Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Se også Forvandling, Genopstandelse, Mellemtilstand, Tanken om sjælens regnskab for godt og ondt ved døden, Tro på genforening med de afdøde

Nøgleord:

Død, tro, velsignelse, liv, sjæl, nåde, engel

Beskrivelse af dette motiv: Sjælens himmelfærd efter døden er et centralt religiøst motiv hos Andersen, og i nogle eventyr, f.eks. "Noget", "Paa den yderste Dag", "Engelen", "Den sidste Perle" er det simpelthen hovedtemaet.

Eksempel 1:

»Tak og Velsignelse, du deilige Dyr!« sagde den lille Dreng og klappede Metalsvinet, der bums, bums! sprang ned ad Trappen med ham.

»Tak og Velsignelse selv!« sagde Metalsvinet, »jeg har hjulpet Dig og Du har hjulpet mig, thi kun med et uskyldigt Barn paa min Ryg faaer jeg Kræfter til at løbe! ja seer Du, jeg tør endogsaa gaae ind under Straalen af Lampen foran Madonnabilledet. Jeg kan bære Dig hen overalt, kun ikke ind i Kirken! men udenfor den, naar Du er hos mig, kan jeg see ind ad den aabne Dør! stig ikke ned af min Ryg, gjør Du det, da ligger jeg død, som Du seer mig om Dagen være det i Gaden porta rossa!«

»Jeg bliver hos Dig, mit velsignede Dyr!« sagde den Lille, og saa gik det i susende Flugt gjennem Florents's Gader, ud til Pladsen foran Kirken Santa Croce.

Den store Fløidør sprang op, Lysene straalede fra Alteret, gjennem Kirken, ud paa den eensomme Plads.

En selsom Lysglands strømmede ud fra et Grav-Monument i den venstre Sidegang, tusinde bevægelige Stjerner dannede ligesom en Glorie om det. Et Vaabenmærke prangede paa Graven, en rød Stige i blaa Grund, den syntes at gløde som Ild. Det var Galilæis Grav, det er et simpelt Monument, men den røde Stige i den blaae Grund er et betydningsfuldt Vaabenmærke, det er som det var Konstens eget, thi her gaaer altid Veien opad paa en gloende Stige, men til Himlen. Alle Aandens Propheter gaae til Himlen som Propheten Elias.

I Kirkens Gang til Høire syntes hver Billedstøtte paa de rige Sarkophager at have faaet Liv. Her stod Michel Angelo, der Dante med Laurbærkrands om Panden; Alfieri, Machiavelli, Side ved Side hvile her disse Stormænd, Italiens Stolthed *).

Det er en prægtig Kirke, langt skjønnere, om ikke saa stor, som Florents's Marmor-Domkirke.

Det var som om Marmorklæderne rørte sig, som om de store Skikkelser end mere hævede deres Hoved og skuede i Natten, under Sang og Toner, op mod det brogede, straalende Alter, hvor hvidklædte Drenge svingede gyldne Røgelsekar; den stærke Duft strømmede fra Kirken ud paa den aabne Plads.

*) Ligeoverfor Galilæis Grav findes Michel Angelos; paa Monumentet er anbragt hans Buste og desuden tre Figurer: Sculpturen, Malerkonsten og Architekturen; tæt ved er Dantes Grav (Liget selv findes i Ravenna); paa Monumentet sees Italien, hun peger paa Dantes kolossale Statue, Poesien græder for den Tabte. Et Par Skridt herfra er Alfieris Gravmonument, der er prydet med Laurbær, Lyre og Masker; Italien græder over hans Kiste. Machiavelli slutter her Rækken af disse berømte Store.

Eksempel 2:

Mange vandre vist dette Billede let forbi, og dog omslutter det en Skat af Poesie: det er Christus, som stiger ned i Underverdenen, men det er ei de Piinte, man seer om ham, nei, det er Hedningerne; Florentineren Angiolo Bronzino har malet dette Billede; meest herligt er Udtrykket af Børnenes Vished om, at de skulle i Himlen; to Smaa omfavne allerede hinanden, een Lille rækker Haanden til en Anden nedenfor og peger paa sig selv, som om han sagde: »Jeg skal i Himlen!« alle Ældre staae uvisse, haabende, eller bøie sig ydmygt bedende for den Herre Jesus.

Kommentar til dette tekststed:

Ifølge Inge Lise Rasmussen Pin: »H. C. Andersens 'Metalsvinet': Fra dagbog til poetisk billede«. Anderseniana, 3. rk., 4:1, 1982, pp. 1-16, hører Bronzinos "Cristo al Limbo"; "Christus stiger ned i underverdenen", til i kirken Santa Groce i Firenze. Værket er afbildet i artiklen, der desuden gennemgår Andersens Firenzebesøg og deres nedskrift i dagbøger og breve samt brug i Improvisatoren og Metalsvinet/En Digters Bazar.

Ifølge http://cgfa.sunsite.dk/bronzino/bronzino_bio.htm var Bronzino rigtige navn Agnolo di Cosimo. Han var hofmaler i Firenze og malede både portrætter og billeder med religiøse motiver. Hans stil, som i høj grad var hans læremester Jacopo da Pontormos ære, er kølig, forfinet, aristokratisk og teknisk brilliant i gengivelsen af forskellige overfladers detaljer og farver.