Dato: 11. maj 1867
Fra: Moritz Gerson Melchior   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn d. 11te Maj 1867.

Kjere Herr Professor!

Jeg har med den sædvanlige Glæde modtaget først Deres kjere Brev af 26de April, hvorfor min hjertelige Tak; jeg besvarede det ikke da De jo ikke troede at en Skrivelse kunde naa Dem længer end til Tirsdag. Igaar Aftes ved min Hjemkomst forefandt jeg atter Deres kjere Linier af 7 Mai, hvilke jeg nu vil ile med at besvare saa meget mere, som de gjorde Indtrykket af at være skrevne i en mindre god Stemning; jeg vil ikke være saa ubeskeden at troe, at mit Brev kunde bringe Dem i godt Humør, men jeg vil i ethvert Tilfælde forsøge at minde Dem om at De i Virkeligheden har saa uendelig mange sande og oprigtige Venner i Hjemmet som med sand Interesse følger Dem hvor De end færdes. De er paa ingen Maade ringe stillet i Deres Fædreland, nei tvertimod, det er stolt af at eie Dem, og det med god Grund. Vi ere et besynderligt Folk, jeg tror virkelig at vi have den bedste Villie, men vi ere noget keitet og meget langsomme til at fatte nogen Beslutning og have vi ingen Mod til at gjøre noget paa egen Haand. Det er nu f. Ex. et ufatteligt Misgreb at man i vor danske Afdeling i Udstillingen repræsenterer dansk Litteratur ved at udstille Munks og Bjørnstjernes Buster; Det er jo ganske rigtig som De jo bemærker at de burde have Ingemann og Heiberg, og ganske ufatteligt er det jo at man ikke har Deres Buste, som jo kan faaes baade i Bronce og Bisquit, og da De jo er kjendt næsten over hele vor store Klode, (det er næsten ingen Overdrivelse) saa er det jo mildest talt dumt at den skal savnes. Fra Begyndelsen af har man talt om hvor ønskeligt det vilde være at have en Person i national Dragt i à Portas Caffée; hvad vilde nu være lettere end at bringe dette til Udførelse? men nu tales der frem og tilbage om denne Ubetydelighed indtil Udstillingen er forbi. Imidlertid foregaar der saa store og vigtige Begivenheder i Verden og bliver der lagt Raad op for at afgjøre hele Europas Skjebne, som man jo er meget spændt paa at kjende Resultaterne af. - Med Hensyn til hvad De skriver om Moltke, saa troer jeg nok at det er en Feil af Dem at De ikke med en Hentydning har givet ham at forstaae at det er Deres Ønske at blive presenteret for Keiseren, da det formodentlig er den Maade man anvender hos ham. Det var Skade at De ikke gjorde det. Men "gjemt er jo ikke glemt" og naar De næste Gang kommer til Paris, saa maa De selv gjøre et lille Forsøg i denne Retning. Vi have rigtig moret os herhjemme over i flere af Beretningerne fra Paris at see Dem saa hæderlig omtalt, at man glæder sig over at have Dem derovre og at Englænderne ere saa henrykte over at erholde Deres Autographie. Ja min kjere Professor, jeg synes virkelig at det maa have været et lille Triumph Tog for Dem derovre, og det maa De være rigtig glad over. Og nu maa jeg bede Dem at følge mig lidt tilbage til Hjemmet, hvor alting G.v. l. staar til ved det gode Gamle i det Mindste paa Høibroplads. Vore Torsdage have, paa det nær at vi meget savne Dem, været rigtig animeret. Sidste Gang var Billes (han reiser en af Dagene, uden Konen, til Paris) Lunds, Anna Kjellerup og flere unge Herrer og Damer og udførte vi flere særdeles gode Ordsprog. Block kom først om Eftermiddagen, da han i den Tid er meget beskjæftiget, han maler Kronprindsen, som skal være en Foræring til Sølvbrylluppet og er han saaledes i stadig Activitet. Han tilbragte ogsaa Aftenen hos os forrige Løverdag og var i brillant Humør. Han spillede Whist med megen Fornøielse. Igaar var min Mand og jeg til Middags Selskab hos Grev Moltke i Hotellet; vi vare kun 12 tilbords og havde det meget gemytligt og behageligt, han var en særdeles elskværdig Vært. Hans Kone havde skrevet at De havde spist en Middag hos hende. - Idag have vi et regnfuldt og uhyggeligt Veir efter at vi i nogle Dage have havt fuldkommen Sommer, saa at man fik travlt med at tænke paa Landet; vi have endnu ikke bestemt naar vi flytte ud, da jeg vil oppebie Johannes Hjemkomst. Jeg antager at de idag ere i Hamborg; de ere gaaet hjem over Triest Padua, Venedig og have de seet Adelsberger Grotten. I Rom have de tilbragt en uforglemmelig Tid og skal Paaskehøitidelighederne iaar have været storartede. I den lille skandinaviske Forening gaves en Concert af Scambati (Italiens første Claveer Spiller) Heise, Pinelli; og blev der udført flere af Gades Compositioner, som og af Ravnkildes. Lunds ere meget henrykt over at skulle boe tre Sommermaaneder i Hellebæk, ved Siden af Collins, det er ogsaa langt at foretrække for Vestkysten af Jydland, som han først havde betænkt. - Den italienske Opera vedbliver at gjøre stormende Lykke; der er udsolgt næsten hvergang og er for Øieblikket Benati, der debuterede som Rosina i Barberen, Publicums Yndling, ja hun har været nær ved at fortrænge Sarolta og have de unge Løver delt sig i to Partier og søgt at overgaa hinanden i Kampen, hvori der strøedes Blomster for deres Elskerinders Fødder. Ja Folk sidder med spændt Opmærksomhed og tælle Buketterne som i store Kurve ere bragte hid og som efter hvert Nummer blive kastet hen over Scenen som en tæt Regn. Jeg troer at Blomsterhandlerne vil gjøre hvad der staaer i deres Magt for at faa Saisonen forlænget, thi det er med Rette en blomstrende Tid for dem. Benati har en ungdommelig frisk Stemme og er ganske nydelig, men hun forstaaer aldeles ikke at spille Comoedie hvorimod baade Sarolta og Padilla have et stort Talent dertil. - Af Nyheder paa det kongelige Theater er Mathilde Prices Debut som Sylphiden; hun er nydelig og meget levende, "men hende er det dog ikke" nei saa yndig som hendes Forgængerinde er hun ikke. Paa samme Aftes gaves "Man kan hvad man vil" og kan man næsten anvende Titlen paa Agnes Lange, der virkelig i Rollen som Carl den 2den maa have gjort store Anstrengelser for at naa det Maal hun har sigtet til; hun overgik mine dristigste Forventninger om hende, thi hun spillede fortræffeligt og saae særdeles yndig ud, jo hun havde faaet Bugt med sin Stemme, der ligesom var bleven klangfuld. Jeg vil nødig see hende i en anden Rolle igjen, men helst beholde det gode Indtryk hun heri gjorde paa mig. I Torsdags Aftes afholdtes Musikforeningens sidste Concert for iaar og sluttede med Bethovens deilige store Concert. Jeg gik ikke derhen, da jeg i nogen Tid har afholdt mig fra at komme hvor der er for stærk Belysning, da mine Øine endnu ei ere gode. Min Tid er udløbet for i Aften, Posten gaar strax og jeg vil nødig gjemme dette Brev til imorgen, thi da er jeg overbeviist om at dersom jeg læste det igjennem, da vilde dets Skjæbne blive en hurtig Tilintetgjørelse og da mine Øjne ikke vilde tillade mig at skrive et Andet, saa er De jo, som altid sød og elskværdig og vil med lidt Overbærelse læse og glemme det kjedelige Indhold, og dog vil jeg inderlig bede Dem om at beholde i venlig Erindring Deres Dem altid beundrende og meget hengivne Veninde

Dorothea Melchior.

Kjære Herr Professor!

Jeg indskrænker til at tilføie en kort hjertelig Hilsen, som jeg haaber vil træffe Dem i godt Humeur i det herlige Schweitz. Vær overbevist om at jeg med Interesse og Deeltagelse følger Dem paa Deres Vei, og glæder mig over Alt det Skjønne og Storartede De seer. Levvel som ret ønskes af Deres Dem høiagtende og hengivne

Moritz G Melchior

Louise og Thea, som havde skrevet et langt Brev til Dem hilser, ligeledes de andre Smaafolk. Min Kone bringer mig Theas Brev, som jeg indeslutter.

Tekst fra: Niels Oxenvad