Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Motivet Bøn er en del af: Ritual

Nøgleord:

Tro, tale, inderlighed, ord, ritual

Beskrivelse af dette motiv:

Bøn i religiøs forstand er henvendt til en eller flere guder, guddommelige eller hellige personer med henblik på hjælp, velsignelse eller et godt forhold.

Der findes foreskrevne bønner, for eksempel Fadervor og i katolsk kristendom Ave Maria, og bønner i fri, spontan og selvopfunden form. Begge dele findes hos Andersen.

Eksempel :

"Igaar Nat saae jeg ned paa en Stad i China," sagde Maanen, "mine Straaler beskinnede de lange, nøgne Mure, som danne Gaderne; hist og her er der vel en Dør, men den er tillukket, thi Verden udenom hvad vedkommer den Chineseren; tætte Jalousier bedækkede Vinduerne bag Husets Muur, kun fra Templet skinnede Lyset mat gjennem Ruderne. Jeg saae derind, saae paa den brogede Pragt; fra Gulv til Loft staae i stærke Farver og rig Forgyldning Billeder, som fremstille Gudernes Virken her paa Jorden; i hver Niche deres Billedstøtte selv, men næsten skjult af brogede Draperier og nedhængende Faner, og foran hver Guddom – de ere alle af Tin – stod et lille Alter med Vievand, Blomster og brændende Voxlys, men øverst i Templet stod Fu, den øverste Guddom, smykket med en Kjortel af Silketøj, den hellige gule Farve. Ved Alterets Fodstykke sad en levende Skikkelse, en ung Geistlig, han syntes at bede, men midt i sin Bøn at hensynke i Grublen, og det var vist en Synd, thi hans Kinder brændte, hans Hoved bøiede sig dybere; stakkels Soui-houng! drømte han sig maaske bag Gadens lange Muur, arbeidende ved den lille Blomsterplet, der er foran hvert Huus, og var den Syssel ham langt kjærere, end at passe Voxkerterne i Templet? eller lystede det ham at sidde ved det rigtdækkede Bord og mellem hver Ret at tørre Munden paa Sølvpapir? eller var hans Synd saa stor, at vovede han at udtale den, da maatte det himmelske Rige straffe ham med Døden? turde hans Tanke flyve med Barbarernes Skibe til deres Hjem, det langtbortliggende England? Nei, hans Tanke fløi ikke saa langt, og dog var den saa syndig, som det varme Ungdomsblod kan føde den, syndig her i Templet foran Fu's og de hellige Guders Billedstøtter. Jeg veed, hvor hans Tanke var. I Yderkanten af Byen, paa det flade, flisebelagte Tag, hvor Rækværket syntes gjort af Porcellain, hvor de smukke Vaser stode med store, hvide Klokkeblomster, sad den yndige Pe, med de smalle, skjelmske Øine, de fyldige Læber og den mindste Fod; Skoen trykkede, men om Hjertet trykkede det tungere, og hun løftede de fine, dreiede Arme, og Atlasket raslede. Foran hende stod en Glasskaal med fire Guldfiske, hun rørte sagte i Vandet med en broget malet og lakeret Pind, o, saa langsomt, thi hun grundede! tænkte hun maaskee paa, hvor rigt og gyldent Fiskene vare klædte, hvor sikkert de levede i Glasskaalen og rigeligt fik deres Føde, og hvor langt lykkeligere de dog kunde være i det Frie, ja det begreb den skønne Pe; hendes Tanke drog fra Hjemmet, hendes Tanke gik i Kirken, men det var ikke for Guds Skyld, den kom der. Den stakkels Pe! den stakkels Soui-houng! deres jordiske Tanker mødtes, men min kolde Straale laae som et Cherubsværd imellem dem!" -