DK | EN
Motivet Munke i HCA : Dødningen (1830)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Munke i HCA : Dødningen (1830)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Se også Kloster, Nonner

Nøgleord:

Kloster, livsbane, valg, tro

Beskrivelse af dette motiv: Munke spiller samme rolle som nonner i H.C. Andersens eventyr og historier; de er fortrinsvis et religiøst motiv, der beskrives på afstand for at give stemning og lede tanken i retning af klosterlivets religiøse orden og (selv)opofrelse. Dog er der en enkelt hovedperson, nemlig i eventyret om "Psychen", der selv bliver munk.

Eksempel 1:

(...) imellem Elverkrattet, saae man ved Fuldmaanens Skin, hvorledes Elverpigerne som lette Taager svingede sig i lystige Dandse, Elverkongen stod med en Sølv-Krone paa Hovedet, der skinnede med blaaligt Skjær i Maanelyset; dybt nede i Mosen legede Løgtemændene Tagfat om en lille Høi, hvor engang en hellig Munk havde nedmanet en Natteaand (...)

Eksempel 2:

Skaren drog tilbage til Sørgehuset hvor et rigeligt Gilde ventede den; man roste den Afdøde og hans velbryggede Most, og alt som de drak for den Døde bleve de selv mere levende; en mædsket Munk, der lignede den hogartske, havde paataget sig en Harlequins lystige Rolle, drak og sagde dumme Vittigheder saa godt som nogen monarkisk Skolemester, men Johannes sneeg sig fra det lystige Selskab; han havde skaaret og sammenføiet et stort Trækors, det bar han hen paa Kirkegaarden og satte paa Faderens Grav, som alt nogle af Byens Piger havde bestrøet med Sand og Blomster.

Kommentar til dette tekststed: Munken gør et latterligt og ikke helt sympatisk indtryk, hvilket er atypisk hos Andersen. At Johannes går alene og selv har lavet et kors, er derimod karakteristisk: sorg og følelser i almindelighed skildres gennem individet.
  top Top