Verden? De seer jo kun Frøer og Lygtemænd!«

»Ja tag De Dem iagt for Lygtemændene!« sagde Konen, »de ere ude! de ere slupne løs! dem skulle vi tale om! kom De til mig i Mosen, hvor min Nærværelse er nødig; der skal jeg sige Dem det Hele, men skynd Dem lidt mens Deres syv Fiirkløver med den ene Sexer ere friske og Maanen endnu er oppe!«

Væk var Mosekonen.

Eksempel 2:

Og Mosekonen fortalte.

»Her var Stort paafærde igaar, ude i Sumpen! her var Barnegilde! her blev født en lille Lygtemand, her blev født tolv af det Kuld, som det er givet, at de kunne, om de ville, træde op som Mennesker og agere og commandere imellem disse, ligesom om de vare fødte Mennesker. Det er en stor Begivenhed i Sumpen, og derfor dandsede som Smaalys, hen over Mose og Eng, alle Lygtemænd og Lygtekoner; der er ogsaa Hunkjøn, men de ere ikke i Omtale. Jeg sad paa Skabet der og havde paa mit Skjød alle de tolv smaa, nyfødte Lygtemænd; de skinnede som Sanct Hansorme; de begyndte allerede at hoppe, og hvert Minut toge de til i Størrelse, saa at, før et Qvarteer var omme, saae hver af dem ligesaa stor ud, som Fader eller Onkel. Nu er det en gammel medfødt Lov og Begunstigelse, at naar Maanen netop staaer som den stod igaar, og den Vind blæser som blæste igaar, saa er det givet og forundt alle de Lygtemænd, som i den Time og i det Minut fødes, at kunne blive Mennesker, og hver af dem, et heelt Aar igjennem, rundt om øve deres Magt. Lygtemanden kan løbe Landet rundt og Verden med, om han ikke er bange for at falde i Søen eller blæses ud i en svær Storm. Han kan fare lige lukt ind i Mennesket, tale for ham og gjøre alle Bevægelser, han vil. Lygtemanden kan paatage sig hvilkensomhelst Skikkelse, Mand eller Qvinde, handle i deres Aand, men med hele sin egen Yderlighed, saa at der kommer ud af det hvad han vil; men i eet Aar maa han vide og forstaae at føre trehundrede og femogtredsindstyve Mennesker paa gal Vei og det i stor Stiil, føre dem bort fra det Sande og det Rigtige, da opnaaer han det Høieste, en Lygtemand kan drive det til, at blive Løber foran Fandens Stadskarreet, faae gloende brandguul Kjole og Luen lige ud af Halsen. Det kan en simpel Lygtemand slikke sig om Munden efter. Men der er ogsaa Fare og stort Bryderi for en ærgjærrig Lygtemand, der agter at spille en Rolle. Faaer Mennesket Øinene op for hvem han er, og kan blæse ham væk, saa er han væk og maa tilbage i Sumpen; og dersom, før Aaret er omme, Lygtemanden betages af Længsel efter at komme til sin Familie, opgiver sig selv, saa er han ogsaa væk, kan ikke længer brænde klart, gaaer snart ud og kan ikke tændes igjen; og er Aaret endt, og han da endnu ikke har ført tre hundrede og femogtredsindstyve Mennesker bort fra Sandheden og hvad godt og deiligt er, saa er han dømt til at ligge i raaddent Træ og skinne uden at kunne røre sig, og det er den frygteligste Straf for en livlig Lygtemand. Alt dette vidste jeg og alt dette sagde jeg de tolv smaa Lygtemænd, jeg sad med paa Skjøde!, og de vare som ellevilde af Glæde. Jeg sagde dem, at det var det Sikkreste og Mageligste at opgive Æren og ikke at bestille Noget; det vilde de unge Blus ikke, de saae sig allerede gloende brandguul med Luen ud af Halsen. »Bliv hos os!« sagde nogle af de Gamle. »Driv Spil med Menneskene!« sagde de Andre. »Menneskene tørre vore Enge ud, de draine! hvad skal der blive af vore Efterkommere!«

»Vi ville flamme mig flamme!« sagde de nyfødte Lygtemænd, og saa var det afgjort.

Her blev strax Minut-Bal, kortere kunde det ikke være! Elverpigerne svang sig tre Gange rundt med alle de Andre, for ikke at synes storagtige; de dandse ellers helst med sig selv. Saa blev der givet Faddergave: »kastet Smut«, som det hedder. Foræringerne fløi, som Kiselstene, hen over Mosevandet. Hver af Elverpigerne gav en Flig af deres Slør: »Tag den!« sagde de, »saa kan Du strax den høiere Dands, de vanskeligste Sving og Vendinger, naar det kniber; Du faaer den rette Holdning og kan vise Dig i de strunkeste Selskaber. Natravnen lærte hver af de unge Lygtemænd at sige: »Bra', bra', brav!« sige det paa det rette Sted, og det er en stor Gave, der lønner sig selv. Uglen og Storken lode ogsaa Noget falde, men det var ikke værd at tale om, sagde de, og saa tale vi ikke om det. Kong Valdemars vilde Jagt foer just hen over Mosen, og da det Herskab hørte om Stadsen, sendte de til Foræring et Par fine Hunde, der jage med Vindens Fart og nok kunne bære en Lygtemand eller tre. To gamle Marer, som ernære sig ved at ride, vare med ved Gildet; de lærte strax fra sig den Konst at slippe ind igjennem et Nøglehul, det er som om alle Døre stode aabne for En. De tilbøde at føre de unge Lygtemænd til Byen, hvor de vidste god Besked. De rede sædvanligviis gjennem Luften paa deres eget lange Nakkehaar, som de havde bundet Knude paa, for at sidde haardt, men nu satte de sig hver skrævs over den vilde Jagts Hunde, toge paa Skjødet de unge Lygtemænd, der skulde ind at forlede og forvilde Menneskene, – hutsch! vare de borte. Det var Altsammen igaar Nat. Nu ere Lygtemændene i Byen, nu have de taget fat, men hvordan og hvorledes, ja siig mig det! Jeg har en Veirtraad igjennem min store Taa, den siger mig altid Noget!«

(...)

»De gaae ogsaa i Skjørter!« sagde Konen. »Lygtemanden kan paatage sig alle Skikkelser og træde op paa alle Steder. Han gaaer i Kirke, ikke for Vorherres Skyld, maaskee er han faret i Præsten!

Kommentar til dette tekststed:

"Kong Valdemars vilde Jagt": henviser til en af folketroens dæmoniske gengangere, jvf. Just Mathias Thiele: Danmarks Folkesagn (1843-60), bd. 2, s. 93f, udgaven udgivet af Rosenkilde og Bagger 1968:

Som straf for, at kong Valdemar [Atterdag], mens han levede her på Jorden, plejede at sige, at Vorherre gerne for ham måtte beholde sit Himmerig, når han selv blot måtte jage ved Gurre, er han nu dømt til hver nat at jage fra Burre til Gurre. Han kommer i reglen da farende med sit jagttog gennem luften. Når han nærmer sig, hører man først en hujen og støjen og piskeskrald; straks efter kommer hele optoget; forrest løber de kulsorte hunde frem og tilbage og snuser til jorden, mens de lange gloende tunger hænger dem ud af halsen. Derefter kommer Volmer på sin hvide hest, og undertiden holder han sit eget hoved under den venstre arm.

"Marer" er i folketroen forheksede kvinder, der om natten kommer ind gennem nøglehuller o.lign. for, i nogle tilfælde, at "ride" den sovende (mare-ridt) og give åndenød, onde drømme o.lign. (jvf. Thiele 1968 bd. 2, s. 225f og en meget interessant note i O.T. (DSL/Borgen 1987) s. 59).

"Natravnen" er en eksisterende fugl, der er kendetegnet ved mærkelige skrig og en lydløs flugt. I overtroen er den blevet til et nedmanet genfærd. Den optræder også i Elverhøi.
  top Top