DK | EN
Motivet Kirkegård i HCA : Dødningen (1830)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Kirkegård i HCA : Dødningen (1830)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Kirke, død

Beskrivelse af dette motiv: Kirkegårde optræder ofte i H.C. Andersens eventyr og historier. Motivet er i regelen ikke specielt bemærkelsesværdigt anvendt; det handler, som man kan forvente, om grave, afdøde, sorg, andagt og tro. Et usædvanligt, skrækromantisk eksempel er dog eventyret "Barnet i Graven", hvor en sørgende moder på kirkegården synker under jorden i sin længsel efter sit afdøde barn.

Eksempel 1:

Skaren drog tilbage til Sørgehuset hvor et rigeligt Gilde ventede den; man roste den Afdøde og hans velbryggede Most, og alt som de drak for den Døde bleve de selv mere levende; en mædsket Munk, der lignede den hogartske, havde paataget sig en Harlequins lystige Rolle, drak og sagde dumme Vittigheder saa godt som nogen monarkisk Skolemester, men Johannes sneeg sig fra det lystige Selskab; han havde skaaret og sammenføiet et stort Trækors, det bar han hen paa Kirkegaarden og satte paa Faderens Grav, som alt nogle af Byens Piger havde bestrøet med Sand og Blomster.

Kommentar til dette tekststed: Munken gør et latterligt og ikke helt sympatisk indtryk, hvilket er atypisk hos Andersen. At Johannes går alene og selv har lavet et kors, er derimod karakteristisk: sorg og følelser i almindelighed skildres gennem individet.

Eksempel 2:

Fra den nære Landsby ringede Klokkerne, det var Søndag; Folk gik til Kirke og hilsede alle saa venligt den fremmede Vandringsmand med det aabne ærlige Ansigt; snart tonede Messesangen, og Lysene brændte paa Altarbordet, men Johannes stod allene paa Kirkegaarden, saae de mange sjunkne Grave, der vare overgroede med høit Græs, da tænkte han paa sin Faders Grav, der nok ogsaa snart vilde synke saaledes sammen, da han ikke var og pyntede og lugede den. - Taus sadde han sig ned og rykkede Græsset af een af de nærmeste Grave, reiste de sorte Kors der vare faldne om, og lagde Krandsene, som Vinden havde revet bort fra de friske Grave, igjen paa deres Sted, i det han tænkte, at ogsaa en kjærlig Haand vilde tage sig af hans Faders Grav, nu da han ikke kunde det.

Kommentar til dette tekststed: Stykket viser den rejsende Johannes' rene og gode væsen. Hans religiøsitet knytter sig ikke først og fremmest til kirkens rum, men til enkle dyder som næstekærlighed, respekt og tro på det gode i mennesker.
  top Top