DK | EN
Motivet Usyret brød i HCA : En og tyvende Aften (1840)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Usyret brød i HCA : En og tyvende Aften (1840)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Brød, bud, jødedom

Beskrivelse af dette motiv: Forbudet mod syrnet eller hævet brød knytter sig til jødiske højtider, f.eks. Pesach (15.-21.22. Nisan) og er indstiftet i 2. Mosebog 12, vers 15 og 19.

Syv dage skal I spise usyrede brød. I skal sørge for, at al surdej er fjernet fra jeres huse allerede den første dag, for enhver, der spiser syrnet brød fra den første til den syvende dag, det menneske skal udryddes fra Israel.

2. Mos 12,15

Syv dage må der ikke findes surdej i jeres huse, for enhver, der spiser syrnet brød, det menneske skal udryddes fra Israels menighed; det gælder både den fremmede og landets egne. I må ikke spise noget syrnet brød; overalt, hvor I bor, skal I spise usyrede brød.

2. Mos 12,19-20

Eksempel :

Over i fjorten Dage havde Maanen ikke skinnet, nu saae jeg den igjen, rund og klar stod den over de langsomt stigende Skyer; hør, hvad Maanen fortalte mig! "Fra en af Fezzans Byer fulgte jeg Karavanen; ved Sandørkenen paa en af Saltsletterne, der skinnede som en Iisflade og kun i en lille Strækning var bedækket med det lette Flyvesand, gjorde de Holdt. Den Ældste, Vandflasken hang ved hans Bælte, en Sæk med usyret Brød laae ved hans Hoved, han tegnede med sin Stav i Sandet en Fiirkant og skrev deri nogle Ord af Koranen; hen over det indviede Sted drog den hele Karavane. En ung Kjøbmand, det Solens Barn, det saae jeg i hans Øine, det saae jeg i Skjønhedsformerne, red tankefuld sin hvide, fnysende Hest. Tænkte han maaskee paa sin smukke, unge Hustru? Det var kun to Dage siden, at Kamelen, smykket med Skind og kostbare Shawler, bar hende, den deilige Brud, om Byens Mure; Trommer og Sækkepiber løde, Qvinderne sang, og rundt om Kamelen lød Glædesskud, Brudgommen skød de fleste, de stærkeste, og nu – nu drog han med Karavanen over Ørkenen. Jeg fulgte dem mange Nætter, saae dem hvile ved Brøndene, mellem de forkuede Palmer; de stak Kniven i den styrtende Kameels Bryst og stegte Kjødet ved Ilden. Min Straale kølede det glødende Sand, min Straale viste dem de sorte Klippeblokke, døde Øer i det uhyre Sandhav. Ikke mødte de fjendtlige Stammer paa den sporløse Vei, ingen Storme reiste sig, ingen Sandstøtter gik dræbende over Karavanen. I Hjemmet bad den deilige Hustru for Mand og Fader. ""Ere de døde?"" spurgte hun mit gyldne Horn. ""Ere de døde?"" spurgte hun min straalende Skive. – Nu ligger Ørkenen bag deres Vei, i denne Aften sidde de under den høie Palme, hvor Tranen med alenlange Vinger omflyver dem; Pelikanen seer paa dem fra Mimosaens Grene. Det yppige Krat er nedtraadt af Elephantens tunge Fødder, en Skare Negerfolk kommer fra et Marked, der dybere inde; Qvinderne, med Kobberknapper om deres sorte Haar og med indigofarvede Skjørter, drive de belæssede Oxer, hvorpaa de nøgne, sorte Børn sove. En Neger fører i et Toug en Løveunge, han har kjøbt; de nærme sig Karavanen; den unge Kjøbmand sidder ubevægelig, taus, tænker paa sin skjønne Hustru, drømmer i de Sortes Land om sin hvide, duftende Blomst hiinsides Ørkenen; han løfter sit Hoved –!" – der gik en Sky for Maanen og atter en Sky. Jeg hørte ikke mere den Aften.

  top Top