Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Motivet Mirakelmiddel er en del af: Magi

Nøgleord:

Magi, eliksir, helbredelse, hjælp

Beskrivelse af dette motiv: Mirakelmidler er genstande eller rekvisitter, der på magisk vis kan bevirke helbredelse, hjælp eller frelse. Heksens forklæde, der sætter soldaten i stand til at pacificere hundene i "Fyrtøiet" er et eksempel. Fyrtøjet, der påkalder hundene, er et andet eksempel.

Eksempel 1:

(...) hun havde i Faldet brukket sit ene Been. Hun jamrede høit af Smerte, og bad dem føre hende til sin Hytte, som kun laae et lille Stykke Vei derfra. Johannes greb hende strax i sine Arme, men den Fremmede bad ham at lade hende ligge i Græsset, tog saa en Krukke frem af sin Randsel og forsikkrede at den gjemte en kostbar Salve, der ikke alene strax kunde hele Beenbrudet, men endogsaa gjøre hende det Been langt raskere end det før havde været, men til Belønning forlangte han de tre Riis hun bar i Haanden. Den Gamle stirrede forundret paa ham og mumlede sært med de tandløse Gummer:

»Kold og hvid, varm og rød,
»Kongekrone eller Død« -

og rakte ham de tre Riis. Neppe havde han nu besmurt Benet med sin Undersalve, før den Gamle reiste sig, og forsikkrede at hun endnu aldrig havde været saa let paa det Been før (...)

Kommentar til dette tekststed: Dødningen, Johannes' rejsekammerat, hiver en salve frem til helbredelse af konen, for at han til gengæld får hendes brænderis. Risene bruger han senere til at piske på prinsessen, mens hun endnu er besat, og trolden. Således tilrettelægger gengangeren alting på bedste vis. Han kan se sammenhænge, dødelige ikke kan se, og forudse historiens udvikling. Den helbredende kraft stammer ikke fra salven selv, men fra det hinsidige, de dødes rige, hvorfra gengangeren er kommet.

Eksempel 2:

Comedien var da nu forbi for denne Gang, og enhver begav sig til sit; da tog den Fremmede den stakkels Dronning Ester i sine Hænder, og smurte hende med den kostelige Salve han eiede, og strax blev hun heel, og hvad der endnu var mere underligt, hun bevægede sine Lemmer af sig selv, gjorte en dyb Compliment og slog ud baade med Arme og Been. Da blev Marionetspilleren saa glad i sit Hjerte, thi nu kunde hun selv røre sig, uden at han behøvede at trække i Snorene, og manglede alene Mælet for at være en fuldkommen Dame.

Kommentar til dette tekststed: "Dronning Ester" er en marionetdukke fra dukketeateret, som en hund har bidt i stykker. Den magiske salve eller "den Fremmede"s magi gør hende levende.