DK | EN
Motivet Forsynstro i HCA : Historien om en Moder (1847)
H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Motivet Forsynstro i HCA : Historien om en Moder (1847)

Hop forbi menu og nyheder

Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Nøgleord:

Tro, tillid, guddommeligt forsyn, skæbne

Beskrivelse af dette motiv: Forsynet er Guds indsigt i og direkte indgriben i jordiske begivenheders gang. Forsynstro er tro på og tillid til, at Gud eller en skytsengel hjælper en på vej i svære situationer og hjælper en til at træffe de rigtige valg.

Eksempel :

Søen var ikke frosset nok til at den kunde bære hende, og heller ikke aaben og lav nok til at hun kunde vade igjennem, og over den maatte hun, vilde hun finde sit Barn; saa lagde hun sig ned for at drikke Søen ud, og det var jo umueligt for et Menneske, men den bedrøvede Moder tænkte, at der dog kunde skee et Mirakel. –

»Nei, det gaaer aldrig!« sagde Søen, »lad os to heller see at blive enige! jeg holder af at samle paa Perler og dine Øine ere de to klareste jeg har seet, vil Du græde dem ud til mig, saa skal jeg bære Dig over til det store Drivhuus, hvor Døden boer og passer Blomster og Træer; hver af dem er et Menneskeliv!«

»O, hvad giver jeg ikke for at komme til mit Barn!« sagde den forgrædte Moder og hun græd endnu mere og hendes Øine sank ned paa Havsens Bund og bleve to kostbare Perler, men Søen løftede hende, som om hun sad i en Gynge, og hun fløi i een Svingning til Kysten paa den anden Side, hvor der stod et milebredt, underligt Huus, man vidste ikke om det var et Bjerg med Skov og Huler, eller om det var tømret op, men den stakkels Moder kunde ikke see det, hun havde jo grædt sine Øine ud.

»Hvor skal jeg finde Døden, som gik med mit lille Barn!« sagde hun.

»Her er han ikke kommet endnu!« sagde den gamle Grav-Kone, som gik og skulde passe paa Dødens store Drivhuus. »Hvor har Du kunnet finde her hen og hvem har hjulpet Dig!«

»Vor Herre har hjulpet mig!« sagde hun, »han er barmhjertig og det vil Du ogsaa være! hvor skal jeg finde mit lille Barn!«

»Ja, jeg kjender det ikke,« sagde Konen, »og Du kan jo ikke see! – Mange Blomster og Træer ere visnede i Nat, Døden vil snart komme og plante dem om! Du veed vel, at hvert Menneske har sit Livstræ eller sin Blomst, saaledes, som nu enhver er indrettet; de see ud, som andre Væxter, men de har Hjerte-Slag; Barne-Hjerte kan ogsaa banke! gaae efter det, maaskee kan Du kjende dit Barns; men hvad giver Du mig for at sige Dig hvad Du mere skal gjøre!«

»Jeg har ikke noget at give,« sagde den bedrøvede Moder, »men jeg vil gaae for Dig til Verdens Ende!«

»Ja der har jeg ikke noget at gjøre!« sagde Konen, »men Du kan give mig dit lange sorte Haar, Du veed nok selv det er kjønt, og det kan jeg lide! Du skal faae mit hvide igjen, det er altid noget!«

»Forlanger Du ikke andet,« sagde hun, »det giver jeg Dig med Glæde!« Og hun gav hende sit smukke Haar og fik den Gamles sneehvide igjen.

Og saa gik de ind i Dødens store Drivhuus, hvor Blomster og Træer voxte underligt imellem hverandre. Der stode fine Hyazinther under Glasklokker, og der stode store bomstærke Pioner; der voxte Vandplanter, nogle saa friske, andre halvsyge, Vandsnogene lagde sig paa dem, og sorte Krebs klemte dem om Stilken. Der stode deilige Palmetræer, Ege og Plataner, der stod Petersillie og blomstrende Timian; hvert Træ og hver Blomst havde sit Navn, de vare hver et Menneskeliv, Mennesket levede endnu, Een i China, Een i Grønland, rundt omkring i Verden. Der vare store Træer i smaa Potter, saa at de stode saa forkuede og vare færdige ved at sprænge Potten, der var ogsaa mange Steder en lille, kjedelig Blomst i feed Jord, med Mos rundt om og dægget og pleiet. Men den bedrøvede Moder bøiede sig over alle de mindste Planter og hørte inden i dem hvor Menneskehjertet bankede, og imellem Millioner kjendte hun sit Barns.

»Der er det!« raabte hun og strakte Haanden ud over en lille blaa Krokus, som hang ganske syg til den ene Side.

»Rør ikke ved Blomsten!« sagde den gamle Kone, »men stil Dig her, og naar saa Døden kommer, jeg venter ham før jeg veed det, lad ham da ikke rykke Planten op, og tru Du med at Du vil gjøre det med de andre Blomster, saa bliver han bange! han skal svare vor Herre til dem, Ingen tør rykkes op før han giver Lov.«

Med Eet susede det iiskoldt igiennem Salen, og den blinde Moder kunde mærke, at det var Døden der kom.

»Hvor har Du kunnet finde Vei her hen?« spurgte han, »hvor kunde Du komme hurtigere end jeg?«

»Jeg er en Moder,« sagde hun.

Og Døden strakte sin lange Haand hen imod den lille fine Blomst, men hun holdt sine Hænder fast om den, saa tæt, og dog bange for at hun skulde røre ved et af Bladene. Da blæste Døden paa hendes Hænder og hun følte at det var koldere end den kolde Vind, og hendes Hænder faldt matte ned.

»Du kan dog ikke gjøre Noget imod mig!« sagde Døden.

»Men det kan vor Herre!« sagde hun.

»Jeg gjør kun hvad han vil!« sagde Døden. »Jeg er hans Urtegaardsmand! jeg tager alle hans Blomster og Træer og planter dem ud i den store Paradisets Have i det ubekjendte Land, men hvorledes de der groe og hvorledes der er, tør [betyder: må] jeg ikke sige Dig!«

»Giv mig mit Barn tilbage!« sagde Moderen og græd og bad; med eet greb hun med hver Haand om to smukke Blomster tæt ved og raabte til Døden: »jeg river alle dine Blomster af, for jeg er i Fortvivlelse!«

»Rør dem ikke!« sagde Døden. »Du siger, at Du er saa ulykkelig, og nu vil Du gjøre en anden Moder ligesaa ulykkelig -!«

»En anden Moder!« sagde den stakkels Kone og slap strax begge Blomsterne.

»Der har Du dine Øine,« sagde Døden, »jeg har fisket dem op af Søen, de skinnede saa stærkt; jeg vidste ikke at det var dine; tag dem igjen, de ere nu klarere end før, see saa ned i den dybe Brønd tæt ved, jeg skal nævne Navnene paa de to Blomster, Du vilde rive op og Du seer deres hele Fremtid, deres hele Menneskeliv, seer hvad Du vilde forstyrre og ødelægge!«

Og hun saae ned i Brønden; og det var en Lyksalighed at see, hvor den ene blev en Velsignelse for Verden, see hvormegen Lykke og Glæde der udfoldede sig rundt om. Og hun saae den Anden Liv og det var Sorg og Nød, Rædsel og Elendighed.

»Begge Dele ere Guds Villie!« sagde Døden.

»Hvilken af dem er Ulykkens Blomst og hvilken er Velsignelsens?« spurgte hun.

»Det siger jeg Dig ikke,« sagde Døden, »men det skal Du vide af mig, at den ene Blomst var dit eget Barns, det var dit Barns Skjæbne Du saae, dit eget Barns Fremtid!«

Da skreeg Moderen af Skræk, »hvilken af dem var mit Barn! siig mig det! frels den Uskyldige! frels mit Barn fra al den Elendighed! bær det heller bort! bær det ind i Guds Rige! glem mine Taarer, glem mine Bønner og Alt hvad jeg har sagt og gjort!«

»Jeg forstaaer Dig ikke!« sagde Døden. »Vil Du have dit Barn tilbage, eller skal jeg gaae med det derind, hvor Du ikke veed!« -

Da vred Moderen sine Hænder, faldt paa sine Knæ og bad til vor Herre: »Hør mig ikke, hvor jeg beder imod din Villie, som er den bedste! hør mig ikke! hør mig ikke!«

Og hun bøiede sit Hoved ned i sit Skjød.

Og Døden gik med hendes Barn ind i det ubekjendte Land.

Kommentar til dette tekststed: Historien om en Moder er nok det mest kendte af de eventyr, hvor religiøse temaer spiller en central rolle. Fortællingen forener et rørende portræt af en moder med et teologisk tema, spørgsmålet om Guds godhed, vilje og radikale uforståelighed fra menneskets perspektiv. Moderen til det døde barn gives ingen vished eller trøst, for mennesket kan ikke kende Guds vilje eller vide, hvad der er bedst. Tilbage til den sørgende og desperate moder er kun troen. Dette fortælles i et eventyr fyldt med originale billeder. Eventyret blev udgivet på 15 sprog på Andersens fødselsdag 2. april 1875.
  top Top