DK | EN
Motivet Paradisets (Edens) Have, Syndefald, Kundskabens træ, Adam og Eva i HCA : Første Aften (1839)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Paradisets (Edens) Have, Syndefald, Kundskabens træ, Adam og Eva i HCA : Første Aften (1839)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Se også Kerub

Nøgleord:

Oprindelighed, Gud, paradis, fred, Adam og Eva, uskyld, udødelighed

Beskrivelse af dette motiv: Da Adam og Eva i Edens eller Paradisets Have forbrød sig mod Gud ved at spise af den forbudne frugt fra Kundskabens træ. Syndefald er en myte, der forklarer nogle af menneskets grundlæggende vilkår: at man skal dø, at man skal kæmpe eller arbejde for livets opretholdelse og at fødsler er smertefulde. Disse vilkår opfattes i syndefaldsmytens lys som guddommelig straf for menneskets ulydighed. Det interessante er, at myten også viser, at nysgerrighed og stræben, kort sagt begær, er grundlæggende menneskeligt, og at mennesket faktisk vandt noget ved lovbruddet, der også kan opfattes som et nødvendigt offer, nemlig indsigt, evnen til at skelne. Se 1. Mosebog 3.

Eksempel :

"Sidste Nat," det er Maanens egne Ord, "gled jeg gjennem Indiens klare Luft, jeg speilede mig i Ganges: mine Straaler søgte at trænge gjennem det tætte Hegn, som de gamle Plataner flette, der hvælve sig tæt, som Skildpaddens Skal. Da kom fra Tykningen en hinduisk Pige, let som Gazellen, skjøn som Eva; der var noget saa luftigt, og dog saa fyldigt fast ved Indiens Datter, jeg kunde see Tanken gjennem den fine Hud; de tornede Lianer reve Sandalerne sønder, men rask skred hun fremad; Vilddyret, der kom fra Floden, hvor det havde lædsket sin Tørst, sprang sky forbi, thi Pigen holdt i Haanden en brændende Lampe; jeg kunde see det friske Blod i de fine Fingre, som bøiede sig til et Læ for Flammen. Hun nærmede sig Floden, satte Lampen paa Strømmen, og Lampen seilede ned ad; Luen viftede, som om den vilde slukkes, men den brændte dog, og Pigens sorte, funklende Øine fulgte med et Sjæleblik bag Øienlaagenes lange Silkefryndser; hun vidste, at brændte Lampen saalænge hun øinede den, da levede endnu hendes Elsker, men slukkedes den, da var han død; og Lampen brændte og bævede, og hendes Hjerte brændte og bævede, hun sank paa Knæ og læste Bønnen; ved hendes Side laae i Græsset den vaade Slange, men hun tænkte kun paa Brama og paa sin Brudgom. "" Han lever!"" jublede hun, og fra Bjergene gjenlød det: ""han lever!""

  top Top