Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver
Se også At dø og stige til himmels, Forvandling
Nøgleord:
Liv, død, genopstandelse, forvandling, genfødsel, sjæl, rejse
Mellemtilstanden er et centralt begreb i H.C. Andersens religiøse univers. Døden er ofte ikke bare døden, men en forvandling eller en overgang til en anden eksistenssfære for sjælen, et trin på vejen mod den højeste ånd, Guds rige. Et prominent og oplysende eksempel er eventyret om den lille havfrues kompromisløse stræben efter solen (lys, ånd og udødelighed) og kærligheden, der bringer hende nede fra havets dyb op til menneskenes sfære, derfra overraskende til den mellemtilstand blandt luftens døtre, læseren efterlader havfruen i. Fra denne kan hun siden hen stige op til til Guds rige, solens og det absolutte lys' element. Inger i Helvede i "Pigen, der traadte paa Brødet" er også i en mellemtilstand. Også hun stiger via en forvandling op til jordens sfære og siden til lyset, "lige ind i Solen".
Tanken om sjælens trinvise forvandlinger havde Andersen til fælles med sin nære ven B.S. Ingemann. De anså begge sjælen for principielt udødelig. De var fælles om at afvise tanken om sjælens evige fortabelse i helvede og var på den måde uenige med datidens danske kirke. Forestillingen om evig straf i helvede stred for dem imod tanken om Guds uendelige kærlighed – og magt.
Johan de Mylius har viet et kapitel til emnet i Forvandlingens pris (2004), s. 334-342.
Eksempel :
"Jeg kjendte en gammel Jomfru," sagde Maanen, "hun gik hver Vinter i en guul Atlaskes Pels, den var altid ny, den var altid hendes eneste Mode; hver Sommer bar hun den samme Straahat, og jeg troer den samme blaagraae Kjole. Kun til en gammel Veninde, tvers over Gaden, gik hun; men i de sidste Aar gjorde hun det ikke, thi Veninden var død. Eensom puslede min gamle Jomfru indenfor Vinduet, hvor der hele Sommeren stod smukke Blomster og om Vinteren deilig Karse paa en Top af Hattefilt. I den sidste Maaned sad hun ikke meer ved Vinduet, men hun levede endnu, vidste jeg nok, thi jeg havde ikke seet hende gjøre den store Reise, som hun og Veninden saa tidt talte om. ""Ja,"" sagde hun da, ""naar jeg engang døer, vil jeg komme til at reise meget mere end i hele mit Liv; sex Mile herfra er Familiens Begravelse, der skal jeg føres hen, der skal jeg sove hos de Andre af min Slægt."" Iigaar Nat holdt der en Vogn udenfor Huset, de bare en Kiste ud, da vidste jeg, at hun var død; de lagde Halm om Kisten og kjørte afsted. Der sov den stille, gamle Jomfru, som i det sidste Aar ikke havde været uden for Huset; og Vognen rullede ud af Byen, rask, som var det en Lysttour. Paa Landeveien selv gik det endnu raskere; Karlen skottede nogle Gange tilbage, jeg troer, at han var bange for at see hende sidde i den gule Atlaskes Pels, der bag paa Kisten; derfor slog han saa ubetænksomt paa Hestene, holdt dem saa stramt, at de skummede i Bidet; de vare unge og raske, en Hare foer over Veien, og de løb løbsk. Den stille, gamle Jomfru, som Aar ud og ind kun havde bevæget sig langsomt i Cirkelgang derhjemme, foer nu, som død, over Stok og Steen paa den aabne Landevei. Kisten, der var omvundet med Maatter, hoppede af og laae paa Veien, mens Heste, Karl og Vogn joge afsted i vild Flugt. Lærken fløi syngende op fra Marken, qviddrede sin Morgensang over Kisten, satte sig paa den og pillede med Næbbet i Maatten, som om den vilde sønderrive Puppen. Lærken steg igjen syngende i Veiret, og jeg drog mig bort bag de røde Morgenskyer."
Top