DK | EN
Motivet Kirkegård i HCA : Nittende Aften (1839)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Kirkegård i HCA : Nittende Aften (1839)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Kirke, død

Beskrivelse af dette motiv: Kirkegårde optræder ofte i H.C. Andersens eventyr og historier. Motivet er i regelen ikke specielt bemærkelsesværdigt anvendt; det handler, som man kan forvente, om grave, afdøde, sorg, andagt og tro. Et usædvanligt, skrækromantisk eksempel er dog eventyret "Barnet i Graven", hvor en sørgende moder på kirkegården synker under jorden i sin længsel efter sit afdøde barn.

Eksempel :

"Jeg saae ned paa et stort Theater," sagde Maanen, "det hele Huus var opfyldt med Tilskuere; thi den nye Skuespiller debuterede; min Straale gled hen over det lille Vindue i Muren, et sminket Ansigt trykkede Panden op mod Ruden: det var Aftenens Helt. Det ridderlige Skjæg krusede sig om Hagen, men der var Taarer i Mandens Øine, thi han var udpebet, udpebet med Grund. Stakkels Fyr! men Stakkelen kan ikke taales i Konstens Rige. Han følte dybt og elskede Konsten med Begeistring, men den elskede ikke ham. –– Regisseurens Klokke ringede; – kjækt og modigt, stod der i Rollen, træder Helten frem, – frem skulde han for Publikum, hvem han var til Latter. – –Da Stykket var endt, saae jeg en Mand, indsvøbt i Kappen, snige sig ned ad Trappen; det var ham, Aftenens knuste Ridder, Maskinkarlene hviskede til hverandre; jeg fulgte Synderen op paa hans Kammer i Hjemmet. Hænge sig er en uskjøn Død og Gift har man ikke altid ved Haanden. Jeg veed han tænkte paa begge Dele. Jeg saae, han speilede det blege Ansigt, lukkede halvt Øinene, for at see om han vatr smuk som Liig. Mennesket kan være høist ulykkelig, og dog høist affecteret. Han tænkte paa Døden, paa Selvmord, jeg troer, han begræd sig selv, – han græd dybt, og naar man ret har grædt ud, da dræber man sig ikke. Et heelt Aar er gaaet siden den Tid. Der var Komedie, men paa et lille Theater, det var en fattig, omreisende Trop; jeg saae igjen det bekjendte Ansigt, de sminkede Kinder, det krusede Skjæg. Han saae igjen op mod mig, smilede – og alligevel var han pebet ud, netop for et Minut siden, udpebet paa et usselt Theater, udpebet af et usselt Publicum! – I denne Aften kjørte der en fattig Liigvogn ud af Byens Port, ikke en Eneste fulgte. Det var en Selvmorder, vor sminkede, udpebne Helt. Kudsken, som kjørte, var den eneste Ledsager, Ingen fulgte, Ingen uden Maanen. I Krogen ved Kirkegaardsmuren er Selvmorderen lagt; der vil Nelderne snart skyde op, der vil Graverkarlen henkaste Tjørne og Ukrud fra de Andres Grave."

  top Top