Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Ritual dækker bl.a. over: Dåb, Nadver, Bøn, Bryllup, vielse, Offer, Begravelse, Ed, Indvielse, initiation

Nøgleord:

Rite, ritual, myte, handling

Beskrivelse af dette motiv: Ritualet er en handling, der betyder noget, ikke i kraft af handlingens konkrete form, men af dens symbolske betydning. Mange ritualer eller "riter" gentager en myte eller anden fortælling om en oprindelig handling af hellig karakter. Ritualet gør derved noget arketypisk til virkelighed, drager noget universelt og tidløst ind i den nærværende virkelighed. Dåb, bøn, nadver, bryllup og begravelse er ritualer i den kristne kirke.

Eksempel :

»Sancta Maria!« sang de derinde, Røgelseduft bølgede frem under de høie, malede og forgyldte Buer, hvor Halvmørke hvilede.

Det var Magdalenekirken.

Sortklædte, i de kosteligste Stoffer, syede efter sidste og høieste Mode, skred her hen over det blanke Gulv den fornemme qvindelige Verden. Vaabenet stod i Sølvspænderne paa den i Fløiel indbundne Bønnebog og paa det stærkt parfumerede fine Lommetørklæde med de kostbare Brüsseler Kniplinger. Nogle af Qvinderne knælede i stille Bøn foran Altrene, Andre søgte Skriftestolene.

Dryaden følte en Uro, en Angest, som var hun traadt ind et Sted, hun ikke turde betræde. Her var Taushedens Hjem, Hemmelighedernes Storhal; Alt blev hvisket og lydløst betroet.

Dryaden saae sig selv formummet i Silke og Slør, lignende i Skikkelse de andre Rigdoms- og Høibyrds-Qvinder; mon hver af dem var et Længselens Barn som hun?

Der lød et Suk, saa smerteligt dybt; kom det fra Skriftestolens Krog eller fra Dryadens Bryst? Hun drog Sløret tættere om sig. Hun aandede Kirkerøgelse og ikke den friske Luft. Her var ikke Stedet for hendes Længsel.