DK | EN
Motivet Jomfru Maria i HCA : Tolvte Aften (1839)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Jomfru Maria i HCA : Tolvte Aften (1839)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Motivet Jomfru Maria er en del af: Helgen

Se også Helligånden, Jesus Kristus

Nøgleord:

Jomfru, Jesus, mor, Madonna

Beskrivelse af dette motiv: Jomfru Maria, Jesu mor ifølge Biblen, spiller en stor rolle i katoliscismen, hvor hun tilbedes som helgen.

Eksempel :

"Jeg vil give Dig et Billede af Pompeji," sagde Maanen, "jeg var ved Forstaden, Gravgaden, som den kaldes, hvor de skjønne Monumenter staae, hvor engang de jublende Ynglinger, med Roser om Panden, dandsede med de skjønne Søstre til Lais; nu var her Dødens Stilhed; tydske Soldater i neapolitansk Sold holdt Vagt og spillede Kort og Tærninger; en Skare Fremmede, fra hiin Side Bjergene vandrede ind i Byen, ledsaget af Vagt; i mit fuldklare Lys vilde de see den fra Graven opstegne By, og jeg viste dem Vognhjulenes Spor i de med brede Lavafliser brolagte Gader, jeg viste dem Navnene paa Dørene og de endnu udhængende Skilter; de saae i de smaa Gaarde Bassinet til Springvandene, smykket med Muslinger og Konchylier; men ingen Vandstraale sprang, ingen Sange gjenlød fra de rigtmalede Kamre, hvor Hunden af Metal vogtede Døren. Det var de Dødes Stad, kun Vesuv tordnede endnu sin evige Hymne, hvori de enkelte Vers af Menneskeheden kaldes et nyt Udbrud. Vi gik til Venus-Templet, af Marmor er det reist, skinnende hvidt, med sit Høialter foran den brede Trappe, og med friske Grædepile skudt frem mellem Søilerne; Luften var saa gjennemsigtig og blaa, og til Baggrund stod det kulsorte Vesuv, hvor Ilden steg, som Piniens Stamme; den belyste Røgsky laae i Nattens Stilhed, som Piniens Krone, men blodig rød. Mellem Selskabet var en Sangerinde, en sand og stor, jeg har seet hende hyldet i Europas første Stæder. Da de nærmede sig det tragiske Theater, satte de sig Alle paa Amphitheatrets Steentrappe, der blev igjen en lille Plet opfyldt, som for Aartusinder siden. Scenen stod der endnu, som før, med de murede Coulisser og de to Buer i Baggrunden, gjennem hvilke man seer samme Decoration, som i hiin Tid, Naturen selv: Bjergene mellem Sorrento og Amalfi. Sangerinden steg for Spøg op paa Oldtidens Scene og sang; Stedet inspirerede hende, jeg maatte tænke paa Arabiens vilde Hest, naar den fnyser, reiser Manken og jager afsted, det var den samme Lethed og Sikkerhed; jeg maatte tænke paa den lidende Moder under Golgathas Kors, det var denne følte, dybe Smerte. Og rundt om lød igjen, som for tusinde Aar siden, Bifalds Jubel og Klap: ""Lykkelige! himmelske Begavede!"" jublede de Alle. Tre Minuter efter var Scenen tom, Alle borte, ingen Toner hørtes meer; Selskabet var vandret bort, men Ruinerne stode endnu, uforandrede, som de endnu om Aarhundreder ville staae og Ingen veed om Øieblikkets Bifald her, om den skjønne Sangerske, om hendes Toner og Smiil, glemt og forbi, selv for mig er denne Stund et forsvundet Minde."

  top Top