DK | EN
Motivet Kirke i HCA : Femtende Aften (1839)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Kirke i HCA : Femtende Aften (1839)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Guds hus

Beskrivelse af dette motiv: I den kristne verden, som er den mest relevante i sammenhæng med H.C. Andersen, kan man skelne mellem på den ene side den romersk-katolske opfattelse af kirken som en institution, der administreres af et indviet præsteskab, og på den anden den protestantiske, hvor "kirke" mere har betydning af de troendes fællesskab og kirken som bygning egentlig ikke er hellig, men blot et sted, hvor man kan mødes til gudstjeneste.

Eksempel :

"Jeg gled hen over Lyneborg-Hede," sagde Maanen, der laae en eensom Hytte ved Veien; nogle nøgne Buske stode tæt ved den, og her sang en Nattergal, som havde forvildet sig. I Nattekulden maatte den døe ; det var dens Svanesang, jeg hørte. Dagskjæret lyste, der kom en Karavane, udvandrende Bønderfamilier, som vilde til Bremen eller Hamborg, for med Skib at naae Amerika, hvor Lykken, den drømte Lykke, skulde fremblomstre. Konerne bare deres mindste Børn paa Ryggen, de større hoppede ved Siden; en ussel Hest trak paa en Karre enkelte Stykker Huusgeraad. Den kolde Vind blæste; derfor klyngede den lille Pige sig tættere til Moderen, som saae op mod min runde, aftagende Skive og tænkte paa den bitre Nød, de lede derhjemme, tænkte paa de tunge Skatter, der ikke kunde betales. Hendes Tanke var den hele Karavanes; det røde Dagskjær lyste derfor som Evangeliet om en Lykkens Sol, der igjen vilde opstaae; de hørte den døende Nattergal synge, det var ingen falsk Prophet, men en Lykkens Forkynder. Vinden peb, dens Sang forstod de ikke: ""Seil trygt over Havet! Den lange Overfart har Du jo betalt med Alt, hvad Du eiede; fattig og hjelpeløs skal Du betræde dit Kanaans Land. Du maa sælge Dig selv, din Kone og dine Børn. Dog længe lide I ikke! Bag det brede, duftende Blad sidder Dødsgudinden; hendes Velkomstkys aander dræbende Feber i dit Blod, far hen! far hen over de svulmende Vande!"" – Og Karavanen lyttede glad til Nattergalens Sang, thi den bebudede Lykke. Dagen lyste fra de lette Skyer; Bønderfolk gik over Heden til Kirke; de sortklædte Qvinder med det tætte, hvide Liin om Hovedet syntes Skikkelser, stegne ud fra de gamle Malerier i Kirkerne; rundt om var kun den store, døde Omgivning, den visne, brune Lyng, mørke, afsvedne Plainer mellem hvide Sandbanker. Qvinderne bare deres Psalmebog, og vandrede mod Kirken. O, beder! beder for dem, som vandre til Gravene, hinsides de svulmende Vande!"

Kommentar til dette tekststed: Den døende nattergals toner varsler om død for familien, der vandrer for at nå lykken. De misopfatter nattergalens sang som en glædelig sang om lykken, der vinker forude. Det er en dyster modsætning mellem indhold og forståelse og mellem håb og skæbne. De emigrerer for at overleve og forhåbentlig nå lykkens land (Amerika), men de skal dø. Varslet om døden kan dog også forstås på samme måde som kunstnerens død i sit lykkeligste øjeblik i romanen Lykke-Peer og den lille havfrues forvandling i døden. Døden som det bedste markerer også dystert slutningen på Lykkens Kalosker. Poesien i den døende fugl henter også kraft i et andet centralt motiv i forfatterskabet: den lidende kunstner, hvis kunst er skabt på grundlag af lidelse, men klinger sødt i publikums ører. Motivet findes også i 16. Aften af Billedbog uden Billeder.
  top Top