Religiøse motiver : Oversigt. Søg. Om religiøse motiver

Se også Begravelse, Kirkegård

Nøgleord:

Død, kirkegård, kors

Beskrivelse af dette motiv: Grave er et sted for vemod, sorg og minder, og sådan ser man det også hos Andersen, f.eks. i "Den gamle Gravsteen". Vægten er på erindringen om de afdøde, også hvor erindringen går tabt, som i den nådesløse historie "Vinden fortæller om Valdemar Daae og hans Døttre":

Storken gav hende Tag over sig til hendes Død! jeg sang ved hendes Grav! sagde Vinden, jeg sang ved hendes Faders Grav, jeg veed, hvor den er og hvor hendes Grav er, det veed ellers Ingen!

Nye Tider, andre Tider! gammel Alfarvei gaaer op i lukket Mark, fredede Grave blive færdet Landevei, - og snart kommer Dampen med sin Vognrække og bruser hen over Gravene, glemte som Navnene, hu- u- ud! fare hen!

Eksempel 1:

Ved Landeveien inde i Skoven laae en eensom Bondegaard, man kom lige gjennem Gaardsrummet; Solen skinnede der, alle Vinduer stode aabne, Liv og Røre var der indenfor, men i Gaarden, i en Løvhytte af blomstrende Syrener, stod en aaben Liigkiste; den Døde var sat herud, denne Formiddag skulde han begraves; Ingen stod og saae sørgende paa den Døde, Ingen græd over ham, hans Ansigt laae tildækket med et hvidt Klæde, og under hans Hoved var lagt en stor, tyk Bog, hvis Blade hvert var et heelt Ark graat Papir, og mellem hvert laae, gjemt og glemt, visne Blomster, et heelt Herbarium, samlet paa forskjellige Steder; det skulde med i Graven, havde han selv forlangt. Til hver Blomst knyttede sig et Capitel af hans Liv.

Kommentar til dette tekststed: En bog med tørrede blomster til erindring er et genkommende motiv i Andersens eventyr og historier. Oftest er det en salmebog, her er det blot en bog, en stum bog, uden tekst.

Eksempel 2:

(...) Bogen bad han om at faae med i sin Kiste, og nu ligger den der, og om en kort Stund skal Laaget slaaes fast, og han skal faae sin søde Hvile i Graven.«

Liigdugen blev løftet; der var Fred i den Dødes Ansigt, en Solstraale faldt paa det; en Svale skød i sin piilsnare Flugt ind i Løvhytten og vendte sig i Flugten, qviddrende over den Dødes Hoved.

(...) Her er en fremmed Drivhuusplante, for fiin for Nordens Haver – det er, som var der Duft endnu i disse Blade! hun gav ham den, Frøkenen fra den adelige Urtegaard. Her er Nøkrosen, han selv har plukket og vædet med salte Taarer, Nøkrosen fra de søde Vande.(...)

Den blomstrende Syren helder sin friske, duftende Klase over den Dødes Hoved -, Svalen flyver atter forbi: »Qvivit! qvivit!« – - Nu komme Mændene med Søm og med Hammer, Laaget lægges over den Døde, der hviler sit Hoved paa den stumme Bog. Gjemt – glemt!

Kommentar til dette tekststed: Nøkrosen (nøkkerose, af åkandefamilien) kan være valgt til at repræsentere mindet om fortids kærlighed, der ikke blev foldet ud, dels fordi rosen er en kærlighedens symbol, dels fordi det minder om den uforløste Nøkke. Det har Mogens Brøndsted fremført i artiklen "Livsrejsen: Omkring H.C. Andersens 'I Sverrig'", i Danske Studier 1967, s. 44. Et andet kun svagt antydet motiv med folkereligiøs tilknytning er tårerne, han vander rosen med – dog har de tilsyneladende netop ikke haft den kraft, man ser andre steder.