DK | EN
Motivet Ole Lukøie i HCA : Ole Lukøie (1841)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Ole Lukøie i HCA : Ole Lukøie (1841)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Motivet Ole Lukøie er en del af: Guder, ånder og dæmoner

Nøgleord:

Lukøje, søvn, drømme

Beskrivelse af dette motiv:

Ole Lukøje er en underlig figur. Andersen lånte træk til ham fra tysk overtro. Han fortalte selv i et brev til den svenske komtesse Mathilda Barck, Nysø 20.6 1840, at navnet Ole Lukøie "betyder hos os hvad Der Sandmann er i Tydskland, en underlig Krabat, som om Aftenen naar Børn sidde allerbedst faaer dem til at plirre med Øinene og de maa lukke dem og sove" (Anderseniana 3. rk. II,2, 1975, s. 146f). Ole Lukøje-skikkelsen "nævnes første gang af J.R. Paulli i komedien Julestuen og Maskeraden (1724) og omtales senere af Poul Møller i Scener i Rosenborg Have (1819-21) og Blicher i "Røverstuen" (1827)", står der s. 57 i kommentarbindet, bd. 7, af Dansk Sprog- og Litteraturselskabs udgave af Andersens eventyr, forlaget Borgen, Kbh. 1990. Sammesteds nævnes det, at en lignende skikkelse foregribes allerede i digtet Kunstner-Livet (1829) samt i romanen Kun en Spillemand (1837), hvor Peter Wik fortæller Christian, at de skal slaaes med Ole Lukøie! men han vipper os, kan Du troe! vipper os op i den syvende Himmel (s. 87 i DSL's udgave, Borgen 1988). Siden hen skrev HCA eventyrkomedien Ole Lukøie (1850).

I Johan de Mylius' Forvandlingens pris. H.C. Andersen og hans eventyr (Høst & Søn 2004) behandles "Ole Lukøie" som den første tekst, og det er ikke tilfældigt. Eventyret er et skoleeksempel på én af Mylius' pointer, nemlig at fortælleren Andersen ofte ikke fortæller os noget, men illuderer at fortælle, mens han holder os hen med snak og skaber de billeder som er hans egentlige ærinde – billeder af eksistentielle grundsituationer, der ofte hører øjeblikket og ikke en livs(historie) til: død, lykke, opbrud, mere generelt forvandling.

Ole Lukøje en form for gud, en søvnens og drømmenes gud. Hos Andersen er han blid og nisseagtig, men en anderledes alvor skinner igennem tilsidst, hvor det fortælles, at Lukøjes bror, der har samme navn, er døden selv.

Eksempel 1:

I hele Verden er der ingen, der kan saa mange Historier, som Ole Lukøie! - Han kan rigtignok fortælle!

Saadan ud paa Aftenen, naar Børn sidde nok saa net ved Bordet, eller paa deres Skammel, kommer Ole Lukøie; han kommer saa stille op ad Trappen; for han gaaer paa Hosesokker, han lukker ganske sagte Døren op og fut! saa sprøiter han Børnene sød Mælk ind i Øinene, saa fiint, saa fiint, men dog altid nok til at de ikke kunne holde Øinene aabne, og derfor ikke see ham; han lister sig lige bag ved, blæser dem sagte i Nakken, og saa blive de tunge i Hovedet, o ja! men det gjør ikke ondt, for Ole Lukøie mener det just godt med Børnene, han vil bare have at de skulle være rolige, og det ere de bedst, naar man faaer dem i Seng, de skulle være stille, for at han kan fortælle dem Historier. –

Naar Børnene nu sove, sætter Ole Lukøie sig paa Sengen; han er godt klædt paa, hans Frakke er af Silketøi, men det er ikke mueligt at sige, hvad Couleur den har, for den skinner grøn, rød og blaa, alt ligesom han dreier sig; under hver Arm holder han en Paraply, een med Billeder paa, og den sætter han over de gode Børn, og saa drømme de hele Natten de deiligste Historier, og een Paraply har han, hvor der slet intet er paa, og den sætter han over de uartige Børn, saa sove de saa tosset og har om Morgenen, naar de vaagne, ikke drømt det allermindste.

Eksempel 2:

»Nu skal Du fortælle mig Historier, om de fem grønne Ærter, der boede i een Ærtebælg, og om »Hanebeen der gjorde Cuur til Hønebeen«, og om Stoppenaalen, der var saa fiin paa det, at hun bildte sig ind hun var en Synaal!«

»Man kan ogsaa faae for meget af det gode!« sagde Ole Lukøie, »jeg vil helst vise Dig noget, veed Du nok! jeg vil vise Dig min Broder, han hedder ogsaa Ole Lukøie, men han kommer aldrig til nogen meer end eengang og naar han kommer, tager han dem med paa sin Hest og fortæller dem Historier; han kan kun to, een der er saa mageløs deilig, at ingen i Verden kan tænke sig den, og een der er saa fæl og gruelig - ja det er ikke til at beskrive!« og saa løftede Ole Lukøie den lille Hjalmar op i Vinduet og sagde, »der skal Du see min Broder, den anden Ole Lukøie! de kalde ham ogsaa Døden! seer Du, han seer slet ikke slem ud, som i Billedebøgerne, hvor han er Been og Knokler! nei, det er Sølvbroderi han har paa Kjolen: det er den deiligste Husar-Uniform! en Kappe af sort Fløiel flyver bag ud over Hesten! see hvor han rider i Gallop.«

Og Hjalmar saae, hvordan den Ole Lukøie reed afsted og tog baade unge og gamle Folk op paa Hesten, nogle satte han for paa og andre satte han bag paa, men altid spurgte han først, »hvorledes staaer det med Characteerbogen?« – »Godt!« sagde de Allesammen; »ja lad mig selv see!« sagde han, og saa maatte de vise ham Bogen; og alle de som havde »Meget godt« og »Udmærket godt« kom for paa Hesten og fik den deilige Historie at høre, men de som havde »Temmeligt godt« og »Maadeligt« de maatte bag paa, og fik den fæle Historie; de rystede og græd, de vilde springe af Hesten, men kunde det slet ikke, thi de var lige strax voxet fast til den.

»Men Døden er jo den deiligste Ole Lukøie!« sagde Hjalmar, »ham er jeg ikke bange for!«

»Det skal Du heller ikke!« sagde Ole Lukøie, »see bare til at Du har en god Characteerbog!«

Kommentar til dette tekststed: Det er kendetegnende for Ole Lukøie, der hver aften i ugen snyder Hjalmar for en rigtig historie, at han om søndagen alligevel siger, at man kan få for meget af en god ting, og at han helst vil vise noget. Netop det at vise, at fortælle i (drømme)billeder, kendetegner Ole Lukøie.
  top Top