DK | EN
Motivet Præst i HCA : Dryaden (1868)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Præst i HCA : Dryaden (1868)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Beskrivelse af dette motiv: Hos Andersen kan man finde en del præster, men de spiller sjældent store roller. I "En Historie" (1851) har en præst dog hovedrollen.

Eksempel 1:

Deiligt var det, men deiligst dog, naar den gamle Præst stod her under Egen og fortalte om Frankrig, om Stordaad af Mænd og Qvinder, hvis Navne nævnedes i Beundring gjennem alle Tider.

Eksempel 2:

Der var imellem Landsbyens Børn en lille Pige, saa pjaltet, saa fattig, men deilig at see paa; altid sang hun og loe hun, bandt røde Blomster i sit sorte Haar.

»Kom ikke til Paris!« sagde den gamle Præst. »Stakkels Barn! kommer Du der, det bliver din Fordærv!«

Og dog gik hun derhen.

Dryaden tænkte tidt paa hende, de havde jo Begge samme Lyst og Længsel efter den store Stad.

Det blev Vaar, Sommer, Høst, Vinter; et Par Aar gik hen.

Dryadens Træ bar sine første Kastanieblomster, Fuglene qviddrede derom i det deilige Solskin. Da kom hen ad Veien en stadselig Vogn med en fornem Dame, selv kjørte hun de letspringende smukke Heste; en pyntet lille Jockey sad bag paa. Dryaden kjendte hende igjen, den gamle Præst kjendte hende igjen, rystede med Hovedet og sagde bedrøvet:

»Du kom derind! det blev din Fordærv, stakkels Mari!«

»Hun en Stakkel!« tænkte Dryaden, »nei, hvilken Forvandling! hun er klædt op til Hertuginde! det blev hun i Fortryllelsens Stad. O var jeg dog der i al den Glands og Pragt!

Kommentar til dette tekststed: Pigen Mari får taget mødommen i storbyen, og det samme sker, i en anden forstand, for dryaden: den moderne storby fjerner naturvæsnets uskyld og tager dets liv.

Eksempel 3:

Skyerne laae som sortblaae mægtige Klippeblokke Lag paa Lag høit i Luften. Lynstraalerne foer ud, »ogsaa de ere Gud Herrens Tjenere«, havde den gamle Præst sagt. Og der kom et blaanende, blendende Lyn, et Lysblink, som var det Solen selv, der sprængte Klippeblokkene, Lynet slog ned og splintrede til Boden det gamle mægtige Egetræ; dets Krone skiltes, Stammen skiltes, flækket faldt det, som bredte det sig ud for at omfavne Lysets Sendebud.

Ingen Malmkanoner mægte at runge gjennem Luft og over Land ved et Kongebarns Fødsel, som Tordendrønet her ved det gamle Egetræes Bortgang.

Kommentar til dette tekststed: Egetræet er traditionens træ, et langsomtvoksende træ, der hænger sammen med tradition. Kastanietræet er et hurtigere voksende træ, den ny tids træ. Dryadens opbrud fra landsbyens rolige og traditionsrige idyl markeres af egetræets død. Det hænger sammen med en ny begyndelse (til enden!) noget, derfor talen om Lysets sendebud og et kongebarns fødsel.

Eksempel 4:

»Kys mig, du friske Luftstrøm! Kun et eneste Livs-Kys!«

»Snart kysser Solen Skyerne røde!« sagde Vinden, »og da er Du blandt de Døde, faret hen, som al Herligheden her farer hen før Aaret er omme, og jeg kan igjen lege med det lette, løse Sand paa Pladsen her, blæse Støv hen over Jorden, Støv i Luften, Støv! Alt kun Støv!«

Dryaden følte en Angest, som Qvinden, der i Badet har overskaaret Pulsaaren og forbløder, men i sin Forbløden Ønsker endnu at leve. Hun løftede sig, kom nogle Skridt frem og segnede igjen ned foran en lille Kirke. Porten stod aaben, Lys brændte paa Alteret, Orgelet klang.

Hvilken Musik! saadanne Toner havde Dryaden aldrig hørt, og dog syntes hun i dem at høre kjendte Stemmer. De kom fra Hjertedybet af den hele Skabning. Hun troede at fornemme det gamle Egetræes Susen, hun troede at høre den gamle Præst tale om Stordaad, om berømmelige Navne, om hvad Guds Skabning kunde mægte at give i Gave en kommende Tid, maatte give den, for selv derved at vinde blivende Liv.

Orgelets Toner svulmede og klang, talte i Sang:

»Din Længsel og Lyst rev Dig op med Rod fra din gudgivne Plads. Det blev din Fordærv, stakkels Dryade!«

Orgeltoner, bløde, blide, klang som i Graad, døde hen som i Graad.

Paa Himlen skinnede Skyerne røde. Vinden susede og sang: »Farer hen, I Døde, nu staaer Solen op!«

  top Top