Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Beskrivelse af dette motiv:

Ydmyghed har hos Andersen næsten altid at gøre med om man er orienteret mod verden, oftest også dens skaber, Gud, eller om man er orienteret mod en selv. Den selvglade og selvtilstrækkelige personlighedstype udstilles mange steder hos Andersen. Kendetegn er smålighed, intolerance, et lukket sind, ufølsomhed, utilfredshed og arrogant stolthed. Den stolte mener, alt godt skyldes ham/hende selv. Den ydmyge ser derimod verdens indretning og egne livsomstændigheder som en gave fra Gud, og stiller sig tilfreds med livet, ja takker (Gud) for alt.

Rosen i "Sneglen og Rosenhækken" er, i modsætning til sneglen, den fromt taknemmelige og udadvendte type. "Sneglen og Rosenhækken" er et skoleeksempel på motivet og er desuden usædvanligt ved ikke direkte at nævne Gud som den, gaverne kommer fra.

Eksempel 1:

»Jorden er deilig i sin Søndagskjole!« sagde hun, og den Tanke havde hun sat i Stiil og »Klinkning«, sat den i en Vise, saa skjøn og lang.

Eksempel 2:

Men Seminaristen sad hos Madamen og talte med Madamen, hendes skjønne Ord »Jorden er deilig«, holdt han ligesom en heel Prædiken over, paa sin Maade.

»Jorden er deilig, gjører Eder den underdanig, blev sagt, og vi blev Herskabet. En er det ved Aanden, En ved Legemet, En blev sat ind i Verden som et Forbauselsens Udraabstegn, en Anden som en Tankestreg, saa at man nok kan spørge, hvad skulde han her? En bliver Bisp, en Anden kun fattig Seminarist, men Alt er viseligt. Jorden er deilig og altid i Søndagskjole! Det var et tankevækkende Digt, Madamens, fuldt af Følelse og Geographi.«