DK | EN
Motivet Djævel, Satan i HCA : Hvad gamle Johanne fortalte (1872)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Djævel, Satan i HCA : Hvad gamle Johanne fortalte (1872)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Se også Helvede

Nøgleord:

Ond, helvede, overjordisk, underjordisk

Beskrivelse af dette motiv:

Det ondes personifikation. Hebraisk "satan" betyder modstander. På græsk er det gengivet som "diabolos", hvilket på dansk er blevet til "djævel". Oprindeligt var Satan Jahves hjælper eller en af Guds sønner, men i den antikke jødedom blev han udskilt som en selvstændig modstander af Gud, og sådan opfattes han også i Det Nye Testamente.

Nogle af de morsomste steder, H.C. Andersen fremstiller Djævlen, er i starten af eventyret "Sneedronningen" og første kapitel af hans debutbog Fodreise, hvor Satan som et modtræk til Guds renselse af jorden ved syndfloden: "Og Satan kaldte paa alle sine Vasaller og sagde: Messieurs! drager ud over den hele Verden og forfører Adams Sønner til at blive slette Skribenter; fra dem selv skal da Vandfloden udgaae, der fordærver Jorden." Planen lykkedes, og forfattere i hele verden hælder vand ud af ørerne, inklusive den debutbog, Andersen indleder med denne "Syndfloden No. 2."; han ville helst lade være med at skrive dene tåbelige og unødvendige bog: "Endnu engang forsøgte jeg at slaae en Pæl i Kjødet og bekjæmpe de onde Lyster, men den slemme Plageaand inden i mig raabte: Marche! - Hvad skulde jeg Stymper da gjøre?". Jævnfør digtet "Rime-Djævlen":

ak! alle dage
ser jeg en lille djævel mig ledsage;
han lever i mig, om mig, alle vegne,
dog kan jeg ej hans skikkelse betegne,
skønt vågen og i drømme, hver en time
han gør at jeg må – rime. –

Dette syn på digtningen står i modsætning til den romantiske om poesien som en gnist af det guddommelige.

Eksempel :

»Den Tale, Du hørte derovre, lille Rasmus, det var ikke din Faders, det var den Onde, der gik igjennem Stuen og tog din Faders Mæle! Læs dit Fadervor! Vi ville Begge læse det!« Hun foldede Barnets Hænder.

»Nu er jeg glad igjen!« sagde hun. »Hold fast paa Dig selv og Vor Herre!«

Sørgeaaret var tilende, Enkefruen gik klædt i halv Sorg, hun bar heel Glæde i Hjertet.

Der blev ymtet om, at hun havde faaet en Beiler, og allerede tænkte paa Bryllup. Maren vidste Noget derom, og Præsten vidste lidt meer.

Palme-Søndag, efter Prædiken, skulde der lyses til Ægteskab for Enkefruen og hendes Trolovede. Han var Pælehugger eller Billedhugger, Navnet paa hans Bestilling vidste man ikke ret, den Gang var Thorvaldsen og hans Konst endnu ikke ret i Folkemunde. Den nye Herregaards-Mand var ikke høiadelig, men dog en meget stadselig Mand; han var En, der var Noget, som Ingen forstod, sagde de, han huggede Billeder, var dygtig i sin Gjerning, ung og kjøn.

»Hvad kan det hjelpe!« sagde Skrædder Ølse.

Palme-Søndag blev Ægteskabet lyst fra Prædikestolen, derpaa fulgte Psalmesang og Altergang. Skrædderen, hans Kone og lille Rasmus vare i Kirken, Forældrene gik til Alters, Rasmus sad i Kirkestolen, han var ikke endnu confirmeret.

  top Top